Vi skal ikke latterliggøre Jehovas Vidner

"To Verdener" viser Jehovas Vidner på godt og ondt, skriver Kristian Molbo. Stillfoto fra filmen. Foto: Jens Juncker-JensenNordisk Film

Filmen "To Verdener" om Jehovas Vidner er troværdig, fordi den får nuancerne frem og viser karakterernes personlighed. Synspunkt af Kristian Molbo, tidligere Jehovas Vidne og konsulent på filmen

For halvandet års tid siden blev jeg kontaktet af Niels Arden Oplev, der ønskede at vide noget om Jehovas Vidner. Han var dengang ved at lave manuskript til en film med deres religiøse miljø som omdrejningspunkt.
På det tidspunkt var jeg formand for Støttegruppen for tidligere Jehovas Vidner. Det er en forening, der har som sit formål at yde hjælp og støtte til mennesker, der af den ene eller anden grund måtte have det svært pga. Jehovas Vidner. Der er typisk tale om tidligere Jehovas Vidner.

Den linie jeg havde lagt for foreningen var, at vores retorik ikke skulle være hadsk og den skulle frem for alt ikke være løgnagtig. Den skulle være saglig og nuanceret. Der skulle være plads til, at man også kunne fortælle om de gode sider ved Jehovas Vidner. Alt skulle ikke bare være negativt. De fleste af os havde trods alt været der i mange år og haft både gode minder og gode venner derindefra, men der kunne ligeså vel være gode grunde til at forlade dem. Dem ville vi naturligvis også gerne fortælle om.

Niels havde præcis den samme tilgang til tingene. Han var udmærket klar over, at det var for billigt og forsimplet at fremstille Jehovas Vidner som dumme eller afstumpede mennesker og han ønskede slet ikke at karikere dem eller gøre dem til grin. Det ville være utroværdigt. Han ønskede at skildre miljøet som det er og vise, at der i virkeligheden er tale om ganske almindelige mennesker, der blot indtager en fundamentalistisk grundholdning. Det var hvad han fortalte mig, og da jeg så hans sidste film Drømmen blev jeg kun bekræftet i den opfattelse.

Niels formåede i mine øjne at fortælle tingene som de ser ud på begge sider af hækken uden at på kompromis med nuancerne. Samtidig havde jeg en god fornemmelse af, at han forstod, hvad det drejede sig om. Han kunne sætte sig ind i, hvad Jehovas Vidner tænkte og mente og det var afgørende for, at projektet overhovedet kunne blive vellykket.

Dette var udgangspunktet for vores videre samarbejde om at skildre miljøet så virkelighedstro som muligt. Jeg gennemlæste manuskriptet og gav kommentarer til rettelser og præciseringer i dialogerne, så det lød som Jehovas Vidner ville udtrykke sig. Jeg hjalp med at forklare, hvordan Jehovas Vidner ville reagere i forskellige situationer. Jeg fandt billeder fra stævner og rigssale, billeder af påklædning og indretning, filmklip fra stævner på youtube mm. Jeg hjalp med at finde litteratur fra Jehovas Vidner, som man kunne bruge og blive inspireret af i forbindelse med scenografien og skabe det rigtige miljø i f.eks. et hjem hos Jehovas Vidner. Ikke mindst hjalp jeg med at give en indføring i Jehovas Vidners tankeverden og trosopfattelser.

Niels var meget videbegærlig og stillede spørgsmål til mange detaljer og hans holdning var, at selvom der ville blive taget nogle kunstneriske friheder, skulle det ikke være muligt at pege fingre af noget som helst. Der skulle ikke være noget forkert eller løgnagtigt i forhold til skildringen af Jehovas Vidner.

Forløbet kørte og jeg var med til et par optagelser, hvor det var relevant. F.eks. gav jeg direkte instruktioner i hvordan man døber og var med i bassinet, så døberen selv kunne prøve på mig et par gange. Desuden var jeg med til stævneoptagelserne og så om det tog sig autentisk ud, da der var tale om en relativt stor opsætning.

Til sidst blev jeg inviteret til at se filmen nogle måneder før premieren. Bortset fra et par småjusteringer, var den færdig. På nær nogle småkommentarer var jeg meget imponeret. Jeg sad flere gange med følelsen af at være til stede i miljøet. Særligt scenen, hvor Sarah overfor de tre ældste skal fortælle, at hun har sovet hos Theis, synes jeg er særdeles vellykket. Det er min erfaring at det er svært at forklare for udenforstående, hvad der foregår i sådan en situation, men filmen viste det netop som det var! Den velmente omsorg fra de ældste, der gør deres pligt alt imens de i virkeligheden overskrider nogle meget personlige grænser hos et ungt menneske med samvittighedskvaler. Lige i øjet!

Jeg må sige at filmen lever op til mine ønsker om ikke at udstille og latterliggøre Jehovas Vidner. Den viser samfundet på godt og ondt og på hvad der sker, hvis man vælger at stille sig udenfor. Niels har med sin stil været god til at få nuancerne frem og vise karakterernes personlighed og netop, at Jehovas Vidner bliver fremstillet med personlighed og følelser er rigtigt godt.

Det er alt for nemt at udstille et trossamfund, der på den måde udstøder, som en samling af afstumpede mennesker, der uden videre vender ryggen til. Sådan er virkeligheden ikke, virkeligheden er, at det er helt almindelige danskere, mennesker, der elsker deres børn og ønsker det bedste for dem. Det er samtidig fundamentalistiske kristne, der er villige til at afskære sig fra deres kære, hvis det er nødvendigt. I en større sags tjeneste bider de smerten i sig med visheden om, at de har handlet til ære for gud og fællesskabet. To Verdener har fanget dette budskab og jeg er personligt glad for, at der er blevet skabt en fortælling, der bliver endnu stærkere, fordi den netop er troværdig. Den er taget ud af en virkelighed, der hænder lige nu.

Kristian Molbo, tidligere Jehovas Vidne