Ti ting om forholdet mellem stat og religion i Tyrkiet
Sekularister og islamister har siden republikken Tyrkiets grundlæggelse i 1923 kæmpet om definitionsretten på religionsfrihed: Er det frihed fra religion eller frihed til religion?
Tyrkiets befolkning består af 98 procent muslimer, og Tyrkiets grundlægger, Mustafa Kemal Atatürk, var selv muslim. Hans idé om en fuldstændig adskillelse af religion og stat er blevet tolket forskelligt op igennem det 20. århundrede og frem til i dag med udsving lige fra aggressiv sekularisme til det, som flere nu betegner som en snigende islamisme.
Her får du en kort præsentation af de vigtigste historiske begivenheder, markante personligheder og afgørende stridspunkter i Tyrkiets religiøse historie.
LÆS OGSÅ: Tema: Tyrkiet
1. Det Osmanniske Rige og dets nedgang
Sultan Osman 1. grundlagde Det Osmanniske Rige i 1299. Riget ekspanderede kraftigt og nåede sit højdepunkt i slutningen af 1600-tallet. Riget bestod hovedsageligt af sunni-muslimer, men på grund af den hurtige ekspansion kom der ofte folk til med andre religioner. Det juridiske system bestod derfor af tre dele: sharia, kanun og millets, hvoraf sidstnævnte var særlige regler, der var tilpasset de religiøse mindretal, der ikke var underlagt sharia.
Da riget begyndte at opleve nedgang i starten af 1700-tallet, måtte man finde nye veje til at genvinde magten, og man sendte derfor unge tyrkere af sted til Europa for at blive uddannet dér. Mange af dem havde dog svært ved at finde et job, når de vendte hjem, og de begyndte at kritisere staten samt forholde sig skeptisk til islams indvirkning på uddannelsesinstitutioner og lovgivning. De Unge Tyrkere blev en bevægelse i sig selv, og i 1922 overtog de magten med Mustafa Kemal i spidsen.
LÆS OGSÅ: Tyrkiet set indefra
2. Mustafa Kemal Atatürk: grundlæggeren af Republikken Tyrkiet
Mustafa Kemal blev født i 1881 i Thessaloniki i det nuværende Grækenland, som dengang var en del af Det Osmanniske Rige. I 1923 gjorde han landet til republik, døbte det Republikken Tyrkiet og blev landets første præsident. Han blev givet sit tilnavn Atatürk, som på dansk betyder tyrkernes fader i 1934.
Mustafa Kemal Atatürk foretog mange ændringer i det tidligere Osmanniske Rige. Han indførte det latinske alfabet i stedet for det arabiske, lukkede de islamiske domhuse, gav kvinder valgret og ligestillede dem juridisk og uddannelsesmæssigt med mænd. En af hans døtre blev verdens første kvindelige pilot og senere hen den første kvindelige jægerpilot.
Mustafa Kemal Atatürk var selv muslim, men repræsenterede en radikalt anderledes tilgang til islam og den rolle, som den måtte have i politik og samfundet generelt. Religion skulle være et privat anliggende og burde ikke influere på det offentlige liv, mente han.
LÆS OGSÅ: Atatürk dyrkes som aldrig før
3. Kemalisme: Tyrkiets officielle ideologi
Kemalisme er betegnelsen for den ideologi, som Mustafa Kemal Atatürk grundlagde republikken Tyrkiet ud fra, og er afledt af hans navn. Kemalisme er baseret på en stærk tyrkisk nationalisme, og på den franske udgave af sekularisme, laïcité, som går ud på, at religion og stat skal skilles ad.
På trods af sekularismens centrale plads, oprettede Atatürk i 1924 ministeriet for religiøse affærer på tyrkisk "Diyanet Isleri Baskanligi," men i daglig tale blot kaldt Diyanet. Dets funktion var at udstikke grænserne for en islam, der skulle være privat og ikke-politisk. Kritikere mener, at der dermed ikke var tale om en adskillelse af religion og stat, da et centralt organ stadig stod for at udstikke reglerne for en korrekt islam dog nu en moderne udgave af slagsen, der pålagde muslimer at udøve deres religion inden for hjemmets fire vægge og skjule den i offentligheden.
Diyanet eksisterer stadig, og har altid været genstand for megen diskussion.
