Dødsritualer i verdens religioner

Jordfæstelser, afbrænding, partering og spisning er nogle af de måder, som jordens befolkning har skaffet sig sig af med de afdøde på - af både praktiske og religiøse årsager

Døden giver et forklaringsproblem, som verdens religioner traditionelt har forsøgt at svare på. Hvorfor er døden i verden? Er døden en straf eller en belønning, god eller ond, definitiv eller blot en parentes?

Døden ledsages imidlertid af et mere konkret problem: Hvad skal man stille op med den døde? På grund af de sygdomme og smittefarer, som er forbundet med et lig, kan spørgsmålet også formuleres mere kontant: Hvordan slipper man af med de døde? Også det mere konkrete problem omkring døden har religion bidraget til at varetage.

Bortskaffelse af lig varierer i og mellem religioner og afhænger blandt andet af den lokale tradition, men også menneskets fysiske betingelser i naturen. Dødsritualerne har dog det tilfælles, at de etablerer og markerer den afdødes overgang fra de levendes fællesskab til en ny rolle.

Jordfæstelse og dommedag i jødedom, kristendom og islam
Jordfæstelse eller begravelse er den traditionelle måde at skaffe sig af med de døde inden for jødedom, kristendom og islam. I alle tre religioner er den konkrete jordfæstelsen knyttet til forestillingerne om dommedag. Traditionelt set er nedgravningen af lig i jorden knyttet til tanken om, at hele mennesket skal dømmes af den almægtige Gud på den yderste dag.

I jødedommen betragtes det ofte som optimalt at blive begravet i Det Hellige Land. Hvis dette ikke kan lade sig gøre, er der tradition for at lægge lidt importeret jord fra Det Hellige Land under den afdødes hoved. I jødedommen er det en grundtanke, at sjæl og legeme ikke kan adskilles, og at kroppen derfor skal bevares, for at det hele menneske skal stå til regnskab på Yom Din, hvor den sovende eller døde vækkes til straf eller belønning.

Kristendommen har i høj grad overtaget jødedommens begravelsesritual. Det kristne lig bliver dog placeret således, at det ligger øst-vest det vil sige, at benene skal ligge i øst. Bag ligets placering er den tanke, at Jesus Kristus vil komme på den yderste dag med den opgående sol i øst og kalde de døde op af gravene. Den døde ligger altså og spejder mod Messias.

Den kristne forestilling om den dødes genopstandelse er også tydelig i præstens ord under jordpåkaldelsen:

Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå .

Læs mere om jordpåkaldelsen her.

I dag bliver mange danskere imidlertid kremeret. Det var dog først fra omkring 1850, at protestantiske kirker anerkendte ligbrændingen. I kristendommen er ligbrænding - ligesom i jødedommen - traditionelt blevet betragtet som uforenelig med de dødes opstandelse. I den romersk-katolske kirke er ligbrænding stadig ikke tilladt.

Islams begravelsesritual ligner næsten til forveksling det jødiske og kristne. Det muslimske lig lægges dog i jorden med ansigtet i retning mod Mekka, som betragtes som profeten Muhammeds fødeby. Nogle gange fremsiges Koranens Sura 20, vers 56, som minder meget om den kristne jordpåkaldelse:

Fra denne jord skabte Vi Jer, og til den skal I vende tilbage, og Vi skal frembringe Jer af den endnu en gang.

I Koranen står der ligesom i Toraen og Bibelen at menneskeheden skal vente til dommedag eller opstandelsens dag, hvor alle skal rejse sig fra graven for at dømmes for sine handlinger i livet af den almægtige gud. I islam bliver regnskabets time beskrevet med en engel, der lægger alle de gode handlinger i en vægtskål og en anden engel, der lægger de dårlige handlinger i en anden vægtskål for at finde ud af hvilke handlinger, der vejer mest.

Ligbrænding og reinkarnation i hinduismen
Forestillingerne om reinkarnation eller sjælevandring er tæt knyttet til afbrænding af lig. I hinduismen markerer ligbrændingen nemlig, at kroppen kun er et midlertidigt hylster for menneskets sjæl. Samtidig er ligbrænding den smarteste måde, at skaffe sig af med ligene på i Indien.

Når en hindu dør, og de pårørende har gjort den afdøde i stand, bliver liget båret til en kremeringsplads. Kremeringspladsen kan være ved en flod eller uden for byen, men skal optimalt være i byen Varanasi, så asken fra ligbrændingen kan blive spredt i den hellige flod Ganges. Hinduer forestiller sig nemlig, at floden kan vaske dårlige handlinger væk og således spare dem for mange fremtidige genfødsler.

