Rent og urent i kristendommen

Grisen regnes af muslimer og jøder for et urent dyr, og den må ikke spises, hvorimod det ifølge kristendommen er ligegyldigt, om man spiser gris. Foto: Arkiv

Et af kernestederne for den ændring i synet på renhed, som kristendommens gennembrud medførte, er Markus evangeliet kapitel 7. Her siger Jesus efter en strid med farisæerne om renhedsforeskrifter, at det ikke er det som går ind i munden, der gør mennesket urent men det som kommer ud af menneskets hjerte.

Hermed, skriver Markus, erklærede Jesus al mad for ren. Det er en stor provokation idet renhedsforeskrifterne var en af de betragtningsmåder som den jødiske religion regulerede livet ved hjælp af.

Det er da også en sag, som ikke har været let for disciplene at kapere. Det viser Peters syn i Apostlenes Gerninger kapitel 10. Peter er på vej til Antiokia, da han af Gud beordres til en hednings hus. På vej derhen går han op på et hustag for at bede og han får der en vision.

Han ser en dug dale ned fra himlen og i den er alle slags dyr og al slags mad, og Kristi røst lyder fra himlen: slagt og spis. Peter vægrer sig som rettroende jøde og forsikrer, Kristus at han aldrig har spist eller rørt noget vanhelligt og uren.

Synet fra himlen må gentage sig tre gang, før Peter forstår, at det Herren har erklæret for rent må alle spise.

Hermed er en af de forhindringer ryddet af vejen, som standsede missionen ud over den jødiske kreds.

Det har altså været et særkende for kristendommen, at Kristus har gjort op med den jødiske lovreligion. Opgøret er ikke kommet ud af den blå luft, men knytter til ved profeternes forkyndelse. Således begrunder Kristus sit påbud om at alt er rent i profeten Esajas, som kræver at jøderne ærer ham med hjertet og ikke med ofre.

Kristus hævder altså at påbuddet om at skelne mellem rent og urent er sat i værk af et magtsygt præsteskab. Han afviser at man gennem overleveringerne, som præsterne fortolker, kan nå den rette intention af Moses' lov.

Især Paulus kommer under sin mission i de hedenske græske byer ind i problemstillingen om rent og urent. I Korinth er den nye menighed i tvivl om, hvorvidt man må spise afgudsofferkødet, som bydes til salg i templerne og om man må spise det i selskab med hedninge til sammenkomster i byen.

Paulus begynder med at slå fast, at alt er rent og alt er skabt af Herren.

For de svages skyld skal de stærke kristne imidlertid afstå fra at spise afgudsofferkødet, så de mennesker, der lige er blevet omvendt til kristendommen ikke skal tage anstød af det.

Men Paulus slår også fast, at der ikke er forskel på mand og kvinde, træl og fri, jøde og græker i Kristus. Hermed forbindes afskaffelsen af rent og urent med en radikal forkyndelse af menneskets frihed i Kristus.

Igennem kirkehistorien har spørgsmålet om rent og urent været mere eller mindre aktuelt. Det har altid været et spørgsmål på missionsmarken, hvor kristendommen er stødt ind i religioner, der på forskellig måde hylder denne skelnen mellem rent og urent.

I moderne tid efter 1989 er spørgsmålet igen dukket op i de oprindelig kristne lande i Europa på grund af den store indvandring. Spørgsmålet om, hvad man kan spise i børnehaver og hvad man gør indbyrdes i forholdet mellem pige og dreng i gymnastik, om man kan spise halal-slagtet kød bringer igen dette gamle spørgsmål frem i søgelyset.