Den sidste nadver, forbuden frugt og en skål linser: 10 vigtige måltider i Bibelen
Mad er med til at kendetegne kulturer og traditioner. Det gælder også for Bibelen, der bugner af måltider, som fortæller os noget om dens samtid og kulturhistorie
Det er to bibelske fortællinger om mad, der indrammer den protestantiske teologi og den kristendom, vi praktiserer i Danmark. Den første beretning er fortællingen om syndefaldet, hvor Adam og Eva bliver fordrevet fra paradisets have, fordi de spiser af frugten fra kundskabens træ. Den anden er fortællingen om den sidste nadver, hvor Jesus spiser sammen med sine disciple, lige før sin død.
I syndefaldet taber mennesket sin uskyld og må leve som dødelige, adskilte fra Gud på grund af synd. Med nadveren sones den synd, som Adam og Eva begik ved at spise af frugten i Edens Have. Det er altså et måltid, der gør, at mennesket adskilles fra og forenes med Gud og derfor spiller mad en afgørende rolle i både Det Gamle og Det Nye Testamente.
For Jesper Tang Nielsen, der studieleder på afdeling for bibelsk eksegese på Det Teologiske Fakultet i København, handler måltiderne i Bibelen om meget andet og mere end at blive mæt.
Måltidet er stedet for fællesskab. I Det Nye Testamente får måltidet en særlig betydning, fordi Jesus før sin korsfæstelse skaber et ritual i forbindelse med et måltid. Gennem indstiftelsesordene bliver nadveren til det sted, hvor der er fællesskab med den fraværende Jesus. På den måde bliver det særlige, ritualiserede måltid, som nadveren er til et tempel, hvor der er fællesskab med guddommen, siger Jesper Tang Nielsen.
I mellem den forbudte frugt i Det Gamle Testamente og nadveren i Det Nye Testamente finder man en stribevis af måltidsbeskrivelser. Biblen sprudler af vin, krydderurter og kødretter, der alle sammen rummer teologiske pointer og giver os et fingerpeg om den kultur, som bogen er skrevet i.
Den forbudte frugt
"Forbuden frugt smager bedst" er et ordsprog, de fleste danskere har hørt. Det stammer fra et af de mest berømte måltider i Bibelen, hvor Adam og Eva spiser af den forbudte frugt. Gud har givet dem lov til at spise frugterne fra alle træer i haven - på nær et enkelt træ. Det er for stor en fristelse, især da slangen sætter spørgsmålstegn ved Guds påbud. Eva vælger at plukke en frugt, spise den og dele den med Adam, og det bliver starten på det, der betegnes som syndefaldet.
"Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet," står der i beretningen. Konsekvensen bliver, at Gud fordriver dem fra Edens Have, og herefter må de dyrke jorden og klare sig selv.
Du kan læse beretningen om Adam og Eva, der spiser af den forbudte frugt, i 1. Mosebog kapitel 3.
Førstefødselsretten solgt for linser
Historien om Jakob og Esau er en dramatisk fortælling om jalousi, loddenhed og linsesuppe. I 1. Mosebog kapitel 25 fortælles det, at Isak og Rebekka fik to sønner. De havde ventet længe på at få børn, og fik til deres store glæde to sønner. Den første søn, der blev født, var en stor dreng med lodden hud på hele sin krop. Han fik navnet Esau.
Den anden søn, der holdt fast i sin brors hæl, da han blev født, blev kaldt Jakob. Jakob var misundelig på sin bror, fordi han som den førstefødte havde førstefødselsretten, der sikrede ham arven fra Isak. Jakob narrede sin bror Esau, der kommer sulten hjem fra arbejde og sælger sin førstefødselsret for en skål linser. Sulten er skyld i, at Esau mister det mest betydningsfulde, en søn kan få del i; de privilegier, der følger med førstefødselsretten.
Beretningen om Esau og Jakob er fortællingen om jalousi, bedrag og striden om arven. Den kan læses i 1. Mosebog kapitel 25 vers 19.
Mæthed midt i ørkenen
Historien om, hvordan brød dalede ned over israelitterne midt i ørkenen, er en del af den historie, der fortæller om israelitternes udgang fra Egypten og deres vandring mod det forjættede land. Beretningen beskriver, hvordan folket er frustrerede over de dårlige vilkår i ørkenen og brokker sig til deres leder Moses.
Midt i hungersnød og alskens trængsler begynder det at regne med manna, et hvidt, spiseligt brødlag, som israelitterne samler ind og spiser. Historien om den daglige manna i ørkenen er beretningen om, hvordan Gud har omsorg for israelitternes daglige midt i deres nød. Du kan læse beretningen om i 2. Mosebog kapitel 16.
Enkens enkle måltid
Historien om enken fra Sarepta er beretningen om en fattig kvinde, hvis tomme mel- og oliekrukker fyldes op i mødet med profeten Elias.
Elias får at vide af Gud, at han skal gå til byen Sarepta, hvor han vil møde en enke. Profeten gør, som Gud siger og møder en kvinde, som han beder om et brød. Hun fortæller, at hun og hendes familie er ved at dø af sult, men går alligevel hjem og bager brød af det sidste mel og olie, hun har og giver det til Elias. Ved hjælp af et profetisk ord fra Bibelen bliver hendes olie- og melkrukke herefter ved med at være fulde.
Beretningen sluttes af med en bemærkning om, at hun og hendes familie fik føden i lang tid, og kan læses i 1. Kongebog kapitel 17 vers 7.
