Augustin: Med fri vilje handler vi under Guds forsyn

Ifølge kirkefaderen Augustin er det ikke Gud, der er ond, men mennesket, der som synder bringer ondskaben ind i verden. Her er han malet af italieneren Sandro Botticelli.

I sit omfattende forfatterskab søgte Augustin med sit dydsetiske verdenssyn at vise, at menneskets vilje er fri og samtidig underlagt et guddommeligt forsyn

Med den frie vilje og det guddommelige forsyn står det mennesket frit at handle under Guds magt. Men hvordan kan man både være fri og underlagt et forsyn, uden at der er tale om determinisme eller prædestination?

Dette spørgsmål brugte Aurelius Augustinus bedre kendt som Augustin - det meste af sit liv på at svare på.

Opvækst og liv
Augustin blev født i 354 i Thagaste i Numidien. Han blev uddannet i retorik og grammatik og blev i 384 professor i Milano.

I 387 blev han kristent døbt og blev senere biskop i Hippo Regius.

Augustin dedikerede herefter sit liv til et omfattende forfatterskab, hvori han både søgte at forsvare sit kristendomssyn og at stadfæste menneskets ansvar for dets egne handlinger.

Man ved i dag en del om Augustin, hvilket ikke mindst skyldes, at han skrev et selvbiografisk værk, Confessiones (Bekendelser) mellem 397 og 401 noget, der ikke var videre udbredt på hans tid.

Augustin døde i 430. Men hans skrifter blev skelsættende inden for filosofisk teologi.

Augustins dialoger
Dialogen var hos filosoffen Platon en populær måde at præsentere sine teorier på.

Med dialogen kunne filosoffen eller en repræsentant for filosoffen vælge sig en oplagt modstander - præsentere dennes argumenter for derefter fuldstændig at nedbryde dem et for et og lade læseren forstå, at det da virkelig kun kunne være filosoffen, der havde ret i denne sag.

Samtidig var dialogen en mulighed for at nå et bredere publikum, da den i sin form slavisk kunne gennemgå en argumentationsrække uden at tabe dialogens modstander og dermed uden at tabe læseren.

Augustin var meget inspireret af Platon, og anvendte netop dialogen til at vise sine synspunkter.

LÆS MERE: Platon

Den frie vilje
I 390erne skrev Augustin De libero arbitrio (Den fire vilje eller Den frie afgørelse).

Værket er interessant, da Augustin i det postulerer, at mennesket er givet en fri vilje, så det i frihed kan erkende sit tilhørsforhold til Gud.

Værket var netop skrevet som en dialog mellem Augustin og en ung mand, Euodius.

Dialogen består af tre bøger og begynder med, at Augustin postulerer, at mennesket er underlagt den almægtige, gode Guds guddommelige forsyn i alle dets handlinger.

Euodius spørger undrende Augustin, hvorfor den almægtige, gode Gud kan tillade ondskab i verden?

Augustin svarer, at det ikke er Gud, der er ond, men mennesket, der som synder bringer ondskaben ind i verden.

Grunden til, at mennesket kan handle ondt, er, at det med den frie vilje kan afvige fra det, Augustin kalder den dydige fornuft.

Her ser man Augustins dydsetiske baggrund. Fornuften er en dyd hos mennesket, og følger mennesket fornuften, lever det et godt liv.

LÆS MERE:
Hvad er dydsetik?

Følger mennesket til gengæld sin lyst og sit begær, sættes fornuften ud af spil.

Augustins argument er, at det er fordi, det står mennesket frit for at undlade at bruge fornuften, at synden og ondskaben er til.

Den frie vilje er denne mulighed for at handle fornuftigt og godt eller ufornuftigt og ondt.

Euodius spørger derefter Augustin, hvorfor i alverden Gud har givet mennesket den frie vilje, når det er med den, mennesket synder.

Augustins svar er, at menneskelige handlinger af Gud straffes eller belønnes. De gode handlinger belønnes, og de dårlige eller syndige straffes.

Hvis mennesket ikke var frit til at handle syndigt eller godt, var der derfor ikke noget at straffe eller belønne.

Den frie vilje er derfor et gode, siger Augustin, da den lader mennesket modtage sin retfærdige straf eller belønning for dets handlinger.

I dialogens sidste bog spørger Euodius, hvordan mennesket med en fri vilje kan handle ondt, når Gud i sit forsyn vel har forudset alle handlinger og da handlingerne derfor ikke kan være frie?

Augustin bruger retfærdigheden som eksempel.

Gud straffer ikke syndere, fordi de i fremtiden vil synde. På samme måde belønnes fremtidige gode handlinger heller ikke.

Mennesket vælger frit, om det vil handle med det gode eller det onde. Gud tvinger i sit forsyn ikke mennesket til at synde eller handle godt.

Den frie vilje er friheden til at handle godt eller til at fortabe sig i synden.

Prædestination, nåde og fri vilje
Hvordan kan menneskets vilje være fri, hvis alle menneskets handlinger er forudset, prædestineret i et guddommeligt forsyn?

Hvis menneskelige handlinger er forudbestemte, kan det jo være ligegyldigt, hvordan man handler.

Dette er det væsentlige paradoks hos Augustin.

Nøglen ligger i forståelsen af, hvad frelse for Augustin vil sige i kristendommen. For at forstå det, tilføjer han endnu et begreb, nåden.

Augustin låner tanken hos en anden kristen tænker, nemlig Paulus. Hos Paulus er troen fra mennesket ikke nok til frelse. Nåden fra Gud må tilføjes.

LÆS MERE: Paulus

Nåden, mener Augustin, gives af Gud og er ganske gratis.

Guds nåde er for Augustin givet mennesket af Gud som muligheden for at erkende Gud.

Friheden og nåden opløser for Augustin en determinisme og legitimerer samtidig forsynet.

Hvis menneskelige handlinger allerede var determinerede forudbestemte af Gud, ville viljens frihed jo ligge på et meget lille sted.

Friheden, Augustin taler om, er ikke frihed fra Guds forsyn men erkendelsen af, at man gennem troen og Guds nåde frit kan handle godt som menneske.

Guds forsyn forudbestemmer ikke handlingerne, men forudser, at de i den frie vilje kan bringe mennesket til handlinger, som er gode eller onde.

Til gengæld er den frie vilje ifølge Augustin ikke lig med valgfrihed. Mennesket kan ikke frelses uden Gud, og dette gør mennesket trælbundet, fastlåst viljens mulighed, mener han.

Mennesket er derfor trælbundet viljen, fordi det selv ved hjælp af Guds nåde og af egen fri vilje skal gribe muligheden for at tro på Gud.

LÆS MERE: Augustin