Vi skal møde muslimer med næstekærlighed

Man kommer nemt til at nægte muslimer deres ret til at tro anderledes end os, skriver Karen M. Larsen i sin anmeldelse af et nyt undervisningsmateriale fra Folkekirke og Religionsmøde

Folkekirke og Religionsmøde (F&R) er et folkekirkeligt stiftssamarbejde, der har det som mål med udgangspunkt i evangeliets forkyndelse, at styrke den danske folkekirkes møde med andre religioner og livstydninger. F&R har lavet hjemmesiden Bibelen i Religionsmødet, der skal tjene som en konkret håndsrækning til forskellige former for sognegrupper eller lignende mødeaktiviter ude i sognene, hvor tematikken religionsmøde (primært med islam) står på dagsordenen.
 
Bibelen i Religionsmødet har et ekstremt kedeligt design men er til gengæld prisværdig nem at navigere rundt på. De syv temaer som der tages op: Samme Gud, Erkendelse og sandhed, Jesu forkyndelse og praksis, Frelse og forløsning, Sameksistens, Religionsdialog og mission samt Lærepunkter og konfrontationer er overskueligt opbyggede, og hjemmesidens gode råd til hvordan dens materiale kan bruges er nemme at gå til. De enkelte temaer består af en række korte skriftsteder, der uddybes og bringes ind i den større sammenhæng som de indgår i. Ofte suppleres dette af citater, f.eks. fra den igangværende debat om islam og (sjældnere) fra Koranen for dermed yderlige at lægge op til debat.
 
Alt i alt er F&Rs pædagogiske ambitionsniveau bemærkelsesværdigt højt.
 
F&R er en folkekirkelig organisation, men da den folkekirkelige paraply som bekendt rummer ret så forskellige bibelsyn og indfaldsvinkler til religionsmødet, havde det nok været en god ide om man eksplicit havde meldt ud, hvor man står. Men materialet lægger op til at man har et liberalt bibelsyn, at man regner med alle menneskers frelse, og at man har et meget imødekommende syn på islam, og det er jo i sig selv fint nok.
 
Temaerne har mange interessante udsagn og såmænd også bud på hvordan vi kan takle mødet med muslimerne. Især synes jeg, at det er rigtigt godt, at man bringer Niels Henrik Arendts forslag om at vi siger 'vi tror ikke det samme om Gud' i stedet for det problematisk bastante enten 'vi tror på samme Gud' eller 'vi tror ikke på samme Gud'. Også citatet fra Kirkernes Verdensråds konference i 1989: Vi kan ikke pege på nogen anden vej til frelse end Jesus Kristus; samtidig kan vi ikke sætte nogen grænse for Guds frelsermagt. Der er en spænding mellem disse to udsagn, som vi må erkende, og som vi ikke kan løse er så afgjort værd at tygge på.
 
Alligevel er der også en del problemer med Bibelen i Religionsmødet. Til småtingsafdelingen hører, at der ikke altid er blevet læst tilstrækkeligt korrektur, så nogle formuleringer er unødigt klodsede, ligesom der er for mange banale slåfejl i materialet. Til samme kategori hører, at man konsekvent skriver, at Matthæus-evangeliet er skrevet af apostlen Matthæus, en påstand, der slet ikke passer til resten af hjemmesidens ambitioner om at reflektere et videnskabeligt inspireret bibelsyn.
 
Der er derimod tale om en seriøs fodfejl, når man som en isbryder til diskussionsgrupper bestående af såvel kristne som muslimer foreslår en øvelse, der bygger på uddeling og udvælgelse af forskelligt farvede vingummier. Vingummi kan indeholde svinekødsprodukter og bliver derfor ofte undgået af i hvert fald konservative muslimer. Og det vil vel næppe være særligt isnedbrydende hvis en diskussionsaften starter med, at de indbudte muslimer nægter at røre ved, for slet ikke at tale om at spise, de vingummier som de venlige arrangører har medbragt.
 
Irriterende er det, at F&R, på trods af al deres imødekommenhed i forhold til islam, alligevel får formuleret sig uheldigt i forhold til islams basale trosforestillinger. Ikke nok med, at det næppe er hensigtsmæssigt, at man i den grad har fokus på bibeltekster, der handler om afgudsdyrkelse, set i lyset af, at islam er en strengt monoteistisk religion, der opfatter afgudsdyrkelse som den værste af alle synder. Rent galt går det, når man får skrevet, at muslimerne tilbeder Muhammed og, godt nok i et citat, får lagt op til, at Muhammed har en frelserfunktion i islam. Det vil ingen muslim kunne acceptere og er simpelthen en fejlagtig gengivelse af islam.

Det virker også meningsløst, at man forsøger at nedtone gerningernes betydning i islam. Igen er det en indfaldsvinkel, som kun de færreste muslimer deler. Mere meningsfuldt havde det været, om man havde gjort sig nogle tanker om hvorvidt det muslimske fokus på overholdelse af regler er så meget forskelligt fra det fokus på forbud, som man typisk finder indenfor konservativ kristendom.
 
Generelt er Bibelen i Religionsmødet meget fokuseret på kristendommen og hvad vi kristne så skal mene om de andre. Det er rigtigt set, at en forudsætning for et godt religionsmøde hhv. en missionsindsats, der kan vinde mennesker for Kristus, er, at vi selv bliver os bevidst om hvad vi tror på. Men fordi man nok ikke rigtigt ved hvordan man skal takle angsten for muslimerne og ikke mindst angsten for angsten for muslimerne, kommer man til at nægte muslimerne deres ret til på mange måder at tro anderledes end os. Og det samtidigt med, at de forbliver i periferien, mens de kristne hovedsageligt kredser om sig selv.
 
At vi skal møde muslimerne med næstekærlighed og aldrig glemme at de, ligesom os, er skabt i Guds billede, er derimod en vigtig pointe i en tid, hvor angsten for muslimerne, den berettigede såvel som den uberettigede, også i kristne sammenhænge desværre ofte fører til en dæmonisering af dem.

Karen M. Larsen, gymnasielærer