Indføring

Oversigt over religiøse symboler

Indiske kristne drenge holder symboler for islam, kristendom og hinduisme op nær en statue af Mahatma Gandhi i Calcutta, marts 2002. Læs, hvilken betydning de forskellige religiøse symboler har Foto: Jayanta Shaw/Reuters/Ritzau Scanpix

Religiøse symboler kan formidle omfattende informationer på en enkel måde. Hver religion har tilknyttet et eller flere symboler. Her kan du se en oversigt over forskellige religioners symboler

Symbol betyder tegn eller identitetsbevis på græsk, og et symbol er et billedligt tegn, der står for noget andet og mere omfattende.

Et symbol kan tjene tre formål:

1. At udtrykke noget, der kun kan forstås af indviede.
2. At fremstille noget, som ikke helt kan udtrykkes direkte.
3. At udsige noget mere, end en bogstavelig fremstilling er i stand til.

Korset

Korset er det vigtigste symbol for kristendommen og på kristen tro. Jesus blev korsfæstet og døde på korset, og i kristen sammenhæng ses korset i mere end 200 forskellige æstetiske udformninger.

I kristendommens første tid ville de kristne ikke kendes ved korset, fordi det var for skamfuldt, da det vidnede om nederlag og ydmygelse; men i lyset af troen på Jesu opstandelse bliver korset udtryk for et sejrssymbol: livets sejr over døden, og det symboliserer derfor dødens overvindelse og opstandelsens under.

Korset er da også det mest brugte symbol på kristne kirkegårde, hvor det både symboliserer, at et menneske er død og på samme tid også de efterladtes håb om gensyn med den døde i Paradis: håbet på opstandelse og liv efter døden.

Korset er med sine vandrette og lodrette linjer, der skærer hinanden, også symbol på mødet mellem det himmelske og det jordiske, mellem Gud og mennesker. Den lodrette bjælke symboliserer det himmelske, det guddommelige og det evige; mens den vandrette bjælke symboliserer det jordiske, det menneskelige og det endelige; og symbolikken er yderligere fyldt med betydninger om Jesu to naturer: den guddommelige og den menneskelige.

Korset symboliserer også Jesu Kristi lidelse og offer, og i overført forstand kan et kors betegne den byrde og smerte, der er en del af livet, og som den kristne må tage på sig som troende.

Davidsstjernen

Den sekstakkede stjerne hedder på hebraisk Magen David og bliver på dansk kaldt Davidsstjernen eller Israelstjernen. Foruden menorahen er Davidsstjernen det vigtigste symbol i jødedommen, og den fungerer som en jødisk pendant til det kristne kors. Ved staten Israels oprettelse blev Magen David valgt som nationalsymbol, og ses i dag på Israels flag, og menorahen, der er et religiøst symbol, blev valgt som Israels statssymbol.

Magen David, der betyder Davids skjold, er ikke nævnt i Toraen, og dens tilknytning til Kong David er uklar, men den har måske fået sit navn, fordi der, i tidlige jødiske tekster fra Italien, er nævnt et magisk skjold, som forsvarede Kong David, når han var i kamp.

Davidstjernens oprindelse går så langt tilbage i tid, at den forsvinder i det uvisse, men gravsten, på gamle jødiske gravpladser fra det 7. og 8. århundrede i middelhavsområdet, knytter Davids navn og symbolet sammen. I Israel har man desuden fundet eksempler på den sekstakkede stjerne så langt tilbage som i det 7. årh. f.Kr., men Davidstjernen blev først et gængs symbol for jødedommen fra 1600-tallet af.

Den sekstakkede stjerne, som også er to sammenflettede triangler, symboliserer foreningen mellem ild og vand, hvilket skaber Paradis, og den uadskillelige enhed mellem det åndelige (det himmelske og sjælelige) og det materielle (det jordiske og fysiske): Gud og menneske. Trianglen, der peger opad, symboliserer det åndelige, mens trianglen, der peger nedad symboliserer det materielle. Ligevægten mellem disse to triangler er målet: Gud og menneske, himmel og jord, i balance og harmoni.

