Synet på ofring i verdens religioner

Ofring forekommer i religioner over hele verden, men nogle dyrker det mere end andre, og ofre findes i alle afskygninger fra nadver og gryderetter til enkebrænding og blodofre. Her får du et overblik

Et offer er et ritual, som inkluderer et materiale, der forbruges, og ritualet udtrykker, at mennesket står i gæld til gudeverden. Offeret kan være et materiale, som for eksempel spises, drikkes, dræbes, brændes eller foræres væk. Sådan lyder religionsvidenskabens definition.

Man kan i store træk inddele ofring i tre kategorier:

• et takoffer, hvor giveren skylder tak til en gud
• et gaveoffer, der tjener som gave til en gud
• eller et sonoffer, når giveren vil sone for en overtrædelse mod guden

Men generelt gælder det, at der med offeret skabes en forbindelse mellem den menneskelige verden og den guddommelige.

Buddhister får god karma ved at ofre gryderetter
En af den buddhistiske etiks første principper er forbuddet mod at slå levende væsener ihjel, hvilket udelukker ofre, som de ses i andre religioner. Princippet er dog blevet fortolket forskelligt i de kulturer, som har taget buddhismen til sig. Eksempelvis er det hovedsageligt kun i Østasien, at vegetarianisme er udbredt blandt buddhister.

De offerritualer, man ser hos buddhister, forekommer ofte i sammenhæng med måltider og kan bestå af frugt, sammenkogte retter med ris, blomster, røgelse, lamper og så videre, og de bruges for at vise respekt for Buddha og lokale guder eller ånder. Man ofrer også mad, røgelse, penge og stearinlys til de buddhistiske munke og nonner for at opnå god karma under den daglige såkaldte tiggergang, som er en del af theravada-buddhismen.

LÆS OGSÅ: Hovedretninger inden for buddhismen

Blodtørstige gudinder kræver blodofre i hinduismen
Et af de hyppigste ritualer inden for hinduismen er puja-ritualet, som betyder tilbedelse og kan foregå i hjemmet eller templet. Puja indebærer, at man behandler guden (i form af et gudebillede eller -statue), som en gæst hele dagen ved blandt andet at give guden vand til at vaske sig med, tøj, salver, mad og et offer. Alt dette for at vise guden ære.

Når man har ofret mad til guden, får tilbederne lidt mad tilbage, og disse rester kaldes prasada. Dermed skabes en gensidig udveksling mellem guden og mennesket ved hjælp af ofret.

LÆS OGSÅ: Ritualer i hinduismen

Et andet kendetegnende hinduistisk offer er blodofferet bali af dyr såsom høns, geder, får og bøfler. Nogle store templer betragter disse blodige ofre for urene, og ofringerne ses derfor som regel i templer for gudinderne Durga og Kali eller i mindre landsbyer. Hinduerne ønsker blandt andet at vise deres hengivenhed over for gudinderne, der begge er blodtørstige, og de ofrer derfor geder og høns til dem for at dyrke gudinderne og sikre sig selv mod død og ulykke.

Hinduerne bruger også ildofre. Når en hindu dør, brænder man liget på et ligbrændingsbål, hvormed liget bliver et ildoffer til guderne for, at han eller hun skal nå op til sine forfædre i himlen. I den forbindelse har man tidligere set menneskeofringer i form af sati (enkebrænding).

LÆS OGSÅ: Enkebrænding

Når en kvinde mistede sin mand, lod hun sig i nogle tilfælde, ifølge traditionen frivilligt, brænde levende sammen med ham på ligbålet. På den måde blev hun forenet med ham i dødsriget og dyrket som en guddom bagefter. Sidst kendte tilfælde var i 2002 og før det i 1987, men sati er yderst sjælden og blev officielt forbudt i 1829, da Indien stadig var under britisk styre.

Muslimer ofrer får i Mekka
Ofring forekommer også inden for islam, og en af historierne fra Koranen fortæller om profeten Abrahams svære ofring. Abraham nævnes også i Det Gamle Testamente, men ifølge Koranen beordrer Gud Abraham at ofre sin søn Ismael, altså ikke halvbroren Isak som i Biblen, og Abraham adlyder.

Idet han skal til at dræbe sin søn, stopper Gud ham og lader ham i stedet slå et offerdyr ihjel. Og Koranen skriver: O Abraham, Du har visselig opfyldt synet (du havde i din drøm), thi således belønner Vi dem, der handler smukt og godt. Dette var visselig en åbenbar prøvelse. Og Vi løskøbte ham med et mægtigt offer. (Koranen, sura 37, vers 103-110).

