Er erindringen om holocaust en trussel mod Israel?

Holocaust har formet israelernes selvforståelse og skabt en kollektiv erindring om, at det er Israel mod resten af verden. Sådan lyder tesen fra en dansk historiker

I bogen Israels historie om holocaust argumenterer historiker Jeppe Matzen for, at holocaust er blevet et symbol, der er stærkere end Israel, og som forener jøder på tværs af grænser og religiøse og politiske forestillinger.

Men faktisk har holocaust ikke altid været en del af den israelske selvforståelse. I årene efter Anden Verdenskrig blev holocaustoverleverne, ifølge Matzen, mødt med både foragt og ligegyldighed.

Israels oprettelse
Den israelske stat blev oprettet i kølvandet på Anden Verdenskrig for at give jøderne det tilholdssted, de længe havde ønsket, og som de hævder, Gud har lovet dem. Historikerne er enige om, at holocaust spillede en afgørende rolle i dannelsen af staten.

I årene omkring Israels oprettelse i 1948 kom der ca. 300.000 jøder fra Europa. Næsten alle var holocaust-overlevere eller pårørende. Fattige og traumatiserede ankom de til Israel i håbet om et bedre liv. Men den velkomst, de fik, var mildest talt kølig. De jøder, som ikke havde oplevet krigens rædsler, kunne ikke forene billedet af de udmagrede jøder med deres eget billede af zionismens glorværdige sejr.

LÆS OGSÅ: Hvad skete der med zionismen som kulturel idé? Som får til slagtebænken
Mange zionister betragtede de overlevende som svage, fordi de ikke havde gjort mere modstand mod nazisterne. Den toneangivende zionist Mordecai Shenhavi anklagede de europæiske jøder for at have ladet sig lede som får til slagtehusene.

Shenhavi var også en af initiativtagerne til en national mindedag for holocaust, Mindedagen for Katastrofen og Ghettooprør, hvor de jøder, der havde gjort modstand, blev hædret, mens de andre blev efterladt med skammen.

Et internt dokument fra kibbutz Ayelet fra 1946 gik skridtet videre, og fjernede noget af ansvaret fra Hitler og skubbede det over på jøderne selv:

ikke kun Hitler var ansvarlig for de seks millioner døde, men os alle, og især de seks millioner selv. Havde de vidst, at jøden også har styrke, ville de ikke alle være blevet slagtet. Kun en mangel på tro, kun en ghetto-diaspora selvfornægtelse af 'hvem vi er, og hvad vores styrke er - dette bidrog til den store jødiske massakre.'

Loven om Martyrernes og Heltenes minde
Det næste tiltag til at lave en kollektiv erindring om holocaust kom i 1953 med oprettelsen af Yad Vashem, Loven om Martyrernes og Heltenes minde.

Da kultur- og uddannelsesminister Ben Zion Dinur fremlagde forslaget var det for et halvtomt parlament. I debatten lagde Dinur vægt på, at de millioner af passive helte fra holocaust skulle hædres som martyrer og indgå i Israels kollektive bevidsthed.

Dette enorme mindested indeholder i dag blandt mange andre ting et holocaust-museum, bibliotek, holocaust-kunstsamling, forskningsinstitut, arkiver og en synagoge.

Men i de første år var der ikke megen opbakning blandt den brede befolkning, som ikke så nogen grund til at hylde disse anti-helte.

Men i det følgende årti gjorde Yad Vashem, med Dinur i spidsen, en stor indsats for at få holocaust ind i den nationale bevidsthed. Og deres mission lykkedes så godt, at holocaust i dag næsten har fået en hellig karakter. Al kritik af staten Israel bliver set som antisemitisme og som et forsøg på at bagatellisere holocaust.

Da den ellers folkekære sangerinde Yaffa Yarkoni skulle optræde for den israelske befolkning i 2002, forventede alle, at hun - som sædvanligt - ville hylde de israelske soldater. Siden krigen 1948-49 havde hun årligt optrådt for de israelske soldater på mindedagen for de faldne soldater. Men i 2002 brugte hun i stedet sin taletid til at kritisere Israels krig mod Palæstina:

Vort folk har oplevet holocaust. Hvordan kan vi optræde som vi gør?, åbnede hun talen med at spørge.

Da hun efterfølgende blev spurgt, hvad hun mente, svarede hun:

Soldaterne skrev numre på de tilfangetagne palæstinenseres arme. Var det ikke det, tyskerne gjorde?

Udtalelserne gjorde kulturikonet rygende upopulært. En førende avis skrev i en lederartikel, at Yaffa Yarkoni gør fælles sag med de nye antisemitter i Europa.

Alle hendes koncerter blev aflyst, og hun måtte rejse rundt med ekstra sikkerhedsvagter.

Holocaust truer Israels fremtid
Ifølge den israelske historiker Yehuda Elkana, som selv er holocaustoverlever, er den største trussel mod Israel i dag erindringen om holocaust:

Jeg ser ikke nogen større trussel mod Israels fremtid end det faktum, at Holocaust er blevet metodisk indgydt i den israelske befolknings bevidsthed, også den store del, som ikke selv udholdt Holocaust, sammen med den generation af børn, som er født og opvokset her.

Et lignede standpunkt tager den israelske forfatter Etgar Keret. Han mener, at holocaust er så indlejret i israelernes bevidsthed, at folkedrabet ubevidst bruges som undskyldning for forbrydelser mod palæstinenserne:

Såvel vi som palæstinenserne oplever os selv som ofre. For jødernes vedkommende skyldes det holocaust, og for palæstinenserne skyldes det deres ulykkelige historie.. Når du oplever dig som offer, føler du, at du ikke skylder nogen regnskab for dine handlinger. Uanset hvor megen lidelse du tilføjer andre, kan det ikke måle sig med den lidelse, du har været offer for.

Ifølge Matzen har de politiske ledere i Israel bevidst brugt holocaust som et politisk middel til at samle befolkningen:

Holocaust-motivet bliver systematisk udnyttet til at cementere det nationale sammenhold og befolkningens forsvarsvilje, skriver han i bogen.

Ifølge ham er Israels fortælling om holocaust ikke en historisk beskrivelse af folkedrabet, men en myte, en myte om holocaust.