10 vigtigste ting om ateismens opståen

Ateisme er fraværet af troen på guddommeligheder. Læs her om ateisme fra år 500 f. Kr. til idag

Ateisme betyder gudløshed eller fornægtelse af guders eller Guds eksistens. I Østen kommer ateismen til udtryk i Buddhas lære. I Vesten har ateismen sin baggrund i det antikke Grækenland, men udviklede sig med renæssancen og oplysningstiden og fik sin storhedstid i 1800-tallet.

1. Ateisme i buddhismen (år 500 f. Kr.)

Siddharta Gautama kaldet Buddha (den oplyste) brød omkring år 500 med hinduismen ved dels at lære, at sjælen ikke er evig og konstant dels ved at sætte guderne ind i tilværelsens hjul. Ifølge Buddha er tilværelsen en lidelse, frembragt af menneskets begær efter liv. Dette begær efter liv er årsagen til genfødslerne.

Ved at følge Buddhas lære om den rette vej kan mennesket slukke sit begær og opnå nirvana, dvs. udslukkelse. Nirvana er ikke en himmel eller sted, men en tilstand. Det er ikke-væren. Gud som noget evigt absolut afvises i buddhismen.

2. Ateisme i det antikke Grækenland

Sokrates (469 f.Kr.-399 f.Kr.) blev af byrådet i Athen anklaget for gudløshed, da han afviste statens gudsdyrkelse. I stedet skulle sandheden ifølge Sokrates findes i mennesket selv. Hans elev Platon, som protesterede mod domfældelsen af Sokrates, udviklede en erkendelseslære på et ateistisk grundlag.

Det sande, det skønne og det gode findes i idéernes verden. Mennesket lever i fænomenernes verden. I sin sjæl har mennesket dog en erindring om idéerne. Denne erindring kan vækkes og gøres bevidst gennem den filosofiske samtale.

3. Renæssancen: Mennesket ved intet om Gud

I renæssancen (1400-1500-tallet) begynder en individualitetstænkning på baggrund af kristendommen. Renæssancens filosofi er et forsøg på ad tænkningens vej at finde frem til en gudsopfattelse uden om kirkens teologi. Den tyske teolog og filosof Nicolaus Cusanus (1401-1464) talte om Gud som den ubegribelige sandhed.

Jo mere mennesket prøver at nærme sig Gud, desto mere må menneskets erkende sin uvidenhed. Det er altså med sin fornuft og det vil sige filosofiens hjælp, at Cusanus når frem til den erkendelse, at om Gud kan mennesket intet vide.

4. Oplysningstiden: Gud griber ikke ind

Med oplysningstiden i 1700-tallet kommer den menneskelige fornuft helt i centrum. Hvad fornuften erkender, er sand erkendelse, hævdede filosoffen Immanuel Kant. Naturen kunne beskrives som en mekanisme, der fulgte fysikkens love. Og ligesom naturens orden kunne kortlægges med fornuftens hjælp, sådan måtte kristendommens indhold også bedømmes.

Alt det overnaturlige i Bibelen blev forkastet som overtro og tilbage blev for oplysningstiden teologer en gudsopfattelse, hvor Gud blev set som den, der nok havde sat verden i gang ved en skabelse, fastlagt naturens love og den moralske lov, men ellers ikke greb ind i verdens gang.

5. Det ondes problem

Oplysningstidens filosoffer prøvede at give en fornuftmæssig begrundelse for det ondes eksistens. Det onde var nødvendigt som mørket er det for at kunne se lyset eller at det onde ikke er noget i sig selv, men en mangel på det gode. Det "moralske" onde fører det onde tilbage til mennesket selv, idet mennesket er udstyret med fornuft og en fri vilje.

Leibniz sagde (1646-1716), at Gud havde frembragt den bedste af alle verdener. Og historiefilosoffen Hegel (1770-1831) mente, at det onde var nødvendigt som modsætning til det onde. Alle oplysningstidens forsøg på at frikende" Gud blev en vigtig faktor i en forkastelse af Guds eksistens.

6. Socialismen: Religion er undertrykkelse

Med Marx' teori om historiens udvikling og samfundsklassernes opståen blev gudstroen set som en tilsløring af den undertrykkelse, som den private ejendomsret førte med sig.

Historiens udvikling skyldes ifølge Marx, at spændingen i samfundets basis mellem de tekniske muligheder og ejendomsforholdene udløste en ny samfundsdannelse. Med nødvendighed ville man så nå frem til selve målet, det vil sige det klasseløse samfund.

Men det ville vel at mærke først ske, når man fik afsløret religionens hindrende og undertrykkende funktion. Marx teori førte i 1900-tallet til enkelte kommunistiske statsdannelser, hvor religiøs udfoldelse enten blev forbudt eller stærkt reduceret.

7. Gud som projektion

Den tyske filosof Ludwig Feuerbach (1804-1872) er ophavsmand til teorien om, at Gud blot er blevet til som udtryk for menneskers ønsker og idealer. Altså hvad mennesket ikke kan realisere i det virkelige liv, henlægger de til en hinsides verden, til en Gud.

Ateismen bliver herved en befrielse til at mennesket kan arbejde for sine idealer i denne verden, det vil sige i forhold til andre menensker. I 1800-tallet blev fremskridtet en erstatning for gudstroen. Mennesket blev set som et væsen med uanede muligheder.

Filosoffen Friedrich Nietzsche (1844-1900) blev alligevel en ensom stemme, da han godt nok i pagt med tiden erklærede Guds død, men at dette også ville føre ind i meningsløshed og moralsk opløsning (nihilisme).

8. Darwin og videnskabens sejr

Da Charles Darwin (1809-1882) fremsatte sin teori om arternes udvikling, den såkaldte evolutionsteori, mente mange, at nu var der givet en videnskabelig begrundelse for, at Gud ikke eksisterer.

Særligt opsigtsvækkende var Darwins selektionsteori ifølge hvilken de arter overlever, der er resultat af kombinationer af de bedste arveanlæg fra tidligere arter. Herved var der givet en biologisk forklaring på livets udvikling. Altså en forklaring uden om Gud, som tilsidesatte den teologiske tanke om mennesket som skabt i Guds billede.

9. Eksistentialismen: Der er ingen Gud

Den første Verdenskrig betød et sammenbrud for udviklingsoptimismen og troen på menneskets muligheder. I løbet af 1820erne og 1830erne opstod eksistentialismen. Denne filosofiske retning personificeres ofte med franskmanden Jean-Paul Sartre. Begreber som identitet, valg og 'egentlig eksistens' står centralt.

Mennesket er ikke noget i sig selv, men kun gennem sine valg bliver den enkelte eksisterende, det vil sige sig selv. Sartre afviser som følge heraf, at der en Gud til. Mennesket må begynde med sig selv, vælge uden støtter af normer, moral eller en gudstro. Menneskets sande frihed består, at Gud ikke er til.

10. Praktisk ateisme

Hermed menes, hvad mennesker (især i Vesten) i praksis tror på. I Danmark blev der i 1992 gennemført en undersøgelse af danskerne værdier (Gundelach og Riis) hvori 67% svarede, at livet kun har mening, såfremt Gud er til. 32% svarede nej til, at Gud er til. 22% svarede nej til, at de tror på en personlig Gud.