En kvindes kamp for at tilgive sit folks bødler

I foråret 1994 var Rwanda omdannet til en slagmark, hvor mere end 800.000 mennesker blev dræbt på tre ...

I foråret 1994 var Rwanda omdannet til en slagmark, hvor mere end 800.000 mennesker blev dræbt på tre måneder. Immaculée udholdt folkemordet ved at bede Gud om at tilgive de grusomme mordere. Iris

I dag udkommer den danske oversættelse af "Folkemordet i Rwanda". Det er Immaculée Ilibagizas personlige beretning om at overleve det mest brutale folkedrab i nyere tid. Læs et uddrag af bogen her

Jeg var dybt koncentreret om at bede, da drabsmændene kom for at gennemsøge huset anden gang.

Det var efter middag, og jeg havde bedt Rosenkransen siden daggry, for at Gud skulle give sin kærlighed og sin tilgivelse til alle syndere i verden. Men jeg kunne ikke få mig selv til at bede for drabsmændene, som jeg gerne ville.

Det var et problem for mig, fordi jeg vidste, at Gud forventede af os, at vi bad for alle, og frem for alt ønskede jeg, at Gud var ved min side.

Læs et interview med Øyvind Kyro, der har skrevet bogens forord, her: Hun overlevede folkemordet i Rwanda ved at tilgive 

Som et kompromis bad jeg Rosenkrans mange gange, så intenst jeg kunne, hver dag. At komme igennem alle disse Ave Maria’er og Fadervor tog 12-13 timer – og hver gang jeg kom til den del af Fadervor, som opfordrer os til at ”forlade vore skyldnere”, prøvede jeg på ikke at tænke på drabsmændene, fordi jeg vidste, jeg ikke kunne tilgive dem.

Under den anden eftersøgning brød drabsmændenes larm ind i min bøn som en vred stemme, der vækkede mig af en drøm. Så hørte jeg fire-fem brag tæt ved mit hoved, og jeg rettede min fulde opmærksomhed mod dem. Jeg blev klar over, at de var lige der ved siden af, inde i præstens soveværelse. De gennemrodede hans ejendele, rev ting ned fra væggene, løftede sengen og væltede stolene.

”Kig der,” råbte en af dem. ”Se nedenunder her. Flyt den kiste! Gennemsøg alt!”

Jeg holdt hænderne for munden, for jeg frygtede, at de skulle høre mig trække vejret. De var kun nogle få centimeter fra mit hoved … De stod foran klædeskabet – klædeskabet. Jeg takkede igen Gud for det, mens mit hjerte hamrede hårdt.

Jeg kunne høre dem le. De morede sig, mens de gik rundt og myrdede mennesker! Jeg forbandede dem og ønskede, at de ville brænde op i helvede. Klædeskabet bankede mod døren. Jeg holdt mig for ørerne og bad: Kære Gud, du anbragte klædeskabet der … lad det blive der. Lad dem ikke flytte det. Red os, Herre!

Det brændte i min hovedbund, og den hæslige hvisken sneg sig ind i mit hoved igen: Hvorfor kalder du på Gud? Har du ikke lige så meget had i dit hjerte, som drabsmændene har i deres? Er du ikke lige så skyldig i had, som de er? Du har ønsket dem døde; faktisk ønskede du, at du selv kunne dræbe dem! Du bad endda til, at Gud ville lade dem lide og lade dem brænde op i helvede.

Jeg kunne høre drabsmændene på den anden side af døren og bad indtrængende: Gud, få dem til at gå deres vej … red os fra – Kald ikke på Gud, Immaculée, brød stemmen ind. Han ved, du er en løgner. Du lyver, hver gang du beder til ham og siger, du elsker ham. Skabte Gud ikke os alle i sit billede? Hvordan kan du elske Gud, men hade så mange af hans skabninger?

Mine tanker var lammede. Jeg vidste, at dæmonen i mit hoved havde ret – jeg løj virkelig for Gud, hver gang jeg bad til ham. Jeg var så fyldt med had til de mennesker, som var ansvarlige for folkemordet, at jeg havde svært ved at trække vejret.

Der var mindst 40 til 50 mænd i præstens soveværelse på det tidspunkt, og de råbte og skreg hånligt. De lød fulde og platte, og deres sang var endnu mere ondskabsfuld end tidligere: ”Dræb tutsierne, store som små … dræb enhver og dræb dem alle. Dræb dem!”

Jeg begyndte at bede og bad Gud holde dem væk fra klædeskabet og få dem ud af huset alle sammen. Under den hæse sang hånede den mørke stemme mig: Det er nytteløst … kald ikke på Gud. Hvem, tror du, sendte drabsmændene herhen efter dig? Det gjorde Han! Intet kan redde dig. Gud redder ikke løgnere.

Jeg begyndte at bede for drabsmændene, og så stoppede jeg. Jeg ønskede desperat Guds beskyttelse, men inderst inde følte jeg, at de fortjente at dø. Jeg kunne ikke lade, som om de ikke havde slagtet og voldtaget i tusindvis – jeg kunne ikke ignorere de forfærdelige, onde ting, som de havde gjort mod så mange uskyldige sjæle.

