Indianerhøvdings tale blev miljøbevægelsens evangelium

Den kanoniserede, men uautentiske tale "Vi er en del af jorden", viser hvordan miljøbevægelsen med løs hånd skrev sin egen historie oven på indiansk mytologi, men også at myte og virkelighed ikke er uforenelige modsætninger

I mange år var et af miljøbevægelsens evangelier en indianerhøvdings blomstrende og smukke forsvarstale for naturen. Så vidt man vidste, var talen "Vi er en del af jorden" en vis Høvding Seattles svar til USA's myndigheder, der i 1854 havde tilbudt at købe indianernes land i det nordvestlige hjørne af USA.

I midten af 1800-tallet var nybyggere og guldgravere nemlig nået frem til den amerikanske vestkyst, og det der senere blev til staten Washington, var året før blevet oprettet som territorium. Man manglede bare at få jorden på private hænder og den oprindelige befolkning ind i et reservat.

Som leder for den lokale Suquamish stamme var det Seattle, eller Si'ahl, som tog imod nybyggernes tilbud om jord for et reservat. Den byttehandel accepterede han den 11. marts 1854, og ved en udendørs forsamling holdt han så den berømte tale til den lokale kommissær for indianske forhold, Isaac Ingalls Stevens. Hvad der rent faktisk blev sagt ved begivenheden er til gengæld knap så klart, for eftertidens primære kilde er en læge ved navn Henry A. Smith. Han var godt nok til stede, men nedfældede først 33 år senere en engelsk oversættelse, som oven i købet var baseret på de brudstykker af talen, han selv havde fået oversat fra Lushotseed - det sprog Seattle talte - til Chinook, som han selv forstod.

En gentleman af natur
Henry A. Smiths skrøbelige genfortælling fra 1887 fik titlen "Chief Seattle - A Gentleman by Instinct". Den blev et vigtigt dokument i de amerikanske indianeres historie og det første skud på stammen for en lang række fortolkninger, der bragte den stolte høvdings stemme ind i nutiden.

Den version af Høvding Seattles tale, de fleste kender i dag, og som i oversættelsen "Vi er en del af jorden" kan findes på en del danske bogreoler, har imidlertid temmelig lidt med virkelighedens Høvding Seattle at gøre.

I 1972 producerede en baptistisk tv-station fra Texas en miljøfilm med titlen "Home". Manuskriptet blev skrevet af den ukendte texaner Ted Perry, og han fik den idé, at filmens speak skulle være en gendigtning af Høvding Seattles tale. Mens Seattle i den originale version fra 1887 er en kapitulerende og pragmatisk leder, der taler om den røde mands bortgang, sit folks spirituelle eller slægsskabsmæssige forhold til jorden og racernes forskellighed, blev Ted Perrys Seattle til en miljøforkæmper, som poetisk beskriver den oprindelige befolknings kærlighed og respekt for den naturlige verdens skabninger.

Da Ted Perry på den måde lagde ord i munden på en sagnomspunden figur, havde han efter eget udsagn ingen planer om at tage udsigten fra de virkelige historiske begivenheder. Men den baptistiske tv-station udsendte "Home" uden de rulletekster, hvor Perry stod anført som manuskriptforfatter, og mens miljøfilmen hurtigt forsvandt i glemslen, fik den nyistandsatte Høvding Seattle raske ben at gå på.

Adopteret af miljøbevægelsen
Det var især 1970'ernes voksende miljøbevægelse, der adopterede den fiktive Seattle. Uden at nævne den rigtige forfatter, Ted Perry, blev den nye tale genoptrykt i bøger om økologi og bæredygtighed, og den blev en stabil gæst ved miljøbevægelsens store mærkedag Jordens Dag (Earth Day).

Borgens Forlag udgav i 1989 den danske version "Vi er en del af jorden" med undertitlen "Den smukkeste tale om det smukkeste vi har". Det var en oversættelse fra "We may be brothers after all", som FN' miljøprogram havde udgivet i 1976, og i den danske udgave fik Perry selvfølgelig heller ikke anerkendelse for sine smukke ord, selvom talens manglende autencitet faktisk var blevet afsløret to år tidligere af en tysk forfatter.

