Det onde i kristendommen

Oftest vil spørgsmålet om ondskab være i form af en anklage mod den Gud, der ifølge kristen opfattelse er den gode Gud, der alligevel tillader det onde. Kan det forenes med, at Gud er almægtig?

"Hvorfor netop mig?" sådan lyder spørgsmålet fra det menneske, der rammes af sygdom, sorg, tab, kort sagt af lidelse. Den kristne vil naturligt nok rette spørgsmålet til Gud.

Det er sådanne spørgsmål, der gennem tiderne har dannet grundlag for det såkaldte theodicé-problem. Theodicé betyder retfærdiggørelse af Gud, og igennem tiderne har teologer og filosoffer prøvet at finde forklaringer eller "undskyldninger", der kan gøre det forståeligt, hvorfor Gud lader det onde få magt i verden og over menneskene. "Det onde" står her både for det moralsk onde, altså selve ondskaben, og det fysisk onde. Lad os se på nogle af de klassiske forklaringer.

De klassiske forklaringer på meningen med det onde

1. Det ondes eksistens er nødvendig som baggrund for det gode. Uden en erfaring af det onde ville mennesker ikke være i stand til at erkende og værdsætte det gode.

2. Det onde er med til at give eksistensen dynamik. Hvis godheden slet intet modspil fik, ville tilværelsen være lig med et statisk, vegeterende liv. Tilværelsen ville være uden farve.

3. Det onde skyldes et selvstændigt princip: måske en anti-Gud. Dette fritager den gode Gud for alt ansvar for ondskab og lidelse. Denne opfattelse kommer imidlertid i strid med troen på en almægtig Gud, hvorfor den altid er blevet afvist af kristendommen.

Den traditionelle kristne "forklaring" findes i Bibelens syndefaldsberetning. Her lægges ansvaret for, at det onde er kommet ind i verden, på mennesket selv pga. dets oprindelige oprør mod Gud. Den sidste opfattelse dækker også over det noget besværlige begreb, der hedder arvesynd.

Men ifølge kristendommen skal ordet forstås helt bogstaveligt, nemlig at synd er noget, vi arver. Det virker lidt drilagtigt. For det man arver, kan man jo ikke gøre for. Det er jo ligesom med hårfarve og genetiske sygdomme. Men i den kristne livstydning forudsættes det, at der engang var et fald fra en oprindelig tilstand. Dette fald eller brud med Gud skete ifølge syndefaldsmyten i Gammel Testamente ( 1 Mos 3) ved, at det første menneskespar ville være som Gud selv.

Beretningen fortæller, at det første menneskespar spiste af det træ, som Gud havde forbudt at spise af, nemlig træet til kundskab om godt og ondt. Og med dette brud med Guds vilje kom døden og synden ind i verden og blev et vilkår for menneskeheden fremover.

Jobs problem: Den uretfærdige Gud

I Jobs Bog i Gammel Testamente prøver forfatteren at trænge til bunds i det ondes problem. Bogen er skrevet som beretningen om den retsindige og fromme Job, som det går godt i livet. Men Gud får - tilskyndet af Satan - den mistanke, at Job måske kun er gudfrygtig, så længe det går ham godt. Gud går så med til at Satan sætter ham på prøve, først ved at lade ham miste al sin ejendom og sine børn, og til sidst ved at plage ham med sygdomme.

Da ulykkerne er regnet ned over Job, retter han sin vrede og anklager mod Gud selv: Hvordan kan det være retfærdigt at plage den uskyldige? Jobs venner, som er mødt op, fremfører forskellige forklaringer: Herren straffer kun retfærdigt, derfor må det være en synd, Job har begået. Måske har Job ikke været klar over det. Eller: Guds visdom kan vi mennesker ikke trænge ind i. Vennerne prøver kort sagt at forklare Job, at han ikke har ret til at beskylde Gud for at være uretfærdig.

Da Gud til slut i Jobs bog tager ordet, afviser han tilsyneladende Jobs anklage ved at sætte trumf på. Han henviser hånende til sin skabermagt: "Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? Fortæl det, hvis du har forstand til det! Hvem bestemte dens mål - det ved du vel? (Job 38,4) Job tvinges til at indse - eller i hvert fald indrømme - at hans anklage har været uberettiget.

