Engle i jødedom, kristendom og islam

Denne relief fra Orvieto-katedralen i Italien viser engle fra deres krigeriske side. Adam og Eva forvises fra Paradiset, mens keruben holder vagt ved døren til Edens Have med sit flammesværd. Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Ærkeengle, krigerengle, budbringere og fabeldyr. Engle spiller fremtrædende roller inden for både den jødiske, kristne og muslimske tro. Her kan du læse mere om englenes oprindelse, om engletyper og om religionernes syn på blandt andet tilbedelse af engle

Hvad er englenes plads i himlen, og hvad skal vi bruge dem til på jorden? Hvis Gud er almægtig, hvilken betydning har hans engle så for menneskene? Og har de egentlig vinger?

Læs mere om englenes oprindelse, funktion og betydning i de tre monoteitiske religioner (religioner med kun en Gud, red.) jødedom, kristendom og islam her.

Engle er Guds sendebud

Engle som hellige væsener har rod i de mange forskellige kulturer fra Den Nære orient, området omkring det gamle Babylon og det nuværende Iran. Ligesom Bibelen er sammensat af tekster og myter fra mange forskellige folkeslag og tidsaldre, kan vi sammenstykke englene af folkelig tradition og hellige skrifters forklaringer.

Det hebraiske ord malak, der bruges om engle i Det Gamle Testamente, kan ikke føres tilbage til én betydning, men i de fleste vest-europæiske sprog bruger vi det græske ord angelos, der anvendes i Det Nye Testamente og betyder sendebud. Med den definition har vi allerede fremhævet englenes rolle som sendebud fra Gud til menneske. Og måske fordi englene forbinder menneskenes jord med Guds Himmel og i de fleste fortællinger befinder sig et sted midt imellem, kan det være vanskeligt at få styr på deres skabelse, væsen og materie.

Englenes oprindelse

Et af de store mysterier ved englene er deres oprindelse. Blev de skabt samtidigt med stjernerne på himlen, efter mennesket, eller var de til stede sammen med Gud, inden han skabte Jorden? I skabelsesberetningen i Første Mosebog nævnes englene ikke, og det har ført til adskillige spekulationer om, hvilken plads de har i Guds rige. For at bidrage til uklarheden kaldes englene i 1. Mosebog endda også for gudssønner.

For at finde en rød tråd i englenes historie er det naturligt at starte med jødedommens kanoniske skrifter. De er samlet i Tanakh'en, den hebræiske bibel, som består af jødernes hellige lovbog, Torahenog profeternes bøger samt yngre tekster som Højsangen. Teksterne er forfattet over en lang periode fra det 6.- 1. århundrede f.Kr. De udgør i kristendommens Bibel Det Gamle Testamente og anerkendes også af muslimer. Englene i jødedommens tradition er derfor også de første spor at gå efter, når man vil forstå kristendommens og islams engle.

Også de pseudepigrafiske skrifter og de apokryfe skrifter, der ikke er en del af Tanakh'en, men alligevel har betydning for både jødedommen og senere dannelsen af en kristendommen, fortæller historier om engle. En af pseudepigraferne, Jubilæerbogen, er formentlig forfattet i sidste århundrede f.Kr og beskriver, hvordan Gud skabte englene på den første dag.

Englene i jødedommen er en broget skare, men mange af dem har alligevel enkelte fællestræk. Engle var i traditionel, jødisk folketro forbundet med en stærk, magisk kraft. Hellige skrifter beskriver ved navn mange engle, men undlader at nævne endnu flere navne, der ifølge traditionen bærer en enorm kraft og derfor ikke må nedskrives.

Engle i Bibelen er fabeldyr

Første gang, Det Gamle Testamente nævner en engel, er efter Adams og Evas uddrivelse af Edens Have. Her sættes en kerubtil at vogte indgangen til Paradis med sit flammesværd. Keruben er i Første Mosebog en krigerengel, men den optræder også i adskillige profeters visioner.

Oprindeligt er keruben et fabeldyr med dyrekrop og menneskehoved, som optræder i gamle orientalske religioner seks tusind år tilbage. Også serafen, der optræder ved siden af Guds trone i Esajas' vision (Es. 1-4) fremstår med sine seks vingepar som et fabelagtigt dyr.

Engle i Bibelen har menneskelig skikkelse

Englen som Guds budbringer præsenteres første gang i Første Mosebog kap. 16. Her opsøger en engel trælkvinden Hagar, der er flygtet ud i ørkenen, efter Abraham har gjort hende gravid. Men det er Guds stemme, der taler gennem englen, på samme måde som både Gud og englen taler til Abraham og standser ham, inden han når at ofre sin søn Isak.

