Af jord er du kommet...

Af jord er du kommet.

Til jord skal du blive.

Af jorden skal du igen opstå.

Disse velkendte ord kan man høre ved hver eneste begravelse, som foregår i en kirke eller et kapel. Og det gør langt de fleste. Selvom danskernes religiøsitet bliver mere og mere varieret, ender det med, at hele 90 procent ønsker en kirkelig begravelse, hvor en præst i folkekirken står for ceremonien med det sidste farvel.

Historisk set

Så fremtrædende en rolle har kirken og præsten ikke altid haft. Helt frem til 1700-tallet foregik hele begravelseshandlingen ude på kirkegården. Familien bar deres afdøde hen på kirkegården, hvor de selv havde gravet hullet. Her sænkede de så kisten ned, og først derefter tilkaldte de præsten, som kom og kastede jord på kisten og bad en bøn. Så var begravelseshandlingen færdig, og de efterladte kastede selv graven til igen.

Det fortæller Rasmus Nøjgaard, der er sognepræst i Store Magleby på Amager. Han underviser også kommende præster på Pastoralseminariet i København i kirkens liturgi og dermed også begravelser. I den forbindelse har han sat sig ind i, hvordan begravelserne i folkekirken er kommet til at foregå, som de gør i dag.

? Begravelserne finder sted på en kirkegård for at sikre regulerede forhold. Så er der orden på, hvor vi har vores afdøde, og der er sikret en ramme, som alle er enige om. Derfor er kirkegårdene åbne for alle. Her i landet har alle ret til at blive jordfæstet på en kirkegård, uanset om de er medlem af folkekirken eller ej, og om de er kristne eller tilhører en anden religion, siger den 38-årige teolog og cand.mag. i latin Rasmus Nøjgaard.

? Det er ikke først og fremmest en kirkelig eller religiøs holdning, som ligger bag, at folkekirkens præster har fået så afgørende en rolle i forbindelse med begravelsen af de døde. Det skyldes snarere, at præsten historisk set har ført kirkebøgerne, og dermed også kirkebogen over de døde. Derfor var præsten ham, man henvendte sig til, og dermed fik han rollen at være den person, som på en ordentlig og sober måde kan hjælpe familien med at tage afsked med den døde.

Fra kirkegård til kirkerum

Begravelserne rykkede for alvor fra kirkegården og ind i kirkerummet i løbet af 1800-tallet, og årsagen var, at lighedstanken vandt indpas i kirken.

? I mange år havde man betalt præsten for alt det ekstra, som ikke lige var den obligatoriske jordpåkastelse. For eksempel skulle man betale, hvis præsten holdt en mindetale over den afdøde, og det betød ofte, at mindre bemidlede mennesker fik en mindre agtværdig begravelse. For at komme den skævhed til livs besluttede kirken at anbefale, at alle begravelseshandlinger fandt sted inde i kirken.

En anden årsag til flytningen ind i kirkerummet var assistenskirkegårdenes opståen. Her blev de fattigste begravet, og ceremonien begyndte oftest i deres lokale kirke, hvorefter kisten blev bragt til kirkegården.

Ritualet

Ritualet ved begravelsen har også ændret sig gennem tiderne. Ved reformationen skete et markant skifte i forhold til den hidtidige praksis, idet den såkaldte kirkeordinans fra 1537 med regler for kirken og dens præster blot havde to punkter med: Alle døbte havde ret til begravelse på kirkegården, og præsten havde pligt til at foretage jordpåkastelsen.

? Det var et meget voldsomt brud med den katolske tradition, som var en meget lang ceremoni. Faktisk var netop begravelseshandlingen udtryk for det kraftigste og mest markante brud med liturgier fra den katolske tid. Det skyldes nok, at det uvæsen, som Luther ville til livs, var allermest tydeligt i begravelseshandlingen. Her trådte kirken mellem den kristne og Gud, for kirken tog blandt andet penge for at sørge for den enkeltes frelse, og det ville Luther tage klart afstand fra, siger Rasmus Nøj- gaard.

Han forklarer, at sammen med flytningen ind i kirken får mindetalen eller ligtalen om den afdøde en mere fremtrædende plads i begravelsen. Og den dag i dag ser de efterladte netop mindetalen som det helt centrale i handlingen.

? Lovgivningen er lidt tvetydig på dette punkt, for præsten er ikke forpligtet til at sige mindeord om den døde, men de efterladte har krav på at få holdt en mindetale. Jeg vil da også sige, at det for mig vil være absurd at forestille sig en begravelseshandling, hvor den afdøde ikke erindres. Det er jo det liv, vi tager afsked med, som skal tiltales ? af hensyn til de pårørende.

