10 religiøse konflikter

Hvor, hvem og hvorfor? Religiøse forskelle har været kilde til mange konflikter i verdenshistorien. Se 10 eksempler på konflikter og krige mellem religiøse grupperinger her

Religion har været kilde til mange af de største krige og konflikter i verdenshistorien. Her bringer vi 10 eksempler på nogle af de værste mellem jøder, kristne, hinduister, buddhister, muslimer og bahai.

1. Israel-Palæstina: Jøder mod muslimer

Konflikten er blevet beskrevet som en konflikt, hvor problemet er, at begge sider har ret. Historisk set mener både jøder og palæstinensere at nedstamme fra et folk, der for 3000-4000 år siden levede i det land, vi i dag kalder Israel. Siden jødernes tempel i år 70 blev ødelagt, har jøderne dog levet i eksil, og området har skiftevis været regeret af grækere og romere, herunder kristne, frem til 600-tallet, hvor islam bredte sig over den arabiske halvø. Derfor har både jøder, kristne, muslimer, arabere og israelere grund til at føle, at landet er deres.

I slutningen af 1800-tallet opstod den politiske zionisme, der med udgangspunkt i det jødiske folk som en nation (frem for som religion), argumenterede og kæmpede for oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina.

Tynget af skyldsbevidsthed efter 2. verdenskrig, hvor omkring 6 millioner jøder blev udrenset, valgte England, der havde mandat over det palæstinensiske område, at give landet til jøderne. Det første til oprettelsen af staten Israel i 1948 på mandat fra FN.

Allerede dagen efter udbrød der krig, og konflikten er fortsat lige siden. De israelske jøder laver fortsat bosættelser i de palæstinensiske områder, og palæstinenserne udfører jævnligt terrorangreb ind i Israel.

Israels hovedstad, Jerusalem, er den mest omstridte hellige by, der både indeholder den jødiske grædemur, den muslimske Al-Aqsa-moské og den kristne gravkirke, hvor Jesus menes at være blevet begravet. Byen er verdens absolutte religiøse brændpunkt, og på trods af endeløse fredsforhandlinger, er der ikke en løsning på konfliktet i sigte.

2. Korstogene: Kristne mod muslimer

På et kirkemøde i Clermont i 1095 holdt den kristne pave Urban 2. en brandtale for, at Kristi grav i Jerusalem skulle befries fra tyrkernes frygtelige besudling. Den følgende sommer rejste op mod 100.000 mænd under dårlig ledelse mod Det Hellige Land, hærgede, plyndrede og indtog efter fire år Jerusalem. Men araberne var langt mere kultiverede og forsvarsdygtige end forventet, så man tabte hurtigt den vundne by igen.

Internt i det kristne Europa styrkede korstogene kirkens magt. For det første fordi paven beviste sin styrke ved at være i stand til at sammenkalde riddere fra hele Europa til ét samlet mål. For det andet fordi kirken tjente uhyre summer på den aflad, som de riddere, der ikke ville på korstog, måtte betale for at slippe. Udadtil endte korstogene dog alle i katastrofale nederlag.

I dag ser mange mennesker krigene i Palæstina, Irak og Afghanistan som nye korstog fra den kristne verden.

3. 11/9: Krigen mod terror

Den 11. september 2001 udførte 19 flykaprere et samlet angreb på World Trade Center i New York og det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, i Washington. De 19 flykaprere menes alle at være fra den arabiske verden, og den islamiske organisation Al-Qaeda blev snart efter beskyldt for at stå bag.

Fra begyndelsen var den amerikanske regering påpasselig med ikke at lade konflikten udvikle sig til en religionskrig. Men angrebet førte til de amerikansk ledede krige i Irak og Afghanistan, og selvom mange mennesker forstår disse krige som Vestens og dermed kristendommens krig mod islam, er de officielt set led i den såkaldte Krig mod terror.

Al-Qaeda-leder Osama Bin Laden afslog i første omgang at have nogen forbindelse til angrebene, men har senere påtaget sig ansvaret, muligvis af opportunistiske grunde, og han har i en række udtalelser ladet dem fremstå som en historisk reaktion på såvel korstogene som den aktuelle konflikt mellem Israel og Palæstina. Nyheden om angrebet førte da også til jubelscener i flere muslimske område, blandt andet Palæstina og Indonesien.

Amerikas senere præsident, Barak Obama, har gjort forsoning med den muslimske verden til en mærkesag og flere gange understreget, at USA ikke er i krig mod islam.

4. Indien-Pakistan: Hinduister mod muslimer

Den 14. august 1947 blev staten Pakistan uafhængig efter 79 år under britiske styre. Men nok så vigtigt blev landet samtidigt løsrevet fra Indien, der fik selvstyre den følgende dag, og de to nationer har siden stået over for hinanden som muslimer og hinduister.

