Det siger verdens religioner om næstekærlighed

Hvad siger de forskellige religioner om næstekærlighed? Og hvad er formålet med at være kærlig over for sit medmenneske? Er det et mål i sig selv, eller er det en vej til frelse? Foto: Annie Spratt/unsplash

Hvordan skal man behandle sit medmenneske? Hvem er min næste? Få overblik over de fem verdensreligioners syn på næstekærlighed

Hvad vil det sige at gøre det gode? Og hvad er det gode? Det har gennem tiderne været et problem for filosofien. Men spørgsmålet om det gode er afgørende i enhver religion.

Enhver religion har en etik og en moral, det vil sige en lære om, hvad det gode er og hvordan det gode skal praktiseres. Vi vil se på, hvordan det gode som kærlighed til næsten kommer til udtryk i de store religioner, i deres begreber om næstekærlighed.

Hinduismen - stræben efter det gode og det rette

Hinduismen har et samlende begreb, som hedder dharma. Det kan bedst oversættes meddet, som holder oppe. Dharma er grundlaget for al orden både i naturen og i forholdet mellem mennesker. Dharma giver sig i menneskelivet udtryk i kastesystemet.

I hinduismen er der således fire hovedkaster eller klasser i samfundet: præsteklassen, krigerklassen, bonde- og handelsklassen og tjenerklassen. Til hver klasse er der knyttet bestemte pligter, ligesom der i øvrigt også er bestemte pligter knyttet til livsstadierne, barndom ungdom, voksenalder og alderdommen.

Præsternes pligter at at læse de hellige tekster og formidle dem til næste genration og at passe offerhandlingerne. Krigerklassens pligter er at regere, at holde orden i samfundet og lære kampteknik for at kunne beskytte samfundet mod ydre fjender. Bønder skal dyrke jorden og sørge for menneskers materielle fornødenheder sammen med handelsklassen. Tjenerklassens pligt er at tjene de øvrige klasser.

I hinduismens vel nok mest populære hellige bog, Bhagavadgita lægges der vægt på, at menneskets klassepligt er bestemt af guderne. Den skal udføres med det rette sind, det vil sige uden hensyn til ens egne følelser, og dermed netop som pligt. Dette vil så føre til livets højeste mål, løsrivelsen fra genfødslen. I Bhagavadgita siger guden Krishna:

"Frygtløshed, hjertets renhed, standhaftighed i bestræbelse efter erkendelse, gavmildhed, selvbeherskelse, offer, studier af hellige skrifter, askese, redelighed, ikke at gøre skade på nogen, sandfærdighed, sagtmodighed, forsagelse dette kendetegner dem, som er født til en guddommelig tilværelse."

Men der er også handlinger, som er fælles for alle hinduer uanset hvilken klasse eller kaste, de hører til i. I den såkaldte Manus lovbog, nævnes der følgende pligter, som er fælles for de tre øverste klasser:

Mænd fra de tre højeste klasser skal på alle fire livsstadier opfylde følgende ti pligter: Tålmodighed, tilgivelse, selvkontrol, ikke stjæle, renselse, kunne kontrollere sine sanseorganer, visdom, at være lærd, sandhed og leve uden synd. Vi genkender her flere moralbud, som findes i de andre verdensreligioner.

Hinduismen understreger også ikke-vold som en væsentlig værdi. Ikke-vold (ahimsa) blev i statsmandens Gandhis (1869-1948) tolkning verdenskendt og et ideal for mange over hele verden. Trods princippet om ikke-vold har Indien et militær til beskyttelse af landets befolkning. Altså gælder det, at hvis klassepligten står imod fællespligten, så er det klassepligten, der gælder. Og det fordi den er udtryk for dharma, orden, som guderne har givet den.

Buddhismens moralske disciplin

En discipel er en elev. En elev går i lære for at kunne beherske noget. Det kan være en sportsgren, et instrument eller et håndværk. En discipel i buddhismen skal lære at beherske sit sind og sin krop.