Menorahen

Menorahen har været et jødisk religiøst symbol siden antikken. Menorahen betegner den syvarmede lysestage af rent guld, der var opstillet i Tabernaklet, vandrehelligdommen, i templet i Jerusalem (2 Mos 25,31--40) og betyder på moderne hebraisk "el-pære". Efter templets ødelæggelse i 70 e.Kr., førte den romerske kejser, Titus, lysestagen med til Rom som krigsbytte.

Halvmånen og den femtakkede stjerne

De tidligste muslimske samfund havde ikke noget decideret symbol, men halvmånen sammen med den femtakkede stjerne er i dag symbol på Islam. Symbolet skiller sig dog ud ved, at ikke alle muslimer anerkender det som symbol på islam, eftersom islam historisk set ikke har haft noget symbol.

Månen er jordens største og eneste drabant, og månen og stjernen er evighedstegn, hvor stjernen med sit lys, der bryder mørket, symboliserer Guds godhed.

Månen og stjernen fandtes i Konstantinopels flag, og den muslimske verden blev forbundet med måne- og stjernesymbolet, da tyrkerne erobrede Konstantinopel i 1453 og tog byens symbol til sig.

Helt tilbage i den græske tid var nymånen symbolet på Byzans, og kejser Konstantin bibeholdt nymånen som symbol, men føjede den femtakkede stjerne til, som symbol på jomfru Maria/Jesus Kristus, da han gjorde Byzans til romerrigets nye hovedstad og ændrede dets navn til Konstantinopel.

I dag ses symbolet på en række muslimske staters flag, så som Tyrkiet, Pakistan, Algeriet, Mauretanien med flere og både månen og stjernen har skiftet symbolværdi, og for mange muslimer symboliserer halvmånen nu Allah, og stjernen symboliserer profeten Muhammed.

Kabaen

Muslimernes vigtigste helligdom hedder kabaen, og det er den kubeformede bygning beliggende i den store moské i Mekka. På arabisk hedder den al-kaʿbah, som betyder terning, fordi kabaen har form som en terning.

I Koranen kan man læse, at Abraham sammen med sin søn Ismael byggede Bayt Allah, Allahs hus, i Mekka, og det er altså kabaen.

Kabaen befinder sig i dag inden for murene af den store moske i Mekka, og muslimer verden over vender deres bedetæpper i retning mod Kabaen og Mekka (retningen kaldes qibla), når de skal bede, for at kunne gennemføre de fem daglige bønner, som Allah har foreskrevet det.

Den rettroende muslim skal desuden foretage en hajj, en pilgrimsrejse, til Mekka mindst én gang i sit liv, hvis penge og helbred tillader det. Hvert år kan man se billeder af millioner af muslimer, der i hvide klæder går syv gange rundt om Kabaen. Derfor opfatter mange muslimer og ikke-muslimer Kabaen som symbol på islam.

Hinduismens mange symboler

Hinduismen er en fællesbetegnelse for mange forskellige religiøse traditioner i Indien. Der er derfor mange forskellige symboler knyttet til denne religion, som fx koen, der er et symbol på det hellige og på de regler, som mennesket skal overholde.

Hinduismens vigtigste symbol er dog den hellige stavelse "Om", der også skrives Aum og kaldespranava. Aum repræsenterer Gud og er en hellig lyd, der er indbegrebet af kosmos og det guddommelige, idet tegnets lange intonation er associeret med den urtidslyd, som universet blev skabt med. Den er ophav til alle andre lyde, og de tre vokaler a-u-m er knyttet til Brahma, Vishnu og Shiva: fødsel, liv og død.

Den hellige stavelse indleder og afslutter enhver bøn, hymne og mantra, og Manduka-upanishaden indledes med ordene: Alt er Om. Fortiden, nutiden og fremtiden og det, som ligger uden for tiden. Alting er Om.

Af andre vigtige hinduistiske symboler kan nævnes:

Tilaka

Tilaka betyder "det guddommelige øje" og er en synlig form for hinduistisk tilbedelse. Et mærke af sandeltræs-pasta og/eller hellig aske sættes i panden på hinduen, midt mellem øjnene, og symboliserer, at hinduen har viet sit legeme til bolig for guden og åbner sindet for det guddommelige. Mærket laves som regel af en præst med højre hånds tommel- eller ringfinger efter en ceremoni.