Derfor kan det være svært i dag, efter 11. september, at forstå, hvorfor Pakistan i 2002 blev italesat som en af USAs vigtigste allierede i kampen mod det islamiske Taliban.

Den historiske forklaring er, at Indien-Pakistan oprindeligt var en del af Det Britiske Imperium. Da de under 2. verdenskrig forsøgte at løsrive sig, forblev muslimerne trofaste over for briterne, mens hinduisterne med Gandhi i spidsen løsrev sig ved hjælp af civil ulydighed.

Briterne var bange for Gandhis evne til at motivere masserne religiøst, og samtidig var man bange for, at Indien kom under sovjetisk indflydelse. Derfor valgte man allerede dengang at fastholde Pakistan som en stærk allieret, og det er fortsat lige siden. Det betyder paradoksalt nok, at den vestlige verden og Pakistan officielt er stærke allierede, selvom Pakistan fra begyndelsen var tæt på at udvikle sig til en islamisk stat.

Gennem historien er Indien og Pakistan tørnet sammen i voldelige sammenstød. Første gang allerede inden delingen, hvor mellem 50.000 og 75.000 hinduister blev etnisk udrenset i den såkaldte Noakhali- massakre.

Siden er de to lande gået i krig med hinanden gentagne gange, især i grænseområdet Kashmir. Senest gik det galt d. 26-29. november 2008, hvor pakistanske islamister udførte et koordineret terrorangreb i Indiens største by, Mumbai, hvor 175 mennesker omkom. Begge lande er i dag begge i besiddelse af atomvåben.

5. 30-årskrigen: Protestanter mod katolikker

Det er forholdet mellem protestanter og katolikker i Det Tysk-romerske Rige, der starter krigen i 1618, der hurtigt udvikler den sig til den hidtil mest omfattende i den europæiske historie. Den allerede verserende konflikt mellem Spanien og Nederlandene drages hurtigt ind i krigen, ligesom en række fyrster, hertuger og konger har hver deres grunde til også at kaste sig ind i kampen.

I Danmark har Rigsrådet forstået, at det ville være langt det klogeste at holde sig ude af krigen. Det går strålende for Danmark økonomisk på grund af øresundstolden, og der er ingen egentlig grund til at deltage i en bekostelig europæisk storkrig.

Men Christian IV vælger at slå sit slag for protestantismen og fører i et angreb på Den Katolske Liga. Christian IV lider dog to store nederlag allerede i løbet af 1626, hvorefter Danmark selv bliver overrendt og får hele Jylland besat. For at bevare sit rige intakt må Christian IV ved Freden i Lübeck i 1629 love at trække sig ud af krigen

Herefter gør den svenske konge, Gustav 2. Adolf, dog et lignende om end langt mere succesfuldt forsøg på at slå katolikkerne. Det har været meget omdiskuteret, om det var religion, politik eller personlig ambition, der var den svenske konges primære motiv. Og krigen tager da også en mærkværdig drejning, da Sverige med støtte fra Frankrig pludselig angriber Danmark i 1643. Her bliver det for alvor tydeligt, at krigen handler om meget andet end religion.

Trediveårskrigen sluttede formelt med den westfalske fred i 1648 uden nogen egentlig sejr, men på grund af lutter udmattelse på alle fronter. I de sidste år havde krigen mistet sit sidste skær af religionskrig. Religion havde været den åbenlyse katalysator for krigens udbrud, men havde nu udspillet sin rolle. Religion havde blot været en undskyldning for at gå i krig, men efterhånden var de religiøse delingslinjer blevet fastlagt, og der var kun en regulær europæisk magtkamp tilbage.

6. Tibet: Kommunister (areligiøse) mod buddhister

Buddhismen har været i Tibet siden det 7. århundrede, og i mange århundreder har det været de forskellige Dalai Lama-reinkarnationer, der har kontrolleret den politiske magt i landet.

Men siden oprettelsen af den Kinesiske Folkerepublik i 1949 har Kina gjort krav på området i Himalaya-bjergene. I 1951 blev landet befriet af den kommunistiske hær, og snart tog kommunisterne magten i landet, hvilket knyttede den tibetanske nationalfølelse nøje sammen med buddhismen.

Mange tibetanere har siden fulgt deres buddhistiske leder, Dalai Lama, og hans eksilregering. Og Kina har modsvarende indset, at religion er den største hindring for fuld kontrol med landets befolkning. Den politiske konflikt er dermed blevet en religiøs konflikt.

I løbet af 1960erne skete der en systematisk ødelæggelse af klostre, og mange tibetanske buddhister blev dræbt, fængslet eller tvunget til at afsværge deres religion. I USA førte det til stærk sympati i hippiebevægelsen for den tibetanske sag, og siden er den tibetanske variant af buddhismen blevet meget populær den vestlige verden.

