10 vigtige ting at vide om den historiske Jesus
Jesus er én af de mest omdiskuterede personer i verdenshistorien. Ifølge kristendommen er hans guds søn, islam ser ham som en profet, og igen andre ser ham som en revolutionær. Men hvad kan historikerne egentlig blive enige om?
Det var først i oplysningstiden, at man for alvor begyndte at interessere sig for den historiske Jesus, og den akademiske tilgang til spørgsmålet har ændret sig meget siden da.
I mellemtiden har man omtalt Jesus som både kyniker, revolutionær socialist, feminist og magiker, ligesom han er blevet beskrevet som en berejst herre, der har været i både Indien og Tibet.
Men hvad kan historikerne egentlig blive enige om? Hvad ved vi om manden, som i kristendommen kaldes Guds søn, og som tog hele menneskehedens synder på sig, da han blev korsfæstet langfredag? Læs med her, og få et indblik i den historiske Jesus.
1. Ingen akademisk uenighed om Jesu eksistens
Der er ikke længere nogen akademisk uenighed om, at Jesus har levet. Hans eksistens er bevidnet i både kristne og ikke-kristne kilder, men ifølge professor i Teologi ved Københavns Universitet, Jesper Tang Nielsen, er det hovedsageligt den overvældende mængde af kristne skrifter, der peger på hans eksistens:
Det er ikke de ikke-kristelige skrifter, man bygger argumentationen på. Det er mere de skrifter, vi har i Det Nye Testamente, for det er dem, der er tættest på i tid. De første skrifter, der omhandler Jesus, fortæller dog ikke om hvem han var, men mere om hvilken betydning han havde, fortæller Jesper Tang Nielsen, og peger dermed på Paulus' breve.
2. Paulus' breve er det ældste vidnesbyrd om den historiske Jesus
Paulus levede i første halvdel af det første århundrede. Selv om han aldrig mødte Jesus, er Paulus den eneste af dem, der har omtalt Jesus, som har levet samtidigt med ham.
Der er ingen evidens for Paulus uden for Det Nye Testamente, men der er enighed blandt forskere om, at det i hvert fald er den samme forfatter, der har skrevet syv ud af de 13 breve i Det Nye Testamente der tillægges Paulus, og at de kan dateres til årene fra cirka 51 til cirka 58 e.Kr.
Hans breve er dermed det tidligste vidnesbyrd om personen Jesus. Det var dog først i Oplysningstiden, at man begyndte at se på Bibelens skrifter som en kilde til historisk viden - indtil da blev de udelukkende brugt teologisk.
3. Jagten på den historiske Jesus
Jagten på den historiske Jesus deler sig i tre faser. Den første fase begyndte i det 19. århundrede, da David Friedrich Strauss (1808-1874) skrev Das Leben Jesu (Jesu liv). Heri beskriver han de mirakuløse hændelser i Det Nye Testamente som myter, og bogen vakte stor opstandelse.
Der blev produceret flere hundrede bøger i løbet af de 19. århundrede, der beskrev Jesu liv, men selv om de gjorde brug af Oplysningstidens redskaber til historieskrivning, baserede de sig hovedsageligt på evangelierne.
Den anden fase fra 1930-1960 fokuserer stadig mest på evangelierne, men begynder også at se på tekster uden for Det Nye Testamente. Den tredje fase, som begyndte i cirka 1970 og stadig dominerer, ser også i høj grad på de kilder, der ligger uden for Det Nye Testamente.
4. Argumenterne for han ikke har levet
Det er ganske vist Strauss, der først tilbageviser Jesu eksistens, men det er med den tyske historiker og filosof Bruno Bauer (1809-1882), at disse tanker for alvor begynder at vække genklang i slutningen af det 19. århundrede.
Bauers argumenter bliver i et eller andet omfang brugt af alle de efterfølgende benægtere af Jesu eksistens og består i at afvise evangelierne og Paulus' breve som et historisk vidnebyrd om Jesus. Ligesom Strauss mener han, at der er tale om ren mytedannelse, hvilket han underbygger ved at påpege, at ingen ikke-kristne tekster fra det første århundrede nævner Jesus overhovedet. Men der er faktisk tidlige ikke-kristne kilder, der omtaler Jesus.
5. Josefus omtaler Jesu bror i den tidligste ikke-kristne kilde
Den første ikke-kristne henvisning til Jesus findes i et historiske værk af Flavius Josefus (37-cirka 100). Josefus var en jødisk historiker født i Jerusalem, og i sit værk om jødernes historie fra omkring 93-93 e.Kr. omtaler han Jesus to steder.