En fortælling om to folk
Hvad er så mere præcist forskellen på de to versioner? I Henry A. Smiths "originale" tale fra 1887 opridser Seattle nøgternt og trist, hvordan den hvide befolkning har overtaget landet og efterhånden dækker det som "græsset på en vidtstrakt prærie", mens hans eget folk mest minder om "spredte træer på en stormhærget slette". Høvdingen er resignerende, og kalder tilbudet om at købe indianernes jord for både retfærdigt og generøst, da den røde mand - som han siger - "ikke længere har brug for særlig meget plads" og heller ikke længere "har noget rettigheder, som han (den hvide mand) behøver at respektere".

Seattle fortsætter sin tale i samme tråd nogle afsnit endnu og taler om fordelene ved at være under "den hvide høvdings" beskyttelse, men skifter så pludselig spor og stiller spørgsmål til det nye forbund. I resten af talen diskuterer han nemlig den afgrundsdybe kløft mellem de to folk.

Men din Gud er ikke vores Gud! Din Gud elsker dit folk og hader mit! Han holder kærligt sine stærke, beskyttende arme omkring blegansigtet og tager ham i hånden, som en far der fører sin søn. Men han har svigtet sine røde børn, hvis de virkelig er hans. Vores Gud, den store ånd, synes også at have svigtet os (...) Hvordan kan vi være brødre? Hvordan kan jeres Gud blive vores Gud, forny vores velstand og vække vores drømme om storhed til live. Hvis vi har en fælles fader, er han partisk, for han henvendte sig til sine børn med de blege ansigter. Vi så ham aldrig. Han gav jer love, men havde ingen ord til sine røde børn, hvis myldrende menneskemængder engang fyldte dette enorme kontinent som stjernerne fylder himmelhvælvingen. Nej, vi er to forskellige racer med adskilte rødder og skæbner. Vi har ikke meget tilfælles.

Alt er forbundet
To tredjedele af den originale tale handler om, hvordan "dag og nat ikke kan opholde sig sammen", og hvordan "morgensolen sender morgendisen på flugt". Høvding Seattle havde tilsyneladende accepteret sit folks skæbne som en del af naturens orden. Det er jo "nytteløst at ærgre sig", som han siger. Hans eneste bøn var, at det røde folk kunne få fri adgang til deres forfædres land, for her hvilede deres ånder, og hvert et frimærke jord var derfor hellig for dem.

Denne fortælling om kolonialisme står i skærende kontrast til Ted Perrys økologiske budskab fra 1972. "Vi er en del af jorden" er i USA kendt som "livets væv-talen" (web of life speech), og her er Høvding Seattle forvandlet til en miljø-apostel, der først og fremmest taler om naturens ukrænkelighed og altings forbundethed.

Vi ved at jorden ikke tilhører mennesket - mennesket tilhører jorden. Det ved vi. Alt er forbundet, ligesom blodet forener familien. Alt er forbundet. Hvad der overgår jorden, vil snart overgå jordens sønner. Mennesket gjorde ikke livets væv, men er blot en tråd i dette væv. Hvad man gør med vævet, gør man med sig selv. Den forslugne hvide mand
Den fiktive Høvding Seattle anklager den hvide mand for at behandle "sin moder, jorden, og sin broder, himmelen, som ting, der kan købes og plyndres, sælges som får eller glasperler", og forudser at han (den hvide mand) for at "stille sin umådelige sult vil opsluge jorden og ikke efterlade andet end ørken."

Et af Høvding Seattles eksempler på naturødelæggelse er tusindvis af rådnende bisoner på prærien - skudt fra forbikørende tog. Eksemplet er af gode grunde ikke med i den originale tale, for som blandt andre sociologen William S. Abruzzi har påpeget, er det et scenarie, som Seattle umuligt har kunnet opridse. Dels var der slet ikke bisoner i staten Washington, og dels holdt Seattle talen 15 år før jernbanen var blevet lagt hen over prærien, og 20 år før de store nedslagtninger begyndte. Talen har adskillige af den slags anakronismer, som Ted Perry med stor poetisk sans har lagt i munden på Høvding Seattle.

De røde og hvide guder
Ted Perry havde altså travlt med at putte ordblomster i Seattles mund og fik derfor udvisket en ret væsentlig pointe fra den originale tale, nemlig at den hvide og den røde mand har forskellige guder, og at den hvide mands gud har ladet den røde mand i stikken.