De efterladte

? Fokus i begravelsen er nemlig på de efterladte. I den evangelisk-lutherske kirke fastholder vi, at vi ikke kan gå ind og ændre ved den afdødes forhold. Den døde er nu i Guds hænder, og vi har fuld fortrøstning til, at dér er godt at være. Desuden er håbet om den dødes opstandelse intakt, siger han.

Rasmus Nøjgaard peger på, at fra præstens og kirkens side er jordpåkastelsen med ordene "Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå" det helt centrale i begravelsen.

? Der er en næsten religionshistorisk urkraft i disse ord, hvor vi ønsker at vise, at den døde ér død, og har levet sit liv på jorden.

? Fra kirkens side er begravelsen knyttet til en tolkning af ritualet med jordpåkastelse af tre skovlfulde jord med treklangen i ordene med skabelse, død og opstandelse. Men faktisk er det et urgammelt fænomen, som er kendt fra ikke-kristne kulturer. Det svarer til en arketypisk religiøsitet, hvor treklangen er tilværelsen før menneskelivet, selve menneskelivet fra fødsel til død, og sjælens frisættelse fra legemet.

Kristen begravelse

? I den kristne tolkning tegner jordpåkastelsesordene for det første troen på Gud som den almægtige skaber, for det andet lovprisningen af livet, men at vi skal vende tilbage til støvet, og for det tredje håbet om at vi i lyset af Kristi opstandelse også skal få den samme opstandelse.

Rasmus Nøjgaard understreger, at ordene ved jordpåkastelsen først og fremmest lyder til de efterladte og ikke er en form for besværgelse, som foregår for den døde.

? I det nuværende ritual er det da også blevet frivilligt, om præsten vil nævne den afdødes navn eller ej, inden ordene i jordpåkastelsen, og det viser, at det er en almen tolkning, man lægger i ordene.

Når der alligevel er en slags tiltale til den afdøde i ordene med du-formen, skyldes det ifølge Rasmus Nøjgaard ønsket om at gøre det mere personligt. Men oprindeligt var de tre led ved jordpåkastelsen formet som en tiltale til Gud.

? I middelalderen lød ordene på denne måde: "Af jord har du formet mig. Kød har du iklædt mig. Genoprejs mig på den yderste dag."

Begravelse og dåb

Endelig nævner Rasmus Nøj- gaard, at begravelse og dåb på nogle punkter ligner hinanden. Blandt andet på den måde, at der ved begge kirkelige handlinger bliver citeret fra Det Nye Testamente:

"Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde."

Det er ikke nogen tilfældighed, forklarer han:

? Kirken forkynder det levende håb både for det gudskabte liv, når det er helt nyt, og for det evige liv, som følger efter døden. Begrundelsen for at bruge de samme pragtfulde ord ved begge handlinger er at ramme menneskelivet ind fra fødsel til død i lyset af Jesu Kristi opstandelse. Vores liv udspiller sig altid i opstandelseshåbet, og det skal komme tydeligt frem i begravelsen, siger Rasmus Nøjgaard./Kristeligt Dagblad/

Fakta

BEGRAVELSESREGLER

**I Danmark skal lig enten begraves eller brændes. Både kistebegravelse og kremering skal normalt finde sted senest otte dage efter dødsfaldet.

**Jordfæstelse skal ske på folkekirkens kirkegårde eller andre begravelsespladser, som er godkendt af Kirkeministeriet.

**Begravelseshandlingen kan enten finde sted som kirkelig eller borgerlig begravelse, det vil sige med eller uden medvirken af en præst.

RITUALER TIL BEGRAVELSE

Folkekirken har to forskellige ritualer til begravelseshandlinger ? et kort og et langt. I begge tilfælde er begravelsen en slags minigudstjeneste, som begynder og slutter med orgelmusik, og undervejs veksles der mellem salmesang, tekstlæsning og en prædiken. Det særlige ved begravelsen er præstens mindetale over den døde og jordpåkastelsen.

Den sidste rejse

**Vi skal alle dø, men vi kommer herfra på meget forskellig vis. Nogle dør omgivet af deres nærmeste familie. Andre dør alene. Nogle bliver sunget ud, andre bæres bort i stilhed. Nogle bliver begravet, andre brændt. Nogle får sat en sten, andre vil helst glemmes. Kristeligt Dagblad bringer i den kommende tid en serie om den sidste rejse.