Guder i den nordiske mytologi

Odin from Lejre,

Foto af Odin fra Lejre. Sølvfigur, højde 18 mm, vægt 9 gram. Dateret til ca år 900 og fundet ved Gammel Lejre i september 2009. - Foto: Mogens Engelund - engelund.dk

Hvem er Odin, Freja og Njord? Læs den korte oversigt over de 10 mest kendte nordiske guder

Måske kender du Thor og hans hammer? Men kender du også Tyr og Frej? Bliv klogere på de store, nordiske guder og se mere om nordisk mytologi i de links til artikler, du møder ned gennem teksten

Odin:
Den ældste gud og overhoved for de andre guder. Gud for krig, trolddom, spådomskunst, digtning, runer og død. Alle døde krigshelte bor hos Odin i hans hjem, Valhal. Hans hest, Slejpner, har otte ben og er meget hurtig. Slejpner løber lige hurtigt på jorden, på vandet og i luften. For at få viden om alt hvad der er sket, vil ske, og sker lige nu, har Odin givet sit ene øje væk.

SE OGSÅ: Visuel guide: De nordiske guders stamtræ

Frigg:

Er Odins kone. Hun er gudinde for ægteskabet. Også Frigg kan se ud i fremtiden.

Tor:
Er gud for slagsmål og torden. Han slås ofte mod de onde jætter for at beskytte mennesker og guder. Når han kører hen over himlen med sine to gedebukke for sin kærre, kan menneskene høre, at det tordner. Tor har en hammer, som han kaster efter sine fjender. Hammeren rammer altid og vender altid tilbage til Tors hånd.

Loke:
Er egentlig en jætte, men han er vokset op sammen med Odin og bor derfor i Asgård, sammen med de andre guder. Loke hjælper guderne, når de har problemer med jætterne.
Eller er det egentlig Loke, der starter med at provokere jætterne, så guderne får problemer? Der er ingen, der kan gennemskue Loke. Han virker venlig og uskyldig, men uden nogen lægger mærke til det, får han ulykker til at ske. Efter mordet på Balder, lænker guderne Loke til en klippe.
 
Loke er far til tre forfærdelige uhyrer: Fenrisulven, Midgårdsormen og Hel.

Tyr:
Er også en krigsgud, han hjælper både de tapre og de dumdristige krigere. Han er også gud for retfærdighed. Han mangler den ene hånd, som Fenrisulven bed af ham, da den opdagede, at guderne prøvede at lænke den.

Balder:
Er den smukkeste og blideste af guderne. Han er gud for lyset, for rejsende, for pengevæsen og for årets gang.
Balder dør, da Loke lokker den blinde gud, Høder, til at skyde på ham med en pil, skåret af en mistelten.

Njord:
Gud for alle vejrtyper og for vinden, vandet og ilden. Fiskerne bad og ofrede til Njord for at få deres net fyldt med fisk.

Frej:
Gud for solskin og regn. Bønderne bad og ofrede til Frej for at få en god høst.

Freja:
Kærligheds- og frugtbarhedsgudinde. Gudinde for forelskelse, ulykkelig kærlighed og barnefødsler.

Ydun:
Frugtbarhedsgudinde og gudinde for ungdom. Har et træ med æbler, der holder guderne evigt unge.


SE OGSÅ: Visuel guide: De nordiske guders stamtræ