Måske var det fordi, filmens producent var en baptistisk tv-station, måske var det Perrys egen opfattelse, der skinnede igennem, eller måske passede det bare bedre til budskabet om, at mennesker er i samme båd over for ødelæggelserne af naturen. Under alle omstændigheder er den fiktive figur på direkte kollisionskurs med Henry A. Smiths mere autentiske Høvding Seattle:

Ét ved vi, som også den hvide mand måske en dag vil opdage, at vor Gud er den samme Gud. De tænker måske, at De ejer Gud, ligesom De ønsker at eje vort land. Men det kan De ikke. Han er Gud for mennesker og forbarmer sig over såvel røde som hvide. Denne jord er dyrebar for Ham. Skader man jorden, foragter man dens skaber.Hjemløs i Seattle
Indianerhøvdingen Si'ahl levede i 1800-tallets nordvestlige amerika, hvor han gjorde forretninger med de hvide indvandrere i staten Washington, som til gengæld opkaldte en by efter ham. Et af de måske mere oversete kapitler i den historie er, at Seattles bystyre i 1865 forbød indianere at bosætte sig inden for byens grænser. Det var året før Høvding Seattle døde.

Seattles eftermæle er først og fremmest blevet skrevet af to hvide amerikanere, lægen Henry A. Smith og manuskriptforfatteren Ted Perry, som på hver deres måde tog den historiske person og tillagde ham lidt supplerende mening. På den måde er to forskellige myter blevet til.

Den afdøde franske filosof Roland Barthes diskuterer i bogen "Mytologier", hvad myter er, og hvordan de skabes, og en af hans forklaringer er kort fortalt, at myter opstår, når vi lægger ny mening ned i personer eller fænomener, så de på den måde kan fungere som bærere af bestemte værdier (når man fx forærer en pige en rose, viser man interesse for andet end botanik). Bagsiden af medaljen er så, at man i samme snuptag er nød til at fjerne noget eksisterende indhold og mening for at give plads til det nye.

Den mytologiske meningsmaskine
Henry A. Smith beskrev Høvding Seattle som en "instinktiv gentleman", der med stolthed bar hele sit folks undergang på sine skuldre. I den forbindelse glemte han, at Seattle sandsynligvis var udvalgt som forhandlingspartner af de hvide indvandrere, fordi han var en imødekommende indianer med sans for forretninger og havde en interesse i at lave en aftale med nybyggerne. Han kan måske (på nogle punkter) have været det, man i dag lidt nedsættende kalder en Onkel Tom.

Ted Perry gik med fuldt overlæg langt ind i fiktionens verden for at skabe en moderne miljøprofet. Det var til gengæld ikke en fiktion, at tusindvis af bisoner rådnede på den amerikanske prærie i 1800-tallet, at dyre- og menneskearter forsvandt, og at byerne og forureningen voksede.

"Vi er en del af jorden"-talens påstande om, at naturen ikke kan købes, og at mennesket er en "tråd i livets væv" bliver heller ikke mindre rigtige eller forkerte af, at forfatteren hedder Ted Perry og ikke Høvding Seattle. Men de er helt sikkert blevet mere appellerende og politisk effektive. Hvis man ikke er Desmond Tutu, Dalai Lama eller en 200 år gammel afdød indianerhøvding er ens moralske vurderinger ofte mere eller mindre uinteressante, og hvis en ukendt texaner skulle forklare den brede offentlighed, hvorfor naturen eller miljøet er en vigtig værdi, ville han givetvis komme på overarbejde. Det er - som Roland Barthes skriver - en af årsagerne til, at myter er et så vigtigt spirituelt og politisk redskab, selvom der selvfølgelig kan være stor forskel på myters kvalitet, og at aflivning af myter kan være et vigtigt politisk arbejde.

Mytemageren maner myten i jorden
Den historie om Høvding Seattles tale, der i mange år cirkulerede i og omkring miljøbevægelsen, og som måske stadig er den dominerende, var en myte, og en skadelig en af slagsen, hvis man spørger mytemageren Ted Perry selv. I et af hans mange forsøg på at få misforståelsen ud af verden, har han stillet spørgsmålet:

- Hvorfor er vi så villige til at acceptere en tekst som denne, når den tilskrives en indfødt amerikaner? Det er endnu et eksempel, hvor vi anbringer de oprindelige folk på en piedestal og ikke tager ansvar for vores egne handlinger.