Hvem er det samaritanske folk?

MED BILLEDSERIE Samaritanerne er et af de mindste monoteistiske trosfællesskaber i verden, og efter eget udsagn også et af de ældste. De har været et folkefærd på over en million, men som resultat af tvangskonverteringer og blodige krige er der i dag færre end 700 samaritanere tilbage

En samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham og fik medynk med ham. Han hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. (Lukas 10, 25-37)

Det er denne bibelske beskrivelse af samaritanerens sympati for en fremmed, nødstedt mand, der gør ham fortjent til tilnavnet den barmhjertige. Mange kender fortællingen om den barmhjertige samaritaner, men færre ved, at trossamfundet har været på kanten af udryddelse grundet deres særprægede religiøse overbevisning.

LÆS OGSÅ: Barmhjertighed er ikke at lukke sit hjerte

De rettroende israelitter
Samaritanerne er hverken jøder, kristne eller muslimer, men et trosfællesskab med egne traditioner og ritualer, der går cirka 2500 år tilbage. Deres oprindelse er meget omdiskuteret. Flere kilder beskriver samaritanerne som et blandingsfolk af jødiske stammer fra Nordriget (det oprindelige Israel, red.) og fremmede folkeslag fra assyrernes indtog omkring år 722 f.Kr.

Selv mener samaritanere, at de nedstammer fra de to israelitiske stammer Efraim og Manasse (Josefs to sønner, red.) og er dermed ikke et blandingsfolk, men direkte efterkommere af en gruppe rettroende israelitter, som holdt fast ved Moseloven og deres eget præsteskab under det assyriske styre fra år 722 f.Kr. og cirka 50 år frem.

Hvis man skal tro samaritanerne, repræsenterer de altså et af de ældste monoteistisketrosfællesskaber i verden. De anser sig selv som det oprindelige jødiske folk i kraft af, at de aldrig forlod det hellige land. Da israelitterne blev drevet ud i Sinai-ørkenen, forblev samaritanerne i landet. Israelitterne vendte tilbage omkring 500 f.Kr. som det, vi i dag kender som det jødiske folk, men de to folkefærd havde i mellemtiden udviklet forskellige religiøse overbevisninger. Jøderne anklagede blandt andet samaritanerne for at have giftet sig med de hedenske ikke-jøder under deres eksil og nægtede dermed at anerkende dem som sande jøder.

LÆS OGSÅ: Billedserie: Pesach - den jødiske påske

Samaritanerne i dag
I dag er der knap 700 samaritanere tilbage, hvoraf cirka 300 er bosat lidt uden for Vestbreddens største by Nablus, og cirka 400 trosfæller bor i byen Holon ikke langt fra Tel Aviv.

Samaritanerne anser Vestbredden og det omkringliggende område som deres historiske hjemstavn og Gerizim-bjerget i Samaria-regionen i det nordlige Palæstina som deres religiøse centrum. Afhængig af deres bopæl taler samaritanerne enten hebraisk eller arabisk, og i skolerne opdrages eleverne til at være tosprogede og både beherske hebraisk og arabisk.

Det er et lukket samfund, der efterstræber interne giftemål, så religionen og dens traditioner så vidt muligt bevares. Det har medført, at deres eksistens for få år siden var truet af indavl, da der er langt flere mænd end kvinder i de samaritanske samfund. En lempelse af loven om ægteskab har dog gjort det muligt for mænd at gifte sig med kvinder udefra på betingelse af, at de konverterer til den samaritanske tro.

LÆS OGSÅ: Samaritaner søger ukrainsk kone

Fra en million til 146
Ud over truslen om indavl har det samaritanske folk gennem tiden også været truet fra andre fronter. De har været i stormfulde kampe med jøder, efterfulgt af muslimer og kristne og undergået tvangskonverteringer til både jødedom, kristendom og islam. Hændelser, der har medført, at de har været på randen af udryddelse.

Folkefærdet omfattede under Romerrigets storhedstid over en million samaritanere, men forfølgelse og tvangskonverteringer resulterede i, at der ved Det Osmanniske Riges fald i 1917 kun var 146 samaritanere tilbage. Og eftersom de kun gifter sig indbyrdes, stod de i en kritisk situation. Men som resultat af den omtalte ændring af loven om giftermål vokser antallet i dag igen langsomt.

De fem Mosebøger
Ifølge samaritanernes højeste, nulevende religiøse leder Abd al-Muin Sadaka følger trosfællesskabet den autentiske jødedom. Det bygger de på en overbevisning om, at samaritanerne formåede at holde fast i den gamle jødiske lærdom under jødernes 49 år lange eksil i Babylon og afvise det tilbagevendte folks nye forståelser af religionen.

Derfor anerkender de kun de fem Mosebøger som hellige skrifter og tror ikke på, at resten af Det Gamle Testamente er sendt af Gud.

Mere præcist bygger den samaritanske religion på de fem søjler; troen på én Gud, troen på at Moses er Guds sendebud, tiltro til de første fem Mosebøger (især De Ti Bud), troen på helligdommen ved Gerizim-bjerget og troen på genopstandelsen af Messias på den sidste dag.

Mange samaritanere sværger også til en sjette søjle, som fortæller om en profetisk efterkommer af Moses, der vil træde frem og ved verdens ende sprede retfærdighed over mennesket.

Det samaritanske trosfællesskabs helligste sted er toppen af det 850 meter høje Gerizim-bjerg. Bjergets helligdom blev slået fast med placeringen af et tempel opført i 332 f.Kr. Templet blev revet ned igen 100 år efter efter sigende af jøder. Den dag i dag fejrer samaritanerne stadig højtider på Garizim-bjerget, det sted hvor de antager, at templet i sin tid lå. Dette skal ifølge samaritanernes tro også være stedet, hvor genopstandelsen vil finde sted.

LÆS OGSÅ: Derfor bør kristne kende den jødiske påske

En af de grundlæggende stridigheder mellem jøder og samaritanere knytter sig netop til en uoverensstemmelse om, hvor Guds bolig er. Jøderne mener, at det er Jerusalem, hvorimod samaritanerne insisterer på, at det er Gerizim-bjerget, der er Guds udvalgte bolig, hvilket også er årsagen til, at bjerget har tilnavnet Guds Hus.

Traditioner
Samaritanerne er generelt et meget traditionsbundet religionsfællesskab, der har mange særprægede ritualer, de pligtskyldigt følger. Det er i særdeleshed kvinderne, der er underlagt strikse regler. For kvinder er der forbud mod at gifte sig med ikke-samaritanere, og samfundet fastholder en bibelsk tradition, hvor kvinderne skal leve isoleret under deres menstruation og en længere periode efter, de har født.

Derudover dikterer den samaritanske religion, at kvinderne skal bære bestemt beklædning, ikke sove med deres mand, og spise af særskilt service i syv dage efterfølgende deres menstruation, 40 dage efter fødsel af en dreng og 80 dage efter fødsel af en pige.

Fejringen af påsken foregår nøjagtigt efter Moselovens forskrifter med ofringer ved deres ypperstepræst i modsætning til den jødiske påske, hvor man ikke ofre påskelammet. De omskærer deres sønner på ottendedagen og betaler også en løsesum til ypperstepræsten for den førstefødte.

Kilder til artiklen:
The Samaritan Update
Den store danske
Ordet og Israel
Al Jazeera Jewish Encyclopedia