Svastika

Svastikaet er et urgammelt lykkebringende symbol. Det er et af verdens ældste religiøse symboler, og det har været brugt i stort set alle kulturer og religioner. Det er stadig meget udbredt i Indien og i det østlige Asien, hvor man ofte ser det på buddhistiske og hinduistiske templer.

Svastikaet symboliserer solen og hermed også liv og årstidernes skiften, og det anses derfor som et tegn på held og lykke og beskyttelse mod det onde. Svastikaet må derfor ikke forveksles med nazismens hagekors, som er forbudt i mange vestlige lande, netop fordi det forbindes med Hitler og nazisternes ugerninger. Man kan kende forskel på svastikaet som solkors og nazisternes hagekors, idet nazisterne valgte at rejse tegnet op og spejlvende det.

Svastika betyder lykkebringer på sanskrit, der er et gammelt indisk sprog, som anses for helligt af hinduer. Korsets arme symboliserer de fire veje til Gud, og knækket på armene viser, at vejene er vanskelige at gå. Armene udgår fra ét og samme punkt, og det viser, at alt i universet udgår fra samme kraft.

Svastikaet symboliserer også Guds velsignelse og bruges blandt andet ved den hinduistiske bryllupsceremoni, hvor tegnet males med rødt på en kokosnød.

Buddhismens lykkesymboler

Buddhismen har sin oprindelse i Indien og er knyttet til den historiske Buddhas lære. Buddha var søn af en fyrste og hed oprindeligt Siddharta Gautama (560-480 f.Kr.), men fik sit tilnavn, Buddha, der betyder en oplyst, da han ifølge traditionen nåede den fuldkomne erkendelse, Bodhi, under Bo-træet i Bodh Gaya.

Buddhisme er en religion, der gør brug af et stort antal lykkebringende tegn og symboler, hvis oprindelse og betydning ikke alle buddhister er enige om; men generelt kan siges, at hjulet er det vigtigste buddhistiske symbol, fordi det symboliserer dharma-hjulet (lovens hjul), og repræsenterer den buddhistiske lære, som Buddha satte i bevægelse i den såkaldte Benaresprædiken, der også er kendt som Den første drejning af dharmas hjul.

I prædikenen forkyndte Buddha de buddhistiske dogmer: Middelvejen, Den ærværdige ottefoldige Vej og De fire ærværdige Sandheder. Middelvejen findes midt imellem de to yderpunkter: askese og vellevned og er undgåelse af yderligheder. Den er desuden grundprincippet iden ærværdige ottefoldige vej, der er fundamentet i den livsform, der følges af de mennesker, som søger frem mod erkendelsen (bodhi) og frelsen (nirvana). De fire ærværdige sandheder er: Lidelsen eksisterer; årsagen til lidelsen er begæret; lidelsen kan bringes til ophør; og midlet hertil er den ottefoldige vej.

Dharma-hjulet

Buddhister tror på reinkarnation, genfødsler, og en meget vigtig buddhistisk læresætning handler om karma, der betyder handlingen(s magt): Alt, hvad mennesker gør, får konsekvenser, også med hensyn til den livsform, mennesket fødes til i sit næste liv. Menneskets karma bliver dårlig, hvis genfødslerne sker igen og igen. Det risikerer at blive fanget i en spiral af årsag og virkning, og det låses fast i en reinkarnationscyklus, der kun kan brydes ved at vælge middelvejen. Når buddhister vælger middelvejen, øver de sig i at blive bedre til: ret forståelse; ret beslutning; ret tale; ret handling; ret levevis; ret stræben; ret eftertanke; ret meditation (selvfordybelse).

De otte eger i dharma-hjulet symboliserer hver af de otte dele i den ottefoldige vej.

Et hjul består af nav, fælg og eger, og en anden forklaring på, at buddhismen symboliseres ved hjulet, er, at hjulet repræsenterer de tre oplæringer i buddhistisk praksis: Navet repræsenterer træning i moral; egerne repræsenterer visdom, og fælgen repræsenterer træning i den koncentration og meditation, der holder hele den buddhistiske praksis sammen. Buddhistiske tibetanerne anser hjulet for at være et udtryk for lærens fuldkommenhed og fuldendelse - foruden ønsket om dens videre udbredelse.

