Klassiker

Sådan mindes de døde verden rundt

I Mexico klæder de sig ud som døde på de dødes dag. Dagene fejres fra den 31. oktober til den 2. november hvert år.

De døde mindes og fejres vidt forskelligt verden over og i de forskellige religioner. Her kan du læse om nogle af traditionerne

Teksten blev første gang bragt i 2010 og er løbende blevet opdateret.

Rundt omkring i verden er der mange forskellige måder at mindes eller fejre de døde på. Nogle ofrer til forfædrene, andre fester med grinende skeletter eller danser med deres afdøde slægtninges knogler.

Religion.dk har været verden rundt for at undersøge, hvordan de døde bliver mindet.

Kristne helgener må deles om en dag

Selvom mange måske ser et grinende græskar for sig, når de hører navnet, så handler allehelgensdag oprindeligt ikke om grøntsager og uhygge, men om martyrer. Det er nemlig en kristen mindedag for alle martyrerne og helgenerne inden for kirken. Tidligere havde hver helgen sin egen mindedag, men i år 609 besluttede paven at indføre en fælles mindedag for alle helgener allehelgensdag.

I dag er det skik også at mindes andre døde på allehelgensdag ved for eksempel at tænde lys på gravene, eller ved at navnene på de mennesker, som er døde i sognet i løbet af året, læses op i kirken.

I den katolske kirke fejrer man også alle sjæles dag, som ikke fejres af protestanter. På alle sjæles dag beder katolikkerne blandt andet for de døde, der er i Skærsilden, som er det sted, katolikkerne mener, at de døde skal renses, inden de kan møde Gud en tro som ikke findes inden for protestantismen.

I jødedommen er døden ikke et farvel

Inden for jødedommen er det også almindeligt at besøge den dødes grav på årsdagen for dødsfaldet. Derudover kan man tænde et såkaldt jahrzeit-lys i hjemmet til minde om den afdøde, og de, som har mistet en pårørende, kan læse de sørgendes kaddish ved gudstjenesten i synagogen. Det er ofte en søn eller en far, som siger bønnen.

Nogle mener endda, at man skal sige kaddish tre gange om dagen de første elleve måneder efter et dødsfald. Og så skal det gøres i synagogen eller med en minyan det vil sige i selskab med mindst ti jødiske mænd. Hvis man ikke har mulighed for det, kan man i stedet ansætte andre til at udsige bønnen for sig.

Kaddish er en bøn, som ikke handler om døden men om lovprisning af Gud. Pointen er, at man ikke skal beklage sig over tabet af den døde men vise sin loyalitet og tro på Gud.

Inden for jødedommen er døden nemlig ikke et endeligt farvel, men en midlertidig afsked, fordi man tror på, at sjælen bliver ved med at findes. Efter døden vender den bare tilbage til sin oprindelse.

Chaggafolket ofrer til forfædrene

Mens mange kristne, jøder og muslimer tror på, at de dødes sjæle lever videre et andet sted, så spiller de døde en meget mere direkte og aktiv rolle for de efterladte inden for andre religioner i for eksempel Asien og Afrika.

Chaggafolket, som kommer fra Kenya og Tanzania, mener for eksempel, at de dødes land ligger nede under jorden. Men det forhindrer ikke de døde i at komme på besøg i de levendes verden. Når de gør det, er de kun til at skelne fra levende mennesker ved, at de kan forsvinde ud i den blå luft.

Gennem en række ceremonier kan de afdøde blive omformet fra afdøde mennesker til forfædre. Først derefter kan de døde blive genstand for forfædrekult.

Og for chaggaerne er forfædrekulten vigtig, for ved at ofre til forfædrene kan de sikre sig god høst og trivsel blandt mennesker og dyr. Derfor får forfædrene mad, øl og tobak, hvilket eksempelvis kan ske ved gravpladsen, under et træ eller lignende. Man kan sige, at de levende og de døde derfor på en måde er afhængige af hinanden.

I Mexico griner skeletterne på De Dødes Dag

Mexicanerne får også besøg af de døde. I Mexico er det nemlig en udbredt tro, at de afdødes sjæle vender tilbage til familien på De Dødes Dag, som egentlig strækker sig over to dage i november.

Derfor bygger familierne små altre i hjemmet, som de pynter med fotografier af de døde, ting den afdøde kunne lide, stearinlys, drikkevarer, frugt og farverigt pynt af tyndt papir.

Andre laver de små altre på gravpladser, og skeletter bruges som dekoration overalt til festlighederne. Selvom det er de dødes dag, er det nemlig en festdag. Og de mange små figurer og illustrationer af skeletter på for eksempel servietter, legetøj og så videre smiler da også ofte stort, mens de udfører forskellige helt almindelige erhverv som brandmand, bonde eller tandlæge.

De dødes dag falder sammen med den kristne højtideligholdelse af allehelgensdag - som ikke må forveksles med halloween - og er en slags sammensmeltning af gamle aztekertraditioner og kristne traditioner.

Madagaskar danser med de døde

På Madagaskar nøjes nogle ikke med at få besøg af de afdødes sjæle. Nogle steder i landet sker det, at familier inviterer en masse gæster på besøg, henter resterne af de døde fra graven, vikler dem ind i nye stoffer og danser med dem til munter musik.

På denne måde æres de døde, og samtidig kan de levende snakke med dem og holde dem opdateret med, hvad der er sket i familien siden sidst.

Det er dog ikke alle, som mener, at man på denne måde kan kommunikere med de afdøde. Andre opfatter mere traditionen som en måde at styrke båndene mellem generationer på. Mens andre igen slet ikke mener, at det er en tradition, man skal holde i live for eksempel er flere kristne organisationer modstandere af traditionen.

Dagen, hvor man danser med de døde, kaldes famadihana, og datoen fastsættes i de enkelte tilfælde gerne ved hjælp fra en astrolog. Traditionelt skulle fejringen ske cirka hvert syvende år.

Stater mindes også de døde

Men det er ikke kun inden for forskellige religiøse grupper og traditioner, at man mindes de døde. Det gør stater også.

Selvom der ikke nødvendigvis er en gud eller lignende involveret i den salgs mindedage, så forstår religionsforskere det alligevel som en slags religiøs praksis. Det kaldes civilreligion.

Man kan eksempelvis kalde det civilreligion, når man i Danmark d. 4. maj mindes de frihedskæmpere, som døde under Anden Verdenskrig. Det sker blandt andet ved en højtidelighed i Mindelunden i København. Ritualerne, der er knyttet til denne dag - som for eksempel taler og sange - gennemspiller så at sige den tid, da Danmark blev befriet og igen blev en selvstændig nation.

Civilreligiøse ritualer er ofte sådanne nationale mindedage, flaghejsninger, taler som knytter en bestemt nation sammen med Gud og lignende. Disse ritualer har gerne til formål at legitimere den måde, et givent samfund er indrettet på.

Kilder:

"Gyldendals religionshistorie Ritualer, Mytologi og Ikonografi" (red. af Tim Jensen et al), Gyldendalske Boghandel, 1994 "Gyldendals religionsleksikon Religion, livsanskuelse" (red. Finn Stefansson og Asger Sørensen), Gyldendalske Boghandel, 1998 "Humanistisk religionsforskning en indføring i religionshistorie og religionssociologi" (red. Mikael Rothstein), Samleren, 1997