Indføring

Det siger verdens religioner om livet efter døden

Buddhismen har haft evne til at brede sig globalt og tilpasse sig eller leve sammen med en moderne livsopfattelse. Derfor lever der i buddhismen i dag mange opfattelser side om side af et liv efter døden - lige fra tanken om jegets udslukkelse og døden som et intet til mere farverige paradisforestillinger. Her er det buddhistiske munke, der beder aftenbøn i Chiang Mai, Thailand, 4. februar 2012.

Her kan du blive klogere på, hvad verdensreligionerne mener, der sker efter døden

Hvad sker der efter døden? Er der et evigt liv? Det er nogle af de mest grundlæggende spørgsmål, som hører menneskelivet til. Derfor indeholder verdens religioner da også svar, billeder og forestillinger om et efterliv. De store verdensreligioners opfattelse viser, at livet efter døden er af afgørende betydning for livet før døden.

Få et overblik med grafikken nederst i artiklen.

Hinduismen frelse fra genfødslerne
Hinduismen hører til en af verdens allerældste religioner. Den er at sammenligne med et træ, der til stadighed skyder nye grene. Derfor fremtræder hinduismen også kompleks med flere traditioner og opfattelse side om side.

Hinduismen er udviklet af den såkaldte veda-religion fra før år 1000 f. Kr. en offerreligion koncentreret om det nuværende livs lykke og velstand, hvor der ikke var levnet megen plads til overvejelser over efterlivet.

Omkring 600 år f. kr. bryder tanker om en individuel frelse igennem. Mennesket er bundet til et genfødselskredsløb, samsara. Ved dødens indtræden frigøres sjælen, atman fra legemet og den fromme mediterende askets sjæl går via gudernes verden til brahmans verden. Brahman er betegnelsen for skaberguden og det guddommelige princip, der gennemtrænger alt. Er sjælen først opgået i brahman vender den ikke tilbage for at blive genfødt. Tilhører man ikke den asketiske elite, vender sjælen efter et kort ophold i forfædrenes verden tilbage til en ny eksistens.

Karma er det begreb, der bruges til at udtrykke menneskets skæbne, det vil sige dets vedhængen ved kredsløbet af genfødsler. I dagens Indien kan man købe farvestrålende plakater, der viser en livscyklus, hvor personerne gennemløber alle stadier fra spædbarn, dreng, ung mand, familiefar, ældre, olding, knogler og fortsætter så med et nyt spædbarn og så videre.

Mennesket kan erhverve sig god eller dårlig karma, som så er bestemmende for den næste genfødsel. Derfor går den religiøse bestræbelse ud på enten at sikre sig et bedre liv i næste genfødsel eller helt at befri sig fra samsara. Hertil kommer, at man gennem ofre til guderne kan medvirke til et bedre efterliv for sine forfædre.

Muligheden for helt at frelses fra genfødslernes ring og dermed befri sig fra karma finder hinduen stadig i klassiske traditioner for meditation og asketisk liv. I øvrigt er gamle hinduistiske meditationssystemer genoptaget og tilpasset af nyreligiøse bevægelser.

Buddhismen forløsning til nirvana
Buddhismens grundlægger Gautama med tilnavnet Buddha forkyndte i 400-tallet f.Kr., at mennesket gennem et liv i ophøjet ro og uden at knytte sig til det fysiske liv med ønsker og begær kunne opnå befrielsen fra genfødslernes kredsløb og indgå i det, han kaldte nirvana.

Nirvana betyder udslukkelse, det vil sige, at sjælen slukkes og døden derfor er et intet. Eller måske rettere en tilstand, der er så radikalt anderledes, at intet ord kan beskrive det. Afgørende i Buddhas lære er, at man ikke er evig. Der findes ikke noget evigt individuelt selv eller jeg.

Buddhistiske afbildninger af genfødslernes ring viser de muligheder for genfødsler, der eksister i form af seks klasser: Mennesker, dyr, gudelignende åndevæsener, sultne spøgelser, dæmoner og beboere i forskellige helveder. Der er så jegets begær eller tørst efter liv, der driver det ind i disse genfødsler. Men munkelivet, livet efter Buddhas retningslinjer også kaldet den otteledede vej - fører til den oplysning, der forløser sjælen ind i nirvana.

