De 10 mest benyttede tal i Bibelen

I Bibelen forekommer nogle tal langt oftere end andre, hvilket har ført til spekulationer om, hvad deres dybereliggende symbolske betydning kan være. Foto: Arkiv

Har det en særlig betydning, at Gud skabte verden på syv dage, at Moses modtog ti bud, og at Jesus blev fristet af Satan tre gange i ørkenen efter fyrre dages faste? Læs her om de mest benyttede tal i Bibelen og deres symbolske betydning i kristendommen

Kan det være en tilfældighed, at visse tal benyttes langt oftere i Bibelen end andre, eller bør vi tillægge det symbolsk betydning?

Bibelens særlig vægtning af visse tal har gennem historien ført til en række mere eller mindre kontroversielle teorier om tallenes hemmelige indhold. Ifølge lingvist Iver Larsen, som har over tredive års erfaring i bibeloversættelse, bør tallenes symbolske betydning inddrages i vores forståelse af Bibelen.

Jeg mener absolut, at læseren bør tage højde for talsymbolik i Bibelen, især i de bøger, hvor symbolikken nok er vigtigere end de faktiske tal, for eksempel i Åbenbaringsbogen, siger Iver Larsen.

TEMA: Bibelen

Hvis tallene kun udtrykte deres matematiske værdi, ville alle tal være ligeligt repræsenteret i Bibelen, men dette er ikke tilfældet. Det er dog ikke altid muligt at afgøre tallenes præcise betydning.

Netop fordi en del af tallene - men ikke alle - har symbolsk værdi, er det i hvert enkelt tilfælde et spørgsmål om at afveje det matematiske med det symbolske. Selv om der er generel enighed om den symbolske brug af tal i Bibelen, er der ikke nødvendigvis enighed om den præcise, symbolske betydning af alle tallene, eller om det i en given sammenhæng er den symbolske eller matematiske værdi, som er den væsentlige, mener Iver Larsen.

LÆS OGSÅ: Oversigt over kristne symboler

Ifølge ham har spørgsmålet om tallenes betydning i Bibelen ikke noget at gøre med, at hebraisk og græsk skulle være særligt matematisk opbyggede sprog, men et udtryk for den hebraiske og jødiske kultur.

Det har været anerkendt i årtusinder, at talsymbolik er en del af hebraisk og jødisk kultur. Nogle har overdrevet den symbolske betydning og finder en symbolik på steder, hvor den næppe har været tilsigtet. Men at nogen strækker et tema ud i det absurde og alt for spekulative, betyder ikke, at Bibelen ikke i en del tilfælde indeholder talsymbolik.

Bibelen kan således siges, at være blevet forfattet af mennesker, som har været bevidste om tallenes mulige symbolske betydning og udnyttet denne til at kommunikere en dybereliggende mening. Det er derfor vigtigt at være bekendt med tallenes skjulte betydning.

De mest benyttede tal i Bibelen
1 Tallet 1 repræsenterer den ene sande Gud og henviser til enhed, suverænitet, fuldstændighed og perfektion. Det første af De ti bud lyder, du må ikke have andre guder. Gud er dog én enhed udgjort af treenigheden; Faderen, Sønnen og Helligånden. Tallet 1 skal således ikke tolkes udelukkende kvantitativt, men symboliserer først og fremmest enhed.

2 Tallet 2 er ikke lige så betydningsfuldt som andre tal i Bibelen. Det betegner forholdet mellem to modsatrettede ting, som tilsammen udgør en komplet enhed, så som lys/mørke og mand/kvinde. Historik set har denne dualisme dog spillet en afgørende rolle i kristendommen, især i forhold til opdelingen mellem Gud/menneske og sjæl/legeme.

3 Treenigheden bestående af Faderen, Sønnen og Helligånden udgør tilsammen Gud, og tallet 3 symboliserer derfor guddommelighed. Jesus genopstod på tredje dagen efter sin korsfæstelse og sejrede herved over menneskets dødelige vilkår. 3-tallet er et af de vigtigste tal inden for kristendommen.

4 Hvor tallet 3 henviser til det guddommelige, repræsenterer tallet 4 det menneskelige. I Bibelen benyttes det blandt andet i forhold til verdens fire hjørner, bevogtet af fire engle, som holder fire vinde tilbage.

6 og 666 Tallet 6 repræsenterer det ufuldkomne og indgår i dyrets tegn 666, som står for det onde. I Det Gamle Testamente forsøger Djævlen at give sig ud for at være det fuldkomne og optræder ifølge apostlen Paulus som en lysets engel, men det er et bedrageri. Jesus led også på korset i netop seks timer.

7 Hvor tallet 6 henviser til det ufuldkomne, er tallet 7 udtryk for det fuldkomne. Gud skabte verden på seks dage, men hvilede på den syvende og fuldendte således værket. Den første sætning i Bibelen består af netop syv ord, mens den næste indeholder fjorten (to gange syv) ord. Det første afsnit er således tre (det guddommelige tal) gange syv ord. 7-tallet forekommer meget ofte i Åbenbaringsbogen, som er den sidste bog i Bibelen, der beretter om den kommende dommedag og etableringen af en ny verdensorden.

10 Den symbolske betydning af tallet 10 hænger sammen med kongemagt eller ledelse. I det Gamle Testamente nedkaldte Gud ti plager over Egyptens folk, efter Farao nægtede at løslade israelitterne fra deres slaveliv. Moses modtog efterfølgende ti bud på Sinaibjerget, som en lov og vejledning. I beretningen om syndefloden nævnes det, at Noa er den tiende patriark, som nedstammer fra Adam.

12 Tallet 12 refererer til Guds folk. I første Mosebog beskrives det, hvorledes det udvalgte folk i Israel havde tolv stamfædre, og i Det Nye Testamente udnævner Jesus netop tolv disciple, som skal følge ham og prædike det kristne budskab. Tolkningen af tolv som Guds folk er også støttet af, at tre (tallet for guddommelighed) gange fire (tallet for mennesket) er lig med tolv.

40 Tallet 40 benyttes ofte i Bibelen og refererer til prøvelse eller straf. Syndefloden varede i fyrre dage og fyrre nætter. Moses modtog De ti bud på Sinaibjerget efter fyrre dages bøn, og israelitterne vandrede efterfølgende rundt i ørkenen i fyrre år, inden de kom til det land, som Gud havde lovet dem. Jesus fastede i ørkenen i fyrre dage, før han blev fristet af Djævlen, og han tilbragte fyrre dage på jorden før opstandelsen til himmelen.

Tallet 40 kan siges at have relation til situationer, hvor mennesket (tallet 4) ophøjer sig til konge eller leder (tallet 10), da fire gange ti er lig med fyrre. Dette er ifølge Iver Larsen en den største synd igennem hele Bibelen.

LÆS OGSÅ:
Hvilke tal er hellige?

Iver Larsen har siden 1977 været bosat i Kenya som missionær fra Wycliffe Bibeloversættere i Danmark og Apostolsk Kirke. Til dagligt arbejder han med bibeloversættelse og alfabetisering. Han har blandt andet stået bag oversættelsen af "Bibelen på Hverdagsdansk", som udkom i 2007.

Kilder: Iver Larsen, Talsymbolik i Bibelen, af Iver Larsen, Gads Bibelleksikon, Den Store Danske.