Før kristendommen havde man ikke et ord for religion

Kristendommen anerkendte de hedenske guder som reelle magter, der bare ikke var sande guder, men dæmoner. Anså man dem for guder, var det fra kristendommens synspunkt udtryk for falsk tro. Omvendt var det fra hedenskabens perspektiv en selvfølge, at Kristus var en magtfuld gud, fortæller Sophie Bønding. Foto: Anders Tvevad Denmark

Danskernes folkereligion fokuserede på folkets kollektive trivsel her og nu. Det ændrede sig med kristendommens mål om frelse til et evigt liv, skriver religionsvidenskabsstuderende Sophie Bønding

Førkristen religion i Danmark beskrives bedst som en folkereligion, vokset frem af og integreret i folkets kultur og historie. Religiøse forestillinger og kult var så indgroet en del af kulturen, at man ikke havde et ord for religion, men i stedet talte om siðr, skik den skik, som man fulgte, og som ens forfædre havde fulgt.

Som del af et samfund tilhørte man dets kultfællesskab. Der var både offentlig kult, der samlede hele samfund og blev varetaget af den lokale hersker, og privat kult, knyttet til den enkelte husstand.

LÆS OGSÅ: Billedserie: Nordisk mytologi er en industri

Religionen var ikke centralstyret med et sæt dogmer, der regulerede det religiøse liv. Derfor var der efter alt at dømme en vis variation i forestillinger og praksis både over tid, geografisk og socialt. For eksempel var Odin elitens gud, knyttet til herskere, skjalde og krigere, mens Thor var mere knyttet til bønder.

Religionen var centreret i kulten, hvor man gennem ritualer kommunikerede med et væld af overnaturlige væsner, både individuelle guder som Odin, Thor og Frey og en række kollektive magter som alfer og afdøde forfædre. Kultens formål var at sikre sig disse væsners velvilje, så de sørgede for folkets trivsel i form af eksempelvis markens frugtbarhed, fred i hjemegnen og succes i krig.

Kristendommen blev langsomt dominerende
Kristendommen bragte gradvist ændringer i det religiøse landskab. Kristningen var en lang proces der reelt satte ind o. år 800 ved vikingetidens begyndelse og sluttede o. år 1200, hvor kristendommen dominerende. Danerne stiftede bekendtskab med kristendommen både gennem handel og plyndringstogter i kristne egne såsom de Britiske Øer og gennem mission.

Stærkest forbindes missionen med Ansgar, der ankom til danerne i Hedeby i 820 erne, men dog ikke fik den store succes. Kristendommen fik først for alvor fodfæste knap 150 år senere, som proklameret på Jellingestenen.

LÆS OGSÅ:Asatroende tv-kendis: Thor får øl og jeg får styrke

Med kristendommen ændredes religionens status i samfundet. De to religioner tilhørte helt forskellige typer religion. Mens hedenskaben som folkereligion fokuserede på folkets kollektive trivsel her og nu, var kristendommen en universal religion, hvis mål var alle menneskers individuelle frelse til et evigt liv i det hinsidige.

Kristus blev anerkendt som en magtfuld gud
En helt central forskel på de to religioner er begrebet tro. Mens tro var afgørende for kristendommen, var det hedenskaben helt fremmed. Tro var ikke et spørgsmål om eksistens. Kristendommen anerkendte de hedenske guder som reelle magter, der bare ikke var sande guder, men dæmoner. Anså man dem for guder, var det fra kristendommens synspunkt udtryk for falsk tro.

Omvendt var det fra hedenskabens perspektiv en selvfølge, at Kristus var en magtfuld gud. Ligesom man selv havde sine guder, havde andre folkegrupper deres. Derfor kunne man også tage ham til sig og dyrke ham ligesom ens andre guder.

Ny type religion vandt frem
Kristningen betød altså overgangen til en ny type religion, der definerede sig mere snævert end hedenskaben. Med kristendommens fokus på sand tro og tilhørende praksis var ikke alt i kulturen religiøst relevant. Dette var modsat hedenskaben, der gennemsyrede hele kulturen. Dermed kunne meget af hedenskabens verdensanskuelse i første omgang fortsætte, selvom man antog kristendommen. Det gjaldt eksempelvis skæbnetro og helteidealer. Desuden fortsatte dyrkelsen af alfer og andre væsner udenfor den religiøse sfære, nemlig i folketroen.

Hedenske elementer fortsatte også indenfor kirkens rammer, i årstidsfester såsom midvinterfesten, julen, der beholdt sit navn, men fik nyt forestillingsindhold og delvis ny praksis. Desuden spillede hedensk kultur en rolle i udformningen af Kristusbilledet. I modsætning til samtidens europæiske kristendom fremstilledes Kristus entydigt som en nordisk fyrste.

Sophie Bønding er religionsvidenskabsstuderende og ny panelist ved religion.dk.