Selvfølgelig er det uetisk kun at holde mindehøjtidelighed for Paris
Det er forståeligt, at vi mindes dem, der er os nærmest, men vi skal være bevidste om faren for den selvfede godhed, skriver lektor i teologi Jakob Wolf
Efter weekendens terrorhandlinger i Paris og de mange reaktioner fra europæiske lande har man på det sociale medie Facebook kunnet se flere udtrykke undren over, at man i Vesten ikke viser samme medlidenhed med terrorofre andre steder i verden.
Dagen før angrebet i Paris blev mere end 40 mennesker dræbt og 100 såret i et terrorangreb i Libanons hovedstad Beirut, og to uger tidligere eksploderede et russisk passagerfly som følge af, hvad man anser for en terrorhandling. I Irak og Afghanistan oplever befolkningerne jævnligt voldsomme terroraktioner.
Facebook har givet mulighed for, at folk kan pakke deres profilbillede ind i det franske flag, men det samme er ikke tilfældet med for eksempel et libanesisk flag.
Bør vi i langt højere grad vise mere medfølelse med ofre og tage afstand fra terror uden for Europas grænser? Hvorfor gør mange af os det ikke automatisk?
Lektor i teologi ved Købehavns Universitet Jakob Wolf svarer:
Selvfølgelig er det uetisk kun at holde mindehøjtidelighed for Paris og ikke for eksempelvis Beirut, men det er forståeligt, da vi er os selv nærmest eller nærmest dem, som er nærmest.
Det er nu engang sådan, at mennesket er et modsigelsesfuldt væsen. Den, der ikke har forstået det, har ingenting forstået i denne verden.
Det er et etisk væsen, der tænker på andre, og det er et uetisk væsen, der tænker på sig selv.
Vi er bevidste om, at vi skal være etiske; det viser sig især ved, at vi godt er klar over, når vi kun er halvvejs etiske. Men det er også tydeligt, at vi hverken kan eller vil opfylde det etiske krav. Hvis vi skulle det, så var det jo heller ikke nok at være solidarisk med russiske flypassagerer og bombeofre i Beirut. Så er der jo mange flere ofre og lidelser på jordkloden at være solidariske med.
Vi kan ikke opfylde det moralske krav, da vi ikke lever i en entydig, modsigelsesfri verden. Vi lever ikke i et Paradis, hvor det er entydigt, hvad vi skal gøre. Men vi kan prøve at gøre det næstbedste, og det er også afgørende vigtigt.
Jeg lagde mærke til, at ved mindehøjtideligheden på Kongens Nytorv i går aftes nævnte en taler netop også alle de andre, vi skal være solidariske med. Det er sådan, det skal være!
Det var i orden at holde mindehøjtidelighed for Paris i weekenden. Hvis vi skulle holde mindehøjtidelighed for alle de katastrofer, der sker på jordkloden, måtte vi af sted hver aften til en mindehøjtidelighed. Men det var netop så fint ved denne mindehøjtidelig, man nu valgte at holde, at det blev nævnt, at vi selvfølgelig burde holde mange mindehøjtideligheder.
Det er etisk at holde mindehøjtidelighed for dem, der er os nærmest, hvis vi samtidig er klar over, at det selvfølgelig er udtryk for noget uetisk, nemlig at vi fortrinsvis tænker på dem, der er os nærmest!
Men det er bedre at være en etisk synder end kun at være en synder og helt lade være med at vise rituel solidaritet med nogen som helst. Faren ved rituel solidaritet med dem, der er os nærmest, er selvfølgelig den selvfede godhed. Pas for Søren på med den!
Man bliver hurtigt træt af at se på mindehøjtideligheder i TV, især de mange nærbilleder af politikere og de kongelige. Skru dog ned for dem!