Hvorfor husker vi religiøse fortællinger?

Du kender det sikkert godt: Nogle fortællinger er nærmest indprentet i din hjerne, mens du nogle gange glemmer dem, du fik fortalt i går. Men hvorfor forholder det sig sådan?

MED INTERAKTIV FORKLARING NEDERST

De religiøse fortællinger, som huskes og lettest fortælles videre, er fortællinger, der passer til den måde vores hjerner er indrettet på.

Nogle forsker mener, at vi mennesker er født med grundlæggende intuitive antagelser om verden. For eksempel, at noget kan være levende, såsom mennesker og dyr, og at disse kan bevæge sig af sig selv, mens menneskeskabte genstande ikke intuitivt antages for at være levende, og derfor ikke kan bevæge sig af sig selv. Det fortæller professor på Aarhus Universitet Armin Geertz.

Hvis religiøse fortællinger på den ene side stemmer overens med de intuitive antagelser, vi har, og modsat har visse træk, der ikke stemmer overens med vores antagelser, vil vi finde dem spændende og derfor huske og viderefortælle dem. 

Hvad vi ser som intuitivt eller "naturligt" er også farvet af, hvor vi kommer fra og hvilken kultur, vi lever i.

Her kan du blive klogere på, hvordan vores hjerne husker fortællinger:

Lad musen kører hen over de blå markeringer i tandhjulene