Hvad har vi lært af Muhammedkrisen?

Kære Akmed Akkari

Da du på mange måder var stærkt involveret i tildragelserne omkring den såkaldte Muhammedkrise, må jeg mene, at du må være den rette at henvende sig til.

Selv om Muhammedkrisen måske ikke netop nu er særlig aktuel, dukker den dog stadig med mellemrum op i debatten. Der tales ofte om, hvad vi måtte have lært af tildragelserne omkring krisen. Med ?vi? sigtes der i de fleste tilfælde til danske stasborgere, der ikke er muslimer eller til danske virksomheder og danske myndigheder.

Det er naturligvis et ganske relevant spørgsmål, men det kunne måske også være interessant at se på, hvad danske muslimer og de muslimske lande måtte have lært af denne krise. Der er måske også en vis lærdom at hente for den anden part i sagen.

Som en meget aktiv part ville det være en god ting, om du kunne bidrage til, at også muslimer, danske som udenlandske, kunne få en større forståelse for, hvad begivenhederne har betydet for dem selv og den muslimske verden som sådan.

For indfødte danskere og for de fleste borgere i Vesten, er det vel relativ nemt at uddrage en lære af begivenhederne, nemlig:

- At mange muslimer tager deres religion meget alvorligt, hvad der naturligvis ikke er noget forkert i, og altså langt alvorligere end de fleste kristne europæere gør.

- At en hel del muslimer ikke tåler kritik af deres religion, hverken koranen eller profeten - i stærk modsætning til europæisk tradition med hensyn kristendommen.

- At en hel del muslimer ikke har den samme forståelse af humor, når det gælder religiøse spørgsmål som mange europæere har, og i vore øjne virker temmelig selvhøjtidelige.

- Og at mange muslimer - især de, der ikke har bopæl i europæiske lande - finder det berettiget, at anvende vold, hvis de føler deres religion kritiseret eller krænket uanset, at der derved i visse tilfælde netop sker en selvopfyldelse af kritikken, for eksempel fremført i billedform ved muhammedtegningerne.

Men hvordan kunne så den lære beskrives, som muslimer kunne uddrage af krisen?
Jeg ville være interesseret i at høre dine bemærkninger til den fremstilling heraf, som jeg i det efterfølgende forsøger at give:

- Europæere er i almindelighed mindre religiøse - i hvert fald udadtil - end flertallet af muslimer.

- Europæere er gennemgående mindre følsomme over for mulig kritik af dem selv og deres tro, også når den er fremsat af muslimer eller andre religionsrepræsentanter.

- Der er tværtimod i Europa en langvarig tradition for kritisk religionsforskning,
både hvad angår kristendom og andre religioner, og der er normalt ingen grænser herfor. Kritik af islam er derfor at betragte som en helt normal foreteelse på linie med kritik af andre religioner, herunder kristendommen, præster, bisper og paver et cetera.

- Europæere er derimod yderst følsomme over for mulige krænkelser af de basale menneskerettigheder, hvortil ganske særligt hører retten til frit at tænke, tro og tale, det vil sige religionsfrihed, herunder retten til frit at kunne udøve sin religion og til at skifte tro. Ytringsfriheden har meget vide grænser og betragtes som selve fundamentet for den demokratiske samfundsorden. Ytringsfriheden er kun begrænset af en mulig overtrædelse af injurielovgivningen og eventuelle blasfemi bestemmelser i lovgivningen. Denne frihed går både på skrift, herunder billeder og karikaturer, samt på direkte tale. En sådan positionering af frihedsrettigheder kendes næppe i muslimske lande, men hører med til forståelse af situationen.

- Under den såkaldte Muhammedkrise, har muslimer konkret kunnet erfare, at religionsfriheden i Danmark er aldeles ubegrænset i modsætning til forholdene i de fleste muslimske lande, ikke mindst Saudiarabien.

- Krisen har også vist, at muslimer i Danmark har haft ubegrænset frihed til at ytre sig om problematikken og til at krititisere danske forhold og danske myndigheder, en frihed som kun i ringe omfang kendes i de muslimske lande.

- Man har ligeledes kunnet se, at der ikke er blevet lagt hindringer for udrejse af muslimske team af imamer, uagtet disse i stort omfang havde til formål at kritisere danske forhold og at disse team i flere tilfælde medvirkede til at ophidse stemningen mod deres eget land. Muslimske lande vil næppe i deres vildeste fantasi kunne forestille sig et tilsvarende kristent team af præster, for eksempel fra Ægyptens koptere, på rejse i Europa for at kritisere deres lande og hente støtte fra europæiske landes politiske eller religiøse autoriteter.

- De muslimske lande har sikkert også taget til efterretning, at der kun i meget ringe omfang har fundet voldelige begivenheder sted i Danmark i forbindelse med Muhammedkrisen, heller ikke fra de herværende muslimske, danske statsborgere, hvilket således i væsentlig grad adskiller dem fra deres trosbrødre i andre lande.

- Men at danske muslimer - således som det sig hør og bør i et demokratisk samfund - har søgt at få deres interesser varetaget ad rettens vej, om end de i hvert fald ind til nu, ikke har fået medhold i deres klagepunkter.

Alt i alt forekommer det undertegnede, at Muhammedkrisen på mange måder må have givet de muslimske lande grund til en hel del selvransagelse og derunder tanker om, hvorledes forholdene egentlig er i flere af deres egne lande, når der sammelignes med et af de mest gennemførte demokratiske lande i Europa.

Her kunne der måske drages en lære, som ville være til gavn og lykke for særdeles mange muslimer, og Muhammedkrisen ville ikke have været forgæves. Danske muslimer som helhed kunne måske så fremstå som rollemodeller for hele den muslimske verden.

Afventer spændt reaktionen fra en af krisens mere markante muslimske våbendragere, men også synspunkter fra andre deltagere vil være velkomne.

Med venlig hilsen

Jørgen Wahl,
kontorchef,
Valmuevej 16,
Hørsholm