Dalai Lama er fortsat en markant stridsfigur for politiske og religiøse konflikter i det globale magtspil mellem Kina og vesten.

7. Sri Lanka: Hinduister mod buddhister

Øen Sri Lanka syd for Indien består primært af et religiøst flertal på ca. 73% buddhister, kaldet sindhalesere, og et hinduistisk mindretal på ca. 15%, kaldet tamilere.

Det tamilske mindretal har været undertrykt siden 1950erne, og i 1983 udbrød der regulær borgerkrig mellem de tamilske tigre og den sindhalesisk ledede regering. De tamilske tigre førte en guerillakrig med det mål at oprette en selvstændig stat i den nordøstlige del af Sri Lanka, og den kamp fortsatte indtil maj 2009, hvor Sri Lankas præsident officielt erklærede de tamilske tigre slået og krigen overstået.

Fra de buddhistiske singhaleseres synspunkt er de ikke selv et religiøst overtal, for nok er de 12 millioner, men lige nord for Sri Lanka, i Indien, bor der 50 millioner hinduistiske tamiler. I den forstand er buddhisterne et religiøst mindretal.

Inden krigen sluttede var ca. 80.000 mennesket blevet dræbt og over en kvart million var drevet på flugt på grund af konflikten.

8. Balkan: Katolikker, ortodokse og muslimer

Jugoslavien var fra begyndelsen et etnisk og religiøst kludetæppe dannet efter 1. verdenskrigs afslutning. Krigen bryder ud, da de katolske provinser i nord, Slovenien og Kroatien, forsøger at løsrive sig. Det får den overvejende ortodokse del, Serbien, til at sætte forbundshæren ind for at holde sammen på landet.

Krigen udvikler sig imidlertid til efterkrigstidens mest uhyrlige etniske udrensninger i Europa. Værst gik det ud over byen Srebrenica i Bosnien, hvor serbere menes at have dræbt 2.900 mænd på blot et par dage. Bosnien har en stor andel af muslimer, hvilket gjorde konflikten endnu mere indviklet.

Selvom der officielt blev indgået en våbenhvile i 1995, blusser konflikten op igen, denne gang i Kosovo, hvor kosovo-albanere søgte selvstændighed. De ortodokse serbere svarede igen med en række etniske udrensninger af muslimer, der mindede om dem, der blev foretaget i Bosnien.

Krigen i det tidligere Jugoslavien var først og fremmest en etnisk konflikt, men krigen vækkede deres historiske identitetsfølelse og gjorde dermed konflikten religiøs.

9. Etiopien: Kristne mod muslimer

Etiopien er den ældste kristne stat i verden efter Armenien. Ca. 50% er etiopisk ortodokse kristne, ca. 15% er protestanter eller tilhører pinsekirken, og ca. 30% er muslimer.

I 30 år fra 1962 forsøgte den overvejende muslimske provins, Eritrea, at løsrive sig. Etiopien svarede igen med at forflytte mere end en million muslimer ud af det nordliggende Eritrea og sydpå til Etiopien.

I 1993 lykkedes det dog Eritrea at opnå selvstændighed. Kristne organisationer har siden rapporteret, at Eritrea modsvarende har undertrykt, forfulgt og tortureret kristne inden for deres egne grænser.

Selvom begge lande er blandt verdens fattigste og derfor ikke på nogen måde kan drage nytte af krig, blussede konflikten mellem de to lande op igen i 1998, og i omegnen af 80.000 døde, inden FN formelt fik gennemtrumfet fred i 2000.

10. Iran: Muslimer mod baha’i

Siden Ayatollah Khomeini indførte det islamiske teokrati i Iran i begyndelsen af 1980erne, er det religiøse bahai-mindretal i Iran blevet forfulgt, nogle taler endda om en etnisk udrensning.

Bahai-bevægelsen udspringer af babismen, der var den mest betydningsfulde religiøse bevægelse i Iran i det 19. årh. Bahais lære lægger vægt på etablering af verdensfred, social, økonomisk og etnisk lighed. Man anser de forskellige religioner som udtryk for samme grundlæggende erkendelse af Gud, og på den måde er det en inkluderende religion, der gerne samler flere religiøse udtryk under sig.

Alligevel blev bahai-tilhængere forfulgt under den islamiske revolution, og folkevalgte ledere, der vedkendte sig bahai, blev automatisk dødsdømt. I dag undertrykker shia-muslimerne stadig bahai-tilhængerne i forhold til de ligheds-idealer, som bahai selv går ind for. De bliver fyret fra jobs, nægtes adgang til skoler, og deres pension kan risikere at blive trukket tilbage.