Fortællingen ender i en konstatering: "Jeg holder min hånd for min mund!" Job må konstatere, at han har prøvet at få en rationel forklaring på det ondes problem. Den gives ikke. Her står mennesket overfor det uforståelige og ufattelige - og må bøje sig.

Kampen mod det onde - Det nye Testamente.

Det Nye Testamente giver heller ingen fornuftig eller logisk forklaring på det onde. Jesus fremstilles her som den Guds søn, der bekæmper det onde. Det onde kommer til udtryk i sygdomme, besættelse af dæmoner, og ikke mindst menneskers egoisme eller syndighed. Med sine helbredelser befrier Jesus mennesker fra den ondskab, der binder kroppen. Han uddriver dæmonerne, der totalt har taget magten over mennesker. Og han befrier mennesker fra deres følelse af dyb skyld ved at tilgive dem De første kristne forkyndte så, at Jesus havde endeligt havde vundet over ondskaben og synden ved selv at gå ind i lidelsen, dø og genopstå.

Paulus var den, der fik budskabet om Jesus Kristus ud over Palæstinas grænser og ind i den græsk-romerske verden. Han var overbevist om, at synden og det onde havde taget magten i menneskelivet, Det eneste mennesket så kunne, var at klamre sig til en tro på Guds tilgivelse. Mennesket kunne ikke frigøre sig selv. Der foregår en kamp i mennesket selv mellem det gode og det onde, hvor det onde vel at mærke står som vinderen, sagde Paulus. Paulus udtrykker det kontant på denne måde: Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke. Men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.

I den nye kristne kirke måtte man igen se det som sin opgave at forklare, hvor det onde kom fra og hvordan det nærmere skulle forstås, at mennesket var et syndigt væsen. I tiden fra den kristne kirkes tilblivelse i sidste halvdel af det 1. århundrede og de næste par hundrede år frem stod kirken overfor et broget religiøst supermarked af religiøse systemer. Det romerske kejserrige, som kirken efterhånden bredte sig i, var ikke mindst præget af den såkaldte gnostiske filosofi eller religion. Denne gik ud på, at den stoflige verden var skabt af en ond gud, der havde bundet alle sjælene i legemer. Men oprindeligt var alt åndeligt og skabt af den gode gud.

Den stoflige, synlige verden var altså noget negativt, noget ondt, som sjælen skulle forløses fra. Vi kalder det for et dualistisk livssyn, altså en opfattelse af livet som delt mellem to områder: jord og himmel, åndeligt og materielt. Denne tankegang blev en udfordring for kirken, der understregede, at selve den skabte verden var god i sig selv, men at det onde var kommet pga. det første menneskepars syndefald. Det blev for alvor den store teolog Augustin, der tog fat på problemet i 300-tallets slutning.

Augustin og den katolske kirke

Augustin (354-430) blev som ung oplært i græsk filosofi og talekunst. Han havde en religiøs overbevisning, der lå tæt op af den gnostiske lære. Augustin gik imidlertid over til kristendommen og blev døbt. Han endte sit liv som biskop i Nordafrika. Efter sin omvendelse til kristendommen skrev han en lang række bøger - ikke mindst var han optaget af det ondes problem. Ja, det er faktisk Augustin, der har opfundet begrebet arvesynd. Han siger det på denne måde: Da mennesket ikke ville, hvad det kunne, kunne det siden ikke, hvad det ville. Altså er synden menneskets egen skyld. Men i det øjeblik synden kom ind i verden tog det magten over mennesket. Augustin er den, der for alvor gør noget ud af, at mennesket er en person, der har vilje, fornuft og drifter.

Men viljen er vel at mærke blevet bundet til drifterne.

Augustins tanker fik stor betydning for den romersk-katolske kirke, der nu i de følgende århundreder bredte sig ud over Europa. Kirken så sig selv som den institution, der gav Guds kærlighed videre ud til mennesker. I form af dåben og nadveren og deltagelse i kirkens gudstjeneste fik mennesker del i den kærlighed fra Gud, som kunne frigøre det fra det onde. Den katolske kirkes mest kendte teolog, Thomas Aquinas (1225-1274) lærte, at mennesket i dåben blev befriet fra den skyld, som det var født med. Og ved at følge kirkens anvisninger kunne mennesket nu vokse op mod Guds verden. For Guds kærlighed eller nåde, som man kaldte det, var at en "medicin" til sjælen, så mennesket kunne styre de syndige drifter og dermed holde det onde nede.