Guds stemme og Guds engel glider således sammen i visionerne i Det Gamle Testamente og gør i mange tilfælde englene til viljeløse budbringere fra Gud. Men Mosebøgerne rummer også eksempler på historier, hvor englene reagerer på de situationer, de kommer i, når de besøger menneskenes jord.

En af de mere besynderlige situationer er fortællingen om indbyggerne i Sodoma, der angriber to mandlige engle for at voldtage dem. De to engle er gæster i manden Lots hus, og englene slår de vellystne borgere med blindhed, så de ikke kan se at bryde gennem døren.

I historien om Lots gæster omtales de to gæstende engle som mænd, og ofte genkender personerne i Det Gamle Testamente ikke umiddelbart Guds engle, når de møder dem. Det peger på, at englene, der besøgte Jorden, måske har lignet almindelige mennesker mere end de vingede fabelvæsener, som eksempelvis keruber og serafer præsenteres som.

Ærkeengle med sværd

Ærkeengle somMikael og Gabrielomtales også ved navn og som mere menneskelignende figurer i Det Gamle Testamente. I Daniels Bog fortolker Gabriel Daniels visioner om Jerusalems ødelæggelse for ham, mens Tobias på sin vej for at helbrede sin blinde fader i det apokryfe skrift Tobits bogledsages af ærkeenglen Rafael. Fordi han vejleder Tobias på hans rejse, er han i visse traditioner blevet beskrevet som den første skytsengel.

I Daniels Bogfår ærkeenglen Mikael betydning som Israels skytsengel i krigen mod perserkongen. Det står ikke klart, om han også er den engel, der fører israelerne ud af Egypten, da de flygter fra livet som slaver. Men Guds engle nøjes ikke med at hjælpe Israels folk, de straffer også Israels fjender i historien om Moses og flugten fra Egypten.

Også Israel egne børn falder for englens sværd, hvis de ikke gør, som Gud befaler. Det sker blandt andet, da David i Anden Samuelsbogvil tælle folket. Guds straf for dette overmod (kun Gud skal kende menneskenes antal) straffes med en morderisk engel, der lader 70.000 israelitter falde.

Satan og de faldne engle

De gode engle kan både bruge milde ord og sværd. Men nogle engle er entydigt onde og faldet ud af Guds rige. Første kapitel Vogternei den apokryfe Enoks Bogfortæller om de onde engles fald som en straf for at de, sat til at vogte Jorden, i stedet forlyster sig med menneskedøtrene. Her kaldes de onde engles leder Azazel.

I Det Gamle Testamente optræder Satan (som på hebraisk betyder modstander) i forskellige skikkelser. I Jobs Bogtester han Jobsfromhed på Guds bud. Historien om den faldne engel får størst betydning i jødiske trosforestillinger i århundrederne op til Kristi fødsel.

Den stammer muligvis fra Esajas Bog, hvor morgenstjernen sendes til Dødsriget, fordi den forsøger at bygge en trone højere end Guds. Himmelens hærfører, Mikael, kæmper ifølge traditionen mod de onde engle og mod Satan selv på Jorden.

Engle i jødedommen

Selvom jødiske skrifter indeholder talrige forbud mod at tilbede, bringe ofre til eller afbilde englene, viser arkæologiske udgravninger fra de sidste hundrede år i den nære Orient, at det sidste ikke altid blevet overholdt. Man har fundet en synagoge i det østlige Syrien udførligt og smukt dekoreret med englelignende væsener.

De jødiske kabbalister, som i Sydeuropas middelalder søgte at forstå sammenhængen mellem skaberen og hans verden, dyrkede ivrigt både de gode og de onde engle.

Op gennem oldkirken og middelalderen præsenterede både kabbalisterne og andre retninger inden for jødedommen forskellige mulige hierarkier af englene i Guds himmel. Flere steder fremgår det, at ti ærkeengle har kommando over ti forskellige grupper af engle. Englen Metraton omtales af kabbalisterne som den øverste af ærke-englene, selvom han slet ikke nævnes i Det Gamle Testamente.

I Jubilæerbogen omtales Metraton endda som lille Jahve eller verdensskaberen. Han er i dag betydningsfuld i mange New-Age-ceremonier- og besværgelser.

Forestillingen om skytsengle findes ikke i Det Gamle Testamente, men kan tilskrives den jødiske tradition fra tiden lige før vor tidsregning. Som med anden engledyrkelse er den formentlig inspireret af Irans og Babylons traditioner. Somme tider beskrives det, at mennesket har én skytsengel, mens visse traditioner beskriver to - en ond og en god engel, der følger alle mennesker.

