I Haiti hedder Skt. Peter også Papa Legba

New Herrnhut Moravian Church (Brødremenigheden) på den tidligere danske koloni Skt. Thomas. Kirken er bygget i 1740'erne af afrocaribiske medlemmer af menigheden Foto: Louise Sebro

Caribisk religion er et unikt møde mellem afrikansk troskulturer og især katolsk kristendom på helt fremmed grund

Jamaica, Cuba, Haiti og Jomfruøerne. Man kan næsten smage kokosmælk, dufte cigarrøg og mærke saltvand og varme, når man hører navnene på de mest kendte Caribiske øer. I nogle tilfælde popper også billeder af diktatur og lidelse og jordskælv frem på nethinden. Og som andre tidligere kolonier gemmer øgruppernes paradisiske tiltrækning også på en grum, men unik fortid, der når det kommer til religionsspørgsmålet også rækker ind i hverdagen i dag.

Øerne består af mange forskellige nationer med forskellig historie, men karakteristisk for dem alle er slaveriet, som har præget kulturen og religionen, siger Louise Sebro, post.doc. og forsker ved Nationalmuseet.

Slavernes tro
De første koloniherrer kom i 1500-tallet fra Spanien til Cuba, Puerto Rico og Hispaniola, den ø, hvor i dag Haiti og Den Dominikanske Republik har hjemme. Den oprindelige indianske befolkning blev en del af samfundet og arbejdede som slaver, og i nogle lande, som for eksempel Den dominikanske Republik er der i dag befolkningsgrupper med en Taino altså indiansk identitet.

I løbet af 1600-tallet fik også England, Holland og Frankrig fodfæste i regionen og i slutningen af århundredet blev det, der i dag hedder De Amerikanske Jomfruøer, tidligere Dansk Vestindien, koloniseret.

Mens europæerne ofte kom fra ét land til hver ø, importerede de til gengæld slaver fra forskellige steder i Vestafrika. Variationen af mennesker skabte en blandet slavebefolkning med vidt forskellige rødder, religiøse tilhørsforhold og sprog. Men alligevel kunne afrikanerne altid finde mennesker, der kom fra samme som de selv.

Det betød, at den store gruppe mennesker af afrikansk oprindelse som i de fleste kolonier udgjorde 90 % af befolkningen i mange af kolonierne, især på de store øer, formåede at holde fast i en identitet og en kultur, der havde rødder i et specifikt område i Afrika.

Religionen var derfor til at begynde med lokalt specifik. I en stor koloni som i Cuba og i Haiti italesatte slaverne deres kultdyrkelser som om, de hørte til bestemte steder i Afrika. Det var også almindeligt med religiøse navne, der henviser til afrikanske folkeslag, som for eksempel Yoruba. Disse kulture levede videre inden for den katolske tradition, fortæller Louise Sebro.

LÆS OGSÅ: 7 eksempler på blanding af religion

Religionen udvikler sig forskelligt fra ø til ø, og nogle steder opstår nogle meget fasttømrede synkretiske religioner. Mens Frankrigs koloni Haiti dannede scene for voodoo-religionen udviklede den spanske koloni Cuba Santeria-kulten. Mens voodoo kombinerer Yoruba-traditioner med andre afrikanske kulturer, er Santeria en mere rendyrket form for Yoruba.

Men forrykkelsen fra lokalsamfundene i Vestafrika fornægter sig ikke:

Mens man i kilder fra 1700-tallets Caribien med lidt god vilje kan identificere, at de beskriver kulter, der henviser til et specifikt sted i Afrika, udvikles efterhånden mere blandede ritualer, hvor de forskellige afrikanske traditioner blandes. Og en nigeriansk Yoruba-tilhænger vil ikke nikke genkendende til Yoruba-dyrkelse i Amerika og sige ja, sådan gør vi også, forklarer Louise Sebroe.