Begivenheden fejres hvert år under muslimers pilgrimsrejse til Mekka med blandt andet ofringer af får. Muslimerne viser derved, at de også er lydige og taknemmelige over for Gud, og de udtrykker et broderskab med andre troende muslimer, og at tro er en handling. Muslimer taler også om, at man skal ofre tid, karriere eller rigdom for at hellige sig troen og dens forpligtelser og komme i Paradiset.

LÆS OGSÅ: Sådan kommer du i gang med pilgrimsvandring

Jøder og kristne mindes fortidens ofringer
Både jødedommen og kristendommen deler historien om Abrahams ofring, men når de læser den i Toraen og Det Gamle Testamente, skal Abraham ofre sin søn Isak, som han fik med sin kone Sara. Her kan Abrahams tillid til Gud og lydighed mod befalingen også udledes af fortællingen. Hverken kristendommen eller jødedommen har dog ofringer i dag. I stedet har de ritualer til at mindes ofringer i de gamle tekster.

LÆS OGSÅ: Hvad siger religionerne om Abraham?

Under den store jødiske højtid pesach (påske) mindes jøderne befrielsen fra Egypten og Guds frelsergerning. Den tiende plage, som Gud sendte ud over Egypten, var en dødsengel, som ville dræbe alle førstefødte i hele landet. Men jøderne fik at vide, de skulle slagte et får eller en ged og smøre blodet på deres dørstolper, så ville dødsenglen ikke dræbe de førstefødte i husstanden, og Farao ville lade dem forlade Egypten (2. Mos, kap. 11-12). Til det jødiske påskemåltid indgår en knogle fra et lam for at symbolisere slagteofferet.

Ifølge overrabbiner Bent Lexner har gudstjenesten i dag erstattet ofringsceremonierne, som beskrives i Det Gamle Testamente, og derfor har jøder eksempelvis tre daglige gudstjenester til minde om de daglige ofre.

I kristendommen mindes Jesu offer på korset ved kirkens nadver. Jesus beskrives flere gange som et offerlam i Det Nye Testamente, og i det lys blev han slagtet for at bøde for menneskers synd. Ved nadveren bliver de kristne deltagere en del af syndernes forladelse og forholdet til Gud.

Det bliver altså deltageren i offermåltidet/nadveren, som er modtageren. I andre religioner er et offermåltid et, der gives til guden af den troende, men i nadveren udgør guden selv offermaterialet, som gives tilbederen og skaber en forbindelse til guden.

LÆS OGSÅ: Sådan foregår nadveren

Religiøse menneskeofringer, man husker
Andre kendte religiøse ofringer dyrkes ikke længere, men gør stadig indtryk i dag. I Roms tidlige historie var gladiatorkampene et religiøst ritual. Gladiatoren var som oftest krigsfange, dødsdømt forbryder (for eksempel kristne under forfølgelserne) eller slave, og de skulle kæmpe mod andre bevæbnede mænd eller farlige dyr til døden. Taberen af kampen blev derefter ofret til guderne. Det religiøse element ved kampene forsvandt dog hurtigt, og de blev ren publikumsunderholdning.

LÆS OGSÅ: Forfølgelser af kristne gennem tiderne

Hos aztekerne i Sydamerika dyrkede de også religiøse menneskeofringer. Aztekernes solgud Huitzilopochtli mistede sit blod, fordi han kæmpede en konstant kosmisk kamp. Hvis guden mistede alt sit blod, ville han tabe kampen, og verden ville gå under. For at opretholde verdensordenen og give solguden blod ofrede aztekerne mennesker i deres templer og gav blodet til guden. Menneskeofrene var ofte krigsfanger, hvilket blev mange spanske soldaters skæbne.

LÆS OGSÅ: Menneskeofringer skaber kontakt til det guddommelige

Sidst, men ikke mindst, kan nævnes de europæiske moselig, som er menneskeofringer, der stammer fra jernalderen. Man troede, at moserne havde en speciel forbindelse til gudeverden og ofrede derfor mennesker her. Det skete eksempelvis ved kvælning eller at skære halsen over. Nogle af de ældste menneskeofre, man har fundet, er faktisk danske: to unge piger, formentlig søstre, på 16 og 18 år er blevet fundet i Sigersdal Mose i Nordsjælland, hvor de blev ofret for over 5000 år siden.

Kilder:
Politikens håndbog i verdens religioner, red. Mikael Rothstein
Den Store Danske, Gyldendals åbne encyklopædi
www.wikimedia.org
www.natmus.dk