Engle i kristendommen

Det Gamle Testamentes engle danner grundlaget for, hvordan man opfatter engle i kristendommen. Mange af engleskikkelserne er gennemgående i hele Bibelen, og hellige skrifter som den pseudepigrafiske Jubilæerbogog traditioner fra Den Nære Orient, som inspirerer jødedommen, er også betydningsfulde for kristendommen.

I Det Nye Testamente bibeholdes funktionen som budbringere fra Gud, men nogle af dem får en stærkere individuel personlighed. Især optræder Gabriel som en vigtig figur i Det Nye Testamente. Han er både bebuder af Johannes Døberens og Jesu fødsel, og viser sig således med ganske kort mellemrum for både Zakarias, Maria og Josef.

Fordi Gabriel viser sig for Maria og fortæller hende, at hun er blevet gravid ved Helligåndens kraft, er han i visse kristne traditioner smeltet sammen med Helligånden.

Engle forkynder Jesu opstandelse

Evangelierne er uenige om, hvor meget kontakt Jesus har til engle i sin tid på Jorden. Men i visse situationer har de i hvert fald stået ham bi. Da Djævelen i løbet af 40 dage i ørkenen frister ham, er det engle, der sørger for ham. Og Lukas-evangeliet beretter, at da Jesus i mismod går omkring i Getsemane Have og venter på Judas-kysset, bliver han trøstet af en engel.

Efter Jesu død spiller englene en vigtig rolle i opstandelsen. I både Markus- og Matthæusevangeliet venter en, i Lukasevangeliet to, engle ved graven for at fortælle de sørgende kvinder, der kommer for at salve den døde Jesus, at Jesus er opstanden fra sin grav.

Både evangelierne, apostlenes breve og Johannes' Åbenbaring beskriver, at englene skal ledsage Jesus på dommens dag, når han vender tilbage til menneskene. Jesus siger selv, at det er englene, der skal skille ukrudtet fra den gode sæd, når menneskene skal dømmes.

Senere får englene også en vigtig rolle i Apostlenes Gerninger, hvor de blandt andet befrier Simon Peterfra Herodes Agrippa. Her er det den ellers mindre kendte ærkeengel Rafael (i nogle traditioner dog Mikael), der er på spil og skærer Peters lænker over, så han kan flygte fra de romerske soldater.

Englene i den tidlige kristne kirke

Ligesom i jødedommen forsøger man op gennem den kristne oldkirke på forskellige måder at gruppere englene i hierarkiske ordener på grundlag af blandt andet Paulus'terminologi. De gammeltestamentlige keruber og serafer samt den mere overordnede betegnelse engle og ærkeengle indgår i de fleste forsøg på at skabe overblik over de himmelske væsener, men i øvrigt blev man ikke enig om et officielt hierarki.

Det skyldtes blandt andet uenighed om, hvor betydningsfulde roller englene skulle tildeles i kristendommen. Op gennem oldkirken fortsatte debatten om englenes skabelse og materie, som begyndte allerede i jødedommens tidlige skrifter.

Kirkefædrenes skrifter viser, at engletro og englekult vægtedes forskelligt inden for kristne kirkeretninger i den tidlige europæiske middelalder. Både Paulusog kirkefaderen Augustindistancerer sig fra engle-troen og fastslår, at englene er skabt af Gud og ikke er guddommelige væsener, der har eksisteret tidligere. Augustin siger endda, at hvis en engel ønsker offergaver og tilbedelse fra mennesket for sin egen skyld og ikke for Guds, er det en af de faldne engle. De ser begge engledyrkelse som et direkte ikke-kristeligt træk.

Men kirken har ikke selv afholdt sig fra engledyrkelse. Både Gabriel, Rafael og især Mikael blev dyrket ivrigt i Vesten. Kirker og kapeller blev viet til de navngivne ærkeengle, og adskillelige Mikael-helligdomme fra Apuliens i Syditalien til Cornwall på Englands sydspids var valfartssteder for både pilgrimme og kongers besøg.

Skytengle

Skytsengle nævnes ikke i Det Nye Testamente, men er en arv fra den jødiske tradition, der lever uden for Bibelen. I visse kristne traditioner holder skytsenglene regnskab med menneskets gode og slette gerninger frem til Dommedag. Eksempelvis tolkes historien om englen, der hos Lukas trøster Jesus lige inden han gennemgår sin store lidelse, som et eksempel på en skytsengels håndsrækning.

