Klassiker

Sådan ser verdens religioner på dæmoner

Den koptiske præst fader Makari tilser en kvinde, som menes at være under en forbandelse under en messe i Kairo, 2008. Fader Makari tiltrækker mange tilhørere på grund af sin særlige evner til at uddrive dæmoner.

Forestillingen om dæmoner findes i de store verdensreligioner, men det er forskelligt, hvordan man har forsøgt at bekæmpe de onde magter

Artiklen blev bragt første gang i 2010

Ved dæmoner forstår man personlige åndelige væsener, der står mellem guderne og mennesker. Fænomenet kendes både fra naturreligionernes mytologier og fra de store verdensreligioner.

Dæmoner hører til i det ondes magtområde, og som sådan udøver dæmonerne en skadelig og nedbrydende indflydelse først og fremmest på mennesket. Men dæmoner kan også skade dyr såvel som naturen i øvrigt. Det onde er en kosmisk magt, der hersker over mennesker og naturen. Det er så denne ondskabens magt, som dæmonerne repræsenterer.

De forskellige religioner har også forskellige riter og teknikker, hvormed man kan værge sig mod dæmonerne og bryde deres magt. Dæmonernes magt kan brydes ved at man beskytter sig med amuletter eller hellige tegn og symboler som for eksempel et kors. Lykkes det alligevel dæmonen at besætte et menneske, kan den uddrives. Det kaldes også for eksorcisme.

Jødedommen: Dæmoni er det ondes udtryk

Forestillinger om dæmoner spiller en meget lille rolle i Det Gamle Testamente. Dette hænger sammen med den strenge monoteistiske opfattelse i det gamle Israels religion. Dog finder man enkelte steder i Det Gamle Testemente hentydninger til, at Gud sender sygdomme til mennesker for at straffe dem, og at dette netop sker ved hjælp af onde ånder, det vil sige dæmoner.

I det gamle Israels folketro knyttede der sig også forestillinger om ørkendyr såsom sjakaler og slanger, som udtryk for onde ånder. Enkelte steder nævnes også bukketrolden en dæmon, som nogle tilmed ofrede til.

I tiden op mod Kristi fødsel har vi en jødisk litteratur, der tydeligt afspejler en såkaldt dualistisk opfattelse, nemlig at tilværelsen er en kamp mellem Gud og mennesker på den ene side og onskabens magt, Satan, på den anden side. Satan har således en hær af dæmoner, hvormed han forsøger at tage magten over menneskeverdenen. Dæmonerne ses som ophav til onde lyster og plagsomme sygdomme. Men samtidig findes tanken om, at der vil komme en dag, hvor Gud gør op med det ondes hærgen.

I den jødiske folketro op gennem middelalderen og nyere tid spiller forestillinger om dæmoner stadig en rolle. Dæmoner blev anset som usynlige væsener, som især holdt til på urene steder og kun udøvede deres virke om natten. Ved besværgelser og magiske formler kunne man beskytte sig mod dæmonerne. Og de jødiske lærde, rabbinerne anbefalede bøn og læsning i den jødiske lov, Toraen, som middel mod dæmonernes angreb.

I nutidig jødedom ses dæmoni som det ondes udtryk. Således anses dæmoni som årsag til forfølgelser af jøderne. Mennesker kan altså være dæmoniske. Et politisk system som nazismen er dæmonisk.

Hannah Arendt, filosof og af jødisk oprindelse skriver i en af sine bøger, Eichmann i Jerusalem: "Der findes ingen dæmonisk ondskab, ingen kamp mellem det gode og det onde i universet. Det onde er ikke baseret på onde motiver, da det ikke har nogen dybde. Kun det gode eksisterer fuldt ud."

Kristendommen: Jesus har brudt det ondes magt

I Det Nye Testamente, især i de fire evangelier, omtales dæmoner, som også betegnes som onde ånde, eller urene ånder. Forestillingerne om dæmoner, som vi møder det i Det Nye Testamente, bygger helt og holdent på den samtidige jødiske opfattelse.

Dæmonerne kunne tage bolig i et menneske, og det så grundigt, at det var dæmonen/dæmonerne, der bestemte, hvad mennesket sagde og gjorde. Således bliver Jesus selv beskyldt for at være besat. Men ellers var det sygdom, blindhed, stumhed, døvhed eller epilepsi, der blev forklaret med dæmonbesættelse.

I evangelierne fortælles der om Jesus som den store dæmonuddriver. I den besatte møder han direkte dæmonen, der taler til ham. Dæmonen kender oven i købet Jesu sande identitet og ved dermed, at dets tid er slut. For dæmonen repræsenterer Satans rige og er bevidst om Jesu magt over ondskaben.

Det fremgår af Det Nye Testamente, at Jesus gav sine disciple magt til at uddrive dæmoner. Sagen er, at kampen mod det onde endnu ikke er vundet, selvom det ondes magt er brudt gennem Jesu virke. Derfor fortælles der om fortsatte dæmonuddrivelser i de skrifter, der handler om den første kirke, nemlig Apostlenes Gerninger.

I oldkirken anså man selve det, at mennesket var syndigt, som en slags besættelse. Derfor foretog man dæmonuddrivelse forud for dåben. Den ortodokse kirke og den katolsk kirke har stadig et ritual for eksorcisme til rådighed, som imidlertid kun må anvendes med tillaldelse fra kirkens højeste myndighed. I den protestantiske kirke afvises eksorcismen helt. Dog kan eksorcisme finde sted i enkelte stærkt karismatisk prægede frikirkesamfund.

