Græsk mytologi: Det apollinske og det dionysiske livssyn

Fra venstre til højre: Apollo, Dionysos og Hermes.

I den græske kultur var der to forskellige former for livsforståelse, som eksisterede side om side, men som også stod i et spændingsforhold til hinanden. Den ene kaldes den apollinske og knytter sig til guden Apollon, og den anden kaldes den dionysiske og knytter sig til guden Dionysos

Begrebsparret apollinsk-dionysisk bruges om to typer af dialektisk forbundne livs- og kunstopfattelser: Den apollinske er den velformede, afklarede og afgrænsede livsstil; mens den dionysiske er den ekstatiske, berusende og grænsesprængende livsstil. Det var Friedrich Nietzsche, der i 1872 introducerede begrebsparret i sin tolkning af antikkens kunst.

LÆS OGSÅ: Græsk mytologi for begyndere

Apollon er gud for spådomskunst, musik og digtning, lægekunst og bueskydning. Apollon havde stor indflydelse på menneskers livsholdning og på deres forståelse af tilværelsen. Apollon blev blandt andet dyrket ved oraklet i Delfi. Oraklet i Delfi blev søgt af utallige mennesker, og det var ofte i almindelige dagligdags anliggender, de søgte råd. Oraklets præsteskab svarede da ud fra det gammelgræske livssyn og de græske idealer: retsindighed, ordholdenhed, mådehold og besindighed.

Ifølge den apollinske livsforståelse er mennesket et underordnet væsen, som ikke kan udfolde sin tilværelse som det vil. Det er guderne, der hersker over det, og dets livs længde og indhold har mennesket ikke selv indflydelse på. Menneskets opgave er at se dette i øjnene og indrette sit liv efter det. Derfor skal mennesket ikke have for høje forventninger til livet, men i stedet underordne sig vilkårene og ydmygt finde sin plads i tilværelsen.

To af de mest kendte indskrifter i Delfi-templet udtrykker dette livssyn. De ene lyder: Kend dig selv! Dette var ment som en formaning til at huske, at man kun var menneske; det vil sige et dødeligt væsen, hvis livsudfoldelse havde snævre grænser. Kun guderne kunne leve evigt i evig ungdom.

LÆS OGSÅ: Verdens begyndelse i græsk mytologi

Inden for det apollinske livssyn er døden noget definitivt. Godt nok har der også hos grækerne været forestillinger om, at de døde i en eller anden forstand lever videre. Derfor fik de gravgods og føde med, når de blev begravet, og hos Homer kan vi læse om dødsriget, Hades. Men livet i Hades var ikke et 'liv' i egentlig forstand. Det var en skyggetilværelse i mørke. Sjæleevnerne - sansning, viljekraft, begær, følelse og så videre - går til grunde. Det er kun den tomme psyke, der lever videre i et trøstesløst dødsrige.

At mennesket er dødeligt betyder ikke kun, at det intet kan vente efter døden. Det betyder også, at dets liv er i dødens vold. Mennesket kan aldrig siges selv at eje livet. Menneskets tilstedeværelse er udleveret til dunkle kræfter, og man kan ikke vedvarende besidde lykken. Vilkåret for det dødelige menneske er, at dets liv er en blanding af lykke og ulykke.

LÆS OGSÅ: Græsk mytologi: De olympiske guder

Den anden indskrift lyder derfor: Intet til overmål! som en påmindelse om, at lykken aldrig bliver givet i overmål. Formålet med menneskets liv var at virkeliggøre den skønhed, der udsprang af det velafbalancerede.

Ifølge det apollinske livssyn var det afgørende, at mennesket besad sofrosyne. Ordet er vanskeligt at oversætte, men kan gengives med 'besindighed' og 'mådehold'. Besindighed betyder, at man besinder sig på det vilkår, som man nu engang er undergivet, og mådehold vil sige, at man bliver indenfor de grænser, der er sat for dødelige. Ved at leve efter dette udfylder man sin plads i den store sammenhæng, og man er med til at fremme harmoniens skønhed.

Den dionysiske livsforståelse er helt modsat den apollinske. I stedet for at henvise mennesket til en underordnet plads, er den den dionysiske livsopfattelse at mennesket er et væsen, der har grænseløse muligheder.

Man taler om, at der på et tidspunkt brød en dionysisk revolution ind over Hellas, men vi ved ikke med sikkerhed, hvornår og hvordan det skete. Men den overleverede litteratur vidner om, at den har været meget omfattende.

Dionysos er guden for frugtbarhed og ekstase. Han er en vældig gud, der som stormvejret fejer gennem tilværelsen og får magtfulde ting til at ske. I Athen fejrede man to årlige fester for ham, hvor der blandt andet opførtes tragedier og komedier. Men dyrkelsen af Dionysos indeholdt også vilde kultfester.

I myterne fangede mænaderne vilde dyr, som de sønderrev og spiste rå, og myterne afspejler, hvordan Dionysis faktisk blev dyrket. Deltagerne i begyndelsen kun kvinder - samledes ved nattetide i skovene. I faklernes skær bragte de sig i ekstase ved larmende musik og vilde danse. Her følte de sig berusede af guddommen, glemte dagliglivets hæmninger og hensyn, blev fyldt med ukendte kræfter, sønderrev hjorte og åd kødet og stormede gennem skovene. Gennem disse orgier skete der en forening af mennesket og guden, da det vilde dyr blev set som guden. Mennesket blev dermed ét med Dionysos.

PRØV OGSÅ: Quiz: Hvad ved du om de græske guder og helte?

Sådanne orgier gik som en religiøs epidemi over Hellas. Mange sagn fortæller om fyrster og stormænd, der søgte at stoppe det, men som blev knust af den mægtige guddom. Orgierne har ladet sider af mennesket komme til udtryk, som indtil da var blevet undertrykt, og da de først var slået igennem og ikke kunne udryddes, søgte man at bringe dem ind under mere ordnede former, så de blev et led i den antikke kultur.

Kilder:
De europæiske ideers historie
Gyldendals Leksikon
denstoredanske.dk