Jøders, kristnes og muslimers syn på naturen

Jøder og muslimer er enige om, at mennesket er forpligtet til at bevare naturen, fordi den er Guds skaberværk. Den kristne tradition er derimod ikke entydig på dette punkt. Der er fortalere for og imod naturbeskyttelse, men især i moderne tid er der kommet fokus på menneskets pligt til at værne om naturen. - Foto: Staatliche Kunstsammlungen, Dresden.

Jøder, kristne og muslimer er enige om at bevare naturen, og de henter begrundelsen herfor i Guds skabelse af verden

Der er klimatopmøde i København december 2009, og i den forbindelse er det nærliggende at sætte fokus på forskellige religioners forhold til naturen, dyrene og miljøet.

Muslimer mener, at mennesket er forpligtet til at bevare naturen, fordi den er Guds skaberværk. Det gør jøder også. Den kristne tradition er derimod ikke entydig på dette punkt. Der er fortalere for og imod naturbeskyttelse, men især i moderne tid er der kommet fokus på menneskets pligt til at værne om naturen.

I jødedommen er naturen Guds skaberværk, og naturen er derfor også Guds ejendom. Mennesket kan bruge naturen, men de er samtidig forpligtet til at beskytte den. Begrundelsen herfor hentes i skabelsesberetningen, hvor det fremgår, at Gud har skabt himmel, hav, jorden, planter, dyr og mennesker.

I fortællingen om Noahs ark fremgår det endvidere, at der skal værnes om alle former for liv - også selvom de ikke har en værdi for mennesket.

1. mosebog har to forskellige skabelsesberetninger, der beskriver menneskets forhold til naturen og dyrene.

I den første skabelsesberetning står der: "Gud sagde: 'Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.' Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: 'Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!'"

I den anden skabelsesberetning om Adam og Eva beskrives menneskets forhold til naturen en smule anderledes: "Gud Herren tog mennesket og satte ham i Edens have, for at han skulle dyrke og vogte den"

I bogen "Gud og grønne skove" forklarer Overrabbiner Bent Melchior, at jødedommen lægger vægt på formuleringen i den anden skabelsesberetning. Nemlig at menneskets opgave er at vogte naturen.

I jødedommen er mennesket en blandt mange af Guds skabninger, men en skabning med en særstatus. Denne særstatus betyder, at mennesket er naturens forvalter og ikke dens hersker.

Vil mennesket handle ansvarligt over for Gud, så skal mennesket også handle ansvarligt over for naturen. Ved at ødelægge naturen krænker mennesket derimod både Gud og hans love.

På samme måde som jødedommen, henter den kristne tradition inspiration i skabelsesberetningen, men de lægger vægten et andet sted, når menneskets forhold til naturen beskrives.

Kristendommen lægger også vægt på passagen i den første skabelsesberetning, hvor teksten forklarer, at mennesket er skabt i Guds billede og sat på jorden for at herske over den. Mennesket er på grund af sin lighed med Gud både en del af naturen og hævet over den.

Selvom kristne gennem hele historien har betragtet skabelsen som værdifuld, er der også eksempler på teologer, der forholdt sig knap så positivt til naturen.

Et eksempel er Kirkefaderen Augustin (354-430), der ikke mente, at mennesket og naturen har noget tilfælles. Som argument henviser han til evangelierne: For det første til Jesus i Matthæusevangeliet, der forbander et figentræ, hvorefter det visner, og for det andet til Markusevangeliet, hvor Jesus driver onde ånder ud af en mand og sender dem over i svin. Svinene styrter derefter ud over en skrænt og drukner i en sø.

Katolsk og ortodoks teologi har gennem historien lagt større vægt på vigtigheden af skabelsen. Protestantisk teologi, og dermed den danske folkekirke, henter inspiration fra Augustin og har derfor haft et mere tvetydigt forhold til naturen.

I moderne tid er der dog også kommet fokus på kristendommens forhold til naturen i de protestantiske kirker. Det er et emne, som kirken forsker i og debatterer i takt med den almindelige samfundsudvikling og tidens miljøkriser.

Den danske protestantiske delegation bidrag ved Verdensnaturfondens (WWF) miljøprojekt "Religioner og naturbevarelse" fremhæver mennesket som forvalter af naturen, hvorfor mennesket skal udvise ansvar over for naturen.

Naturbevarelse er således tilstede i kristendommen, men det kan diskuteres, om det er en religiøs pligt som i jødedom og islam.

I islam finder man mange af de samme argumenter som i de to andre store verdensreligioner.

Muslimer henviser også til skabelsesberetningen i 1. Mosebog, men det skal huskes, at de opfatter Mosebøgerne og Evangelierne som forvanskninger af det oprindelige budskab.

En skabelsesberetning er ikke direkte at finde i Koranen, men forskellige steder beskrives Allahs skabelse af jorden og menneskene, samt Allahs og menneskets forhold til naturen.

Allah er jordens skaber, hvorfor han ejer alt i himlen og på jorden (Sura 2, vers 225). Allah har ordnet verden efter hans vilje, og mennesket er en del af skabelsen.

Mennesket er skabt af samme stof som resten af verden, men mennesket har også en særstatus, som i de andre religioner. I islam er det den menneskelige fornuft, som adskiller mennesket fra dyrene.

Mennesket skal leve i respekt for naturen, og det er en muslims pligt at bevare den harmoni og balance, som Allah har lagt i verden fra oprindelsen. Et brud med skabelsens orden i form af miljøkriser og lignende er således en synd mod Allah og et udslag af trods over for ham. Modsat er kærlighed til skaberen også at have kærlighed til hans skaberværk.

Mennesket kan, som i både jødedom og kristendom, bruge naturen, da den er skabt til glæde og nytte for mennesket, men det indebærer også en pligt til at dyrke og videreudvikle naturen. Naturen er til for alle levende væsner, og mennesket er naturens forvalter.