Kristne slaver, muslimske pirater

I perioden 1500-1800 blev mellem 1 million og 1,5 million kristne europæere taget som slaver af muslimer fra den arabiske verden. Læs historien om deres ulykkelige skæbner her

Alle større biblioteker bugner med bøger om den såkaldte trekantshandel, hvor kristne europæere tog til Vestafrika og købte sorte slaver og fragtede dem til deres oversøiske kolonier i Amerika og Caribien. Men et væsentlig mindre belyst kapitel i slavehandlens sorte bog er den omfattende slavehandel, som i samme periode bragte hvide, kristne slaver fra Europa til det muslimske Nordafrika.

De hvide slaver blev fanget i hele Europa, helt fra Italien i syd til Island i nord. Men især landene i Sydeuropa var hårdt ramt på grund af deres geografisk udsatte placering i Middelhavsområdet nær ved Nordafrikas kyst.

Slaverne kom fra alle samfundslag og blev hovedsageligt taget fra havnebyer, hvor muslimske pirater, korsarer, lagde til og plyndrede og hærgede. Inden de lettede anker, fyldte de deres skibe med menneskelig last, enten med henblik på løsesum eller tvangsarbejde.

Andre blev taget som slaver af korsarer, der kaprede deres skibe og tog hele besætninger til fange.

At bytte en kristen for et løg
I nogle perioder var der så mange slaver i Nordafrika, at en talemåde fra Algier hævdede, at det var muligt at bytte en kristen for et løg.

Grunden til at antallet af slaver til tider nåede så svimlende højder, var, at pirateriet var statsautoriseret af de nordafrikanske stater, Marokko, Algier, Tunis og Tripolis. Alle fire stater betragtede pirateriet som hellig krig, jihad, mod de kristne vantro.

Flere europæiske lande, heriblandt Danmark, følte sig nødsaget til at oprette særlige slavekasser (Danmark i 1716). Slavekasserne blev brugt til at finansiere løskøbelsen af de borgere, der var blevet taget til fange af de muslimske korsarer. Men pengene slap dog hurtigt op, og mange slaver endte derfor deres dage som en anden mands ejendom.

En slave havde samme status som et dyr
Livet som slave varierede givetvis fra sted til sted og fra person til person. Ikke desto mindre er der dog nogle generelle ting, som kan konstateres. For eksempel blev kvinder ofte tjenestepiger eller konkubiner, mens mændene blev sat til hårdt, nedslidende fysisk arbejde.

Den værste skæbne, som kunne overkomme en mandlig slave, var at blive roer i en af arabernes mange galejer. Livet som roer var ekstremt fysisk og psykisk nedslidende, og prygl og pisk var en uundgåelig del af dagligdagen. Som en italiensk roer fra Tunis klagende noterede: Vi bliver dårligt behandlet, slået med pinde, udsultet og kaldt for ugudelige hunde, i en sådan grad at jeg hellere vil dø, så Gud alene ved, hvad der vil ske.

Der er ingen tvivl om, at livet som slave har været alt andet end morsomt. En slave havde samme juridiske status som kvæg; ingen rettigheder og fuldstændig i sin herres vold. En slaveejer kunne efter forgodtbefindende prygle, voldtage eller dræbe sin slave uden nogensinde at se skyggen af repressalier: Hvis en herre vil dræbe sin slave vil det ikke få yderligere konsekvenser, end hvis han dræbte sin hest, som den engelske slave William Okeley kendetegnende bemærkede.

Selvom de fleste slaver levede en kummerlig tilværelse, hvor de skulle hutle sig igennem dagligdagen, lykkedes det alligevel nogle at stige i hierarkiet for til sidst at vinde deres frihed.

Én af disse heldige personer var den danske sømand Harck Olufs (1708-1754). Olufs var kun 14 år gammel, da han blev taget til fange af muslimske pirater. Igennem hårdt arbejde og formentlig en konvertering til islam lykkedes det imidlertid Olufs at vinde sin herres gunst, og efter 13 år som slave genvandt han endelig sin længe ventede frihed.

Men som han bemærkede i sin selvbiografi, hvilede hans forholdsvise gode tilværelse på et spinkelt grundlag: Sagen, at jeg uagtet alt dette, dog var bleven en Slave, og at en liden Forseelse hos en Barbarisk Herre, der har Magt at giøre hvad hannem selv lyster, let kunde foraarsage, at jeg blev ligesaa dybt fornedret, som jeg var ophøyet.

Slaveriet og Koranen
Da islam blev grundlagt som religion i det 7. århundrede var slaveriet allerede en integreret institution i den arabiske verden, ligesom i resten af verden.

Et af de tidligste dokumenterede tilfælde af slaveøkonomi i den muslimske verden stammer fra 652 e.Kr. - kun 20 år efter profeten Muhammeds død. Her indgik den arabiske feltherre Abdallah ben Sayed en traktat med nubierne (nuværende Sudan), der pålagde dem at betale 360 slaver per år.

Flere steder i muslimernes helligskrift, Koranen, er der referencer til slaveriet. Og det fremgår tydeligt, at slaveriet var en helt normal og hævdvunden praksis.

Ofte når slaveriet omtales, er det i forbindelse med en slaveherres seksuelle brugsret over sine slavinder. For eksempel lyder det et sted: Vi gør dine hustruer tilladte for dig, dem, som du har givet deres løn, og de slavinder, som Gud har givet dig som bytte. (sura 33, 50).

Og et andet sted står der: Lykkelige er de troende som vogter over deres køn; undtagen over for deres hustruer og slavinder, for da kan man ikke bebrejde dem noget (sura 23, 1-6).

Slaveriet var Guds straf
I flere af de dramatiske beretninger fra de hvide slaver, er der en iøjnefaldende ting, som går igen. De fortolker deres ulykkelige skæbne som Guds straf over deres syndige natur. For eksempel ræsonnerede en slave, at årsagen til hans egen og medslavernes modgang var, at vi elsker vores synder, som gør os slaver i barbarernes hænder. Mens en anden bemærkede: for mine synder blev jeg fanget på et sted kaldet Ascea.

Men også gejstlige i hjemlandene prøvede at finde meningen med slaveriet i en kristen fortolkningsramme. Således kunne en italiensk abbed sørgmodigt påpege, at slavernes eneste forbrydelse var, at de genkender Jesus Kristus som den mest guddommelige frelser og forkynder Ham som den eneste sande tro.