Hvorfor forlanger du det umulige af mig? spurgte jeg Gud. Hvordan kan jeg tilgive folk, som prøver at dræbe mig, folk som måske allerede har slagtet min familie og mine venner? Det er ikke logisk for mig at tilgive drabsmændene. Lad mig i stedet bede for deres ofre, for dem som er blevet voldtaget og myrdet og lemlæstet. Lad mig bede for de forældreløse og enkerne … lad mig bede for retfærdighed. Gud, jeg beder dig straffe disse onde mænd. Jeg kan ikke tilgive dem – det kan jeg bare ikke. 

Til sidst hørte jeg drabsmændene gå igen. Først forlod de soveværelset, så huset, og snart gik de ned ad vejen, og deres sang døde efterhånden hen.

Jeg gentog mine bønner. Jeg takkede Gud. Jeg takkede Gud for at redde os og for at give mig ideen om at stille klædeskabet foran badeværelsesdøren. Det var så godt fundet på, Gud. Du er så opfindsom, sagde jeg ved mig selv, og takkede ham igen. Jeg tænkte over, hvor drabsmændene var gået hen, og så begyndte jeg at bede for mine venner og min familie: Hold øje med min mor, Gud; hun bekymrer sig så meget om os. Pas på min far; han kan være så stædig.

Det var til ingen nytte – mine bønner føltes hule. Inde i mig rasede en krig, og jeg kunne ikke længere bede til en Gud, der repræsenterede kærligheden, med et hjerte fuldt af had.

Jeg prøvede igen at bede til, at han ville tilgive drabsmændene, men inderst inde var jeg overhovedet ikke sikker på, at de fortjente det. Det pinte mig … Jeg prøvede selv at bede for dem, men jeg havde det, som om jeg bad for djævlen. Kære Herre, åbn mit hjerte og vis mig, hvordan man tilgiver. Jeg er ikke stærk nok til at undertrykke mit had – de har krænket os alle så meget … mit had er så tungt, at det kunne knuse mig. Rør mit hjerte, Herre, og vis mig, hvordan man tilgiver.

Jeg kæmpede med dette dilemma i uendelig mange timer. Jeg bad til langt hen på natten, hele den næste dag, og dagen efter igen, og den næste dag, og den næste. Jeg bad hele ugen og indtog næsten ingenting, hverken vådt eller tørt. Jeg kunne ikke huske, hvornår eller i hvor lang tid jeg havde sovet, og var kun vagt bevidst om tiden.

En nat hørte jeg råb ikke så langt fra huset, og derefter et lille barn, der græd. Drabsmændene må have slået moren ihjel og ladet hendes barn ligge og dø på vejen. Barnet skreg hele natten; om morgenen var dets gråd svagere og sporadisk, og da mørket faldt på, var det tavst. Jeg hørte hunde snerre i nærheden og fik kuldegysninger ved tanken om, hvordan det lille barn havde endt sit liv.

Jeg bad til, at Gud ville tage imod denne uskyldige sjæl og spurgte ham derefter: Hvordan kan jeg tilgive folk, der handler på den måde mod et barn? Jeg hørte hans svar lige så tydeligt, som hvis vi havde siddet og talt sammen i det samme rum: I er alle mine børn … og det lille barn er med mig nu. 

Det var sådan en simpel sætning, men det var svaret på de bønner, jeg i dagevis havde været så opslugt af. Drabsmændene var som børn. De var nogle meget grusomme væsner, som skulle straffes strengt for deres handlinger, men de var dog børn. De var grusomme, onde og farlige, som børn undertiden kan være det. Sådan var de, og sådan handlede de: Som forvildede børn.

De så, men forstod ikke den forfærdelige skade, de forvoldte. De gjorde blindt andre ondt uden at tænke på, at de gjorde deres tutsi-brødre og søstre ondt, og at de gjorde Gud ondt – og de forstod slet ikke, hvor meget ondt de gjorde sig selv. Deres sind var blevet inficeret af den ondskab, som havde bredt sig over hele landet, men deres sjæle var ikke onde. På trods af deres grusomheder var de Guds børn, og jeg vidste, at jeg kunne tilgive et barn, skønt det i dette tilfælde ikke ville være nemt … især fordi barnet ville dræbe mig.

I Guds øjne var drabsmændene en del af hans familie og var værdige til kærlighed og tilgivelse. Jeg vidste, at jeg ikke kunne bede Gud om at elske mig, hvis jeg ikke var villig til at elske hans børn. På det tidspunkt bad jeg for drabsmændene, for at deres synder skulle blive tilgivet. Jeg bad til, at Gud ville bringe dem til at indse, hvor grusomt de havde taget fejl, før deres liv på jorden var forbi – før de blev kaldt til regnskab for deres dødssynder. Jeg fortsatte med at bede rosenkransen og bad Gud om at hjælpe mig, og igen hørte jeg Hans stemme: Tilgiv dem; de ved ikke, hvad de gør. 

Jeg tog et afgørende skridt fremad den dag ved at tilgive drabsmændene. Min vrede svandt hen – jeg åbnede mit hjerte mod Gud, og han fyldte det med sin uendelige kærlighed. For første gang følte jeg medlidenhed med drabsmændene. Jeg bad Gud om at tilgive dem deres synder og vende deres sjæl mod hans smukke lys. 

Den nat bad jeg med god samvittighed og et rent hjerte. For første gang, siden jeg var kommet ind i badeværelset, sov jeg med fred i sindet.