10 monstre fra dansk overtro

Troen på kæmper er ældgammel. De fleste kulturer har haft forestillinger om forhistoriske kæmper, der på en eller anden måde har formet omgivelserne i form af bjerge, høje og store sten. Foto: Wikimedia Commons

Foto: Wikimedia Commons

Foto: Wikimedia Commons

Foto: Wikimedia Commons

Kraken var et skandinavisk sømonster, hvis speciale var at sno sig uden om et skib og trække det ned under ...

Foto: Wikimedia Commons

Foto: Wikimedia Commons

Foto: Wikimedia Commons

Foto: Wikimedia Commons

Foto: Wikimedia Commons

Foto: Wikimedia Commons

Trolde, kæmper, helheste og marer var blot nogle af de monstre, der ifølge overtroen hjemsøgte fortidens danskere. Læs 10 eksempler her

1. Trolde
Trold betyder ganske enkelt monster på oldnordisk, og det var især i de nordiske lande, at troen på trolde florerede. Trolden kan ses som en videreudvikling af jætten fra nordisk mytologi. Jætten var ligesom trolden en kæmpe med uanede kræfter.

Troldene mentes at bo i huler i bjerge eller høje, og de kom kun ud ved mørkets frembrud. For det meste fremstilles trolden som et grusomt uhyre, der stjæler og spiser børn. Men der er også enkelte historier om godmodige trolde, der har hjulpet mennesket.

Hvis man boede i nærheden af en trold, var det vigtigt at holde sig på god fod med den, ellers kunne der blive ballade. Flere historier fortæller om trolde, der har lånt eller stjålet korn fra menneskene:

I Herfølge by var der en gård, hvor de al tid stod i forbindelse med trolden. Han kom tit og lånte en tønde korn hos dem, og sagde så altid, at når de næste gang målte op på Gunnerup, så skulde de få korn igjen.

Trolden var en troldkarl, der ved hjælp af urter og planter kunne lave magiske drikke, og samtidig var de glimrende smede. Det sidste var særlig nyttigt, da jern ifølge overtroen har magiske kræfter.

I Danmark havde troldene ofte pukler på ryggen og kæmpe næser, og de var ikke særlig store. Ofte kaldtes de for dværge eller gnomer. I Norge var de mandlige trolde kæmpestore og behårede, mens troldkvinderne nogle gange lignede smukke menneskekvinder med langt, rødt hår.
.

2. Varulve
Ordet varulv er oldengelsk og betyder mand-ulv. På græsk hedder det en lykantrop, det vil sige ulve-menneske. I modsætning til vampyren - som i øvrigt ikke kendes fra Danmark - er varulven en europæisk opfindelse med mere end 30.000 år på bagen.

Varulven er altid en mand, som nogle gange - ofte ved fuldmåne - forvandles til en blodtørstig ulv. Det eneste, der kan ophæve varulveforbandelsen, er, hvis varulven flår hjertet ud af et drengefoster eller drikker dets blod.

Troen på varulve var lige så virkelig som troen på hekse, og i middelalderen blev tusindvis af mænd dømt for lykantropi og brændt på bålet. Især Tyskland og Frankrig var berygtede for store varulveprocesser, hvor mange formodede varulve måtte lade livet.

Den franske teolog Pierre Mamor skrev i 1490 en afhandling om varulven, hvor han gav udtryk for samtidens opfattelse:

Varulven er et skrækkeligt uhyre en ulv besat af Helvede og drevet af Djævelen selv!

Men selvom Tyskland og Frankrig var hårdest ramt af varulvefrygt, kunne danskerne heller ikke se sig fri, og især nogle grupper var i fare for at blive anklaget for lykantropi:

Dem, der havde stærkt sammengroede Øjenbryn, de var meget mistænkte for at være Varulve. De kunde blive omskabte til Varulve af og til, men kunde ikke selv gjøre ved det, og saa aad de Mennesker paa Vej Og Sti.
.

3. Drager
Dragen er nok det mest universelle monster. Næsten alle kulturer i verden har haft forestillinger om drager eller dragelignende væsener. I Kina er dragen et højtæret dyr og beskrives overvejende i positive vendinger.