LÆS OGSÅ: Når to religioner smelter sammen

Katolske helgener i afrikansk klædedragt
Vi erobrer verden for at udbrede kristendommen, lød det fra Spanien og Portugal i 1500-tallet, og derfor var den katolske mission en vigtig del af hele erobringen af Amerika og de nærliggende øer. Når en europæisk båd lastet med afrikanske slaver sejledes ind til en koloni-kyst, blev de døbt og også forsøgt indsluset i kristendommen med det samme. Kristendom blev derfor grundstenen i de kreolske, caribiske samfunds religion. Men det betød ikke, at kulturdyrkelserne udryddedes:

Fordi missionen ikke forgik på individuelt niveau, kunne afrikanerne fortsætte med deres afrikanske traditioner. Det betød, at de lokale skikke fra afrikanske samfund også overlevede side om side med katolicismen, forklarer Louise Sebro.

LÆS OGSÅ: Rastafari-religion: Mere end dreadlocks

Nogle steder i Caribien ser vi nogle meget fasttømrede synkretistiske religioner. Det drejer sig især om øer med katolsk kolonimagt, siger hun og forklarer, at der også er andre årsager til, at de afrikanske kulte som voodoo fungerede godt hånd i hånd med katolsk tro:

Katolicismen bygger jo også på helgentro, og systemet med forskellige religiøse skikkelser passer godt med de afrikanske forestillinger om guder for forskellige områder som sygdom og helbred og rejser. Derfor er det lettere at fortolke lokale træk de katolske helgener end i den protestantiske tro, siger Louise Sebro.

I voodoo-dyrkelsen er guddommen Papa Legba (Papa La Bas) eksempelvis sammenlignelig med Sankt Peter, der vogter over Himmelens port.

LÆS OGSÅ: Sådan praktiseres voodoo

Kristendom går i dag hånd i hånd med folketroen
Den protestantiske mission i Caribien foregår helt anderledes. England og Holland koloniserer først øer i området i løbet af 1600-tallet, mens Danmark slår sig ned i slutningen af århundredet. Og de protestantiske koloniherrer er ikke missionærer, fortæller Louise Sebro:

Karakteristisk for protestantiske kolonimagter er, at de ingen interesse har for afrikanernes religion, så længe den ikke har til hensigt at skade andre trolddom var europæerne bange for. De prøver ikke at omvende afrikanerne med mindre en godsejer eksempelvis får en helt personlig interesse i en enkelt slave.

Ikke desto mindre vandt også de protestantiske kirker tilhængere blandt slaverne, og i dag er Brødremenighedens kirke én af mange stærke kirker i det tidligere Dansk Vestindien, og det var den første egentlige protestantiske missionsmenighed i Amerika. Den påbegyndte mission i 1732. Men samtidigt tror mange på, at der er kraft i obaeh, et magisk system, der blandt andet tæller obeah-mænd- og kvinder med særlige kræfter og amuletter, som udøver både god og skadelig magi.

Kirken er, ligesom i USA, et vigtigt socialt element, og spørgsmålet om, hvilket kirkesamfund man tilhører, er af stor vigtighed. Men side om side med den kristne tro lever også folketroen. Rundt om på øerne står de store Bbaobab-træer, som slaver tog med fra Vestafrika i 1700-tallet og som stadig anses for at være hellige.

I dag forsøger stærke bevægelser at finde tilbage og genopleve nogle af de traditioner, som slaverne oprindeligt bragte med sig for mere end 500år siden:

På Jomfruøerne er hovedparten af beboerne kristne, men nogle af dem går også til Obeah-mænd og -kvinder. Min fornemmelse er, at folketroen ikke er uddøende, fordi traditionen lever ved siden af kristendommen, siger Louise Sebro.

Gudsageren (kirkegården) på den tidligere danske koloni Skt. Thomas, hvor man ved, at afrocaribiere ligger begravet sammen med europæiske missionærer, hvilket er helt uhørt på den tid Foto: Louise Sebro