LÆS OGSÅ: Det islamiske forsvar for religionsfrihed
4. Religionsfrihed i Tyrkiet
Ifølge en undersøgelse fra Pew Research Center fra 2010, er 98 procent af tyrkerne muslimer. Heraf er 72 procent sunni-muslimer, og den andenstørste gruppe er den shia-muslimske trosretning alevisme. Der findes også andre små muslimske retninger i landet, men det er kun de sunni-muslimske retninger der officielt er anerkendt, ligesom det også kun der er dem, der modtager statsstøtte. Jødedom og kristendom er officielt anerkendt som minoritetsreligioner i landet dog ikke protestantisk kristendom.
Mange jøder og kristne oplever diskrimination i Tyrkiet. Ifølge en undersøgelse fra Pew Research Center fra 2011 er det kun henholdsvis fire og seks procent af befolkningen, der har et positiv syn på jøder og kristne. Det tal er faldet kraftigt siden 2006, hvor det var på henholdsvis 16 og 15. På trods af at sunni-muslimer både er officielt anerkendte og modtager statsstøtte, føler mange sig diskriminerede af, at de ikke er enige med Diyanets moderne, sekulariserede udlægning af deres tro. Efter AKP er kommet til magten, er Diyanet blevet mere konservativt, hvilket støder andre grupper af mere sekulariserede sunni-muslimer.
LÆS OGSÅ: Tyrkiets kristne udsættes for chikane
5. Tørklæde-spørgsmålet og dets betydning for kvinders uddannelse
Mustafa Kemal Atatürk kæmpede som nævnt for kvinders ligestilling i samfundet, ligesom han også anbefalede kvinder at gå uden tørklæde. Kemalister har dog senere hen ændret det til et decideret forbud mod at gå med tørklæde. Først for folk i offentlige embeder, men i 1980erne blev det også indført på universiteter.
Forbuddet blev dog først strengt opretholdt efter militærkuppet i 1997, hvilket blandt andet førte til en kendt sag, hvor en medicinstuderende ved navn Leyla Sahin gik til den europæiske menneskerettighedsdomstol for at kæmpe for sin ret til at bære tørklæde. Hun fik ikke medhold i sagen. Det har ikke været muligt at ophæve forbuddet, selv om det nuværende AKP har forsøgt flere gange.
I praksis er der dog siden 2007 blevet set gennem fingre med det på universiteterne, og cirka 60 procent af Tyrkiets kvinder går med tørklæde til daglig.
LÆS OGSÅ: Tyrkiet gør op med tørklædeforbud
6. Disput om religiøs uddannelse på imam-hatip-skolerne
Ud over tørklædesagen, har især imam-hatip-skolerne været et varmt omdrejningspunkt hvad angår religions rolle i Tyrkiet. Da Mustafa Kemal Atatürk kom til magten i 1924, lukkede han de statsstøttede madrasaer (koranskoler). De blev erstattet af imam-hatip-skolerne, hvis formål var at fremme en statskontrolleret, mere moderne uddannelse af imamer.
Men mange familier, især dem fra landet, brugte skolerne til at give deres børn en almen religiøs dannelse. Hos mere traditionelle familier ude på landet, har disse skoler været pigers og kvinders adgangsbillet til en uddannelse, da de tillader tørklæde. Imam-hatip skolerne er flere gange blevet lukket ned som følge af militærkuppene, hvis de er blevet for islamistiske, ligesom det også har været svært for de studerende at komme videre på universitet med en uddannelse fra disse skoler.
Tyrkiets premierminister Recep Tayyip Erdogan er selv uddannet på en imam-hatip-skole, og kritikere frygter, at fremkomsten at folk på topposter med en baggrund fra disse skoler vil fremme en islamisering af landet.
LÆS OGSÅ: Tyrkiske kvinder får mere indflydelse i religionen
7. Gülen-bevægelsens succes blandt muslimer
Ud af de knap 76 millioner mennesker der anslås at bo i republikken Tyrkiet, tilslutter op mod 8 millioner sig den sunni-muslimske Gülen-bevægelse med den nu 72-årige Fethullah Gülen i spidsen. Fethullah Gülen advokerer for vigtigheden af interreligiøs dialog samt uddannelse og hårdt arbejde, og mange af tilhængerne er enten forretningsfolk, journalister eller lærere.