Jainisme er en indisk religion, der opstod cirka på samme tid som buddhismen og er udsprunget af samme vediske tradition som hinduisme og buddhisme, hvis autoritet den, ligesom buddhismen, tog afstand fra.

Jainismens grundlægger er Vardhamana (540-468 f. Kr.), der er mere kendt under tilnavnet Mahavira, der betyder den store helt.

Jainismens tilhængere opfatter deres lære som evig. Den forkyndes af alvidende åndelige vejledere i bestemte tidsaldre, hvor Mahavira er forkynderen i den seneste tidsperiode og den 24. i rækken.

Religionen er kendetegnet ved at have to bærende principper: askese og ikke-vold (ahimsa) som idealer. Idealerne kommer til udtryk i det religiøse liv blandt andet ved, at jainisten lever vegetarisk og forsøger at undgå at skade levende væsner. Munke kan derfor ses, med stof for munden og kost i hånden, fejende foran sig, så de ikke risikere at sluge eller træde på noget levende.

Ahimsa

I jainisme skelnes mellem en åndelig substans kaldet jivaen, der udgør selvet, og fem materielle substanser: akasa (rummet); dharma (baggrunden for bevægelse og handling); addharma (hvile eller ikke-handling); kala (tiden); pudgala (det stoflige), der tilsammen kaldes ajiva. De fem materielle substanser indgår i forbindelse med hinanden og udgør alle væsener og fænomener i den synlige verden. De er desuden bundet til og påvirket af de handlinger (karma), det enkelte individ gør.

Jaina-korset

Svastikaet er jainismens hellige symbol og kaldes Jaina-korset. Korsets arme er symbol for eksistensens fire planer, de fire årstider, de fire verdenshjørner og de fire naturriger. Tegnet skildrer desuden jainisternes syvende helgen, og de fire arme minder tilbederen om de fire mulige reinkarnationer: dyre- eller planteriget, helvede, jorden eller åndeverdenen.

Shinto er japanernes oprindelige religion og betyder de hellige, guddommelige kræfters vej på japansk.

Gennem slægtskab med solgudinden, Amaterasu, var kejseren i Japan før i tiden genstand for religiøs tilbedelse. Hans magt var religiøst baseret, og det religiøse centrum var det kejserlige tempel i Ise.

I perioder har shinto været delvist sammensmeltet med buddhisme, men i nationalistiske perioder har den stået meget stærkt og været statsreligion. Siden slutningen af 2. Verdenskrig - hvor enhver forbindelse mellem shinto og statsmagten, på den amerikanske besættelsesmagts ordre, blev forbudt, og kejser Hirohito frasagde sig sin guddommelige status - har der været religionsfrihed i Japan, og der er ikke længere nogen sammenknytning mellem stat og kejser. Der er dog stadig stærke bånd mellem shinto og det japanske kejserhus.

Shinto og buddhisme har kun periodisk været helt adskilt i japansk religionshistorie, og japansk religion er generelt kendetegnet ved at være kombineret af elementer fra flere forskellige religioner, og der er mange træk af naturreligion i shinto. Shinto giver japanerne en æstetisk dimension i livet og omhandler mest glade stunder som fødsel og bryllup. Religionen forholder sig ikke til døden, eller til et muligt liv efter døden. Disse forhold i livet dækkes i stedet ind af buddhismen, der fokuserer på karma, reinkarnation og de mere filosofiske aspekter af tilværelsen.

Den vigtigste forestilling i shinto er kami, hellige kræfter, der både omfatter naturfænomener og ophøjede væsner som guder, foruden væsener med særligt attraktive værdier. Kami tilbedes som mi-tama, ånder, der bebor de altre, der er centrale for religionen, og kamidyrkelse og forfædredyrkelse er kernen i religionen. Matsuri, kulthandlinger, spiller en stor rolle både i den daglige kult foran hjemmets kamidana, alter, der rummer symboler tilknyttet kulten Ise, over de lokale helligdommes (der er letgenkendelige på grund af indgangsportene) kult, hvor man påkalder kamien med små offerhandlinger, til de store matsuri med processioner, hvor gudesymboler bæres ud fra helligdommen og rundt i byen, så kamiens kraft kan sprede sig til hele området, og til de helt store matsuri, der omfatter kejserhuset, og hermed hele Japan.

