10 fremtrædende religionskritikere

Græske digtere, teologer og psykoanalytikere har fra forskellige vinkler kritiseret religionens indflydelse på menneskelivet. Se eksempler her

Religionskritikken er en kritik af religionens undertrykkende funktion. Men også en kritik af religionen som ønsketænkning og som modsætning til videnskab og fornufttænkning.

Måske begynder religionskritikken allerede i det antikke Grækenland. Men for alvor med oplysningstiden i 1700-tallet. Religionskritikken fremkommer først og fremmest på et filosofisk og videnskabeligt grundlag. Men teologer rejser også kritik af religionen som det, der tilslører kristendommens indhold.

Xenofanes var en græsk digter, som i sine digter kritiserede samtidens værdier og troen på guderne.

For Xenofanes var guderne blot skabt i menneskets billede og udtryk for menneskers ønsker. Ligeledes gik han til angreb på sjælevandringslæren, som enkelte filosoffer gik ind for.

Auguste Comte var fransk filosof. Han skabte betegnelsen positivisme og blev grundlæggeren af den sociologiske videnskab.

Den menneskelige erkendelse, sagde Comte, gennemløber tre stadier. Først søger mennesket teologiske forklaringer på tilværelsen, det vil sige,at guderne opfindes om forklaring på tilværelsens fænomener. Dernæst indtræder det metafysiske stadium, hvor man prøver at forklare fænomenerne ved abstrakte begreber eller skjulte kræfter. Det tredje og endelige stadium er det positivistiske. Det er den sande viden, hvor manforklarer tilværelsen videnskabeligt,det vil sigeud fra det, der kan konstateres.

I 1841 udgav Feuerbach sit hovedværk om kristendommens væsen, Das Wesen des Christentums. Heri hævdede han, at menneskets forestillinger om Gud er en projektion af dets egne længsler og ønsker. Gud tillægges godhed, kærlighed og visdom. Og det er netop de egenskaber, som mennesketssætter højest.

Med andre ord dyrker mennesket derved sine egne idealer. Disse idealer kan menneskets imidlertid ikke realisere i sin egen tilværelse. Derfor lægges de over i den religiøse verden. Men netop erkendelsen af, at religion i virkeligheden er en projektion, får mennesket til at arbejde for at virkeligegøre sine idealer i forhold til andre.

Marx var af jødiske familie og studerede jura, historie og filosofi i Berlin. Her stiftede han bekendtskab med Feuerbachs religionskritik. For Marx havde Feuerbach en fejlagtig opfattelse af religionens væsen. Den var ikke projektion af menneskers ønsker og længsler, men undertrykkende og tilslørede de virkelige sociale forhold i samfundet.

Religion er opium for folket, sagde Marx. I den kapitalistiske
samfundsform, sådan som Marx netop oplevede den, er produktionsmidlerne privat ejede. Teknisk kan der nu produceres mængder af varer, hvorved priserne falder og lønnen trykkes. Netop den private ejendomsret skaber et klassesamfund med arbejdsgiverne i toppen og lønarbejderne for neden. Denne samfundsmodel legitimeres netop afden kristne religion med dens tro på Gud som en alfaderskikkelse, mente Marx.

Nietzsche er først og fremmest kendt for sætningen Gud er død. Det er sekulariseringen og den moderne videnskab, der har dræbt Gud, hævdede Nietzsche. Det kan på den ene side føre til den rene tomhed og meningsløshed, men på den anden side er Guds død også en mulighed for at genvinde de sande værdier.

Nietzsche fremlagde en meget spekulativ teori om udviklingen af de kristne værdier som barmhjertighed,godhed ogtilgivelse. Disse værdier har udviklet sig til en slavemoral, hvormed kirken behersker samfundet og kulturen.

Den kristne slavemorals fallit vil nu frembringe overmennesket, det vil sigedet frie menneske. Om Guds død ville frigøre det, der egentlig ligger i kristendommen, forbliver uklart hos Nietzsche.

