Skabelsesforståelse og menneskesyn i religionerne

Stoke henter konkurrent til Sørensen

Stoke henter konkurrent til Sørensen (billedet) Foto: The British Library

De store verdensreligioner har hver deres fortællinger om verdens tilblivelse og indretning. I sammenhæng med verdens skabelse fortæller religionerne så om mennesket, dets skabelse, muligheder, forholdet til Gud eller guderne og dets opgaver i verden

Hvorfor blev verden skabt? Hvordan gik det til? Hvad fortæller skabelsen om synet på mennesket? Få overblik over verdensreligionernes bud.

Jødedommen: Gud bringer orden i kaos

Det jødiske helligskrift, som svarer til kristendommens Det Gamle Testamente, begynder med fortællingerne om verdens skabelse. Ja, egentlig er der to fortællinger (se 1. Mosebog kap. 1 og 2), som i en senere redaktion er opfattet som en enhed.

Verden var i begyndelsen øde, tom og ubeboelig. Verden var et kaos, som Gud gennem sit skabende ord bringer i orden ved at skille lys fra mørke, vand fra land. Havene fyldes med fisk og landjorden med planter og dyreliv. Verden er nu beboelig for mennesket. Dette er strukturen i den første skabelsesfortælling, hvor hver af skabelseshandlingerne henlægges til en bestemt dag.

Skabelsesværket ses som udført på syv dage, idet Gud hviler på den syvende dag og dermed skaber denne dag som hviledag. Det bliver til jødedommens sabbatsdag. Ud af denne fortælling kommer der er et verdensbillede med en jordskive, hvor livet udfolder sig. Ovenover den beboelige verden rejser en himmelhvælving sig, hvor himmellegemerne som stjerner, planeter og sol og måne er placeret og med sluser, hvorigennem vandet kan strømme ned over jordskiven til vækst og frugtbarhed. Over himmelhvælvingen troner Gud selv omgivet af himmelske væsener som engle, serafer og keruber. Under jordskiven er dødens verden.

Den skabte verden er i sig selv god, og livet i denne verden er som følge heraf et gode, hvor menneskets opgave er at dyrke og forvalte naturen og befolke jorden. Mennesket er skabt i Guds billede eller lighed, siger fortællingen. Det skabes som to, kvinde og mand.

Den såkaldte anden skabelsesfortælling er koncentreret om selv mennesket og dets skabelse og fortsætter i fortællingen om menneskets oprør mod Gud (1. Mosebog kap. 3). Mennesket skabes af jordet muld, og Gud indblæser sin ånd i mennesket, så det bliver levende. Med Guds ånd får mennesket handlekraft og vilje. Det bliver et mulighedsvæsen. Mennesket kaldes Adam (jord, muld = Adam) og som partner for Adam skabes dernæst Eva. De lever nu i Edens have i Guds nærhed.

Fortællingen om uddrivelse fra Edens have begrunder så menneskets livssituation. Det første menneskepar gør oprør mod Gud og jages ud i realitetens verden med arbejde, sygdom, lidelse og død. Men i jødedommen er der ikke tale om en længsel tilbage til den oprindelige tilstand.

Jødedommens menneskesyn kan gøres op i følgende:

  • Gud skabte mennesket af kærlighed for at have en at elske.
  • Mennesket har en fri vilje, og mennesket kan bekæmpe det onde.
  • Mennesket gør synden. Men omvendelse er altid en mulighed.

Kristendommen: Mennesket er afhængigt af Gud
Den jødiske skabelsesforståelse er også grundlæggende for kristendommen. Skabelsesfortællingerne ses som udtryk for Guds almagt og Guds omsorg for det menneskelige liv, hvilket igen kommer til udtryk i Jesu forkyndelse: Gud klæder markens liljer og ikke en spurv falder til jorden uden hans vilje. Hvor meget mere tager han sig ikke af mennesket! Og sabbatten er til for menneskets skyld. Eller Gud opsøger det fortabte menneske, ligesom han leder efter det forsvundne får.

