Meditation er at være til stede i tavshed

Meditation har eksisteret i årtusinder. Tag med på en rejse gennem dens udvikling - helt op til tidens mindfulness

”Smerten er det, som giver anledning til meditation. Det har intet med alder at gøre.” Sådan skriver den japanske forfatter Haruki Murakami i romanen Colorless Tsukuru Tazakaki and His Years of Pilgrimage. Meditation har intet med alder at gøre, fordi alle faser af livet rummer variationer af smerte: frigørelsen fra ens forældre, mobning, skilsmisser, sygdom og så videre. 

I forlængelse af Murakamis påstand kunne man påpege, at alle former for spirituel, religiøs, ja sågar filosofisk praksis initieres af smerte, fx det faktum at vi alle sammen en dag skal dø. Der kan heldigvis være noget healende forbundet med at leve på en måde, som ikke kurerer en fra livets ulykker, men healer i form af en accept af livet, som det nu engang er. Det er her det spirituelle viser sin styrke. 

Meditation er en væsentlig del af den buddhistiske religion. Den buddhistiske vej (Nirvana) har flere delmål inde den endelige, trans-empiriske forløsning finder sted i form af en løsrivelse fra livets cyklus. Nogle af stadierne på denne vej er blandt andet at erfare bevidstheden som uden grænser. Dernæst erfaringen af intet. I erfaringen af intet smelter døden sammen med fødslen. Den enkeltes sjæl bliver reinkarneret.

Selvom jeg ikke finder reinkarnationstanken overbevisende eller inspirerende, kan jeg sagtens dele, og deler, buddhismens ide om at alt hænger sammen. Sådanne tanker findes også i økologisk tænkning, eller hos filosofferne Spinoza og Gilles Deleuze. Pointen hos Deleuze, der er meget inspireret af Spinozas glædesetik er, at intet eksisterer i sig selv, men alt bliver til i relation til noget andet. Der er ingen oprindelse. Selve mødet eller relationerne er det afgørende, ikke gisninger omkring en eventuel begyndelse. 

Tilsvarende er der hos Deleuze intet endemål for livets vedvarende tilblivelse. Alt optager fart i midten. Livet fortsætter ved generøst at bekræfte det i livet, som er livagtigt; det, som vækker glæde.

Man behøver altså ikke skrotte meditation, fordi man ikke er troende buddhist. Det svarer til at ikke-troende kristne ikke skulle have gavn og glæde af at læse Kierkegaard. Eller at man ikke må besøge en kirke, fordi man ikke er troende, selvom kirker ofte rummer en form for akkumuleret fordybelse og ro. Meditation kan hjælpe alle med at skærpe opmærksomheden, hvorved vi bedre kan bekræfte livet, mens det sker.

Et væsentlig aspekt ved meditation, som Murakami skriver er, hvorvidt nogle er villige eller motiveret til at ændre deres tilgang til livet. Derudover er der forskellige former for meditation. Der er ingen grund til at lade buddhismen tage patent, som skal alt vurderes i en kapitalistisk optik. At meditere er at indtage en slags mellemposition, at befinde sig i et mellemrum, mellem det ene nu og det næste. En vedvarende tilblivelse. Den stoiske filosof Marcus Aurelius mediterede. 

Det samme gjorde filosoffen Descartes. De fleste af os mediterer dog meget sjældent. Vi er stort set aldrig i et mellemrum, fordi vi grubler over et eller andet, som ofte er et andet sted end her og nu. Ja, de fleste af os lever fra halsen og opefter. Det vil sige i tankerne, der altid handler om fortiden eller fremtiden. Aldrig dette blomstrende nu, som udfoldes lige her og nu.

I de seneste 30 år er der sket en gradvis løsrivelse af meditation fra buddhismen. Dette er vigtigt, ikke for at negligere buddhismens betydning, men fordi folk med frygt for det spirituelle hermed ikke afholdes fra at afprøve mindfulness. 

At være mindful er at være optaget af hvert øjeblik. Med fuld bevidsthed. Vågne op, som buddhister vil sige. Det betyder også, at man er forankret i og med ens krop, men også med det, som sker omkring en. Denne form for opmærksom er noget, som kan trænes. Og det er noget, som mange træner, fordi livet gør ondt. De lider af stress, depressioner, angstanfald eller generel tristhed. 

