Vandfloden - en del af Jesu lære?

Kan man skille troen på Jesu lære fra overbevisningen om, at der har været en global vandflod på Noahs tid?

Kommentar til tidligere debat
(se link nederst):

Vandfloden - en del af Jesu' lære, og dermed for kristne!

Kære Riis!

Tak for endnu et interessant indlæg - og svar - til emnet om vandfloden og troen på en sådan...

Jeg føler, at du sætter dig mellem to stole, når du besvarer mit spørgsmål.

På den ene side siger du, at Jesus er det centrale omgangspunkt for bl.a. dåben, og på den anden side siger du faktisk, at man ikke skal tro på det, han siger.

For mig taler det mod selve grundideen i Bibelen, hvor Jesus selv siger til
sin Fader i himmelen:"Dit ord er sandhed."

Hvordan kan Guds ord være sandhed, hvis man ikke skal tage Bibelen for gode varer?

Hvordan kan man sige "ja" til det som siges i 2. Tim. 3:16,17, og så benægte Bibelens værdi for mennesker også i vores tid?

Jesus er det navn hvorigennem vi kan opnå frelse, men Bibelen er sandelig det ord, som hjælper kristne til at færdes i en verden, der er i den ondes magt jvf. 1. Joh. 5:19. Læg fx. mærke til "missionsbefalingen" i Matt. 28:19,20, hvor Jesus udtaler, at hans disciple skal undervise andre i at "holde alt det", som han har befalet dem. Så når Jesus lærer, at bl.a vandfloden har fundet sted, så bør vi selvfølgelig gøre det samme.

Når så ovenikøbet flere skribenter i NT. henviser til vandfloden, så kan det kun undre, at EN PRÆST tager afstand fra den del af Jesu lære, når netop en præst burde være garant for bibelsk undervisning???!!!

Jesus er kronen på Guds skaberværk, men Bibelen er en uløselig del af troen på Kristus. Det viste Filip jo også, da han underviste hofmanden. Der tages udgangspunkt i profeten Esajas bog fra GT, hvorefter han forkyndte evangeliet jvf. missionsbefalingen i Matt. 28:19,20.

En stor forkynder - Paulus - gør nøjagtig det samme. Igen og igen går han tilbage til GT og argumenterer ud fra det. Det samme må kristne gøre i dag i deres undervisning - bruge GT samt det tilkomne NT, og ikke blot sige:"Tro på Jesus og du er frelst" ... der skal meget mere til for at blive døbt i Jesu' navn, jvf. fx. Jesu egne ord i Joh. 3:16,20,21,36 med mange paralleller til bjergprædiken i Matt. kap. 5-7.

Kære Riis - du ER nødt til at ACCEPTERE Bibelen som et budskab fra Gud i himmelen og derefter BRUGE Bibelen, hvis du skal finde vejen til Kristus.

Det gjorde Jesu disciple i det første århundrede, og det gør hans disciple
i dag.

Riis - det kan ikke undre, at mange i Folkekirken ikke accepterer Bibelen som vejleder i deres liv, når selv præster tager afstand fra dens lære. Et andet eksempel er den debat som kører om homoseksualitet, sat i gang af præsten Katrine Lilleør. En debat som viser ENDNU en præsts afstandtagen til den bibelske lære...Suk!!! Man kommer til at tænke på Jesu ord om, hvad der vil ske, "hvis en blind leder en blind"...

Med venlig hilsen

Palle H.L.

Svar:

At tro er at lytte til det væsentlige

Kære Palle H. L.

Det forekommer mig, at du i dit svar til mig skyder mig ikke så lidt i skoene, udtalt og ikke udtalt.

Du hævder f.eks., at jeg faktisk siger, at man ikke skal tro på, hvad Jesus siger. Det gør jeg naturligvis ikke. Men du mistolker mig.

´Hvordan kan man sige "ja" til det som siges i 2. Tim. 3:16,17 og så benægte Bibelens værdi for mennesker også i vores tid?' spørger du. Jamen, jeg benægter sandelig ikke bibelens værdi for mennesker i vor tid. Men jeg nægter, at den er brugbar som en håndbog i fortidige oversvømmelser. Og de to ting er altså ikke det samme.

Videre skriver du: 'men Bibelen er sandelig det ord, som hjælper kristne til at færdes i en verden, der er i den ondes magt' og lidt senere: 'Jesus udtaler, at hans disciple skal undervise andre i "holde alt det", som han har befalet dem'. Jamen, det er også min mening. Hvordan kan du dog få den tanke, at jeg har kunnet prædike et liv igennem uden at have den opfattelse?