Mennesket er dels totalt afhængig af Gud og dels ses det som den vigtigste del af Guds skabelse. Mennesket er nemlig skabt i Guds billede. I kristendommen får menneskets syndighed imidlertid en central betydning. Der er et modsætningsforhold mellem Gud og mennesket. Kristendommens menneskesyn har følgende afgørende træk:
  • Der er i mennesket et modsætningsforhold mellem det, mennesket egentlig gerne vil, nemlig det gode, og hvad det så i virkeligheden gør.
  • Derfor måtte Gud gribe ind og sende Jesus Kristus for at befri mennesket fra syndens og dødens magt. Og den, der tror dette, er ifølge Paulus befriet, tilgivet eller retfærdiggjort.
  • Mennesket er skabt som enhed af legeme og sjæl.
  • Mennesket er ikke et isoleret individ. Det lever i samfund, fællesskab med andre mennesker, det være sig familien, menigheden, folket. Mennesket er forpligtet over for andre, og derfor indeholder Bibelen også kritik af uretfærdige samfundsforhold. I kristendommen er næstekærlighed norm.

Islam: Enhed mellem Gud og det skabte
Den jødiske skabelsesfortælling er også forudsætningen for islams syn på skabelsen. Islams hellige skrift, Koranen gengiver ikke Bibelens skabelsesesfortælling. Men Koranen ses som en åbenbaring af Guds (Allahs) vilje og mål med menneskelivet.

Som den almægtige har Gud skabt verden. Gud står bag historien og livets udvikling. Den bedste måde at karakterisere forholdet mellem Gud og det skabte er ved at bruge det arabiske begreb tawhid, der betyder enhed. Der er enhed mellem Gud og det skabte, idet Guds storhed og hensigt kan aflæses af universet og naturen.

Naturens undere og menneskelivet i sig selv er tegn på Guds virkelighed. På samme måde er der enhed mellem Gud og historien, idet alt sker efter Guds vilje. Der er enhed mellem Gud og mennesket, idet mennesket er skabt til at følge Guds vilje. Mennesket skal således underkaste sig Gud.

Mennesket er kalif, hvilket betyder stedfortræder. Det er Guds stedfortræder på jorden. Og det er af Gud bestemt til at dyrke jorden. Mennesket står over naturen. Men da naturen tilhører Gud, skal den bruges ansvarligt. Da Adam og Eva spiste af kundskabens træ i Paradisets have, brød det ganske vist Guds vilje, men Gud så bort fra overtrædelsen, tilgav det første menneskebarn fuldt ud og gjorde mennesket til sin kalif.

Altså er syndefaldsberetningen i islams forståelse en beretning om Guds oprejsning af mennesket, så mennesket er gået ind i verden som syndfri. Men samtidig er Guds vejledning af mennesket nødvendig for at menneskelivet kan lykkes og være efter Guds vilje. Islams menneskesyn kan gøres op i følgende:
  • Mennesket tilhører Gud. Det er født som muslim, dvs. den der underkaster sig.Mennesket skal følge Guds vilje, sådan som den er åbenbaret i Koranen, samt profeten Muhammeds eksempel.
  • Mennesket har fået Guds ånd, hvilket betyder egenskaber som fri vilje, fornuft, talens brug, ansvarlighed.
  • Mennesket er kaldet til at tjene andre mennesker og kæmpe mod nedbrydende struturer og udtryk for uretfærdighed. For Gud kræver retfærdighed. Den endelige sejr over uretfærdighed skyldes Gud selv.

Hinduisme: Mange bud på skabelsen
Hinduismen indeholder en lang række og indbyrdes modstridende skabelsesberetninger, der først og fremmest skal angive forholdet mellem det guddommelige og verden. En af de allerældste skabelseshymner er fra ca. år 1000 f. Kr. og tilhører samlingen af litteratur fra den såkaldte Veda-tid.

Oprindeligt fortælles det i en hymne, at der var en kosmisk gigant, eller et ur-væsen (Purusha), som havde tusinde hoveder og tusinde fødder og øjne. Purusha gennemstrømmede jorden og ragede ud over dens kanter. Den ordnede verden bliver nu til ved, at Purusha ofres af guderne.

Ud af Purushas mund bliver braminerne (præsterne) til, Af armene dannes krigerne, lårene bliver til folket, fødderne til tjenerne. Det er altså de fire hovedkaster eller samfundsgrupper, der bliver til ved dette oprindelige offer. Øjnene bliver til solen og Purushas ånd til månen og så videre. Fortællingen er cirkulær og følger ikke et skema som først så... og dernæst For de guder, der ofrer dette urvæsen er selv blevet til ved dette væsen.

I hinduismens udvikling fra den såkaldte veda-religion kommer nu den tanke frem, at alt det værende kommer fra en eneste guddom. Man taler nu om guden Brahman fra hvem alt er udgået. I en tekst hedder det: I begyndelsen var denne verden kun væren... Men denne væren tænkte: 'Jeg vil gøre mig mangfoldig, jeg vil forplante mig.' Og så skabte den varmen, som mangfoldiggjorde sig som vand, som igen forplantede sig som føde...

