Vandet i religionernes ritualer

Ligbrænding på trapperne ned til Ganges-floden i den indiske by Varanasi. For en hinduist er det af ...

Ligbrænding på trapperne ned til Ganges-floden i den indiske by Varanasi. For en hindu er det af afgørende betydning at få sin aske spredt ud over flodens guddommelige vand Foto: foto: Ilya Mauter / Wikimedia Commons

Dåb i den russisk ortodokse kirke, Sankt Petersborg

Dåb i den russisk ortodokse kirke, Sankt Petersborg Foto: Mossir / Wikimedia Commons

En jødisk mikvah i Speyer ved Tiberias. Det er en af de mest velbevarede af slagsen fra

En jødisk mikvah i Speyer ved Tiberias. Det er en af de mest velbevarede af slagsen fra middelalderen. Foto: Wikimedia Commons

OLYMPUS DIGITAL

Massabielle-grotten ved Lourdes er Frankrigs mest besøgte pilgrimsmål Foto: Foto: Emmanuel Brunner / Wikimedia Commons

I mange rituelle handlinger er vand en uundværlig ingrediens. Få her et overblik over vandets funktioner inden for de fem verdensreligioner

Ligesom vand kan have stor betydning i religiøse myter, kan det spille en vigtig rolle i de handlinger, som myterne danner en fortællemæssig baggrund for, nemlig ritualerne. Vandet kan for den religiøse i sig selv indeholde overnaturlige kræfter, eller det kan symbolsk gøre mennesket klar til at træde i forbindelse med det hellige.

En thailandsk buddhist velsigner sin familie ved at overstænke den med vand, der har været i berøring med en Buddha-statue. En indisk hindu ofrer til solen, når han ved solopgang står i en flod og reciterer et mantra, idet han løfter lidt af vandet op i sine hænder.

To eksempler på, hvordan vand kan bruges religiøst. Oftere er det dog i andre slags ritualer, at vandet spiller en rolle i hvert fald når det gælder verdensreligionerne: ved livets overgange, ved forberedelse til mødet med det hellige, og ved ønsket om fysisk, psykisk eller åndelig helbredelse.

Overgangsritualer kan være knyttet til menneskelivets biologiske og sociale milepæle, altså fødsel, bryllup og så videre. I verdensreligionerne indgår der ikke så ofte vand i andet end de rituelle forberedelser til den type ritualer. Når en jøde eller en muslim er død, skal vedkommende eksempelvis gøres klar til begravelsen med en ligvask, som følger en række nøje fastlagte forskrifter.

I hinduismen begynder ritualerne derimod allerede inden dødsøjeblikket. Hvis de pårørende råder over vand fra Ganges-floden, vil de dryppe lidt af det i den døendes mund, mens de reciterer bestemte mantraer. Umiddelbart efter dødens indtræden sørger de for en rituel afvaskning som forberedelse til ligbrændingen. De gør sig umage, for ellers risikerer de, at deres kære vil gå igen som et generende spøgelse.

Asken fra bålet skal helst spredes over Ganges. Det stiller den afdøde gunstigt over for den forestående sjælevandring. Allerbedst er det at få sin aske spredt over flodvandet i hinduernes helligste by, Varanasi. Mange døende hinduer vælger en pakkeløsning, hvor de tager dertil for at dø og siden blive brændt på et af de såkaldte ghats, som er høje trappetrin ned til bredden af Ganges.

Dåbsvandet i jødedom og kristendom
En anden type overgangsritualer markerer hovedpersonens indvielse til en religion. Her er vandet til gengæld i både jødedommen og kristendommen den vigtigste rekvisit.

Hvis moren til et nyfødt barn er jøde, er barnet selv automatisk jøde og skal ikke gennem et indvielsesritual. Men en ikke-jøde, som ønsker at konvertere, skal blandt andet gennem den såkaldte proselytdåb. Den rituelle neddykning af hele kroppen kan foregå i et dertil indrettet badehus kaldet mikvah.

Det kristne dåbsritual har sin oprindelse i jødernes praksis. Begge steder tolker man undertiden neddykningen som symbol på hovedpersonens død (fra sit gamle liv) og genfødsel (til det nye liv). I den kristne dåb sker handlingen tre gange, nemlig i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Symbolikken er selvfølgelig stærkest ved den fuldstændige eller næsten fuldstændige neddykning, som stadig praktiseres ved barnedåben i de ortodokse kirker. Også baptister og andre voksendøbere lader dåbskandidaten komme ned i vandet, men i de øvrige vestlige kirker har præsterne i århundreder nøjedes med at overøse issen tre gange med vand.