I bog 20 beskriver Josefus steningen af Jakob, bror til Jesus, ham de kalder Kristus. Den sidste del af sætningen, ham, de kalder Kristus, mener nogle forskere, er en senere tilføjelse, men der er stor enighed om, at referencen til Jakob, bror til Jesus er historisk ægte.
I bog 18 beskriver Josefus, hvordan Jesus korsfæstes af Pontius Pilatus, men der er noget større uenighed omkring denne passages ægthed.
6. Tacitus' Annaler er den næst-ældste ikke-kristne kilde
Cornelius Tacitus levede fra cirka 56 til 120 efter vor tidsregning og anses for den største romerske historiker. Omkring år 116 skrev han sit sidste og uafsluttede værk, Annalerne, som behandler begivenheder fra perioden 14 til 68 efter vor tidsregning.
I værkets bog 15 omtaler Tacitus Jesus i forbindelse med branden i Rom i 64, som Kejser Nero blev beskyldt for at have antændt. Tacitus beskriver, hvordan Nero, for at udrydde rygterne, fandt en syndebuk i de kristne, der havde fået deres navn fra Kristus, som blev henrettet af Pontius Pilatus. Dette anses som en pålidelig kilde hvad angår både Jesu eksistens og hans død.
7. Plinius diskuterede hvordan han skulle forhøre de kristne
Da Plinius den yngre (cirka 61 - cirka 113) arbejdede som guvernør i Bithynien, sendte han en del breve til kejser Trajan (98-117), hvor han beder om råd til forskellige situationer.
I ét af disse breve, som højst sandsynligt er skrevet omkring år 112, diskuterer han, hvad han skal gøre med de kristne, hvordan de skal straffes, og hvordan de skal forhøres. I dette brev taler han både om kristne og om Kristus på en måde, hvor Jesu eksistens forudsættes som en naturlighed. Der er i det hele taget ingen ikke-kristelige eller anti-kristelige tekster i antikken, der på noget tidspunkt forsøger at kritisere de kristne ved at påstå, at Jesus ikke har eksisteret.
8. Stor enighed om Jesu livsforløb
Ud over at have konstateret, at der eksisterede en mand ved navn Jesus, er der også flere konkrete ting, man mener at kunne udtale sig om. Ud fra de tilgængelige kilder er der stor enighed blandt forskere på området om, at Jesus var en galilæisk jøde, der blev født imellem år syv og to før vor tidsregning. Han talte aramæisk, og tilbragte sit liv i området omkring Galilæa og Judæa. Han blev døbt af Johannes Døberen, fik disciple og endte med at blive korsfæstet af Pontius Pilatus imellem år 30 år 36 efter vor tidsregning.
Disse informationer er stykket sammen ved at sammenholde informationer i både de fire kanoniske evangelier - Markusevangeliet, Matthæusevangeliet, Lukasevangeliet og Johannesevangeliet - samt apokryfe skrifter som Thomasevangeliet og Petersevangeliet, og hypotetiske skrifter såsom Q-kilden.
9. Q-kilden er blevet mere anerkendt
Desto tidligere en kilde er, desto mere troværdig er den, mener man. Forskere har derfor forsøgt at genskabe den ukendte kilde, som Matthæus- og Lukasevangeliet er bygget på. Der er nemlig så mange sammenfald i de to tekster, og selv om nogle af sammenfaldene kan forklares ud fra, at de begge baserer sig på det tidligere Markusevangelium, må de også have en anden fælles kilde Q-kilden.
Q kommer fra det tyske ord quelle, der betyder kilde, og blev første gang fremlagt som teori omkring år 1800. Men det er først med den tredje fase af jagten på den historiske Jesus, at det for alvor bliver brugt.
10. Stor uenighed om Jesu identitet
Lige så enige som forskere er om Jesu eksistens og korsfæstelse, ligeså uenige er de om, hvem han egentlig var. Og det betyder ifølge Jesper Tang Nielsen, at Jesus er blevet taget til indtægt for ufatteligt mange ting igennem tidens løb:
Jesus er en figur, der suger det til sig, som vi godt kan lide. Han bliver eksponent for alt det, vi gerne vil fremme. Den historiske Jesus, vi prøver at finde tilbage til, ved vi næsten ikke noget om, og derfor kan vi få ham til at være næsten hvad som helst. Det er jo ret tiltalende, men også ret interessant, for så bliver fremstillingen af Jesus fremstillingen af idealerne i vores tid.