Alternativet til at være fuldt ud tilstede er det, som den amerikanske forfatter David Foster Wallace har kaldt ”default setting” i bogen What is Water? Det er autopiloten, der aktiveres når vi fælder en dom i forhold til idealer eller tidligere erfaringer. I stedet for at lægge mærke til, hvad hvert øjeblik virkelig rummer af muligheder og sanseindtryk. Autopiloten blinder os, som de to unge fisk i Wallaces fortælling, der ikke ved hvad vand er. 

Meditation kan hjælpe en med at møde verden blottet. Åben og modtagelig. At meditere er at lægge ens våben i våbenhuset. Dette er vigtigt af flere grunde.

For det første, fordi mange er i live uden egentlig at bemærke det. Det kan lyde som en absurd påstand, men pointen er at de fleste af os bruger oceaner af tid på at evaluere fortiden, eller planlægge fremtiden. Som John Lennon engang sang, er livet noget som sker, mens vi er i gang med noget andet. Og det er i sig selv trist, da det er kort nok i forvejen.

For det andet, fordi meditation er et glimrende middel – ikke det eneste – til at blive mere opmærksom. På hvad? Livet, det som sker lige foran næsen på en; det, som sker inden i en. For eksempel kan man blive mere opmærksom på ens krop og de signaler, som den sender en. Disse kan hjælpe en med at leve mere balanceret i forhold til det, som møder en af udfordringer. 

Tag eksemplet med stress, som fylder så meget i medierne at det i sig selv er stressende. Her er følelserne angst og vrede ofte meget synlige. Det skyldes blandt andet at ens forestillinger om fremtiden presser en, mens vreden gradvist opstår, fordi fremtiden ikke viser sig at blive, som vi bildte os ind at den skulle blive. Vreden kan også opstå, fordi vi ikke kan, formår eller tør handle anderledes i forhold til de krav og idealer, som gennemstrømmer samtiden.

Tristheden opstår, når vi hænger for meget i fortiden og tænker på alle de ting, som vi ikke fik gjort, alt det vi har mistet. Gode muligheder, kære venner og familiemedlemmer, spændte maver, hårpragt, en fast barm og god røv. Denne tristhed forstærkes gradvist, når vi efterfølgende tænker på fremtiden og bliver bange, fordi vi nok aldrig finder en ny mand eller kvinde, når nu vi er blevet skaldet eller brysterne hænger et sted, hvor de ikke burde. 

Men hvor kommer normerne fra? Hvorfor bør bryster ikke hænge?

En del af glæden for mænd er, at vi ikke længere skal stikke hele armen langt op under trøjen på vores koner, fordi deres bryster kommer os i møde.

Øjeblikket er, som Kierkegaard sagde, tidens fylde. Hvorfor ikke udforske det i stedet for at jage fra det ene til det andet? Hige efter utopiske idealer? Kierkegaard talte om at ”blive samtidig med sig selv”, ikke med et eller andet status-projekt. Det sker ved at blive et med nuet. Lyttende.

 I en af sine prædikener taler Kierkegaard om at foråret kommer, når det kommer. ”Kun ved at tie træffer man øjeblikket; idet man taler, blot siger et ord, går man glip af øjeblikket; kun i tavsheden er øjeblikket.” Alt afhænger af øjeblikket, skriver han.

Det, som mindfulness tilbyder er velkendt, måske endda trivielt. Det gør dog ikke praksissen nemmere at udleve. Den kræver vedholdenhed. En anden måde at kultivere ens opmærksomhed på kunne være at læse Wallaces monstrøse roman Infinite Jest – fuld af fodnoter. Det svarer snildt til tyve dages meditation i stilhed. Eller læse Kierkegaards værker – men forbliv tavs herom. Den største udfordring for mindfulness er, at den for nogle kan blive et status-projekt, der anvendes til at synliggøre egen moralske overlegenhed. 

Til sådanne moralister kan man kun kaste en af Kierkegaards prædikener i hovedet på dem: ”Man må være ganske tavs, hvis man skal fornemme ”nu er det der”; og i næste øjeblik er det forbi, derfor må man have været ganske tavs, hvis det skal lykkes en at benytte det.” Benytte hvad til hvad? Benytte livet til at leve og blive bedre til at leve. 

Den største indsigt om livet er allerede en integreret del af livet. Smerten er det, som får folk til at meditere, fordi der er en smerte forbundet med at sætte pris på livet.

Finn Janning er Ph.d., forfatter og filosof