Buddha beskrev, hvordan man kan komme ud af lidelsen. Han kaldte denne vej for den otteleddede vej. Denne vej indeholder også nogle moralske bud som ret tale, ret handling, ret levemåde. Disse bud er i buddhismen udtrykt i en række regler eller ordninger for livet, som kan lede den enkelte ud af den lidelse, som er livets grundlæggende vilkår.

Ved at følge de moralske ordninger og regler bliver mennesket frigjort fra alle de negative drivkræfter, der ellers behersker sindet: had, misundelse, begær og så videre. For alle buddhister gælder det, at man skal undgå:

1. At tage livet fra et levende væsen
2. At tage noget om ikke er blevet givet
3. Forkerte og skadelige sansenydelser
4. At tale usandt
5. At beruse sig

Buddhismen er ofte blevet beskyldt for at være socialt og politisk passiv og kun at være optaget af, at næstekærlighed og barmhjertighed skulle tjene den enkeltes egen forløsning fra lidelsen.

Imidlertid har det moderne samfunds udfordringer ført til en engageret buddhisme, der vel at mærke stadig bygger på den klassiske lære. Således gør man op med alle former for diskriminering med baggrund i Buddhas lære om alles lighed.

Den indiske advokat Ambedkar (1891-1956) forlod hinduismen og gik over til buddhismen og bekæmpede det indiske kastesystem. Ambedkar fandt netop, at buddhismens etiske værdier var broderskab, lighed og frihed.

Under Vietnamkrigen i 1960erne og -70erne arbejde buddhistiske bevægelser aktivt for oprette fred og deltog samtidig i hjælpearbejdet for krigens ofre. I moderne buddhisme er der i øvrigt en række fredsforkæmpere, som har arbejdet for fred og ligeværd i Sydøstasien og prøvet at forsone tamiler og buddhister med hinanden på Sri Lanka.

Den mest berømte fredsforkæmper er lederen af den tibetanske buddhisme, Dalai Lama. I sin kamp for Tibets selvstændighed og forsoning med den kinesiske besættelsesmagt har han konsekvent gennemført en ikke-voldslinie. Han fik Nobels fredspris i 1989.

Jødedommen næstekærlighed er en moralsk pligt

Jødedommen er en monoteistisk religion, det vil sige en tro på, at den ene Gud har skabt alt. Gud har skabt menneskeheden som en enhed. Billedet på dette er fortællingen i 1. Mosebog om Gud, der skabte ét menneskepar, og fra dette menneskepar nedstammer alle mennesker uanset hudfarve, nationalitet eller religion. Dette er netop jødedommens udgangspunkt for forholdet til medmennesket.

I jødedommens helligskrift, Tanakh, som i den kristne tradition er Det Gamle Testamente og første del af Bibelen, optræder begrebet en næste flere gange. Næsten kan betyde en ven, en nabo, en anden eller den, man er fælles med noget om. Ordet næste indgår i De ti Bud i 2. Mosebog kapitel 20, 16-17, hvor det er forbudt at sige falsk vidnesbyrd mod sin næste eller at ville eje noget, der hører næsten til. Men det er i 3. Mosebog kapitel 19, at vi finder selve buddet om kærlighed til næsten: "Du skal elske din næste som dig selv."

Af sammenhængen fremgår, at der med næste her menes en anden israelit eller ens landsmand. Men en af den nyere jødedoms kendte lærde, Leo Baeck (1873-1956) tolker buddet sådant:

Den berømte sætning i tredje Mosebog, der normalt oversættes: 'Du skal elske din næste som dig selv, jeg er Herren,' betyder i mere nøjagtig oversættelse: 'Du skal elske din næste, han er som du, jeg er Herren.' I dette 'som du' ligger sætningens hele vægt, ligesom det afsluttende 'jeg er Herren', giver den dens fulde autoritative kraft ... 'som du', et menneske som du, en jævnbyrdig. Det gælder ikke alene de fremmede, det gælder også uvennen og fjenden. Også over for ham er du forpligtet til moralsk adfærd."