Men kun ganske få opnår dette. Den, der står på tærskelen til at blive en oplyst, det vil sige buddha, bærer titlen en bodhisattva. De forskellige buddhistiske retninger repræsenterer imidlertid også forskellige opfattelser af efterlivet.

Inden for den tibetanske buddhisme har der udviklet sig spekulationer over sjælens tilstand mellem selve dødens indtræden og genfødslen. Disse tilstande kan erfares i en avanceret meditation. I øvrigt er den tibetanske buddhisme kendetegnet ved sin lære om den religiøse leder, Dalai Lama, som anses for en reinkarnation af en bodhisattva.

I buddhisme, som den har udviklet sig især i Kina og Japan, er det folkelige element langt stærkere. Den religiøse bestræbelse går her ud på at erhverve sig en så god genfødsel som muligt. Den gode genfødsel er livet i buddhaernes himmel. Det er den himmel eller det paradis, hvori de oplyste har samlet sig, idet de har givet afkald på nirvana for at kunne give de genfødte den endelige oplysning. Den mest populære boddhisattva i dette paradis kaldes Amitabha. Han forbarmer sig over mennesket dog må den med grove synder genfødes i et helvede.

I modsætning til hinduismen har buddhismen haft evne til at brede sig globalt og tilpasse sig eller leve sammen med en moderne livsopfattelse. Derfor lever der i buddhismen i dag mange opfattelser side om side af et liv efter døden lige fra tanken om jegets udslukkelse og døden som et intet til mere farverige paradisforestillinger.

Jødedom messiasriget og sjælens udødelighed
Ifølge den bibelske beretning om skabelse og syndefald var Adam skabt til at leve evigt i paradiset, men han spiser af kundskabens træ og bliver forhindret i at spise af livets træ. Han drives ud i den verden, hvor livet er begrænset. Døden er blevet menneskets vilkår.

De gamle israelitter havde et dødsrige, Sheol. Det var ensbetydende med tomhed, kulde og dyb stilhed et skyggerige. Derfor var de gamle israelitters religion også koncentreret om livet på denne jord. Livet før døden var det, hvorom alt drejede sig. Men der var dog også fortællinger om særligt fromme mennesker, der blev bortrykket fra denne jord til Guds himmel som for eksempel urfaderen Enok.

Om Enok fortælles i 1. Mosebog kapitel 5, at han levede 365 dage efter Guds vilje: Så var han ikke mere, for Gud havde taget ham bort. Eller profeten Elias, der ifølge 2. Kongebog kapitel 2 blev ført op til himlen i en ildvogn og således udgik dødsriget.

Troen på Gud som herre over liv og død udviklede sig omkring år 600-500 f. Kr. til forestillinger om de dødes opstandelse til en dommedag og oprettelse af et messiasrige for de troende. Det skulle finde sted på den yderste dag eller tidernes ende. Gud vil engang standse historiens gang og holde dom.

Nu kommer Guds lov, Toraen til at spille en afgørende rolle. Den israelitiske religion skifter med andre ord karakter, idet loven, den enkeltes gudsforhold og dermed forestillinger om dom, frelse og fortabelse kommer ind i det religiøse liv. Den gamle israelitiske religion bliver til jødedommen.

I den jødiske litteratur er det vanskeligt at finde en egentlig redegørelse for de dødes tilstand mellem selve døden og så opstandelsen til dom ved tidernes ende. Til gengæld kom flere forskellige forestillinger om livet efter døden og de sidste tiders drama til at leve side om side. Dette ses især i den litteratur, som opstod i århundrederne omkring Kristi fødsel.

Her fortælles for eksempel om Enoks himmelrejse. På baggrund af sine oplevelser på denne rejse kan han nu formane menneskene. Han har set både himlen og helvede. Han har set, hvor smukt og lyst de retfærdige bor og han har set de syndiges grusomme straffe. Endelig har han set, hvordan Menneskesønnen vil sætte sig på sin trone ved tidernes ende og dømme levende og døde.

I nutidig ortodoks jødedom lever forestillingerne om den yderste dag stadig. Men af andre tolkes det i sekulariseret retning og forbindes med genoprettelsen af det moderne Israel som opfyldelsen af profetierne om et messiasrige.