LÆS OGSÅ: Hvorfor døbes barnet ikke ved neddykning?

Den kristne dåb er et komplekst ritual at begribe. Den folkelige forståelse af barnedåben som et navngivningsritual har måske rødder helt tilbage til Odin-dyrkelsen i det før-kristne Norden, hvor man ved navngivningen dryppede vand på barnet. Der er dog ikke noget i selve dåbsritualet, der lægger op til sådan en tolkning (præsten siger ikke: jeg døber dig Mia Søe, men: Mia Søe, jeg døber dig). Hvad det egentlig er, der sker i dåben, er et spørgsmål, der skiller de forskellige kirkesamfund. Læs mere om dette her.

En rituel afvaskning kan forberede mennesket til andet end den sidste rejse, nemlig til i det hele taget at træde i forbindelse med det hellige. For en hindu er tanken om renhed meget nærværende i dagliglivet, fordi det er så let at blive rituelt uren og dermed ude af stand til at møde det hellige. Det bliver man eksempelvis ved mange former for arbejde. Derfor fylder de daglige renselsesritualer en hel del. Sådan er det også i islam, men i mindre grad i jødedommen og næsten ikke i kristendommen.

Muslimernes rituelle afvaskning
I islam spiller vandet i sig selv ikke nogen central rolle, men det gør idéen om renhed. Vandet indgår ikke som element i nogen af islams fem søjler men ofte i forberedelsen til dem. Et ritual forudsætter rituel renhed, og rituelt uren bliver man blandt andet ved at sove eller slippe en vind.

Derfor vasker en muslim normalt ansigt, hænder, underarme og fødder i rent vand, inden han eller hun beder en af sine fem daglige tidebønner. Situationer som samleje og menstruation kræver en komplet afvaskning af kroppen. Både den lille afvaskning, wudu, og den store, ghusl, foretages efter nøje fastlagte anvisninger.

At det har at gøre med rituel renhed mere end med fysisk renlighed, understreges af, at muslimen i mangel på vand kan bruge sand eller jord. I så fald kan han eller hun dog ikke skylle munden og næsen, som man normalt gør. Men i muslimernes forståelse af ritualet er det altså ikke selve vandet, der er virksomt (som Ganges-vandet er det for hinduen).

Et malaysisk firma har i øvrigt lanceret avanceret en wudu-maskine, som kan hjælpe muslimer med at spare på vandet, fortæller Reuters.

Jøder i badehuset
For en ortodoks jøde vil den rituelle forberedelse til mødet med det hellige ofte ske i badehuset, den såkaldte mikvah. I et rituelt bassin med gennemstrømning af rent vand vaskes hver enkelt kropsdel efter ganske bestemte forskrifter.

I nutidig jødisk praksis er der kun få situationer, hvor sådan badning er obligatorisk: Først og fremmest ved kvinders overgang fra rituel uren til rituel ren status efter en menstruationsperiode eller fødsel. Blandt mændene er det i nogle jødiske samfund sædvane at besøge mikvahen forud for sabbat og andre højtider og forud for, at man som far skal foretage omskærelsen af sin otte dage gamle søn.

De kristnes vievand
For en kristen er spørgsmålet om renhed normalt ikke noget, der fylder meget i troslivet. Jesus gør i evangelierne op med den (udvendige) forståelse af renhed, som præger jødedommen og islam. Urenhed hænger i en kristen forståelse nøje sammen med menneskets syndighed, og den er der ingen ritualer, der kan fjerne.

Alligevel findes der ved indgangen til katolske kirker et kar (eller en mere moderne dispenser) med vand. Det er vievand altså vand, præsten har velsignet. Når kirkegængeren går ind, tager han eller hun lidt af vandet på et par fingerspidser, berører pande og bryst med dem og slår korsets tegn for sig. Ved begyndelsen af gudstjenesten er der tradition for, at præsten stænker vievand ud over menigheden, hvilket dog er en praksis på vej ud. Efter gudstjenesten vil nogle katolikker gentage ritualet ved vievandskarret, inden de går ud.

En kirkegænger, som kun benytter vievandet ved sin ankomst til kirken, forstår det sandsynligvis som en påmindelse om dåben som indgangstegn til livet i Kristus. Men en mere middelalderlig forståelse, som nogle steder stadig hænger ved, består i, at vandet renser kirkegængeren forud for messen, og at det ved udgang fra kirken kan give beskyttelse mod mørkets magter.

Det indviede vand kan da også bruges af både katolikker og ortodokse i forbindelse med djævleuddrivelser og i øvrigt som dåbsvand og til indvielse af blandt andet kirker, kirkeklokker og vielsesringe. Vandet betragtes dog næppe som virksomt i sig selv, men i kraft af Gud, som gennem præstens mund har velsignet det.

