Religiøse spiseregler er hverdagskost for os alle

"Alle mennesker har spiseregler. Ikke alle ved det, men det har de. Det vil sige, at der er noget, som de sagtens kan spise, som de ikke vil spise, fordi de føler, at de ikke bør/kan. De kan måske ikke forklare, at følelsen kommer fra en gud, men det gør den faktisk ofte alligevel," siger lektor Morten Warmind.

Alle mennesker har spiseregler, men spisereglerne er ikke pointen. Det er deres identitetsskabende, fællesskabende kraft, mener religionssociolog Morten Warmind

Kakerlakker er noget af den mest nærende føde på kloden, men vi spiser dem ikke et valg, de færreste mennesker har trang til at begrunde. Med denne utraditionelle sammenligning indfanger Morten Warmind, lektor og studieleder ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet, på sin helt egen måde, hvad religiøse spiseregler handler om.

Alle mennesker har spiseregler. Ikke alle ved det, men det har de. Det vil sige, at der er noget, som de sagtens kan spise, som de ikke vil spise, fordi de føler, at de ikke bør/kan. De kan måske ikke forklare, at følelsen kommer fra en gud, men det gør den faktisk ofte alligevel, fortæller han.

Spiseregler er egentlig ikke et fremmed forestilling i kristendommen, som, indtil Jesus gjorde op med dem, tog udgangspunkt i jødedommens forskrifter om mad. Alligevel er regler og forbud mod mad i dag en ubekendt tanke, som i høj grad associeres med debatten om halalkød og frikadeller.

LÆS OGSÅ: Religionernes spiseregler

Religiøse spiseregler drejer sig dog i bund og grund om dannelsen og opretholdelsen af sociale fællesskaber, som ellers kunne være sårbare, forklarer Morten Warmind.

Det at spise sammen, den centrale rite i kristendommen, er en stærk samhørighedsting. Det er altså en fællesskabsbooster. Fællesskaber vil altid udelukker andre. De, der ikke spiser med os, er udelukkede. De, der ikke vil spise med os eller spise det, vi spiser udelukker sig selv. Disse forhold er kollektive.

Spiseregler skaber identitet
Morten Warmind slår fast, at det centrale ved spiseregler er, at de bliver en del af egen identitet og herigennem afgrænser mennesker i fællesskaber, som i udgangspunktet altid vil være ekskluderende.

Hund er et fremragende spisedyr, der formentlig har holdt menneskearten ved live i godt huld i hundredtusindvis af år. Men moderne mennesker vil ikke spise hund. Spisereglerne er ikke pointen, men deres identitetsskabende, fællesskabsskabende kraft. Og det er ikke kun minoriteterne, der har spiseregler. Det er blot sådan, at majoriteten aldrig behøver udtrykke deres regler, for de overholdes jo ubevidst af alle, siger Morten Warmind.

LÆS OGSÅ: Hvad spisekammeret fortæller om tro

Overrabbiner Bent Lexner mener ligeledes, at spiseregler grundlæggende er et valg, som bliver en del af ens identitet og herved skaber bånd mellem mennesker. Jødedommens spiseregler har ifølge Bent Lexner haft stor historisk betydning, idet jøder traditionelt set har holdt sammen som følge af dem.

De jødiske spiseregler kan forekomme meget komplicerede og omstændige for udefrakommende, hvilket kan give anledning til at sætte spørgsmålstegn ved deres præcise udformning. Skal alle jødedommens spiseregler følges helt ned i detaljen, eller er det tanken, der tæller? Dette spørgsmål mener overrabbineren dog er umuligt at svare på.

Det vigtige er ens religiøse overbevisning. Det er i grunden lige meget, hvorfor Gud har gjort det. Man kan ikke spørge til, hvorfor jødedommen har spiseregler. De er en del af det religiøse fællesskab, som man kan vælge overholde, hvis man tror, siger han.

LÆS OGSÅ: Hvad er kosher?

Spisereglerne er en af de forskrifter, som danner grundlaget for jødedommen og herved det religiøse fællesskab. De medfører en række konsekvenser for det enkelte menneske, som i visse situationer bliver udelukket fra at deltage i det danske fællesskab.

Det har mange konsekvenser. Vi kan ikke gå på restaurant, og på hospitalet kan vi ikke spise den mad, de serverer. Det samme gælder, når det kommer til ens venner. Man kan måske kalde det en udelukkelse fra det danske fællesskab både og vi kan ikke være med til grisefest, men det er et valg, og en del af egen identitet, siger Bent Lexner.

LÆS OGSÅ: Hvilke kostregler er der for en muslim?