Torii

Torii er den port, der står ved indgangen til alle shintohelligdomme. Den består af to søjler forbundet med to tværbjælker, og den er som tegn både det karakteristiske symbol for shinto og det nationale symbol for Japan.

Sikh er afledt af ordet for elev på sanskrit og betyder discipel, og sikhisme er en indisk religion, der er stiftet i 1500-tallet af Nanak. Udgangspunktet for Nanaks lære er hinduismens bhaktilære og islams sufisme.

Nanak var hindu med vishnuitisk baggrund og præget af sufisme, og sikhismen er derfor både inspireret af hinduismen og islam, men den tager afstand fra disse religioners ritualiserede side og lægger vægten på det spirituelle og individuelle.

Sikhismen er således en monoteistisk religion, hvor Gud er én, evig og transcendent. Gud er alle tings skaber, og mennesket er helt afhængigt af Gud. Samtidig troede Nanak også på reinkarnation og karma, og at menneskets genfødsler var forårsaget af dets handlinger, men i Nanaks lære kan menneskets frelse, frigørelsen fra de evige genfødsler, opnås ved Guds nåde gennem hengivelse - i modsætning til den hinduistiske overbevisning. Karmalæren er hermed ikke en mekanisk, kosmisk lov, men i stedet underlagt Guds vilje og barmhjertighed.

Nanak indviede en af sine disciple til sin efterfølger som guru, og hermed blev grunden lagt til sikhismen som et selvstændigt religiøst samfund. Efter Nanaks død blev sikhismen udviklet i religiøs retning af ni guruer, men den fik efterhånden også en militant karakter, fordi sikherne led under muslimske herskeres forfølgelse og var udsat for gentagne overgreb.

I sikhismen er guru den egenskab i Gud, der vejleder mennesket. En guru kan også opfattes som en åndelig vejleder, der repræsenterer Gud og har til opgave at vejlede den rettroende, så vedkommende kan leve korrekt og derved opnå frelse.

Khalsa og de 5 Ker

Mandlige sikher er lette at kende, fordi de har fuldskæg og bærer turban. Turbanen bæres for at samle sikhens lange hår, der sammen med fuldskægget har religiøs betydning og symbolværdi.

Den 10. guru, Grobind Singh, indstiftede i 1699 et militant broderskab, Khalsa, der betyder de rene. Ved indvielse til broderskabet indvilliger mandlige sikher i at bære fem kendetegn og symboler, der også kaldes de 5 Ker: Kesh, uklippet hår og skæg; Kara, et stålarmbånd; Kangha, en kam; Kacch, knæbukser og Kirpan, en daggert. De fem kendetegn markerer en religiøs og social binding til religionen. Derudover har de enkelte tegn hver sin egen symbolik.

Khanda

Sikhernes vigtigste helligdom er det gyldne tempel, Harimandir, i Amritsar, men hver enkelt menighed har sit eget tempel. Et sikhtempel kaldes gurdwara, Guruens dør, og det centrale i templet er et eksemplar af sikhernes hellige bog: Adi Granth, der efter Grobind Singhs reform blev opfattet som sikhernes eneste guru og åndelige vejleder og skiftede navn til Guru Granth.

Ved ethvert sikhtempel vejrer Nishan Sahib, der symboliserer frihed og fællesskab. Nishan Sahiber et orange flag med en khanda; og en khanda er et symbol, som består af to krumsværd og en cirkel, der omkranser et dobbeltægget sværd. Khandaen er sikhismens vigtigstes symbol og symboliserer blandt andet, at spiritualitet og verdslighed skal følges ad i en sikhs liv.

Yin og Yang

Yin og Yang er i kinesisk filosofi, kosmologi og religioner - eksempelvis kongfuzianisme og daoisme - tilværelsens fundamentale modsætnings- og samspilsprincip. Vekselvirkningen mellem yin og yang holder universets altomfattende kraft, dao, i ligevægt.

Yin repræsenterer og symboliserer det kvindelige, det mørke, natten, det kolde, vinteren, det passive og hvile, det altopslugende, det animalske og det jordiske. Yang repræsenter og symboliserer det mandlige, det lyse, dagen, det varme, sommeren, det aktive og bevægelse, det individualitetsgivende, det gennemtrængende og det himmelske.

(Illustrationer fra Infogram og Wikimedia Commons)