Freud anses for at være skaberen af den psykoanalytiske metode. Ifølge denne metode sespsyken som et energisystem. Fra psykens ubevidste lag stiger grunddrifter som dødsdrift og sekusaldrift op i bevidstheden. I bevidstheden har jeget så en fortrængende funktion.

I en kultur med en stærk moral ikke mindst på det seksuelle område bliver jegets fortrængning af de psykiske grundrifter så stærk, at psyken kommer ud af balance. Der opstår en neurose. Freud mente, at den jødiske og kristne moral med dens opfattelse af Gud som den strenge fader var stærkt medvirkende til, at mennesket blev hæmmet og neurotisk.

Karl Barth var professor i teologi ved universitet i Basel. Han blev kendt på sit banebrydende værk om Romerbrevet i 1919. Heri kritiserede han på det skarpeste den religiøsitet, som kristendommen kom til udtryk i.

Kristendom beror ikke på den religiøse følelse og kommer ikke til udtryk i etiske idealer og handlinger. Nej, det kristne evangelium kommer kommer lodret fra oven og er en afsløring af alle menneskelige forsøg på at ville sikre sig itilværelsen, mente han.

Det originale ved Barths religionskritik er, at selve evangeliets budskab om Jesus som den korsfæstede i sig selv er en kritik af al religiøsitet.
At tale om Gud er at tale om Kristus. Og når vi taler om Gud som vores skaber og livets mening og holdepunkt, tager vi Gud til fange og bruger ham til vort eget formål. Mennesket kan ikke tale om Gud og samtidig er mennesket nødt til det.

Bultmann er en af de mest kendte teologer fra 1900-tallet. Hans udgangspunkt er, at det moderne, videnskabeligt tænkende menneske ikke kan overtage Bibelens verdensbillede. Den bibelske myte, som Bultmann kalder det, står i vejen for evangeliet.

Bultmann vil derfor afmytologisere kristendommen og omsætte dens indhold i et sprog, hentet fra den eksistentialistiske filosofi. Bultmann forbandt en historisk-kritisk forskning af Det Nye Testamente med en stærk kritik af ethvert forsøg på at ville gøre Jesu undere og opstandelsen til noget, der historisk havde fundet sted.

Hos Bultmann bliver kristendommen som religion ensbetydende med en tro på det overnaturlige.

I 1933 måtte Paul Tillich flygte fra Tyskland, hvor han var professor i filosofi i Frankfurt. Hans socialistiske synspunkter var klart i strid med nazismen. Han fandt et nyt hjem i USA, hvor han blev professor i teologi.

I USA udviklede han sin såkaldte korrelationsmetode. Ifølge denne metode skal teologiens svar være i overensstemmelse med tidens eksistentielle spørgsmål. Kirken prædiker en personlig Gud og dermed et forældet gudsbillede, mente han. Teologien skal arbejde med Gudsbegrebet på en for det moderne menneske relevant måde.

For Tillich er Gud identisk med menneskets egentlige anliggende. Gud er dyb kan han også sige. Altså er Gud ikke deroppe eller derude, men dybet i den menneskelige tilværelse. Troen er modet til at være til.

Dorothee Sölle blev kendt som politisk teolog. Blandt andetvar hun stærkt engageret i protestbevægelsen i Vesttyskland mod USA's krig i Vietnam. Hun var inspireret af Karl Marx og hans analyse af religionens undertrykkende funktion.

Sölle mente, at magtens Gud er død. Gud er en lidende Gud, der solidariserer sig med den, som er udsat, fattig og lidende. At tro på Gud er at tro ateistisk på Gud. Sådan hedder overskriften på en af hendes bøger. Gud må afskaffes som en fremmed magt. Gud er den, der kommer til udtryk i menneskets politiske handling for andre mennesker, mente hun.