Kristendommen næstekærlighed er det ubegrænsede

I kristendommen understreges det om noget, at næsten er ethvert menneske. I Jesu forkyndelse, sådan som vi kender den fra Det Nye Testamente, er næstekærligheden noget centralt både i form af bud, i lignelser og i fortællinger.

I Lukasevangeliet kap 10 fortælles der om, hvordan en lærd jøde kommer til Jesus og spørger ham om, hvad han skal gøre for at få et evigt liv - altså hvad betyder mest i denne tilværelse? Jesus svarer ham ved at gøre kærlighed til Gud til ét med kærlighed til medmennesket: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv."

Den lærde jøde vil nu vide, hvem der er hans næste. Som svar fortæller Jesus nu lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Det er en historie, som netop sprænger grænserne for, hvem der er ens næste.

I den store domslignelse i Matthæusevangeliet kap. 25, 31-46 gøres næstekærligheden lig med det at dyrke Gud. Der er altså ingen vej til Gud uden om næsten.

I den såkaldte Bjergprædiken i Matthæusevangeliet kapitel 57 fører Jesus kravet om næstekærlighed ud i det absurde. Det gør han ved at tage udgangspunkt i De ti Bud. Forbuddet mod at slå ihjel bliver til et krav om ikke at føle vrede. Forbuddet mod ægteskabsbrud gøres til et krav om ikke at føle lyst til en anden kvinde. Hertil kommer, at Jesus kræver kærlighed til ens fjende.

I kristendommen forstås disse radikale bud som ensbetydende med en afsløring af mennesket som synder. For den grænseløse forpligtelse kan jo ikke opfyldes. Dette opvejes af tilgivelsen. Troen på Gud bliver en tro på tilgivelsen og tilgivelsen bliver så det, den troende lever af i sin bestræbelse på at leve i kærlighed til sit medmenneske.

Islam medmenneskelig omsorg er en hellig pligt

Både den hellige bog Koranen og traditionen om Muhammeds liv (hadith) er udgangspunktet for islams opfattelse af godt og ondt. På baggrund af disse to skrifter har man i islam formuleret en række etiske normer, som man stadigvæk tolker på for at gøre dem aktuelle.

I Koranen kapitel 3,104 står der: Lad der af jer blive ét fællesskab, der kalder til det gode, påbyder det rette og forbyder det forkastelige!.

Mennesket ved i grunden, hvad der er det gode og kan gøre det, lige som mennesket også ved, hvad der er ondt og derfor kan undgå det. Viden om det gode fik mennesket ved skabelsen af Gud. Menneskets opgave er nemlig at være forvalter af det skabte på Guds vegne. Den logiske konsekvens af menneskets opgave er da også, at mennesket skal stå til regnskab for Gud på dommens dag.

Selve begrebet næstekærlighed finder vi ikke i islam, men mennesket viser sin kærlighed til Gud ved at have kærlighed til alt det skabte og drage omsorg for det. Derved kommer mennesket også til at fortjene frelsen og det evige liv i Paradis.

Hvor vigtig omsorgen for det andet menneske er, ses af buddet om almisse (zakat). Ifølge Islam er det Gud, der giver mennesket lykke og velstand. Denne velstand og lykke skal den enkelte give videre af - det skylder man Gud.

I Koranen hedder det også, at de troende skal give en fattig, en forældreløs og en fange mad. Vi giver jer mad for Guds skyld; vi ønsker hverken gengæld eller tak af jer (Koranen kap 76,8-9). Mange muslimer anser den islamiske etik for at være lig med kristendommens bud om næstekærlighed. Andre bruger blot udtrykket medmenneskelighed som det, der kendetegner islams etik.

Vimeo: Hvad siger verdens fem største religioner om medmenneskelighed?