"Teologisk set er både islam og kristendom ekskluderende"

Den Jesus, som inkluderes i islam, er ikke den kristne Jesus og heller ikke den historiske Jesus, men en selvlavet Jesus, mener Ricardt Riis.

Politisk set var islam engang mere inkluderende end kristendommen. Men ikke længere, svarer Ricardt Riis imam Naveed Baig

Man kan tale om, at en religion inkluderer andre religioner på to planer; på det teologiske plan og på det politiske plan.

Eksklusivitet på et teologisk plan
I mit sidste indlæg forholdt jeg mig til inklusivitet på det teologiske plan og hævdede, at luthersk teologi ganske rigtigt ekskluderer muslimsk teologi, men føjede til, at muslimsk teologi er ligeså ekskluderende overfor kristen teologi, idet den Jesus, som inkluderes i islam, ikke er den kristne Jesus og heller ikke den historiske Jesus, men en selvlavet Jesus. Jeg beviste min påstand ud fra det forhold, at Koranen benægter, at Jesus blev korsfæstet, noget, som både evangelierne og ikke-kristne kilder bekræfter.

Ærgerligt nok svarede Naveed Baig ikke på det spørgsmål, så jeg gentager det her: Kan det på nogen måde bevises, at den Jesus, som islam anerkender som en profet, er den samme Jesus, som vi kristne taler om?

Muslimsk inklusivitet på et politisk plan
Man kan imidlertid også tale om eksklusivitet og inklusivitet i politisk henseende. Og her har Baig jo ret: I hele sin lange historie har islam givet andre religioner ret til at leve under muslimsk herredømme. Det kan der gives mange eksempler på.

Baig giver ét eksempel: De muslimske lærde grupperede hinduerne som 'bogens folk', hvorved de, som han siger, fik specielle rettigheder. Man kunne også nævne, at både de kristne og jøderne, efter den muslimske erobring af Spanien, fik lov til fortsat at dyrke deres religion, dog med visse indskrænkninger.

Inklusivitet eller klog kalkule?
Men er dette et smukt træk ved islam, eller er det en klog kalkule? Man skal jo gøre sig klart, at islam først erobrede henholdsvis Indien og Spanien, derefter gav de indbyggerne lov til at leve og dyrke deres religion mod, at de betalte en særlig 'beskyttelsesskat', jizja. (Det hører med til de 'rettigheder,' som eksempelvis hinduerne fik).

Andre, der ikke kunne rubriceres som 'bogens folk', fik valget mellem at bekende sig til islam og leve, eller nægte det, og dø. Og dette, at de således skånede hinduerne ved at gøre dem til 'bogens folk', kan man naturligvis godt kalde et ædelt træk af de muslimske herskere, men man kan også lidt mere kynisk sige, at de naturligt nok foretrak de undersåtter, der kunne betale dem skatter, frem for undersåtter, der var døde.

I Spaniens muslimske historie har man forresten eksempler på, at herskerne ikke var særlig glade for, at de kristne gik over til islam, for derved mistede man indtægter.

Erobrings- eller forsvarskrige?
Men var der tale om en muslimsk erobring? Det ser næsten ud, som om Baig vil nægte den muslimske verdenserobring, eller nægte, at jihad i form af hellig krig er en muslimsk pligt. Han skriver, at det er netop, fordi man vil forsvare sig selv, at man går i krig i islam, og det lyder unægtelig lidt mærkeligt. Det vil volde vanskeligheder for ham at overbevise os andre om, at man kan erobre den halve verden gennem en række forsvarskrige.

I sit store værk Muqadimma siger den muslimske lærde Ibn Khaldun da også: In the Muslim community, the holy war is a religious duty.(kapitel 3, afsnit 31) (I det muslimske samfund er hellig krig en religiøs pligt).

Så mon ikke Naveed Baig vil indrømme, at der i ganske mange tilfælde var tale om erobringskrige! I hvert fald var der tale om erobringskrige, da de kristne fyrster efter slaget ved Toledo i 1085 begyndte at erobre Spanien tilbage.

Kristen inklusivitet på et politisk plan
Men læg mærke til, at fra da af og frem til 1492 var de kristne fyrster ligeså inkluderende i politisk henseende, som muslimerne tidligere havde været; muslimerne fik lov til at dyrke deres religion under de kristne kongers herredømme. Det ophørte til de kristnes store skam i 1490erne, da Granada blev erobret, uden at jeg har kunnet finde begrundelsen for, at denne inklusivitet ophørte.

Politisk eksklusivitet i Europa
Men fra da af herskede i hele Europa en politisk eksklusivitet med voldsomme religionskrige. Den fik først sin afslutning med oplysningstiden, hvor man fandt frem til en helt anderledes måde at arrangere forholdet mellem religion og samfund på; staten skulle være ikke-religiøs og herske ud fra fornuftens ikke-religiøse principper.

Det historisk-muslimske statssyn
Dette arrangement er anderledes end det historisk-muslimske. Det er helt og fuldt inkluderende. Det historisk-muslimske statssyn gjorde både de kristne og jøderne til andenrangsborgere i deres eget land. Det skulle være islam, der skulle være herskende, for det var islam, der havde den guddommelige lov, lande skal regeres efter. Så inklusiviteten i disse samfund var ikke fuldstændig.

Det moderne, demokratiske samfundssyn
I modsætning hertil regner det moderne, demokratiske samfundssyn med, at det skal være 'den naturlige lov', hvilket vil sige, den lov, som man gennem en fri diskussion kan blive enige om, der skal være samfundets lov. I denne diskussion kan alle deltage på lige fod, muslimer, jøder og kristne.

Alle mennesker indenfor statens grænser er under ét og i lige høj grad bestemt som borgere, ikke som i det historisk-muslimske samfund som jøder, kristne eller muslimer. Det vil sige, at hvor de kristne i det muslimske samfund blev styret gennem deres biskop, jøderne gennem deres rabbiner, muslimerne gennem deres imamer, dér bliver borgeren i det moderne samfund styret direkte gennem statens repræsentanter; politi og retssystem og ved hjælp af sekulære love. Og disse love gør ikke forskel på mennesker, i modsætning til lovene i de muslimske samfund. Alle er her lige for loven.

Islam er overhalet af demokratierne
Altså: på det teologiske plan er både islam og kristendom ekskluderende i mine øjne og må være det. På det politiske plan har islam op igennem historien været mere inkluderende end de kristne stater. Dog er islam her på det sidste (fra 1700-tallet og fremefter) blevet overhalet af demokratierne, der er mere inkluderende, end islam var op gennem sin historie.

Ricardt Riis er tidligere sognepræst og blogger eftertanke.dk