Hvad er en minaret?

En Minaret er et tårn som hører til islamiske moskér. Her ses en minaret ved en moské i Kairo, Ægypten. Foto: wikimediacommons

Minareter varierer i udseende. De anvendes til at kalde til islamiske bønner fem gange dagligt, men hvem kalder til bøn, hvad handler bønnen om, og hvorfor kalder man til bøn? Læs mere her i artiklen

Minareten bliver brug til at kalde til islamiskbøn fem gange om dagen.

Minaret betyder tårn og står enten tæt på en moské eller er sammenbygget med en moské. Minareter varierer i udseende, men er traditionelt smukt ornamenteret.

Minareternes udseende afhænger af traditionen der, hvor minareten bliver bygget, og varierer således fra at være kraftige og firkantede til høje og slanke.

Hvem kalder til bøn, og hvad bliver der sagt?

Muezzinen er titlen på den person der kalder til bøn fem gange om dagen. Mange steder er der installeret højtalere i minareterne og nogle gange er muezzinen skiftet ud med en cd.

Muezzinens bøn kaldes adhan og indeholder grundprincipperne i islam:

Gud er den største, gud er den største,
Gud er den største.
Jeg vidner, at der er ingen gud ud over Gud.
Jeg vidner, at der er ingen gud ud over Gud.
Jeg vidner, at Muhammed er Guds sendebud.
Jeg vidner, at Muhammed er Guds sendebud.
Kom til bøn, kom til bøn.
Kom til frelse, kom til frelse.
Gud er størst, Gud er størst.
Der er ingen gud ud over Gud.

Bønnen fortæller således, at der ikke er andre guder end Allah, at Muhammed er den sidste profet og at vejen til frelse går gennem islam deriblandt bøn.

Til fredagsbønnen er der to adhan én ekstra efter den sædvanlige. Fredagsbønnen er nemlig ekstra vigtig, og den muslimske mand bør bede i fællesskabet i moskeen hvilket ikke er et krav ugens andre dage.

Hvorfor kalder man til bøn?

Ifølge sunni-muslimsk tradition er det ikke profeten Muhammed, men en af Muhammeds Sahabah det samme som disciple som modtog adhan fra Allah i en drøm. Muhammed bekæftede drømmevisionen og udpegede derefter den frigivne slave Bilal ibn Ribah som den person, der skulle kalde til bøn.

Ifølge shia-muslimsk tradition er Muhammed den eneste værdige til at modtage adhan fra Allah.

De tidlige muslimer valgte højst sandsynligt at kalde til bøn, for at distancere sig fra kristne og jøder, som brugte henholdsvis klokker og horn. Funktionen er dog den samme, nemlig at minde de religiøse om deres religiøsitet og derved styrke det religiøse fællesskab indadtil. Kald, klokker og horn gør også folk uden for den specifikke religion opmærksomme på det religiøse fællesskab, og fungerer ligesom rådhusklokkerne som et slags ur.

Kilder:
Politikens håndbog i verdens religioner
Gads religionsleksikon
www.denstoredanske.dk
www.wikipedia.com