Den kristne kirke har i dag forladt de forestillinger, der hørte til på nytestamentlig tid. Den lægevidenskabeligelige indsigt har nu forklaringer på de fænomener, der tidligere blev tillagt dæmonbesættelse. Centralt i kirke står så forkyndelsen af Jesus som den, der endegyldigt har brudt det ondes magt. Det er da også denne forkyndelse der gøres fældende i kirkens mission i områder, hvor naturreligioners angst for dæmoner stadig er en virkelighed.

Islam: Her er ingen eksorcisme

Ifølge islams hellige bog, Koranen har Gud (Allah) skabt både engle og i slægt med dem de såkaldte djinner.

Om begge former for væsener gælder det, at de er skabt før menneskene og usynlige for menneskers øjne. Men medens englene er rene åndelige væsener, der følger Guds vilje, har djinner og mennesker materielle behov som mad, drikke og seksualitet.

Djinnerne skabte Vi forinden, af den hede vinds ild, hedder det i Koranen (15,27).

Lige forinden fortælles det, at mennesket er skabt af ler. Djinnerne er således tæt knyttet til mennesker. Det gælder nemlig om djinnerne, at de også er ansvarlige over for Gud. Som menneskene har djinnerne en fri vilje til at være ulydige overfor Gud. For de kender også til Muhammeds budskab.

Ja, alt i alt opfattes djinnerne som væsener, der har deres eget samfund og udgør et folk, som vel at mærke er usynligt for mennesker. De djinner, der har vendt sig fra Muhammeds budskab, kaldes også for djævle. Deres far er djinnen Iblis, som er Guds modstander.

I folketroen anses djinner for at være både snu og onde, som især kan hjemsøge mennesker efter mørkets frembrud og slå dem med galskab eller besætte dem. Men i en monoteistisk religion som islam anses djinnerne for at være underlagt Gud. De udgør således ikke en ondskabens magt, der kan true Gud og hans skabelse. Af samme grund afvises eksorcisme også i islam.

Hinduisme: Ofringer holder dæmonerne væk

Det hører til hindusimens gudsbegreb, at godt og ondt, det opretholdende og det ødelæggende forenes i samme gud. Således indeholder den oprindelige og formløse gud Brahma personificeringer af det opretholdende, guden Vishnu og det ødelæggende repræsenteret ved guden Shiva. Verden inddelt i guder, dæmoner og mennesker eksisterer oprindeligt inde i Brahma.

Men for at bekæmpe det onde og opretholde verden stiger Vishnu under gudenavnet Krishna regelmæssigt ned i verden og bekæmper dæmonerne. Fortællingerne om Krishnas heltegerninger hører til de mest populære gudefortællinger i hinduismen. Det gælder ikke mindst den store fortællekreds, Ramayana, hvor Rama, det vil sige Krishna, bekæmper den frygtelige dæmon, Ravana.

Fortællingerne bruges i høj grad til at indskærpe etiske idealer og gøre det klart, at der til stadighed skabes balance i tilværelsen ved gudernes indgriben.

Derfor er det vigtigt at ofre til guderne. Men i de lag af hinduismen, hvor naturreligiøsiteten stadig spiller en stor rolle holder man også dæmonerne væk ved hjælp af ofre. Dette kendes ikke mindst fra hinduismen på øen Bali.

Buddhisme: Dæmoner i mange former

Dæmoner i buddhismen kan tage et uendeligt antal former, herunder onde væsener eller hallucinationer, sygdom og død. Hertil kommer, at man tillægger grådighed, vrede og selvbedrag dæmoniske maget, der forstyrrer sindet.

I buddhismen optræder dæmonen Mara som Buddhas store modstander. I legenden om Buddhas vej til oplysning frister dæmonen Mara ham ved at sende sine underskønne døtre.

Mara er indbegrebet af selve det onde. Mara holder livets hjul igang ved at fylde mennesker med længsler og behov. Kun ved at følge Buddhas anvisninger, som hedder den otteleddede vej, kan mennesket stoppe livstørsten. Herved er Maras magt brudt, og Mara og hans dæmoner viser dig dermed at være rene illusioner.

Men ligesom i hinduismen er der i de folkelige lag af buddhismen tale om at holde sig dæmonerne fra livet ved hjælp af ofre og besværgelser.

Se fotos:

Medlemmer af sekten Universal Church of the Kingdom of God hjælper en formodet dæmonangrebet kvinde i trance på et stadium i Soweto i Sydafrika, hvor der foretages fælles eksorcisme.
Den rumænske præst Daniel Petre Corogeanu, mentes at have foretaget en eksorcisme, som medførte døden for den 23-årige nonne Maricica Irina Cornici. Bukarest 2005.
Mennesker klædt ud i tigerkostumer under et ritual ved en traditionel festival for den etniske Yi-minoritet i Yunnan-provinsen, 2008. De lokale er klædt ud som dyr og djævle for at foretage eksorcisme for at få lykke.
Don Gabriele Amorth, en katolsk eksorcist fra Rom og ærespræsident for Association of Exorcists, fotograferet i forbindelse med et eksorcist-seminar i Vatikanet. Rom, 2005.