Det er karakteristisk for hinduismens skabelsesopfattelse, at der en identitet mellem skaberguden eller skaberkraften (Brahman) og så det skabte. Som Atman indgår Brahman i al skabelse som en kniv skjult i skeden eller som ilden i træet. Men Atman er først og fremmest til stede som livsånden i alle levende væsener. Eller man taler om, at Atman er det åndelige selv i mennesket, dets sjæl.

Men alligevel er der forskel mellem det ene guddommelige princip og så det mangfoldige i skabelsen, lige som saltet er i vandet. Det kan smages, men det kan ikke ses eller fiskes frem.

Forståelsen af menneskets sjæl som guddommelig er tidligt i hinduismens historie blevet suppleret med forestillingen om, at denne sjæl er fasthold i et genfødslernes kredsløb, hvor sjælen vandrer eller genfødes fra krop til krop. Sammenfattende kan det siges om hinduismens skabelsesforståelse og menneskesyn:
  • Verden er udgået fra det ene guddommelige Brahman, men har i grunden ingen begyndelse, og derfor heller ikke en afslutning.
  • Menneskets livsprincip, dets selv eller sjæl er del af det guddommelige (Brahman) og som sådan evigt, mens legemet forgår.
  • Ved legemets død går sjælen videre i en ny eksistens.
  • Menneskets handlinger fastholder sjælen på genfødslernes ring. Dette kaldes loven om karma.
  • Mennesket kan forbedre sin karma, altså gøre gode handlinger, der sikrer en bedre genfødsel. Ifølge en hindu-filosof (Ramakrishna) er mennesket som køer, der er bundet til en pæl. Men det er selv ansvarlig for, om det vil rejse sig eller blive liggende.
  • Det er selve handlingerne, der binder. Hinduismen indeholder forskellige veje til ophævelse af handlingerne.

Buddhisme: Alt er er uden sjæl
Buddhismen er blevet til på grundlag af hinduismen og indeholder ikke nogen egentlig skabelsesopfattelse med en gud eller et guddommeligt princip som det oprindelige. Buddhismen overtager dele af hinduismens tanker, men forkaster andet.

Fra hinduismen overtager buddhismen opfattelsen af tilværelsen som et evigt kredsløb, der for buddhismen tolkes som lidelse. I sin store tale i Benares siger Buddha:

Og dette er den hellige sandhed om lidelsen: Fødsel er lidelse, alderdom er lidelse, sygdom er lidelse, forening med alt, hvad der er ukært er lidelse, forening med alt hvad der er kært, er lidelse, og det man ikke får, hvad man ønsker er lidelse. Kort sagt: de fem kandhaer (form, sansning, opfattelse, anlæg og bevidsthed) som betinger vedhængen ved eksistensen er lidelse.

Det er livstørsten, der er skyld i sjælens genfødsel og som ledsages af lyst og begær og søger sin tilfredsstillelse overalt, nemlig tørsten efter tilværelsen, tørsten efter rigdom og magt, siger Buddha i den samme tale.

Buddha formulerede en slags skabelsesforklaring i den såkaldte årsagskæde: det er uvidenheden, der fremkalder karma (handlinger, der binder). Fra karmaen kommer bevidstheden, fra bevidstheden navn og form, som vi giver tingene, fra navn og form kommer sanserne, fra sanserne kommer berøring, fra berøringen sansningen, fra sansningen fornemmelserne og fra fornemmelserne tørsten og fra trøsten kommer vedhængen ved eksistensen, som igen betyder fødsel, alderdom, død, sorg og klage, lidelse og bekymring. Følgende er det grundlæggende i buddhismens menneskesyn:
  • Alt er uden væsen uden sjæl. Det kaldes anatta.
  • Mennesket skaber sig selv, sin tilværelse gennem trangen til at være til.
  • Uvidenheden er det samme som en falsk bevidsthed eller illusion om, at mennesket har et jeg eller sjæl.
  • Mennesket har imidlertid også muligheden i sig til at bryde årsagskæden, og det gøres ved at bryde dens stærkeste led, nemlig uvidenheden.
  • Mennesket kan således tømme sit jeg og opnå nirvana. Derved frigøres det til liv i medlidenhed og barmhjertighed over for næsten.