Det ekstremistiske kristne højre opruster

Siden USA´s første sorte præsident, Barak Obama, kom til magten, er der sket en regulær eksplosion af højreekstremistiske militser, og amerikanere i Bibelbæltet køber våben som aldrig før Foto: Wikimedia Commens

Siden Barack Obama blev præsident, er der sket en vækst i antallet af højre-ekstremistiske militser, som ser deres mission i en kristen fortolkningsramme

Fra 2008 til 2009 steg antallet af kendte amerikanske militser fra 42 grupper til 127 i USA, konkluderede en amerikansk rapport foretaget af Southern Poverty Law Center (SPLC) tidligere på året.

Medlemmerne fra de ekstremistiske grupper er ofte underbemidlede og lavt uddannede hvide fra syden, der stiller sig i stærk opposition til regeringen.

Ifølge rapporten er den største anstødssten for de ekstremistiske grupper, at USA har fået en sort præsident og en ifølge dem "socialistisk" og "fascistisk" regering.

Mange af militserne ser deres mission i en kristen fortolkningsramme. Dette er ikke noget nyt fænomen i amerikansk historie. Ifølge lektor ved Center for amerikanske studier Jørn Brøndal er der ofte et sammenfald mellem militser og ekstremistisk kristendom:

Mit indtryk er, at der i hvert fald i et vist omfang er et sammenfald mellem militsaktivisme og visse afarter af ekstremistisk kristen fundamentalisme," udtaler han til religion.dk.

Som eksempel nævner han Timothy McVeighs bombning af en føderal bygning i Oklahoma City den 19. april 1995. Bombningen skete på toårsdagen for afslutningen af FBIs 50-dages belejring af Branch Davidian-sekten i Waco, Texas.

Andre eksempler er Christian Front som inden 2. Verdenskrig marcherede på de amerikanske gader, og i 1980'erne var det Christian Patriot-Defense League.

Ifølge Jim Cavanaugh, chef for efterretningsbureauet ATF (Bureau of Alcohol, Tobacco, Firearms and Explosives) i Nashville, bruger de højreradikale internettet til at sprede deres propaganda og mødes med ligesindede: Disse tre ting - internettet, immigration og den økonomiske krise - er en farlig blanding for disse fyre Det er kimen til had, udtaler Cavanaugh til Washington Post.

Siden 2008 har højre-ekstremistiske grupperinger myrdet 6 politibetjente, planlagt et mislykket attentat mod Obama og op mod 100 sorte studerende, affyret skud på Holocaust-museet i Washington og foretaget et selvmordsangreb mod et skattekontor i Texas.

Hutaree - De kristne krigere
En af de kristne militser, der har fået megen international medieopmærksomhed i det seneste år, er Hutaree-militsen. Navnet Hutaree betyder, ifølge dem selv, kristne krigere. Militsen mener, at dommedag er nær og forbereder sig på kampen mod Antikrist.

LÆS OGSÅ:Hvem er antikrist?

Den forholdsvis lille milits på ni medlemmer har i den grad benyttet sig af de moderne medier til at profilere sig. For eksempel har de lagt en række videoer ud på Youtube.com, hvor de gennemgår paramilitær-træning. Derudover har de en Myspace-profil og tidligere en internetside, hvor de åbent fortæller om deres trosforestillinger og deres ideologi.

I marts 2010 slog FBI til mod Hutaree og anholdt medlemmerne. Ifølge anklageskriftet planlagde gruppen at føre krig mod den amerikanske regering. For at fremskynde krigen ville de dræbe en række politibetjente og efterfølgende lave et bombeangreb mod de politibetjente, der deltog i deres kollegers begravelsesoptog.
.

Flere våben til folket
Samtidig er der meget, som tyder på, at de højreekstreme er bevæbnet til tænderne. De sidste to år er salget af våben eksploderet. Tal fra de amerikanske forbundsmyndigheder viser, at våbensalget er steget et sted mellem 8-10% i de seneste år.

Alene i 2009 blev der solgt mere end 14 millioner våben i USA. Så mens finanskrisen buldrer, og næsten alle aktier styrtdykker, har den amerikanske våbenindustri kronede dage.

De ti stater, hvor der købes flest våben, er overvejende lokaliseret i midtvesten og i syden, i det såkaldte bibelbælte, og alle sammen stemte på republikaneren John McCain ved sidste præsidentvalg. Se her.

Foto: Wikimedia Commens
Foto: Wikimedia Commens