Inkvisitionen - fra kætterafbrænding til akademisk organ

Den berygtede spanske inkvisition overlevede til midten af det 19. århundrede, og i mange europæiske lande var inkvisitionen også en del af oplysningstidens historie. Læs tre fremtrædende historier fra inkvisitionen her

Ligesom deres forgænger i middelalderen søgte de nyere inkvisitioner at forsvare kristendommen ved, i samarbejde med de verdslige myndigheder, at forhøre og eventuelt straffe personer og samfundsgrupper, der med ord eller i handling afveg fra kirkens dogmer og opfattelser.

Men inkvisitionen var ikke altid lige brutal i sin fremfærd, og kætterbrændinger på bålet var langt fra den mest almindelige straf.

LÆS OGSÅ: Inkvisitionen var kirkens og kongens task force

Torquemada grundlagde inkvisitionen og endte selv på bålet
Det var det spanske kongepar Ferdinand og Isabella, der ca. 1478 tog initiativ til en ny inkvisition i deres riger, efter at den oprindelige inkvisition ellers havde været uvirksom i årtier. Dette er også den væsentligste forskel i forhold til den middelalderlige inkvisition, at Inkvisitionen i Spanien fra starten var under kongehusets kontrol, selvom det også var en kirkelig institution og inkvisitorerne også var præster og munke.

I spidsen for den nye magtfulde institution satte de dronning Isabellas personlige præst og fortrolige rådgiver, dominikanermunken Fray Thomàs de Torquemada (1420-1498). Ligesom Torquemada var de øvrige spanske inkvisitorer kirkelige embedsmænd og ofte, men ikke udelukkende, dominikanermunke.

Torquemada fik fra 1483 titel af Inquisidor general, det der på dansk kaldes en storinkvisitor. Dette embede fik samtidig et stort kontor i den øverste statsadministration med mange ansatte. Torquemada var dermed i praksis spansk inkvisitionsminister. Og selvom denne inkvisition lige som alle andre formelt var godkendt af Vatikanet, var det i enhver henseende kun kongehuset, som han stod til ansvar overfor.

Torquemada og hans inkvisitions overordnede opgave var at bekæmpe kætteri og kættere; det vil sige både kætterske tanker, skrifter og handlinger og personer. Kætteri kan være et meget løst begreb. I bredeste forstand var kætteri alle de religiøse opfattelser eller handlinger, der i kritisk grad afveg fra kirkens mere eller mindre fastsatte lære.

Når Inkvisitionen på forskellige tidspunkter retsforfulgte forskellige grupper som protestanter og hekse, så var det i sidste ende fordi protestantismen og hekseriet på hver sin måde blev sat i forbindelse med kætteri. Eller man kan sige, at den dømte teologisk set altid dømtes for kætteri, men kætteriet kunne bestå i bestemte ting, som for eksempel at overholde jødiske spiseregler, selvom man var konverteret kristen.

I 1492, samme år som Christoffer Columbus sejler mod den nye verden med Ferdinand og Isabellas støtte, forviser kongen og dronningens samtidig adskillige tusinde jøder fra Spanien. Men først fik de valget mellem konversion til kristendommen og udvisningen. Det skønnes, at godt en lille halvdel blev på den iberiske halvø som nye kristne.

Det betød, at den nye inkvisitions første opgave blev at undersøge, om disse konvertitter, og ikke mindst deres efterkommer, nu også var rigtige kristne. Hvis ikke, var de nemlig ikke blot tilhængere af en uønsket religion, men kættere, Efterforskningen af disse skjulte jøder, de såkaldte conversos, optog den spanske inkvisitions første lange periode.

Inkvisitionen blev med tiden en integreret del af den spanske forvaltning og kirke, og mange kom måske til at regne med den som en naturlighed. Men populær blev den aldrig. Torquemada var ingen undtagelse. Hans enorme ildhu og af og til brutale fremfærd skaffede ham hurtigt et ubehageligt ry. Under sine mange rejser var han ofte nødt til at have over 200 livvagter med sig.

Torquemada var den ledende mand bag den spanske inkvisition i mindst 15 år fra 1478 til midt i 1490erne. I denne periode blev mange hundrede mennesker brændt på bålet som kættere, og mange, mange flere blev efter forhørene idømt fængselsstraffe eller bøder. Men omfanget af inkvisitionens virksomhed i denne tidlige periode er det svært at bedømme præcist.

