Ferieguide: Sådan opfører man sig i andre kirker

Israeli Prime Minister Benjamin Netanyahu addresses the annual American Israel Public Affairs Committee ...

Turister besøger her Fødselskirken i Jerusalem, en af verdens ældste kirker, som menes at være bygget på stedet, hvor Jesus blev født. Men hvordan gebærder man sig som turist i katolske og ortodokse kirker? Hvad er reglerne for påklædning, fotografering og deltagelse i gudstjeneste? Fotoet er taget den 29. juni 2012. Foto: JIM HOLLANDER Denmark / Scanpix

Hvordan skal man være klædt, når man besøger en ortodoks kirke i Grækenland? Og kan man deltage i gudstjenesten, hvis man besøger en katolsk kirke? Få gode råd her

Er kirkerummet et særligt helligt sted, hvor man derfor skal opføre sig på en bestemt måde? Vi bliver i alt fald usikre, når vi på ferierejser i Sydeuropa går ind i en katolsk kirke eller en græsk ortodoks kirke. Må man tale højt med hinanden? Skal kvinderne tildække skuldre og arme og mændene være iført lange bukser? Hvor anstændig skal man være påklædt?

Rum for det hellige

Kirkebygningen og selve gudstjenesterummet er rammen omkring forkyndelsen af det kristne evangelium, dåben og nadveren. Sådan er det i de protestantiske kirker og dermed også i folkekirkens bygninger herhjemme.

SE OGSÅ: På vandring gennem kirkerummet

Denne særlige brug af bygningen markeres hver gang, der er rejst en ny kirke. Så holdes der en indvielsesgudstjeneste, hvor Bibelen, dåbsfad, alterkalk og disk bæres ind i kirken, og biskoppen over det stift, hvor kirken er bygget, indvier kirken til brug for gudstjenester og kirkelige handlinger.

Selvfølgelig bruges kirken også af menigheden til andet end gudstjenester. Her kan også være foredrag og koncerter. Hvor grænsen for kirkens brug egentlig går, har sognepræsten og menighedsrådet i første omgang ansvaret for.

At kirken er et særligt rum, medfører så også, at man forventer en særlig opførsel af dem, der er i kirken. Man taler som regel dæmpet med hinanden i kirkerummet. Mange steder har man vedtaget ikke at klappe ved koncerter eller foredrag i kirken. Fra gammel tid har det været skik, at mændene tog deres hat af, inden de gik ind kirken, og at kvinderne havde tildækket skuldre og overarme og beholdt deres hovedbeklædning på.

Nok er rummet ikke i sig selv helligt,  men alligevel er det stedet, hvor man mødes om evangeliets forkyndelse. Det har man altid markeret ved at vise respekt.

På besøg i en katolsk kirke
I den katolske kirkes kirkerum er der til daglig stilhed. Her kan den enkelte søge ind til bøn og personlig andagt. I kirkens hovedskib er der en eller flere skriftestole, hvor den enkelte kan samtale med sin præst og få bodens sakramente.

Ved alteret er der tændt et levende lys for det brød, der ved nadveren blev indviet og dermed forvandlet til Jesu legeme. Altså er den lidende og opstandne Jesus nærværende i kirkerummet. I nogle af de store kirker i Italien og Spanien opbevares der relikvier, det vil sige dele af helgener, ofte anbragt under kirkens alter.

LÆS OGSÅ:
10 berømte religiøse relikvier

Den katolske kristne markerer ofte denne overgang fra gadens larm til stilheden og mødet med det hellige ved at væde sine fingre i et vievandskar inden for indgangsdøren og slå korsets tegn for sig.
I kirkens rum taler man dæmpet sammen for ikke at forstyrre de andagtssøgende.

Med sin påklædning viser man respekt for rummet. Det er ikke velset at komme ind i kirken iført shorts. Ja, i nogle kirker er det direkte forbudt. Kvinder skal som oftest have skuldre og overarme tildækket og benklæder eller kjole, der når ned over knæene. Ved de store kirker, som søges af turister, er der gerne opsat skilte, der fortæller om den forlangte dress code.

Som ikke-katolsk kristen kan man uden videre deltage i gudstjenesten. I de større byer holdes der i kirkerne en kort gudstjeneste lige før aftenstid. Om søndagen er der indtil flere gudstjenester. En katolsk gudstjeneste kaldes en messe. Og enhver messe kulminerer i fejringen af nadveren og uddeling af det indviede brød til gudstjenestedeltagerne. Kirkens præster forudsætter, at kun den katolske kristne modtager nadverbrødet.

På besøg i en ortodoks kirke
Den ortodokse kirke har sin væsentligste udbredelse i Østeuropa og i Mellemøsten. Nationale ortodokse kirker finder vi i Grækenland, i Balkanstaterne, Rumænien og Bulgarien, og så ikke mindst i Rusland. Men det er især i Grækenland, at det store antal turister møder den ortodokse kirke.

Kirkerummet er som regel relativt lille i gulvareal, men rigt udsmykket og ofte med en betydelig loftshøjde. Det guddommeliges indtræden i det menneskelige er det grundlæggende i den ortodokse kristendom. Det hedder på græsk Theosis og er den røde tråd i fromhedslivet. Denne guddommeliggørelse begynder allerede i dette liv og fuldendes i himmelen.

Selve kirkens rum repræsenterer det guddommelige. Her træder man ind under tavshed. Den ortodokse kristne knæler foran ikonbillederne og tænder et lys til andagt og bøn.

Som turist kan man frit træde ind, men ofte vil man blive afvist allerede i forhallen, hvis man er i let sommertøj, shorts, kortærmet bluse eller skjorte. Mændene bør tage eventuelt hovedbeklædning af, og det ses helst, at kvinder bærer et hovedtørklæde.

Rummets hellighedskarakter indgyder i sig selv respekt. På den centrale hvælving over kirkerummet ses ofte Kristus siddende på sin himmelske trone, og på væggene ses evangelister og helgener. Særlig betydning har ikonerne, det vil sige billeder, der afspejler det hellige og dets tilstedeværelse.

Kirkerummet består af tre dele: en forhal, selve menighedens gudstjenesterum og så præsternes rum med alterbord, som er adskilt fra kirkerummet ved en tynd væg med ikonbilleder. Der er ingen stole eller bænke i en ortodoks kirke. Stående eller knælende lever menigheden med i gudstjenesten. Andre end ortodokse kristne er velkomne til at overvære søndagens gudstjeneste. Dog kan man ikke modtage selve nadveren, med mindre man er døbt i den ortodokse kirke.