Ondskab

Det siger verdensreligionerne om det onde

I buddhismen forstås selve eksistensen som lidelse og altså dermed det onde, hvilket også illustreres i livshjulet. Her er det en tibetansk munk, der maler livshjulet i Dharamshala, Indien.

Ondskab er et vilkår i menneskelivet. Men verdensreligionerne har forskellige bud på, hvor det onde stammer fra, og hvordan vi slipper fri af ondskaben. Få overblik her

Centralt i religionerne står tolkningen af det onde. Hvorfra kommer det, og hvordan kan det bekæmpes? Spørgsmålet om det onde bliver også til et spørgsmål om livets mening. Hvis det onde kommer fra Gud eller fra guderne, er mennesket så et frit væsen eller er det underkastet en blind skæbne?

Hver religion giver sit bud på, hvordan det onde skal forstås.

SE OGSÅ:TEMA: Ondskab - tværreligiøst set

Jødedommen: Hold det onde nede
I Det Gamle Testamente, som også er jødedommens grundlæggende skrift, tolkes det onde som et vilkår for menneskelivet. Det gøres med fortællingen om Edens Have, hvor det første menneskepar, Adam og Eva spiser af frugten til viden om ondt og godt, som vokser på kundskabens træ. Hermed er ondskaben sat ind i verden. Og de følgende fortællinger handler da også om ondskabens acceleration.

Guds lov, Torahen, som findes i de fem Mosebøger, indeholder da også både vejledning i form af love og anordninger for straffe for at holde det onde nede. Ja, Gud selv kan også anvende forskellige former for straffe såsom ulykker, sygdom, tørke med videre for at få skabt orden i verden. Det onde bliver altså et opdragelsesmiddel i Guds hånd eller en prøvelse af folket.

Jødedommen har op gennem historien tolket forfølgelser, ja, selv Holocaust som Guds prøvelse og tugtelse af sit udvalgte folk. I Jobs Bog i Det Gamle Testamente fortælles om, hvordan Guds prøvelse af Job ved at nedkalde ulykker over ham får Job til at tvivle på Guds retfærdighed. Job forbander Gud, men ender dog med en erkendelse af Guds almagt og uforståelighed.

Kristendommen: Kampen mellem godt og ondt
I kristendommen understreges det, at der er en absolut modsætning mellem godt og ondt. Djævelen er ifølge Det Nye Testamente indbegrebet af det onde. Djævelen har taget magten i verden og deri har mennesket medansvar. For mennesket har ladet sin vilje bøje eller forme af den onde, altså Djævelen. Dermed står mennesket med skyld over for Gud.

Denne skyld kan mennesket kun blive befriet fra gennem troen på, at Guds søn, Jesus Kristus gennem sin lidelse og død har taget mennesket skyld på sig og brudt Djævelens magt ved at opstå fra døden.

I kirkens lære blev det onde forankret i arvesynden. Det onde skyldes menneskets bundethed af sin egoisme og begær, sådan som menneskene har arvet det fra det første menneskepar, der satte sig op mod Guds vilje ifølge syndefaldsberetningen i 1. Mosebog kap. 3. Reformatoren Martin Luther skærpede denne lære ved at tale om, at menneskets var indkroget i sig selv. Det vil sige, at det kun kunne se sig selv og sine egne interesser.

Men det onde er ikke blot det moralske onde. Alt hvad der begrænser livet eller ødelægger livet er udtryk for det onde: ulykker, sygdom og lidelse, hvad enten det er menneskeskabt eller skyldes naturen. Døden er i denne tolkning ligeledes udtryk for det onde.

Islam: Iblis er den onde frister
Også i islam er opfattelsen af det onde knyttet sammen med en djævleskikkelse, Iblis. I Koranen er Iblis en oprørsk engel eller jinn (ånd), skabt af ild. I Koranen fortælles, at Gud efter skabelsen af Adam beordrede alle engle til at bøje sig for Adam som det første skabte menneske. Men Iblis nægtede. Iblis blev dernæst fordrevet fra himlen, mens den endelige straf over ham skulle vente til dommens dag.