Med reformationen og den katolske modreformation i 1500-tallet fik Inkvisitionen samtidig en ny opgave: Protestantiske kættere. Dette blev ikke mindre påtrængende af, at Spanien på dette tidspunkt regerede over Nederlandene, hvor protestantismen nød større fremgang.

I løbet af 1700-tallet blev den spanske inkvisition også mere uvirksom, og den dømte i stadig færre sager. På ét punkt fortsatte den dog med at virke effektivt, censuren. Direkte eller indirekte kontrol med bøger og aviser og pamfletter var normen i stort set alle verdens stater i tidligmoderne tid.

I blandt andet Spanien blev det Inkvisitionen, der stod for arbejdet med at undersøge og forbyde tekster, som staten eller kirken anså for upassende eller farlige. Både politisk kritik af enevælde og bøger skrevet af protestantiske teologer for eksempel.

Da Napoleon Bonaparte tog magten i Spanien 1808 og satte sin bror på landets trone, var en af hans første beslutninger at nedlukke Inkvisitionen. Men der skulle efterfølgende gå en del år med politiske tovtrækkerier, før den endegyldigt ophørte med at eksistere i 1834. Den sidste spanske henrettelse for kætteri fandt sted i 1826.

SE OGSÅ TEMA: Store kættere

Men det var alligevel ikke den sidste, der skulle blive brændt på bålet. Storinkvisitoren Fray Thomàs de Torquemada var død 78 år gammel i 1498 i klostret Santo Thomás da Ávila. Der havde han trukket sig tilbage til nogle år forinden, da han var nedbrudt af en angiveligt enorm arbejdsbyrde.

334 år senere, i 1832, mens de sidste debatter om den endelige afskaffelse af inkvisitionen rasede, plyndrede en ophidset folkemængde Torquemadas grav og brændte under store optøjer resterne af hans skelet.

Flygtede med et brokbind
Inspireret af, hvad man så som den spanske succes, startedes der i Pavestaten en ny inkvisition i 1542. Foruden Vatikanstaten virkede den også i byer som Firenze, Milano og Venedig. Italienske Guiseppe Pignata sad i den romerske inkvisitions fængsel for kætteri. I 1693 havde han held til at flygte, og skrev siden en detaljeret beretning om hele forløbet. Den giver et indblik i de sammensatte forhold i forbindelse med inkvisitionens retspleje.

Selve fængslet forekom relativt humant. I næsten to år afventede han sin endelige dom, og i denne periode kunne fangerne til jul og påske modtage besøg fra pårørende. De bemærkede, at han for hvert besøg så sundere ud og oven i købet havde taget på i vægt.

Men i forbindelse med de forudgående forhør var han blevet torteret. Mishandlingen gav blandt andet udslag i en brok, som Guiseppe Pignata først senere opdagede, efter han omsider var blevet idømt en fængselsstraf.

Han spurgte da efter en læge, som straks kom og gav ham en form for brokbind om livet og lysken til at lindre og holde på brokken. Men bindet havde et metalspænde, som Guiseppe Pignata senere brugte til at file eller grave sig ud gennem fængselscellens loft.

Guiseppe Pignatas dramatiske beretning peger på to typiske fordomme, der i dag omgærder den spanske inkvisition såvel som den tidligere middelalderlige. Torturen og kætterbålene.

Også den spanske inkvisition kunne anvende tortur i forbindelse med sine forhør. Men på dette punkt adskilte Inkvisitionens retsforfølgelse sig ikke fra de øvrige, verdslige myndigheders. Tortur og legemsbeskadigelse i det hele taget var almindeligt udbredt.

Især den spanske inkvisitions kætterbrændinger blev ofte ledsaget af en spektakulær procession, en såkaldt autodafe, hvor den dømte på vej mod bålet offentligt gjorde bod for sine kætterske handlinger. Udtrykket kom af det latinske actus de fide, som betyder en troshandling. Foruden den religiøse symbolik tjente de også til at indgyde frygt hos tilskuerne.

LÆS OGSÅ:Hvad er en kætter?

Men dødsstraf ved brænding var i virkeligheden kun en af mange mulige straffe og langt fra den hyppigste. Konfiskation af ejendom, bøder og korte og lange fængselsstraffe blev mindst lige så ofte anvendt.