Bevægelsen forholder sig positivt over for et handelsmæssigt samarbejde med Vesten, samtidig med at den fremmer en forholdsvis konservativ islam, der forsager alkohol og er imod skilsmisser. Kombinationen mellem det stærkt religiøse og det moderne, driftige og organisatoriske har fået bevægelsen langt ud over Tyrkiets grænser, og Fethullah Gülen er i år kommet på Time Magazines liste over de 100 mest indflydelsesrige personer i verden.
Bevægelsen kritiseres af sekularister i Tyrkiet for at lade religion fylde for meget, men også islamister kritiserer bevægelsen for at være for vestligt orienteret.
LÆS OGSÅ: Tyrkisk teolog er mest indflydelsesrig
8. AKPs fremgang
AKP står for "Adalet ve Kalkinma Partisi" og betyder på dansk Retfærdigheds- og Udviklingspartiet. De kom første gang til magten i 2002, hvilket gentog sig i 2007 og 2011. Partiet beskriver sig selv som et konservativt, demokratisk parti, men af især vestlige medier beskrives det som et islamisk parti, ligesom også tyrkiske sekularister frygter, at de har en hemmelig dagsorden.
Det virker umiddelbart selvmodsigende, at det skulle være et problem at være muslim i et land hvor 98 procent af befolkningen er muslimer. Men skismaet består i, om religionen skal forblive inden for hjemmets fire vægge, eller om det må være en del af det offentlige rum. AKP er det første parti i Tyrkiet, der har formået at bevare magten, på trods af en mere "aktiv" bekendelse til islam: Blandt andet bærer Erdogans kone tørklæde, ligesom han selv har en religiøs uddannelse bag sig. AKP har kæmpet for at retten til at bære tørklæde på universiteter, samt for at forbedre forholdene på imam-hatip-skolerne, ligesom der slås hårdere ned på islam-kritiske udtalelser.
LÆS OGSÅ: Erdogans sande ansigt: Snigende islamisering af Tyrkiet fortsætter
9. Militæret: et selvstændigt organ
Næst efter USA har Tyrkiet det største personel i NATO på op mod en million. Det tyrkiske militær har altid spillet en meget markant rolle i tyrkisk politik. Det har slået hårdt ned, hvis de demokratisk valgte regeringer har lænet sig for meget op ad islam og ikke har været tro imod den kemalistiske ideologi. Det har ført til militærkup i både 1960, 1971 og i 1980. I 1997 var det tyrkiske militær med til at tvinge en koalitionsregering ledet af det islamiske Velfærdsparti, til at træde tilbage i et 'blødt kup', og året efter blev partiet opløst af forfatningsdomstolen, da religiøse partier er forfatningsstridige.
Denne afgørelse blev prøvet ved Menneskerettighedsdomstolen med henvisning til bestemmelsen om foreningsfrihed, men det nedlagte parti fik ikke medhold.
LÆS OGSÅ: Tyrkisk militær et problem for EU
10. Tyrkiets ønske om EU-medlemskab
Tyrkiet anmodede første gang om medlemskab i EU i 1987, men først i 2005 gik de officielle forhandlinger i gang. Grundet forskellige uoverensstemmelser har det endnu ikke kunnet lade sig gøre at indlemme Tyrkiet. Også AKP ønsker fuldt medlemskab i EU, men kritiske røster mener, at det udelukkende er fordi, de på den måde kan slippe af med militæret og dermed fremme deres islamistiske dagsorden. En optagelse i EU forudsætter nemlig en civil og demokratisk magt over militæret.
Selv om militærets magt på det seneste er svækket, fungerer det stadig som en selvstændig vagthund, der potentielt set kan kuppe regeringen, hvis den bliver for islamistisk. Paradoksalt nok er militæret dermed den instans, der med magt sikrer de såkaldt vestlige værdier, men som samtidig forhindrer et medlemskab i EU.
LÆS OGSÅ: Tyrkiet kigges igen efter i sømmene af EU
–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––-
Kilder:
An-Naim, Abdullahi Ahmed:
Islam and the Secular State: Negotiating the Future of Sharia.
Cambridge, MA & London, UK: Harvard University Press, 2008
Nasr, Vali: Forces of Fortune.
New York: Free Press, 2009
Tibi, Bassam. Islamism and Islam.
New Haven & London: Yale University Press, 2012
Yavuz, M. Hakan: Secularism and Muslim Democracy in Turkey.
New York: Cambridge University Press, 2009
The Constitution of the Republic of Turkey
Wikipedia
–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––-