Hindu-kvinder kaster sig stadig på mandens ligbål
Når en hindu-kvinde mister sin mand, bliver hun ifølge hinduistisk tradition uren. Mange enker ender derfor som udstødt på gaden eller i byens enkehus. Langt større respekt får enken derimod, hvis hun frivilligt brændes levende på mandens ligbål
Den 18-årige Roop Kanwar er klædt i sin brudekjole, som hun sidst bar for kun otte måneder siden. Øjnene er uden tårer, da hun rækker ud efter sin mands kolde hånd og vaklende stiger op på hans ligbål.
Den 4. september 1987 er flere hundrede mennesker samlet på bålpladsen i delstaten Rajasthan for at se Roops enkebrænding. Blandt tilskuerne er Meenakshi Khandelwal, som også er nabo til familien Kanwar:
"Jeg så Roop i sin brudekjole gå ved siden af sin mands ligtog. Der var omkring 900 mennesker samlet, da liget blev ført til kremeringsstedet. Det tog omkring en time at forberede bålet, og pigen stod som en sten, mens hun messede Gayatri-mantraet," fortæller Meenakshi til Hinduism Today og fortsætter:
"Da bålet var klargjort, steg hun op på det og placerede sin mands hoved i sit skød. Hun beordrede derefter sin svoger til at sætte ild til bålet."
Sati-selvmord er det ultimative kærlighedsoffer
Roop Kanwars enkebrænding skabte stor international debat om indiske kvinders rettigheder, især internt i Indien. Efter Roops død viste en meningsmåling i The Times of India, at 63,4 procent af indere støttede enkebrænding. Alligevel blev en særlig lov udformet til forebyggelse af enkebrændinger i Rajasthan fremover.
I Indien bliver enkebrændinger kaldt sati, hvilket er sanskrit og betyder god kvinde. Ritualet har navn efter gudinden Sati, som ifølge myten satte ild til sig selv, fordi hun ikke kunne bære sin fars ydmygelse af sin (levende) mand Shiva. Siden har ritualet for tusinder af kvinder været det ultimative offer til deres døde mand.
Sati blev første gang udført i år 400 f.Kr. og det er primært forekommet i det nordlige Indien. Selv om ritualet blev forbudt i 1829 og efterhånden er en sjældenhed, er det alligevel ikke lykkedes de indiske myndigheder at udrydde det fuldstændigt. Det seneste sati-selvmord fandt sted i 2008 i den indiske by Chattisgarh.
Det religiøse begravelsesritual kan kun udføres af kvinder, og da hinduer traditionelt kremeres dagen efter dødsfaldet, har enken under et døgn til at træffe sin beslutning. Sati skal altid være frivilligt, og hvis kvinden beslutter sig for at følge sin mand i døden, vil flere af byens ældre mænd først tale med hende og vurdere, om hun mener det alvorligt.
Bliver hun godkendt, kan hun vælge at sidde eller ligge ved siden af sin afdøde mand på bålet. Andre enker har kastet sig på bålet, efter det er blevet tændt. Andre igen antænder selv bålet, efter de har sat sig på det.
Den tunge gang til enkehuset
Enkebrændinger kan for mange mennesker i Vesten virke makabre og uforståelige, men ifølge hindu-tradition er en kvinde intet uden en mand.
Når hun fødes, er hun en mands datter, og senere i livet bliver hun en mands kone og en mands mor. Hvis hun dør, kan manden gifte sig med en anden kvinde, men dør han først, er kvinden uren, og hun bliver derfor udstødt fra samfundet. Især den hinduistiske manu-tradition ser med strenge øjne på den tilbageladte enke. Manu regnes som menneskehedens forfader.
Ifølge traditionen skal enken klippe sit hår af, hun har ikke tilladelse til at bære farvestrålende tøj, og de strengeste familier tager endda hendes sandaler fra hende.
Ofte vil svigerfamilien fordrive kvinden fra sit hjem, og hun har nu kun ét sted at gå hen: til byens såkaldte enkehus, hvor de udstødte enker dagligt samles til bøn og lovsang for guden Krishna.
Hvis hun skal gøre sig nogen forhåbning om at få det bedre i sit næste liv, skal hun deltage i lovsang fra klokken 7 til 11 om formiddagen og igen fra klokken 15 til 19. Hver dag.
Ud over håbet om bedre genfødsel, får kvinden udleveret 2 rupier (40 øre) per dag, som hun kan købe lidt ris eller linser for. Resten må hun selv finde på gaden som tigger eller prostitueret.
Sati-selvmord sikrer familiens økonomi
I modsætning til den fattige og skamfulde tilværelse som udstødt enke kan det være en indbringende affære at ofre sig på bålet. Ofte vil der blive opført et tempel til minde om hende, og folk vil efterfølgende valfarte til stedet, donere gaver og ophøje hende som gudinde.
Udover den sociale agtelse og respekt vil svigerfamilien høste den indkomst, templet indtjener. Kun tre måneder efter Roop Kanwars enkebrænding havde hendes svigerfamilie indtjent 9,5 millioner rupier (knap 100.000 kroner) fra bidrag og gaver, skriver The Mainstream Weekly.
Enkebrændinger kan blive praktiseret i fremtiden
Ifølge The Tribune er der registreret 41 enkebrændinger siden Indiens selvstændighed i 1947, og det er ikke et fænomen på retræte, mener Marianne Qvortrup Fibiger, lektor og ph.d. fra Religionsvidenskab, Aarhus Universitet:
"Jeg er ikke i tvivl om, at Sati-ritualet kan blive praktiseret i fremtiden, også selvom der har været stor kritisk fokus på fænomenet, og at myndighederne i Indien har slået hårdt ned, der hvor det måtte forekomme, eller hvor der er optræk til det. Religiøst begrundede traditioner har det med at overleve og ikke mindst at poppe op, som en kritik eller et modspil til sekulariseringstendenser eller moderniteten," siger hun og fortsætter:
"Traditionen er desuden meget indgroet blandt hindugrupper i Rajasthan, og der er en stor prestige både for enken og for familien, hvis det udføres. Både enken og familien får god karma ved at hun udviser den ultimative offerhandling over for sin afdøde mand, som man mener, hun skal genfødes sammen med, eller måske opnå moksha sammen med. Robert Bellah skriver om religion og kultur at "Nothing is ever lost", sådan tror jeg også det er med Sati."
Kilder til artiklen: The Hindustan Times "Problems of Widows in India" af P. Adinarayana Reddy, "The Indian Widow: From Victim to Victor" af Jeanette Pinto, FN, Women Watch