I Danmark og England fremstilles dragen ofte uden vinger, og ofte spytter de ikke med ild, men med gift. I Bibelen omtales der også drager (Esajas' Bog 27, 1).

En af de ældste europæiske beskrivelser af en drage findes i det germanske heltekvad Beowulf. I digtet besejrer ærkehelten Beowulf en drage, som truer med at hærge Danmark. Men dragen når at give Beowulf et fatalt bid, inden den selv dør.

I nordisk mytologi findes også beskrivelser af drager. Hos den islandske forfatter Snorri Sturluson hører vi om dødsdragen Nidhoggr, som gnaver ved verdenstræet Yggdrasils rod. Nidhoggr drikker de dødes blod og spiser deres lig.
.

4. Kraken
Kraken er et sømonster fra skandinavisk folketro. Kraken var en kæmpe søslange med finner og fangarme langs siderne. Kraken kunne æde en hel fiskerflåde, såvel skibe som fiskere, på en gang. Men samtidig var der en særlig interesse for fiskerne i at vove sig tæt på Kraken, da han altid var omgivet af stimer med fisk.

Krakens speciale var at sno sig uden om et skib og enten trække det ned under vandet eller knuse det med sin enorme hale.

Mange sømænd begik den fatale fejl at forveksle den slumrende Kraken med en flydende ø og trådte op på ham. Når dette skete, slog Kraken til og fortærede den intetanende sømand.

I 1680'erne blev det noteret, at en Kraken var skyllet i land ved Norges kyst, mens det samme skete i Skotland i 1775.
.

5. Marer
Historierne om maren i nordisk folketro er meget forskelligartede. Nogle gange beskrives maren som et dyrelignende væsen, mens den andre gange beskrives som en smuk kvinde, der hjemsøger mændene om natten. Og nogle gange forestilledes maren som et lille væsen, der kunne slippe ind alle vegne:

Varulven kan aldrig komme nogen Steds ind uden under et Dørtrin, aldrig derover. Marerne er ganske bitte små som et Rug-aks, vil man gribe efter dem, forsvinder de. De kan komme ind gjennem et Naglehul i en mur. Sætter man Naglen i, kan de ikke komme ind.

Det lader til, at maren i langt højere grad end de andre monstre var en samlebetegnelse for alle de dårligdomme, der kunne indtræffe om natten. Utallige beretninger er overleveret om ulyksalige folk, der er blevet redet af maren (mareridt).
.

6. Kæmper
Troen på kæmper er ældgammel. De fleste kulturer har haft forestillinger om forhistoriske kæmper, der på en eller anden måde har formet omgivelserne i form af bjerge, høje og store sten.

I græsk mytologi blev de titaniske kæmper spærret nede i underverdenen af gudernes fader, Zeus. I nordisk mytologi er jætterne kæmper, og verden blev skabt ved, at urtids-kæmpen Ymer blev delt. I Bibelen findes også beskrivelser af kæmper, den mest berygtede er nok Goliat, som blev besejret af den unge David.

LÆS OGSÅ:10 uoverenstemmelser i Bibelen

De islandske sagaer fortæller, at der i en klokkestreng i Domkirken i Lund hang en tand fra kæmpen Starkad. Og flere klipper i Norge mentes at være blevet lagt af kæmper.
.

7. Ellefolk
Danmarks svar på elvere, ellefolkene, var væsener, som boede i høje, moser, bakker og under hyldetræer. Historierne om ellefolk er mangfoldige, og troen på dem har formentlig været meget udbredt i Danmark.

Ellefolkene levede i samfund, som mindede om menneskenes med en konge, love og traditioner. Ellefolkene havde hule rygge, mens kvinderne fortil var utroligt smukke og forføriske. Der er mange sagn om ellekvinder, som har prøvet at forføre menneskene. Hvis mændene bed på, blev de omgående ramt af vanvid.