Galileo Galilei provokerede Inkvisitionen
Den italienske inkvisition havde også en anden meget berømt sag. Det var nemlig den, der i 1616 dømte videnskabsmanden Galileo Galilei for at støtte Kopernikus teori om, at Jorden kredser om solen og ikke omvendt.

Når Galilei kom i inkvisitionens søgelys i første omgang, var det dog fordi, man havde advaret ham mod at behandle Jordens rotation om solen som et reelt fysisk problem. Man sondrede med andre ord mellem at behandle det på et hypotetisk, teoretisk plan, hvor det ikke var forbudt. Men advarslen sad han som bekendt overhørig, og han måtte trække sin støtte til teorien tilbage, hvilket i øvrigt var den eneste form for straf, han modtog i sagen.

I 1633 måtte Galilei igen møde for inkvisitionen i forbindelse med udgivelsen af en af sine bøger. Dog ikke primært på grund af dens indhold. Bogen handlede om tidevandets skiften, ebbe og flod, og Galilei antog her fejlagtigt, at Jordens bevægelser var den bestemte årsag til naturfænomenet.

Han indgav manuskriptet til inkvisitionens censur i Rom, som efter en bureaukratisk proces godkendte den med kun få ændringer og anmærkninger.

Men på grund af tekniske vanskeligheder og misforståelser havde Galilei imidlertid også sendt værket til inkvisitionen i Firenze. I den by blev bogen så trykt. Men dette skete inden den officielle godkendelse fra hovedsædet i Rom forelå.

Dette, måske tilsammen med mindet om dommen fra 1616, fik inkvisitorerne til at anklage og dømme Galilei for foragt for Inkvisitionen, eller Det Hellige Embede, som den også kaldtes. Den aldrende Galilei undskyldte sit fravær fra retssagen med sygdom, hvilket blot provokerede inkvisitorerne endnu mere.

Det udmøntedes i en fængselsdom, som hurtigt formildnedes til en livsvarig husarrest, hvor Galilei også havde tilladelse til at besøge en nærliggende kirke og i øvrigt fortsætte sit videnskabelige arbejde.

Galileis sager kan fortælle enkelte interessante ting om den tidligmoderne inkvisition. For det første at selv en prominent videnskabsmand som Galilei, der oven i købet var en ven af paven, Urban VIII, kunne have svært ved at undgå dens årvågne kontrol.

Men samtidig også at billedet af inkvisitionen som en institution, der ureflekteret og brutalt slog ned på alle former for fri tænkning og videnskab, ikke er korrekt.

Inkvisitionens arvtager findes i dag
I løbet af det 19. århundrede mistede Inkvisitionen alle steder endegyldigt mulighederne for at håndhæve sine sanktioner. Forenklet sagt fordi samarbejdet med landenes verdslige myndigheder ophørte. Mere liberale holdninger i religionsspørgsmål udbredtes langsomt op til denne periode, og de verdslige statsmagter samlede i stadig stigende grad lovgivning og retspleje hos sig selv.

Men den katolske kirke ophørte ikke med at søge at løse den opgave, Inkvisitionen i første omgang blev sat i verden for at klare. Nemlig at bekæmpe opfattelser, der strider imod kirkens egen lære.

I 1908 bestemte paven, Pius X, at Inkvisitionen kun skulle kaldes ved sit andet navn, Kongregationen for Det Hellige Embede. I 1965, under Paul VI, fik den sit nye og nuværende navn: Kongretationen for Troslære. Kongregationen for Troslære, som stadig findes i Vatikanet den dag i dag, er en teologisk arvtager til den norditalienske inkvisition fra 1500-tallet, og ikke den middelalderlige eller spanske.

Inkvisitionen var i sin funktion et udpræget juridisk organ, med til tider brutale magtmidler til sin rådighed. I dag er dens arvtager et teologisk og akademisk organ, hvis juridiske rækkevidde stort set begrænser sig til kirkens egne indre forhold.

I denne fredelige form virker den for at beskytte og fremme katolsk tros- og morallære. Den nuværende leder af Kongregationen er Kardinal William Levada, som i 2005 tog over, da forgængeren Joseph Ratzinger blev pave under navnet Benedikt XVI.