Musik er en grundpille i religion

Mennesker har til alle tider sunget og spillet som et væsentligt led i deres religiøse praksis. Ifølge den amerikanske religions- og musikforsker Guy L. Beck findes der næsten ingen grupper inden for de store religioner, hvor musikken ikke spiller en vital rolle.

I alle typer af religioner kan musikken være det klister, som i et ritual binder ord og handling sammen, og som samtidig befæster fasttømrede sociale og religiøse hierarkier, skriver han i bogen Sacred Sound (2006).

Han har dog iagttaget, hvordan musikken evner mere end bare at fastholde: Sang og musik kan være kreative og flydende elementer i en religion, i den forstand at de er med til at etablere nye og mere udtryksfulde former for rituelle fællesskaber.

Denne artikel vil fokusere på, hvordan og hvorfor musikken kan spille så central en rolle i en religion. Og det munder ud i et overblik over, hvilken type handlinger religionerne mere konkret bruger musikken til.

Er musikkens oprindelse religiøs?
I de fleste traditionelle kulturer findes en idé om, at musikinstrumenter er noget, mennesket har fået fra guderne. Og i vores vestlige kultur har musikken en sproglig særstatus blandt kunstarter og håndværk ved at være opkaldt efter noget guddommeligt, nemlig de græske muser. Det er nok ikke tilfældigt.

Den amerikanske musiketnolog Bruno Nettl konkluderer i sin Excursions in World Music (2001), at:

"I alle samfund genfindes musik i religiøse ritualer. At musikken næsten overalt er en grundpille i de hellige ceremonier, har ført nogle forskere til at foreslå, at den måske endda blev opfundet for at at give mennesker en særlig måde at kommunikere med det overnaturlige på.

Allerede i 1800-tallet mente den engelske musikfilosof og psykolog Edmund Gurney, at vi mennesker på en dybtliggende måde linker lyd til det overnaturlige:

Lyd er ligesom guderne en kraftfuld, usynlig tilstedeværelse. Den kan sandsynligvis bruges som model for vores begreb om det hinsides. Hvis vi er troende, kan vi mene, at ånden bevæger os gennem vores rituelle musik. Rituel lyd gør det transcendente immanent, påpegede Edmund Gurney i sin bog The Power of Sound (1880).

Musik ifølge religionsvidenskaben
Alligevel har religionsvidenskaben kun i begrænset omfang interesseret sig for musikkens betydning. En tidlig undtagelse er dog tyskeren Rudolf Otto, som mente, at de følelser, musikken skaber i os, har nære lighedstræk med vores følelser over for det hellige. I sin klassiker Das Heilige (1917) skriver han:

Musik skaber nogle stemningsmæssige vibrationer i os på en ganske særlig måde. Dens egentlige indhold stammer ikke fra ordinære menneskelige følelser, og musikken er langt mere end blot et ekstra sprog ved siden af det almindelige sprog.

Rudolf Ottos mest berømte synspunkt er, at mennesket nærmer sig det hellige med en irrationel følelse af både ærefrygt og tiltrækning, fordi det hellige med sin anderledeshed ligger helt uden for menneskelige kategorier. Og han mente altså, at noget lignende gælder for musikken, som derfor er i stand til at udtrykke anderledesheden.

Guy L. Beck, der er førende inden for studiet af musik og religion, er enig med Rudolf Otto. Han mener at kunne udvide Ottos udsagn og påvise, at det hellige som kategori for en praktisk menneskelig erfaring ikke eksisterer i et tomrum, men i stedet konsekvent er forbundet med vokale og musikalske udtryk. Guy L. Beck går derfor så vidt som til at hævde følgende:

Det er umuligt at trænge effektivt ind en religiøs tradition uden den musikalske dimension. Den religiøse musik kan afsløre kernen af en tro på en måde, som undviger teologiens, filosofiens, historievidenskabens, litteraturkritikkens og sociologiens blik.

En kompleks kunstart
Hvad er det så nærmere bestemt for nogle egenskaber ved musikken, der giver den så uvurderlig en status? Opslagsværket Oxford Dictionary of World Religions uddyber sin konstatering af, at musik udgør en vigtig del af alle religioner, med at musikken både kan

• understøtte og forandre stemninger (f.eks. af fællesskab, red.)
• vække og opretholde følelser
• fremkalde trance eller ekstatiske tilstande
• fungere som udtryksmiddel ved tilbedelse
• underholde

• bundet af tid
• en indikator for personlig tilstedeværelse
• dynamisk
• ulegemlig

• ritualer, som genopfører mytiske begivenheder (bl.a. ved nytårsfestivaler, f.eks. i jødedommen, hvor der blæses i vædderhorn)
• handlinger som påminder om historiske (eller mytiske) begivenheder (f.eks. den kristne passionsmusik)
• offerhandlinger, hvor formålet er at opnå velsignelse eller soning for synd/urenhed (bl.a. ved tempelofringer i antik jødedom)
• taksigelse (lovsange i alle teistiske religioner, altså ikke i buddhisme)
• bøn om tilgivelse mm. (f.eks. i det kristne Kyrie og i sikhernes Shabads)
• invitation af det guddommelige (i mange vediske sange fra oldtidens Indien; i romersk katolsk og ortodoks kristendom i form af klokkeringning under nadveren, når Gud inviteres ind i brød og vin; i protestantiske salmer og sange, som inviterer Helligånden)
• meditation ved at messe et mantra (i bl.a. buddhismen, hinduismen og nogle nyreligiøse bevægelser) eller meditation til musik (New Age)
• at skabe fællesskab mellem den menneskelige og den guddommelige verden (i katolicismen: fællesskab mellem mennesker og helgener; i naturreligioner og oldtidsreligioner: musikken markerer fejringen af et måltidsfællesskab mellem mennesker og guder)
• undervisning (f.eks. jødiske lektioner; visse protestantiske salmer; fremførelse af den buddhistiske Pali-kanon om vejen til oplysning)
• at skabe tilstande af ekstase og lyksalighed (i religionernes mysticistiske afarter, dvs. i den muslimske sufisme, den jødiske hasidisme, den hinduistiske bhakti og nogle buddhistiske sekter)
• åndemaning og andre ulykkesafværgende handlinger (især i buddhisme og naturreligioner, hvor det ubehagelige jages bort ved at messe bestemte tekster og/eller spille kraftigt og pågående på musikinstrumenter)