Det sagdes, at en bøgeskov ved Store Heddinge i virkeligheden var ellekongens soldater, som vågnede op ved nattetide. Og megen overtro forbinder ellekongen med området omkring Stevns. For eksempel skriver teologen Peder Syv hånende i 1695:

Der holdes for, og gemeen Mand troer det endnu, at her var en Ellekonge i Stevens, og at der maatte ingen anden Konning komme derind, men Christian den 4. Frederik den 3. Christian den 5. have været her nogle gange, og giort saaledis denne Meening til intet."
.

8. Hekse
Troen på hekse er næsten universel, og hekse fungerede i lang tid som syndebukke for uforklarlige ulykker. Efter reformationen havde især Tyskland og Sverige mange heksejagte og store hekseprocesser, hvor tusindvis af mennesker måtte lade livet på bålet.

I overtroen var heksen en gammel, ond kvinde, der stod i ledtog med djævelen. I inkvisitoren Heinrich Kramers berygtede håndbog for heksejægere Heksehammeren (1487) beskyldes heksene for at dræbe børn, kannibalisme, for at kaste ondsindede forbandelser og for at stjæle mænds peniser.

I Danmark og England fyldte heksefrygten ikke så meget. Den danske hekseforsker Gustav Henningsen har anslået, at der maksimalt blev brændt 1.000 hekse i Danmark. Og de fleste af dem under kong Christian d. 4. (1588-1648).

De fleste hekse blev dømt i store kæde-processer, hvor dømte hekse trak andre med ned i faldet. En af de store processer i Danmark var Køge Huskors (1608-15).

Sagen begyndte, da en frø på to ben og en række andre mærkværdige dyrevæsener hjemsøgte en familie. Derefter viste Satan sig i forskellige skikkelser og gjorde beboerne syge. Beskyldninger om trolddom faldt hurtigt på en lokal kvinde, hvis mand kort forinden havde sagsøgt familien. Omkring 12 kvinder blev brændt på bålet i forbindelse med Køge Huskors.
.

9. Åmænd og nøkker
Åmændene og de nært beslægtede nøkker findes i de fleste germanske kulturer. Åmanden hjemsøger, som navnet indikerer, åer eller andre vandløb. I Danmark har blandt andre Odense Å og Ryå i Vendsyssel haft en åmand.

Kvindelige åmænd er meget sjældne, og ligesom havfruer er de forføreriske og prøver at lokke mænd ned under vandet. Men i modsætning til havfruen er de ofte hæslige i udseende med grønt hår og hud. Mandlige åmænd ligner gamle, grå mænd fra halsen op, men ofte med en rævekrop og hestehove.

Når folk druknede, sagde man, at åmanden havde taget dem. Og hvis ingen var druknet i et år, kom åmanden frem og sagde: Tiden er kommen, men manden er der endnu ikke! Dette tryllebandt en af mændene, som overhørte åmandens kald, til at drukne sig selv i vandet. Hvis ingen ofrede sig til åmanden, ville han få vandet i åen til at stige, med stor ødelæggelse som resultat.
.

10. Helheste
Helhesten var et genfærd, der varslede død, ulykke og sygdom. Helhesten har tre ben, lysende øjne, og til tider spyer den ild. Dens hale og manke er beskidte og filtrede, og den er så udmagret, at den ligner et skelet.

Helhesten har sin oprindelse i en kirkelig sammenhæng. Før i tiden ønskede ingen at blive begravet som den første på en nyopført kirkegård, da det ifølge overtroen betød ulykke for ens familie. Ifølge overleveringen begravede man derfor først et dyr, som regel en levende hest, men først efter at have hugget det ene ben af. På denne måde ville hesten befinde sig et sted mellem liv og død og kunne holde styr på de dødes sjæle.

Hvis man var så uheldig at se den trebenede genganger, var man så godt som sikker på, at noget forfærdeligt ville ske. Mange siges sågar at være døde ved det blotte syn af helhesten.

Det siges, at en helhest ligger begravet under Roskilde Domkirke, og måske er det den, som spøger i Hersegade. I alt fald har mange hævdet at have hørt den haltende hest fra helvede vandre rundt på Hersegade ved nattetide.

De udaterede citater er fra Danske sagn: som de har lydt i folkemunde, 1892.