Det er typisk den afdødes ældste søn eller den nærmeste mandlige slægtning, der forestår ligbrændingen. Han går tre gange rundt om ligbålet med en tændt fakkel og antænder derefter bålet. Man bruger ghee (klaret smør) til at hjælpe ilden på vej, og hvis familien har råd, lægger de sandeltræsblokke på bålet. Dette træ afgiver en sødlig duft. I det øjeblik hovedskallen brister, siger man at sjælen bliver fri og flyver til et andet liv eller opnår moksha, som er udfrielsen fra genfødslernes kredsløb.

Ligbrændingsritualet skal dog ikke kun ses som en måde at sende den afdødes sjæl videre og ringeagte kroppen. I Indien er jorden nemlig sandet og tør og langt fra velegnet til at grave døde mennesker ned i. Ligbrændingen er dermed en af de bedste måder, at bortskaffe lig.

Læs mere om mere hinduismen eller om de kontroversielle enkebrændinger.

Parterede buddhister
Buddhismen er i familie med hinduismen. De to religioner deler således mange forestillinger og ritualer. Ligbrænding er derfor også det mest almindelige inden for buddhisme. Religionen rummer dog også en mere fremmedartet måde, at skaffe sig af med lig på - den såkaldte himmelbegravelse.

Himmelbegravelser praktiseres i Tibet. En himmelbegravelse indbefatter, at man skære liget ud i flere dele og lægger ligdelene ud på en klippeside, for at de kan blive fortæret af gribbe, ørne og andre vilde dyr. Ritualet bliver ofte tolket som en markering af, at kroppen er værdiløs og den guddommelige kraft i mennesker vil leve videre et andet sted eller gå i et med Nirvana, som er buddhismens frelsesbegreb og en form for ikke-eksistens.

Bag himmelbegravelsen ligger to praktiske, ikke-religiøse omstændigheder. I Tibet er der for det første et meget tyndt jordlag, som gør begravelse umulig. For det andet vokser der meget få træer i Tibet. Brændsel er således en mangelvarer, hvorfor rovdyrene og ikke flammerne må fortære den afdøde.

Oprindelige folk - som også betegnes indfødte, stammefolk eller naturfolk - udgør i dag mellem 300 og 350 millioner mennesker i verden. Denne gruppe af verdens befolkning bidrager i dag til en anseelig del af den kulturelle mangfoldighed i verden. Et indblik i disse oprindelige folks dødsritualer giver en god forståelse for menneskets religiøse forskelle og overraskende ligheder. Andamanerne tjener som et godt, historisk eksempel.

Andamanerne er et folk, som boede på en øgruppe af samme navn i Det indiske Ocean mellem Indien og Myanmar. Når et medlem af det andamanske samfund døde, blev vedkommende enten begravet eller anbragt på en platform i træ. Dødsritualet fandt dog altid sted uden for landsbyen ligesom i hinduistiske samfund i dag.

Ved begravelse blev liget altid placeret i hugsiddende stilling med ansigtet mod øst. Hvis ikke ansigtet vendte korrekt, forestillede andamanerne sig, at solen aldrig ville stå op igen. Vigtigheden af ligets placering finder man ligeledes inden for både kristendom og islam.

Efter gravfæstelsen overholdt andamanerne en sørgeperiode, som varede indtil ligets kød var rådnet fra knoglerne. Knoglerne blev derefter gravet op eller hentet ned fra træerne, for at blive malet med hvidt og rødt, da de skulle pynte i slægtningenes husene eller som smykker. Andamanerne benyttede også knoglerne som gaver, da de tillagde knogler en beskyttende kraft mod sygdomme og anden ondskab.

Andamanerne er dog langt fra de eneste folk, som har brugt menneskeknogler som "magiske" eller rettere rituelle genstande.

I middelalderens Europa blev knogler brug som beskyttende amuletter i form af relikvier. I tantrisk buddhisme idag spiller menneskeknogler også en vigtig rituel rolle. Den såkaldte kapala-skål, som de tantriske buddhister bruger til blodofringer, er således typisk fremstillet af et menneskekranium. Fra et ritualteoretisk synspunkt er genbrugen af afdødes knogler dog ikke overraskende, da det er måde at få de døde inkorporeret i de levendes fællesskab i en ny rolle.

Læs mere om inkorporation og overgangsriter i her.