Påskelam og bitre urter
Når jøderne fejrer påske, mindes de, at Gud sendte Moses til Farao for at befri Israels folk efter 430 års slaveri i Egypten. Efter de ti plager var Egyptens leder så medtaget, at han indvilligede i at lade israelitterne forlade sit land. På den aften, hvor folket skulle rejse, bad Moses israelitterne om at slagte et lam og smøre blodet på husenes dørstolper.
Samme aften skulle de spise lammet med usyret brød og bitre urter. Mens israelitterne sad rejseklare og spiste påskelammet, sendte Gud en dødsengel gennem landet. Englen dræbte den førstefødte i de huse, der ikke havde blod på dørstolpen.
Til minde om begivenhedernes i Egypten fejrer jøderne påske, på hebraisk pesach, som betyder forbigang, for at huske, hvordan Gud reddede dem. Den jødiske påskefejring i dag følger det samme ritual, som blev indstiftet ved den allerførste påske. Under påskemåltidet spiser jøderne bitre urter, charoset (en slags nøddekage), lam og usyret brød, mens påskeberetningen fra det gamle testamente læses op til minde om, hvordan Gud frelste israelitterne fra slaveriet i Egypten. Læs beretningen i 2. Mosebog kapitel 13.
Brød og fisk ad libitum
Jesus gør adskillige mirakler i Det Nye Testamente. Et af dem er det bespisningsunder, hvor han mætter 5000 mennesker med fem brød og to fisk. Efter en lang dag med prædikener og helbredelser af de folkeskarer, som fulgte efter Jesus, beder han sine disciple om at skaffe mad til menneskemængden. Men de har kun fem brød og to fisk, som en dreng finder frem fra sin madpakke.
Jesus spørger efter madvarerne og beder skarerne om at sætte sig i græsset. Derefter tager han de fem brød og de to fisk, velsigner dem og giver dem til disciplene, som deler dem ud til hele menneskemængden. Da de bagefter samler resterne sammen, er der 12 kurve tilovers, og beretningen slutter med en konstatering af, at alle blev mætte.
Du kan læse om bespisningsunderet i Matthæusevangeliet kapitel 14.
Fra vandkar til vinflasker
Til en rigtig fest skal der være vin. Det var Jesus helt med på, så da vinen slap op ved en bryllupsfest i Kana, forvandlede han vandet i seks stenkar til velsmagende vin. Vinunderet i Kana er det første mirakel, Jesus gør som begyndelsen på sine tegn.
Vin har en særlig betydning i de bibelske skrifter. De fortæller om vingården som et billede på Guds folk, og Jesus kalder sig selv det sande vintræ og de kristne for grene. Ved nadveren drikkes der vin som et symbol på Kristi blod.
Du kan læse beretningen om i Johannesevangeliet kapitel 2.
Jesu sidste måltid med vennerne
Nadver refererer til Jesu sidste måltid, hvor han skærtorsdagsaften, dagen før sin korsfæstelse, spiste brød og vin med sine disciple. Sammen med vennerne fejrer Jesus den traditionelle jødiske påske, men under påskemåltidet giver Jesus disciplene brød og vin som et symbol på sin egen korsfæstelse.
Dermed indstifter han en ny pagt, der er knyttet til hans egen død. I beretningen om den første nadver, er der mange symbolikker på spil. Ifølge Johannesevangeliet er der et sammenfald mellem slagtningen af jødernes påskelam og Jesu korsfæstelse, og på den måde kommer Jesus til at fremstå som det nye, kristne påskelam, der erstatter det jødiske. Den sidste nadver er fortællingen om indstiftelsen af et af de vigtigste kristne sakramenter, der hver søndag forvaltes i kirker verden over.
Læs mere om den første nadver i Johannesevangeliet kapitel 13.
Nadveren hos de allerførste kristne
Det tidligste vidnesbyrd om den første kristne nadverfejring kendes helt tilbage fra år 150, hvor det fortælles, at de kristne mødes på solens dag (søndagen), hvor man efter læsning, bøn og en prædiken delte brød og vin, der blev udlagt som Jesu legeme og blod.
Skabelonen for nadverfejringen er de anvisninger, som Jesus giver disciplene i Lukasevangeliet kapitel 22 vers 19-20, hvor der står: Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!« Ligeså tog han bægeret efter måltidet og sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer.Dette er stadig de indstiftelsesord, der bruger ved nadverritualet i folkekirken i dag.
Et andet skrift i Det Nye Testamente fortæller også noget om den første kristne nadverfejring. I 1. Korinterbrev kapitel 11, vers 23-34 får man det indtryk, at de første kristne jævnligt fejrede nadver over et regulært måltid, hvor deltagerne skulle dele deres mad med hinanden. Den sidste nadver er både et religiøst fællesmåltid og en begivenhed, hvor man mindes Kristi død på korset.
Læs beretningen i 1. Korintherbrev kapitel 11, vers 23.
Det evige livs læskedrik
Et af de sidste måltider i Bibelen omtales i Johannes Åbenbaring, der består af en lang række syn om de sidste tider. Her omtales det blandt andet, at de frelste får adgang til Livets Træ og Livets Vand i det himmelske Jerusalem, der er kommet ned på jorden. Blandt andet står der, at den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand for intet.
Den, der sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn. Der er her tale om en himmelsk drik, der giver evigt liv, som endeligt skal slukke tørsten hos alle de frelste. Du kan læse hele beretningen om frelsen og livets vand i Johannes Åbenbaring kapitel 21.