På dommens dag vil Iblis og hans tilhængere blive dømt til helvedes evige ild. Men indtil da har Iblis mulighed for at friste menneskene. Som det første lokkede Iblis Eva til at spise af kundskabens træ med det resultat, at både hun og Adam blev uddrevet af paradisets have.

Der findes også en islamisk fortælling om, hvordan, Iblis uden held prøvede at lokke Muhammeds svigersøn, Ali til at afstå fra at udføre den rituelle afvaskning af Muhammeds legeme efter dennes død.

I islam er det opfattelsen, at Iblis stadig kan påvirke mennesket. Han opfattes som den onde påvirkning, der kan være så stærk, at den ifølge Muhammed kan sammenlignes med blodets cirkulation. Iblis er symbolet på denne ondskabens mulighed, der fordærver menneskets moral og den menneskelige samhørighed. Mennesket har vel at mærke sin frie vilje og fornufts brug og kan derfor sige nej til det onde. Derfor står mennesket også til ansvar for sine handlinger på dommens dag.

Hinduismen: Mennesket er undergivet loven om karma
En af hinduismens mest populære guder, Shiva, ses ofte afbilledet som dansens herre. Shiva danser i en cirkel af ild. Denne ild symboliserer tilintetgørelsen af uvidenhed. Ja, selve cirklen er et udtryk for den verden, mennesket lever i. Samtidig træder Shiva også på en dæmonisk skikkelse, der ligeledes symboliserer den uvidenhed eller forkerte erkendelse, der fører til, at der opstår karma og dermed et liv bundet til genfødslernes ring.

En opfattelse af det onde som noget absolut og personificeret i en djævleskikkelse kendes ikke i hinduismen. Det onde ses snarere som identisk med menneskets uvidenhed og manglende erkendelse af tilværelsens sandhed. Sandheden er, at menneskets sjæl er guddommelig. Sjælen, atman,hører egentlig til i sit guddommelige ophav, brahman, som er det guddommelige princip, der gennemstrømmer tilværelsen.

Hinduismen har ingen egentlig skabelsesesfortælling eller syndefaldsfortælling, der kan redegøre for, hvordan den menneskelige og fysiske verden er blevet til - eller om selve den fysiske verdens tilblivelse skyldes et fald eller uheld. Hinduismen lader det forblive et mysterium.

Til gengæld er det en gennemgående tanke i denne komplekse religion, at mennesket er undergivet loven om karma, altså at gerninger binder til gode eller til onde eksistenser i genfødslernes kredsløb. Selve dette vilkår er det onde. Og mennesket forbliver i dette onde vilkår, så længe det ikke er nået frem til den sande erkendelse af sjælens ophav.

Buddhismen: Selve eksistensen er ond
I buddhismen tales der mere om eksistens som en lidelse, end hvad det onde i grunden er. I en af buddhismens oldgamle tekster, som tillægges Buddha, konstateres det, at menneskets livscyklus er underlagt alderdom, sygdom og død:

Dette, munke, er lidelsen: Fødslen er lidelsesfuld, aldring er lidelsesfuld, sygdom er lidelsesfuld, døden er lidelsesfuld, tilknytning til det, der er én ukært, er lidelsesfuld, adskilles fra det, der er én kær, er lidelsesfuld, at man ikke får det, man begærer, er lidelsesfuldt.

Ja, det er selve begæret efter liv, der danner det menneskelige jeg. Jeget er ikke noget absolut og guddommeligt som i hinduismen.

Den buddhistiske lære er samlet i fremstillingen af livets hjul. Det er en billedlig fremstilling af tilværelsen og tilværelsesfaktorerne i form af et hjul, der holdes af fristerdæmonen Mara. Hjulets inderste kreds eller hjulnavet er begær, forblindelse og had fremstillet henholdsvis som hane, svin og slange. Mellem hjulets eger ser man så de verdener, som menneskets genfødes ind i. Og endelig er på selve hjulets yderste kreds eller fælg en billedlig fremstilling af menneskets livscyklus fra fødsel til død og dermed det liv, som mennesket har gjort sig afhængig af. Selve eksistensen er lidelse og altså dermed det onde.