Zionisme: Derfor gør jøderne krav på Jerusalem

Den østrig-ungarske journalist Theodor Herzl (1860-1904) som den moderne zionismes grundlægger. Her er han fotograferet cirka år 1900.

Zionismen opstod i slutningen af 1800-tallet som en politisk bevægelse, der kæmpede for, at jøderne skulle have deres egen stat

I Det Gamle Testamente har begrebet Zion flere betydninger. Blandt andet bruges det om det område i Jerusalem, hvor det jødiske tempel lå.

Men det bruges også i bredere betydning som en betegnelse for hele Jerusalem, og det er især denne betydning, som har dannet grundlag for begrebet zionisme.

Zionismens rødder kan spores tilbage til Østeuropa i slutningen af 1800-tallet. Normalt regnes den østrig-ungarske journalist Theodor Herzl (1860-1904) som den moderne zionismes grundlægger.

I sin bog Der Judenstaat (Jødestaten) fra 1896 forklarede Herzl, at zionismens mål var at etablere en jødisk stat uden for Europa, hvor jøderne kunne leve i fred for forfølgelse.

Baggrunden for bogen var den stigende antisemitisme i Europa, som blandt andet kom til udtryk ved de anti-jødiske pogromer (angreb på jøder og deres ejendom, red.) i zarens Rusland og ved Dreyfus-affæren i Frankrig, hvor en jødisk fransk officer blev udsat for justitsmord og idømt livstid i fængsel.

Herzl mente, at historien utvetydigt beviste, at anti-semitismen var så indlejret i de europæiske folkeslag, at fredelig sameksistens mellem jøder og ikke-jøder var umuligt:

Jødespørgsmålet findes overalt, hvor jøderne bor i større antal. Alle de steder, hvor det ikke eksisterer, kommer det sammen med jødiske immigranter. Vi drages naturligt til de steder, hvor vi ikke forfølges, og vores tilstedeværelse, der fører til forfølgelser. Sådan er det, og vil det altid være, alle steder, selv i højt civiliserede lande - se bare på Frankrig - så længe spørgsmålet ikke løses på det politiske niveau. De ulyksalige jøder bærer nu frøene af anti-semitismen til England; de har allerede bragt det til Amerika, skrev Herzl i bogen.

I 1897 stiftede han den Zionistiske Organisation, som kæmpede for at oprette en israelsk stat uden for Europa. Herzl nævnte selv Østafrika eller Argentina som potentielle fristeder for jøderne.

Samme år blev den første zionist-kongres afholdt. På trods af store uenigheder blandt jøderne på kongressen lykkedes det til sidst at blive enige om en fælles agenda:

Zionismens mål er at etablere et offentligt og lovligt garanteret hjem i Palæstina til det jødiske folk.

Næsten fra begyndelsen blev zionismen delt op i to grene, en politisk og en religiøs. Den politiske zionisme begrundede tilhørsforholdet til Palæstina historisk. Jøderne havde boet i området, indtil romerne havde forvist dem fra Jerusalem efter et fejlslagent oprør i 133-135. De religiøse zionister begrundede det derimod med henvisning til, at Gud i Det Gamle Testamente har givet sit udvalgte folk, jøderne, Det forjættede land.

I begyndelsen var zionismen dog en marginal bevægelse, som mødte stor modstand fra ortodokse jøder, som var kritiske over for zionismens forsøg på at underlægge jødedommen en national, sekulær dagsorden.

I 1917 udformede den britiske regering i al hemmelighed Balfour-deklarationen, som lovede det jødiske folk deres eget hjemland, og så fik zionismen for alvor vind i sejlene. I det næste årti blev den jødiske befolkning i Palæstina mere end fordoblet, på trods af store protester fra den arabiske befolkning.

Zionisterne gør fælles front med nazisterne
I 1933 indgik toneangivende zionister en aftale, Ha'avarah-aftalen, med det spirende Nationalsocialistiske Parti i Tyskland om at få jøderne ud af Tyskland. Aftalen indebar, at alle velhavende jøder, som frivilligt forlod Tyskland, kunne få lov at beholde deres værdier. Hvis de ikke frivilligt forlod Tyskland, kunne deres værdier risikere at blive indefrosset og i sidste ende tilfalde den tyske stat.

I bagklogskabens klare lys har denne aftale måske ikke så overraskende - været en torn i øjet på zionisterne, og allerede i samtiden blev de kritiseret for at være Hitlers allierede.

Da staten Israel blev oprettet i 1948 på baggrund af et FN-mandat, bragte det stor glæde for de politiske zionister. Endelig var deres mål lykkedes. Kort tid efter blev det bibelske sprog, hebraisk, genoplivet og gjort til nationalsprog i Israel.

Anti-zionistiske jødiske organisationer, som for eksempel Neturei Karta, nægtede derimod at anerkende staten Israel. Ifølge dem kan en jødisk stat kun oprettes ved Guds indgriben eller ved Messias' komme.

I dag er zionismen en paraply-organisation uden nogen ensartet ideologi. Der findes således kulturelle, religiøse, nationalistiske og liberalistiske zionister, som kun er bundet sammen af troen på, at Israel retmæssigt tilhører det jødiske folk.

Ifølge den Zionistiske Organisation, som siden 1960 har heddet Verdens Zionistiske Organisation, er zionismens nutidige mål, at: placere Israel og Jerusalem dens hovedstad dybt i den jødiske bevidsthed, opmuntre tilbagevendelsen til Zion, skabe et eksemplarisk samfund i den jødiske stat, udvide den zionistiske uddannelse, hebraisk sprogundervisning inkluderet, bebygge landet og bekæmpe anti-semitismen.

Foto: Wikimedia Commons