Engle i Islam

Englene fra Det Gamle Testamente og de jødiske skrifter går igen i islam. Men de har fået andre roller, og her er der ikke tvivl om deres oprindelse.

Ligesom i visse jødiske fortolkninger er englene ifølge islams hellige bog Koranenskabt før mennesket af rent lys. Engle er, modsat Gud og Profeten Muhammed, ikke underlagt billedforbuddet. Der findes derfor adskillige malerier af bevingede engle, der følger Profeten Muhammed (med skjult ansigt) til Himmelen.

Ærekeenglen Gabriel

Ærkeenglen Djibrîls (Gabriels) rolle i Koranen og islam er af stor betydning. Han Guds budbringer, som åbenbarer Koranens ord for Profeten Muhammed.

Ligesom da Gabriel viser sig for Jomfru Maria, Jesu moder, og fortæller hende, at hun skal føde, er det også hans rolle at overbevise Profeten Muhammed om, at han er den rette til at tage imod Guds ord. Muhammed el-Bukhari (død 870) beretter om Profeten Muhammeds liv, at Profeten Muhammed ikke føler sig rede til at profetere, før Gabriel tre gange har sagt, at han skal.

Ifølge beretninger om Profetens liv står Gabriel ved hans side og leder det store slag mellem Profeten Muhammeds tilhængere og Mekkas beboere ved Badr i år 2 ifølge den islamiske tidsregning (624 e.Kr.) Desuden fører Gabriel Profeten til himmels efter hans død .

Mikael rangerer lige efter Gabriel og beskytter de islamiske helligdomme, mens dødsengelen Isrâfîl ifølge Koranen henter den dødes sjæl. En legende fortæller, at når et blad falder af et træ, der står bag Guds trone, er det Isrâfîls opgave at samle bladet op og sørge for, at personen dør.

Ifølge den folkelige tradition er det de to engle Munkar og Nakîr, der bevogter menneskenes grav og sørger for, at de, der ikke kan svare, når de bliver spurgt om deres tro, bliver tortureret i deres grave. Disse engle skal dog ikke forveksles med Mâlik, som vogter helvede, Djahannam eller med ånden Iblîs, der nægter at bøje sig for Adam.

Iblîs' oprør beskrives i sura 2, 15 og 18. Det er dog vigtigt at bemærke, at Iblîs ikke, som den jødiske og kristne figur, er en falden engel. Han er nemlig en ånd, en djinn, skabt af ren ild, mens englene er skabt af lys. Og ligesom mennesket har djinnen Iblîs fået evnen til at vælge mellem godt og ondt, og denne vilje bruger han i Koranen udelukkende til at vælge ondt. Englene, derimod, har ikke en fri vilje.

Islam beskriver også skytsengle, som beskytter de troende gennem deres liv. Alle mennesker har en engel siddende på hver skulder. Fra den højre skulder noterer den ene engel alt det gode, mennesket bedriver, og fra den venstre alt det onde.

Kilde: Charlotte Christensen "Gyldendals Store Bog om Engle" og Jørgen V. Hansen "Englene og al deres væsen"

Ærke-englen Gabriel har stor betydning i både jødedom, kristendom og islam. Her afbildet i katolsk kontekst af den italienske maler Giotto di Bondone (1267-1337).
Illustration af ærke-englene Mikael og Gabriel fra det kristne Gheralta-kloster i Etiopien. Læg mærke til, at de begge to er afbildet som krigere. Foto: Christophe Boisvieux
En statue af en falden engel i Madris største park, Retiro Parken, som oprindeligt var en del af kongepaladsets have. De faldne engle og Satan er afbildet på meget forskellig vis gennem den katolske kirkes historie. Foto: Graham French
Mosaik-ruder (1893) i den anglikanske St. Margarets Kirke i Rottingdean i Sussex viser her de tre ærke-engle Gabriel, Mikael og Rafael. Læg mærke til de tre nedre billeder, der viser en af hver ærke-engels bedrifter. Foto: GRAHAM SALTER
Bebudelsen (omkring år 1500). Ærke-englen Gabriel rækker en lilje frem mod Jomfru Maria. Maleriet er malet af Matteo da Milano og viser italienske bygninger fra middelalderen som baggrund for sceneriet. Foto: Arkiv
Münchens St. Mikael er den største Renæssance-kirke nord for Alperne. Den blev bygget i det 16. århundrede af Hertug William den femte og blev et centrum for modreformationen. Her ses Mikaels sejr over Satan. Foto: DAVID ASKHAM