10 kontroversielle fremstillinger af Jomfru Maria

En meget anderledes og dyster skildring af Jomfru Maria ser vi hos den østrigske maler Egon Schiele. - Foto: Wikimedia Commons

Jomfru Maria har en helt central plads i kunsthistorien. De seneste 100 år har kunstnere gang på gang fremstillet hende på provokerende måder og stillet spørgsmålstegn ved de gængse opfattelser af den kendte religiøse kvindeskikkelse

I kunsten indgår Jomfru Maria oftest i motiver som bebudelsen, fødslen, den hellige familie og pietà (hvor hun sidder med den døde Jesus i sit skød).

Men siden slutningen af 1800-tallet har kunstnere for alvor sat spørgsmålstegn ved de traditionelle afbildninger af Jomfru Maria - som i kunsten er bedre kendt som Madonna. Her følger 10 kontroversielle Madonna-fremstillinger i moderne kunst. Se billederne ovenfor eller klik på linksene i teksten.

Nøgen Madonna

Madonna forbindes normalt med dydighed og ærbarhed. Men i den norske maler Edvard Munchs gengivelse, "Madonna" fra 1895, er Madonna helt afklædt og har udslået hår. Hun er malet i en sensuel og ekspressionistisk stil. Baggrundsfarverne er udflydende, og Marias lysende glorie er malet i en stærk rød farve.

Marias blik
Traditionelt er Madonna blevet malet med en himmelblå kappe og et blik vendt nedad for at indikere hendes ydmyghed. Men i "Mutter und Kind", en kridttegning fra 1908 af den østrigske maler Egon Schiele, har en ildrød Madonna vendt et udfordrende blik ud mod beskueren. Hendes hemmelighedsfulde fremtræden modsvares af Jesusbarnets engel-lignende uskyldighed.

Jomfru?
Jomfrufødslen er et religiøst dogme, som ikke har undgået kunstnernes kritiske pensel. I 1920 skabte Francis Picabia Sainte Vierge (Hellige Jomfru), en blækklat på et hvidt stykke papir som en ironisk kommentar på Marias ubesmittede undfangelse.

Den (u)kærlige moder
Madonnafiguren er traditionelt blevet opfattet som en kærlig og hengiven moder. Men i 1926 malede Max Ernst "La Vierge corrigeant l'Enfant Jésus devant trois témoins", et billede, hvor hun giver det nøgne Jesusbarn en ordentlig endefuld.

Madonna i drømme
Hvordan fremtræder Jomfru Maria, set med underbevidsthedens filter? Den spanske kunstner Salvador Dali malede i 1949 "La Madonna de Port Lligat", et billede af Jomfru Maria, hvor hun indgår i et surrealistisk drømmescenarium og bliver splittet i atomer – dog bevares en vis geometrisk orden. Dalis kone Gala sad model til billedet. I baggrunden ses port Lligat, som er Dalis hjemstavn.

Madonna i urin
At krænke menneskers religiøse følelser er som bekendt farligt. I 1987 præsenterede Andres Serrano sin provokerende værk "Madonna and Child II": Et fotografi af en Madonnafigur dyppet i urin. Det blev for meget for den amerikanske offentlighed og blev startskuddet til en omfattende kulturkamp og diskussion om statsfinansieret kunststøtte.

Den ammende Madonna
I afbildninger af Madonna og Jesusbarnet er Jesus oftest blevet gengivet som et selvberoende og voksent barn. At Madonna står og ammer Jesus (endda med blottet barm) er derfor et sjældent syn. Den amerikanske kunstner Cindy Sherman er kendt for at lave tableauer med dukker. Mange af værkerne er inspireret af berømte renæssancebilleder - som dette, "Untitled #216" fra 1989.

Den golde Madonna
Jomfru Maria er normalt ikke forbundet med gru og rædsel. Men på Lever Plaza i New York finder man "Virgin Mother", en kæmpe statue af en zombielignende gravid kvinde med maven skåret halvt op. Den kontroversielle engelske kunstner Damien Hirst har kreeret denne uhyggelige Madonna, som er ca. 100 meter høj og blev opført i 2005.

De surrealistiske malere var kendt for at gøre grin med religion. Her står Jomfru Maria for skud. I Max Ernsts skildring giver hun Jesusbarnet en endefuld. Foto: Wikimedia Commons
Edvard Munchs berømte "Madonna" bærer præg af sensualitet, drøm og frigørelse. Foto: Solum, Stian Lysberg Denmark
Michaelangelos berømte pietà-skulptur af Jomfru Maria med den korsfæstede Jesus, der er nedtaget fra korset. Foto: Wikimedia Commons
Jomfru Maria er i kunsthistorien ofte blevet skildret i en bebudelsesscene. Her skildrer den italienske maler Fra Angelico hendes møde med ærkeenglen Gabriel Foto: Wikimedia Commons
Jomfru Maria er ofte skildret i forbindelse med bebudelsen eller med hendes himmelfart. Men nogle malere, såsom den barokke maler Caravaggio, har også skildret hendes død. Foto: Wikimedia Commons
Sådan kan Jomfru Maria måske se ud i et drømmesyn? Salvador Dalis billede af Madonna ved Port Lligat er et markant surrealistisk værk. Foto: Wikimedia Commons
Damien Hirsts Madonna-skulptur er en gruopvækkende portrættering af Jomfru Maria, der leder tanker hen på død og forgængelighed. Foto: Wikimedia Commons