Blandt ortodokse kristne er det almindeligt at få noget vievand med hjem og bruge det til små ritualer i hverdagen. De kan eksempelvis velsigne deres børn med et stænk vievand eller velsigne sig selv ved at drikke af vandet. Flere amerikanske virksomheder har i øvrigt forsøgt at udnytte idéen om indtagelse af helligt vand kommercielt, fortæller Newsweek.

Pilgrimsrejser har hellige steder som mål. Og vand er ofte det, som har fået pilgrimmen til at snøre sit bedste fodtøj: En sø, en flod, en brønd eller en kilde, hvis vand pilgrimmen anser for helligt og i de fleste tilfælde også tillægger en helbredende kraft.

Baggrunden for, at en lokalitet er hellig, kan meget vel være mytisk. I buddhismen er Manasarovar-søen i Tibet eksempelvis det sted, hvor dronning Maya vaskede, før hun fødte Buddha. Søen er derfor et vigtigt pilgrimsmål, men i buddhistisk praksis er ritualer med vand generelt mindre fremtrædende end i de øvrige verdensreligioner. Det skylde især religionens vægtning af meditation frem for udvendige ritualer, som præger blandt andet hinduismen.

Ifølge hinduismen bør man mindst én gang i livet besøge Ganges, som for hinduerne udgør et bindeled til gudernes verden. For ganske vist er dens vand fysisk forurenet som følge af, at hinduernes ligbrændinger ikke altid er effektive nok, men vandet menes alligevel at have en meget positiv effekt i menneskets bestræbelser på at frigøre sig fra genfødslernes kredsløb. Og mere end det. Hvis man bader i floden eller drikker lidt af den, vil dens guddommelige vand ifølge mange hinduer virke fysisk helbredende.

Verdens største religiøse begivenhed finder sted hvert tolvte år i den nordindiske by Allahabad, hvor hinduerne mener, at Ganges løber sammen med en mytisk, underjordiske flod. Ved Kumbh Mela-festen i 2001, deltog omkring 70 millioner hinduer i de rituelle badninger. Også ved flodens udspring og ved mange andre helligsteder langs floden kan vandet ifølge hinduerne være ekstra virksomt.

Ganske tæt ved islams vigtigste pilgrimsmål, Kabaen i Mekka, findes en vigtig sideattraktion: Zemzem-brønden er ifølge muslimsk tradition den brønd, som i 1. Mosebog kapitel 21 er Guds (eller Allahs) svar på Ismaels nødråb. Her er han sammen med sin mor, Hagar, ved at dø af tørst, efter at hans far, Abraham, har sendt dem ud i ørkenen. De muslimske pilgrimme drikker af brøndens vand og får også noget med hjem, som de kan give til syge pårørende. Det hellige vand menes nemlig at have en helbredende virkning.

Inden for katolsk kristendom har pilgrimsmålene ikke mytisk baggrund, men er opstået på baggrund af mere eller mindre historiske begivenheder. I den sydfranske by Lourdes hævdede en ung pige midt i 1800-tallet at have modtaget åbenbaringer fra Jomfru Maria i en nærliggende grotte, hvorfra pigen ved samme lejlighed havde iagttaget en kilde springe frem. Ifølge den katolske kirke er mindst 66 personer siden da blevet helbredt ved kilden, som nu er pilgrimsmål får mere end fem millioner hvert år. Den slags helbredende kilder har engang været udbredt i hele Europa.

På kanten af det religiøse
Mange andre europæere end praktiserende katolikker benytter sig i dag af vand, der i sig selv betragtes som virksomt: Homøopati er mindre kendt i Danmark, men i flere andre vestlige lande er det den mest udbredte alternative behandlingsform. Dens grundprincip er, at patienten indtager en fortynding af noget, som hos en rask person giver de symptomer, patienten har. Stoffet er vel at mærke fortyndet så mange gange, at det rene vand ikke længere indeholder så meget som et enkelt molekyle af stoffet.

I sin selvforståelse er homøopatien ikke religiøs. Dens tilhængere forklarer behandlingsformens virkning ud fra en række ældgamle principper, som ligger et stykke fra det, vi i den moderne verden normalt forstår ved videnskab. Homøopaterne mener, at selve fortyndingsprocessen, hvor vandet rystes kraftigt mellem hver fortynding, forstærker den helbredende virkning. Selvom de ikke henviser til noget guddommeligt eller overnaturligt, er det altså endnu et eksempel på, at vand betragtes som virksomt.

LÆS OGSÅ: Vandets betydning i verdens mytologier