Luthers opfattelse: Viljen er bundet

Martin Luther (1483 - 1546) protesterede mod den katolske kirkes opfattelse. Her er det værd at huske, at Luther lever i den tidsperiode, vi kalder renæssancen. Det er en tid, hvor man er optaget af menneskets nye videnskabelige og kulturelle muligheder. Man er mere end nogen sinde optaget af mennesket som et frit væsen, der selv kan administrere sit liv. Luther måtte for det første kraftigt afvise, at kirken kunne formidle Guds nåde til mennesker og derved bestemme over menneskers frelse. Nej, den kristne tro er et umiddelbart forhold mellem Gud og mennesket Luther tager Paulus` tanker om mennesket som fanget af det onde op igen og siger, at mennesket er "indkroget i sig selv". Og det er det, der bestemmer, hvad mennesket vil.

Det er altså "indkrogetheden", vi har arvet fra Adam og Eva. Indkrogethed betyder, at mennesket vil sig selv. Luther bruger nogle kontante billeder for at forklare, hvad han mener. Mennesket, siger han, er som en hest, der går derhen, hvor rytteren bestemmer det. Hesten har altså ingen egen vilje, men styres af en anden. Og denne anden kan så være enten Gud eller Djævelen, eller egoismen (dvs. "indkrogetheden"). Men tro er det samme som tillid til, at Gud fylder én med sin tilgivelse. For af sig selv kan mennesket ikke styre det onde.

Luther kan måske nok forekomme som lidt af en mørkemand. Men samtidig med sit pessimistiske syn på menneskets frie vilje, så understreger han, at netop den blinde tillid til Guds tilgivelse giver mennesket energi til det daglige arbejde. Og netop derved kan den enkelte tjene sit medmenneske og samfundet.

Søren Kierkegaard og lidt om en nutidig tolkning

Søren Kierkegaard (1813-1855) koncentrerer sig i sin tænkning om det enkelte menneskes eksistens. At eksistere er at leve sit liv i valg. Ja, det er først igennem valgene, at mennesket bliver til et levende, engageret og virkeligt menneske. Ingen har vel som Søren Kierkegaard gennemanalyseret den menneskelige tilværelse og prøvet at tale om arvesynd på en ny måde. For ham er det onde og synden tæt forbundet med angsten og fortvivlelsen.

Angsten er en svimmelhed, der griber mennesket i valgets øjeblik, fordi det nu ser en afgrund af skyld og ansvar under sig. Angsten er altså et vilkår, vi er født med. Der er kun to udveje, siger Kierkegaard: den ene er fortvivlelsen, den anden troen.

Fortvivlelsen er det at lukke sig inde i håbløshed. Fortvivlelsen er som en besættelse, en dæmoni. Det er at være i det ondes magt. Mens troen er et spring ud af angsten i tillid til, at der er en Gud.

En helt anderledes måde at tale om lidelse på finder vi endelig hos den tyske teolog Dorotheé Sölle. Dorotheé Sölle (f. 1929) bryder afgørende med den traditionelle teologis opfattelse. Begrebet arvesynd har ingen mening. Arvesynd er nemlig det samme som "skæbnetro, siger hun

Nej, vi må spørge: Hvilke årsager har lidelsen, og hvordan kan de eventuelt fjernes? Hvilken mening har lidelsen, og under hvilke betingelser kan den gøre mennesker mere menneskelige?

Det sidste spørgsmål antyder, at Sölle ikke betragter lidelsen som sådan som noget, der for enhver pris skal undgås. Det er nemlig, siger hun, ikke tilfældigt, at ordene lidelse og lidenskab hører sammen. En afvisning eller fortrængning af lidelsen er derfor ensbetydende med afstumpethed og i værste tilfælde kynisme. Nej, lidelsen og det onde skal man forholde sig til. Lidelse og sorg skal bearbejdes. Det onde og synden skal bekæmpes.