I den såkaldte reformjødedom anses forestillingerne om himmel og helvede og den legemlige opstandelse om uforenelig med en moderne verdensopfattelse. Derimod fastholder men tanken om det evige liv hos Gud

Kristendommen opstandelse og evigt liv
Grundlæggende for kristendommens forestilling om en opstandelse og evigt liv er troen på, at Gud gennem Jesus Kristus er gået ind i døden og gennem sin opstandelse har brudt syndens og dødens magt. Den, som tror dette, har selv evigt liv, og dette liv er vel at mærke en gave fra Gud.

For dette evige liv er allerede en realitet her og nu for den, som tror. Dette ordvalg er særligt tilstede i Johannesevangeliet. Og ligesom det evige liv er en realitet her og nu, sådan også med dommen. For den, som ikke tror, er allerede dømt. I de tre øvrige evangelier, Matthæus-, Markus- og Lukasevangeliet bruges udtrykket Gudsriget synonymt med evigt liv. Det Gudsrige, som Jesus forkynder, er det himmelske, der bryder ind i denne verden med Jesus eget komme, som engang skal blive en altomfattende virkelighed ved Jesus genkomst.

Ligesom i jødedommen er der i kristendommen tale om en dobbelt mulighed: frelse eller fortabelse himmel (Gudsriget) eller Helvede. I nutidig luthersk kristendom forstås helvede af nogle imidlertid ikke som et fysisk sted, men som det at være uden for Guds nærhed. Denne tanke om en dobbelt mulighed, himmel eller Helvede debatteres ofte i forhold til tanken om Guds vilje til at frelse alle.

Forestillingen om sjælens udødelighed dukker ofte op i den kristne lære. Men allerede Paulus gendriver denne opfattelse med sin forkyndelse af opstandelsen. For Paulus er der ikke tale om en sjælens forløsning fra den kropslige virkelighed.

Til gengæld taler han dristigt om legemets opstandelse ind i et evighedsliv, hvorom der ikke kan udsiges noget i ord. Det er håbet om opstandelsen, der er det afgørende. For herved henvises mennesket til at leve i dette liv under kærlighedens fordring om at gøre godt. Livet er både bestemt af tiden og dog evigt. Som sin horisont har mennesket håbet om opstandelsen.

Islam dommedag
Læren om dommedag står centralt i den islamiske religion. Gud er på én gang den dømmende, nøjeregnende og dog kærlige og tilgivende. Dommedag beskrives som en vældig kosmisk katastrofe, hvor himlen revner, stjerner falder ned, bjergene skrider sammen og gravene opkaster deres døde.

Dommedag gælder dog ikke alene de levende, men også dem, som er døde i tidernes løb. Dommedag vil slå alle med rædsel dog undtagen dem, som har beholdt troen på Gud. Alle skal træde frem for Guds domstol drevet frem af to engle, der også vil være vidner. Disse engle har livet igennem fulgt det enkelte menneske og vil vidne henholdsvis for og imod.

I islams hellige bog Koranen har vi også billedet af vægtskålene, hvor alle menneskets gerninger vil blive vejet.

Paradiset er for dem, der følger Guds vilje og kæmper for hans sag. I Koranen loves paradiset til dem, der falder som martyrer:

"Gud har købt de troendes liv og ejendom af dem mod, at de vil få Haven.." (sura 9,111), og i sura 9,72 hedder det:

Gud har lovet de troende mænd og kvinder haver med rindende floder, dér skal de forblive til evig tid og gode boliger i Edens haver.

Omvendt er helvede beskrevet som et pinslens og forfærdelsens sted, hvor den fortabte vil opholde sig til evig tid. De fordømte er her brændstof for en evigtvarende ild: De skal spise og drikke forfærdelige ting, for eksempel skal de fordømte drikke smeltet kobber.

I islam er der endelig tale om en prædestination eller en Guds forudbestemmelse af den enkelte til frelse eller fortabelse. Denne lære skal understrege Guds uigennemskuelighed og ophøjethed. Mennesket kan og skal ikke spørge Gud, men underkaste sig Guds vilje, det vil sige leve i ansvarlighed over for medmennesket og arbejde for at skabe det gode og retfærdige samfund.