I den forbindelse skriver du: 'Så når Jesus lærer, at bl.a vandfloden har fundet sted, så bør vi selvfølgelig gøre det samme'. Jamen, Jesus lærer ikke, at vandfloden har fundet sted. Han forudsætter det. Og det er noget helt andet. Jeg gjorde i mit sidste svar en del ud af at vise, at der faktisk er forskel på de to ting. Og det er Jesu lære, vi skal holde os til, ikke alle biomstændighederne.

Eller for at gentage en del af mit sidste svar, som du slet ikke har forholdt dig til: Når vi hævder, at Jesus blev fuldt og helt menneske, så ligger der deri, at han også delte det kår med os, som vi kan kalde 'vor tidsbestemte verdensopfattelse'. Han har sikkert løftet sine øjne til himlen, når han bad til sin himmelske fader, sådan som det var kotume dengang, uanset, at hans himmelske fader nok har vidst, at jorden ikke er flad, med himlen ovenover og helvede nedenunder. Men Jesus har ikke vidst det. For han delte vore kår. Og han har altså også naivt regnet med, at som første mosebog fortæller om syndfloden, sådan er det foregået. For det regnede alle med dengang, og han var som én af os. Men tror du virkelig, at vi for tid og evighed er bundet til den verdensopfattelse, der herskede på Jesu tid, når vi bekender Jesus som frelser og forsoner?

Så skriver du, at 'netop en præst burde være garant for bibelsk undervisning'. Det kan være sandt nok, og det mener jeg faktisk også, at jeg efter evne har efterlevet.

Jeg har f.eks. i min undervisning gjort meget ud af at vise, at der er to skabelsesberetninger, én fra 1. Mos 1,1 til 1 Mos 2,4 og en anden fra 1 Mos 2,5 til 1 Mos 2,25. Der er en række forskelle på de to beretninger. I den første kaldes Gud 'Gud', i den anden 'Gud Herren'.

I den første skaber Gud ved at sige, hvad der skal ske, og så sker det. I den anden ved at danne det, der skal skabes, af jord. Mest væsentligt er vel nok en forskellig rækkefølge i skabelsen. I den første er rækkefølgen: havdyr, fugle, landdyr, menneske.

I den anden: manden, dyrene, kvinden. Og hvis man overfor dette bibelske faktum vil bruge den udvej, som man op igennem den kirkelige tradition har brugt, nemlig, at hævde, at den anden skabelsesberetning blot udspecificerer, hvad der er sket i den første, så står der et kedeligt ord i 1. Mos. 1,19: 'Gud Herren formede alle de vilde dyr', det samme ord, som bruges i 1. Mos. 2,7, da Gud Herren former Adam. Det bruges også i Jer 1,4, hvor der er tale om, at Gud dannede Jeremias i moders liv. Det svarer meget godt til anden skabelsesberetnings gudsbillede: Gud opfattes dér som en pottemager, der skaber ved at udforme en i forvejen tilstedeværende masse, som her er jord; og ordstammen i det ord, der betyder 'former', bruges på hebraisk også til betegne en pottemager med.

Så er der den interessante ting ved de to skabelsesberetninger, at den samme tanke udtrykkes på to forskellige måder. Menneskets overhøjhed over dyrene udsiges f.eks. i 1. Mos. 1,28 derved, at det hedder, at mennesket skal herske over dyrene. Men i anden skabelsesberetning siges det samme på den måde, at det hedder, at mennesket gav dyrene navne, 1 Mos 2,20. Og menneskets samhørighed med Gud betegnes i 1 Mos 1,27 derved, at det hedder, at mennesket er skabt i Guds billede. Den samme tanke udtrykkes i 1 Mos 2,7 på den måde, at det siges, at mennesket af Gud får livsånde blæst ind i sit næsebor, noget, der ikke siges om dyrene.

Og spørger man, hvorfor der sådan er sat to forskellige skabelsesberetninger sammen i bibelen, så er det jo næsten, som om bibelen vil drille vor tids fundamentalister: 'I tror, I fanger meningen ved at læse hvert ord for sig; men prøv i stedet at lytte til, hvad beretningen vil sige!'

Endelig skriver du, sådan lidt personligt, til mig, at jeg er nødt til at acceptere bibelen og bruge den, hvis jeg skal finde vejen til Kristus. Jeg kan selvfølgelig glæde mig over, at min frelse er noget, der bekymrer dig, men hvordan kan du nu vide, at jeg ikke har fundet vejen til Kristus, måske oven i købet, så jeg er i stand til at lære dig ét og andet, som du ikke var helt klar over i forvejen?

I det mindste, sådan er dette ment: som et led i en fælles sandhedssøgen, hvor vi efter bedste evne prøver at berige hinanden, dog naturligvis uden at slippe det, der for os er afgørende, men jo også gerne uden direkte eller indirekte at beskylde hinanden for at stå udenfor Kristus.

Venlig hilsen

Ricardt Riis